Julie Kolbeck
Foto: Privat ”Har du ikke tabt dig”-kommentaren er og bliver party-pooperen i klummeskribent Julie Kolbecks liv.

Klumme: ”Har du ikke tabt dig?” er baghåndskomplimenten, jeg hader allermest

Til en barnedåb, på gågaden, i kantinen. Alle steder er kommentaren faldet som et lyn fra en klar himmel: ”Har du ikke tabt dig?”. Men komplimenten er en sviner i svøb, der i klummeskribentens ører ikke bidrager til andet end en overstimuleret kropsbevidsthed og et snævert kropsideal.

Det mest søgte på Google i skrivende stund er imod al forventning ikke ’Corona’ eller på anden måde relateret til det politiske, sociale eller økonomiske stormvejr, som den globale pandemi har kastet verden ud i. Det drejer sig derimod om noget helt andet: Sangerinden Adeles vægttab.

Men det er egentlig ikke kun den enorme interesse for størrelsen på Adeles fedtdepoter eller mediedækningen deraf, der vækker et ubehag i min indre teenagepige, der ikke ville gå i bad efter idræt – og det er heller ej alene det faktum, at hendes kropsvægt får mere opmærksomhed end hendes prisbelønnede musik og enorme sangtalent. Det er lige så meget måden hendes ”tranformation” glorificeres og omtales på, som får mig til at dobbelttjekke kalenderåret.

Jeg ønsker ikke at forklejne de kraftanstrengelser, som Adele angiveligt har lagt i sit vægttab, men når medierne omtaler det som ”et vanvittigt glow-up”, og at nu har hun ”endelig sat sig selv først”, og folk dertil kommenterer: ”Hvor er du blevet smuk” og ”Så sund, du ser ud nu”, så er det en stor indirekte fuck-finger til den selvsamme Adele, der tidligere er blevet fat shamed af modedesignere som Chanels Karl Lagerfeld.

Billedet på Adeles Instagram-profil, der lagde internettet ned..

Kommentarerne kommer stensikkert fra et kærligt sted, men gør paradoksalt nok ikke så meget andet end at puste liv i den kollektive kropsskam og cementere det snævre kvindebillede, som den benhårde musikindustri (blandt andre) til stadighed opererer med, og som Adele selv højst sandsynlig har ligget under for.

Kom! Lad os sige det i kor: ”Har du ikke tabt dig?” er ikke-komplimenten, vi alle bør lægge på hylden.

Hvad rager det egentlig dig?

Jeg er oprigtig himmelfalden over, hvad der får os til at spørge ind til andre menneskers vægt – og dét, helt og aldeles hæmningsløst.

Jeg kan ikke tælle på én hånd, hvor mange gange jeg har (over)hørt forældre, der tysser på deres børn, når de spørger, om den hjemløse ikke trænger til et bad, eller hvorfor damen ved busstoppestedet har en anden hudfarve end dem selv. På samme måde er jeg selv opflasket med, at man ikke spørger til, hvad andre får i løn eller hvilket politisk parti, de stemmer på.

Begrundelsen er den samme: Det går for tæt på.

Men hvorfor er det så lige, vi mener, at vi uden omsvøb har carte blanche til at italesætte (og dermed også iscenesætte) andre menneskers kropsvægt – en hyperkompleks størrelse, der er så personlig og individuel, som noget næsten kan være?

Som sagt er jeg ikke i tvivl om, at ”har du ikke tabt dig”-kommentaren, som oftest er ment som en kompliment, og der skal nok findes tæt på tilsvarende mange mennesker, der bliver smigret, når de hører den. Jeg kan derfor kun tale for mig selv, når jeg siger, at sætningen er og bliver party-pooperen i mit liv.

Den rammer mig altid, når jeg mindst venter det, og jeg aner sjældent, hvad jeg skal svare, delvist fordi jeg bliver perpleks over, at replikken falder lige så ubesværet og vanemæssig som ”Hvordan har du det?”, og delvis fordi – tro det eller lad være – jeg faktisk ikke bruger så forfærdelig meget tid på at spekulere over min egen krops massefylde.

Tværtimod tjekker jeg langt oftere DMI end min BMI – og måske er det netop derfor, jeg finder det mærkværdigt invasivt, når andre mennesker – typisk nogle man ikke har set i længere tid, og derfor ikke står i tæt relation til – pludselig sætter et utilskyndet fokus på min krop og i samme ombæring tillægger den en større (eller snarere: en anden) betydning, end jeg selv gør.

”Jamen, er det så ikke bare, fordi du ikke hviler nok i din egen krop?” har jeg hørt skeptikere spørge – men tillad mig at vende den om.

Måske er det snarere, fordi jeg er så veltilpas i min krop, som den er, at jeg har svært ved at se komplimenten i, at den skulle være blevet mindre, siden du så mig sidst? Og måske hvilede jeg fint i min egen krop, indtil du reducerede den til et tal på en vægtskål?

Og måske har jeg bare svært ved at forstå, hvorfor mit private indtag af fredagsslik og hverdagsvin (eller mangel på samme) skulle være mere interessant end mine kvikke filmreferencer, tørre humor, nyerhvervede drømmejob eller kickass-level i World of Warcraft. Skulle vi ikke starte dér i stedet?

Men det gør vi ikke. For den slanke krop er den hellige gral, det ultimative bevis på succes og sundhed, livsleksikonets definition på lækkerhed og garantien for evig lykke, den næste ansættelse og en stejlere lønstigning. Det måtte også den engelske forfatter J. K. Rowling sande, da hun løb ind i en veninde, hun ikke havde set i tre år, og som det første konstaterer: ”Du har tabt dig meget, siden jeg så dig sidst!”

