Kostblog: Sunde julekugler
SPONSORERET indhold

Kostblog: Sunde julekugler

Mums! Disse kugler har lige gjort denne regnvåde tirsdag meget bedre.

Af:: Susanne Knutzen
18. nov. 2014 | Sundhed | Fit living

Jeg har lavet dem før, men har ændret lidt i opskriften, så de er om muligt blevet endnu bedre. Denne portion giver omtrent 20 små kugler.

Ingredienser:
12 tørrede dadler
3/4 dl mandelmel
3/4 dl kokosfibermel
1 lille tsk vaniljepulver (evt. vaniljesukker)
1 spsk usødet kakao (bagekakao)
3-4 spsk kokosolie
2 tsk romessens

Fremgangsmåde: Dadlerne skæres ud i små stykker, forinden de blendes sammen med de øvrige ingredienser. Hvis ikke kokosolien er flydende ved stuetemperatur, skal den opvarmes, før den bliver tilsat. Det skal blendes sammen til en nogenlunde ensartet masse. Det er nemmest lige at ælte det sidste sammen med hænderne. Herefter skal der trilles kugler, og disse skal trilles i lækre toppings, inden kuglerne sættes et par timer på køl, for at opnå den perfekte konsistens.

I dag valgte jeg at trille kuglerne i frysetørrede jordbær, hakkede pistacienødder, hasselnød krokant og kokos. Der er talrige muligheder, og det er bare med at tænke kreativt og prøve sig frem. Kokos er i hvert fald altid en sikker vinder. 

Der er også uanede muligheder for at variere smagsnuancen på disse skønne kugler. I stedet for romessens kan der tilføjes lidt kaffe, lakridspulver, appelsinsaft, ingefær, chili eller måske lidt smag af jul med kanel eller kardemomme. Man kan eksperimentere sig frem, og finde sin favorit.

Mandlerne kan du selv blende til mel, eller du kan købe færdigt mandelmel. Du kan endda købe det i en fedtreduceret version. Uanset hvad indeholder det meget protein og mange kostfibre. Ligeledes gør kokosfibermel. Kokosfibermel indeholder 42 g kostfibre samt 19 g protein pr. 100 g.

Selv om kuglerne indeholder en del energi, er det sundt fedt og gode næringsstoffer, og de er et fantastisk og velsmagende alternativ til kage, slik og chokolade – sågar på en tirsdag.

Kram fra Pernille ♡

Se mere på bybjorklund.dk