Hun havde også skrevet og udgivet nogle bøger om en lille fyr med et lynformet ar i panden, som gjorde hende til den første dollarmilliardære forfatter i verdenshistorien ”siden sidst”, men det indløser kun en sølvmedalje i forhold til den dellefrie torso.

Denne bedrøvelige kendsgerning er for nylig blevet bekræftet med to streger under af Missouri University, der netop har foretaget et studie, som afslører, hvordan 40 procent af 900 interviewpersoner finder det værre at tage 11 kg. på som følge af social isolation og national nedlukning end at blive smittet med Covid-19.

Med andre ord, vil vi hellere risikere at dø af en verdensomspændende dræbersygdom end at blive buttet. Og det rimer ret dårligt med argumentet om, at ønsket om slankhed primært skulle være drevet af ønsket om sundhed.

We live in a society…

Når jeg kalder det en ’ikke-kompliment’, så mener jeg ikke, at der er tale om det modsatte af en kompliment, dvs. en direkte kritik. Tværtimod mener jeg, sætningen rummer begge dele. Eller rettere: Det begynder som en kompliment, men ender i den helt modsatte grøft på samme måde som fornærmelseskomplimenten: ”Du kaster godt af en pige at være”.

Der hænger ligesom noget ved sætningen, som afsenderen typisk ikke ser eller hører, men som alligevel overskygger de gode intentioner, når jeg, som modtager, hører den ved familiepåskefrokosten eller henover køledisken i Netto.

Logikken kan forklares ved hjælp af den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek, som bedyrer, at ’loven altid har synden som sin skygge’. Hermed mener han, at et forbud altid bærer overtrædelsen i sig. Sagt med andre ord; en fremsat regel vil altid – og samtidig – hviske: ”Gør det alligevel!”. Tænk blot på, når kæresten siger: ”Du må ikke kilde mig”. Højst sandsynlig vil du ikke kun (over)høre forbuddet, men også i forbuddet høre én idé eller ligefrem en implicit opfordring til dets overtrædelse. Dikke-dikke-dik. Syndens skygge fornægter sig ikke.

Man kan argumentere for, at samme logik gør sig gældende, når en perifer ven eller gammel arbejdskollega himmelhenrykt udbryder: ”Neeeej, du ser godt ud! Har du ikke tabt dig?” når I løber ind i hinanden ved bageren.

Samfundets lov kan man kradse frem i overfladen af, hvad der skulle have været en velmenende kompliment, nemlig det sejlivede diktum om; ”det er allerbedst at være tynd”, imens synden indtager den underforståede skyggeplads: ”Du har vejet for meget”.

Hermed får komplimenten, der i udgangspunktet var designet til at få mig til at få det godt med mig selv, den modsatte effekt. En effekt der i øvrigt forstærkes, hvis jeg reelt set ikke har tabt mig – for så er det jo nærliggende at spørge sig selv: ”Men bør jeg det?”

Vægttab handler ikke kun om at lukke munden og lette røven

Da Sofie Linde for nyligt på Instagram gjorde opmærksom på problematikken ved at adressere andre menneskers vægt efter flere følgere havde spurgt til, om ”hun da ikke havde tabt sig”, var selvsamme følgerskare hurtigt ude og forsvare sig med argumentet om, at det nu var ment som en kærlig kompliment.

Sofie Linde råbte med ovenstående post vagt i gevær, da et af hendes tidligere opslag havde fået flere følgere til at komplimentere tv-værten for hendes vægt – og ifølge nogle: ’vægttab’.

Det ironiske ved dette argument er imidlertid, at når man sætter lighedstegn mellem kompliment og vægttab, så understøtter man blot den dagsorden, der hedder, at slank = godt – og tyk = dårligt.

Den logik er der selvsagt mange indlysende ting galt med. Én af dem er, at slank faktisk ikke altid er et gode – forstået på den måde, at ikke alle menneskers vægttab funderer i et aktivt og sundt valg, men er derimod en følgevirkning af eksempelvis sorg eller fysisk/psykisk sygdom (samme rationale omfatter selvfølgelig også vægtforøgelse).

Dertil har jeg veninder, som har drømt om at blive værnepligtige, men er blevet afvist på grund af undervægt, imens andre veninder med lave fedtprocenter har mindreværdskomplekser, som er eksponentielt korrelerende med deres bryststørrelse eller graden af en i øvrigt tilsvarende hypet timeglasfigur a la Kim K – for dem er udsagnet heller ikke en kompliment; tværtimod. Jeg har sågar haft en veninde med begyndende spisevægring, der ofte blev mødt af ’komplimenten’ fra uforvarende bekendte. Det giver vist sig selv, at kommentaren ikke bidrog videre positivt til hendes anorektiske løbebane.

Og nu hvor vi er i gang med at smadre generaliserede lighedstegn, så er der også dem, som Ida fra DR-programmet ’Tykke Ida’ og komikeren og Fed Front-stifter Sofie Hagen, der slet og ret elsker deres fyldige former, og som tværtom anser vægttab og kurforløb som et hamsterhjul af dårligt humør og selvhad. For dem er vægttab heller ikke en kompliment endsige en målsætning.

Moralen synes at være den samme som den, der fremsættes af Noora i SKAM: Alle du møder kæmper en kamp, du ikke ved noget om. Vær derfor varsom med dine ord. De kan gøre større skade, end du både aner og ønsker.

Og skal vi så ikke bare aftale, at 2020 er året, hvor kropsvægt ikke længere er en kompliment?

Om Julie Kolbeck

Julie Kolbeck er 28 år. Single med sønderjyske rødder og københavner i hjertet. 

Hun har en Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet, Odense. Forhenværende redaktør og bestyrelsesmedlem i Urnehovedselskabet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Kropsidealer, Kropstype, Kroppen og Psykologi