Kristine har aldrig forstået slankekure
SPONSORERET indhold

Kristine Høeg: For mig at se er slankekure noget af det mest usunde

Redaktør på plus size-magasinet Curvesahead.dk, Kristine Høeg, 41, har aldrig forstået slankekure. Ifølge hende handler de kun om forbud. I stedet for at gå på slankekur, burde kvinder fokusere på vigtigere ting.

Af:: Christina Bølling Foto: Camilla Hey, Line Thit Klein
05. maj. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

Jeg stod engang i en fin lingeributik og overhørte en samtale mellem to veninder. Den ene var tydeligvis i gang med at prøve et par trusser, da hun siger: Ja, jeg kan godt se, de sidder bedre end de andre, men jeg nægter at købe dem, når der står str. 42 på mærkatet.

For mig opsummerer det alt: Kvinder er så fokuserede på et eller andet tal – hvad enten det er en størrelse, et BMI eller en vægt – at vi gerne vil gå i tøj, der ikke passer til vores krop eller hellere vil tilpasse vores krop til tøjet end omvendt. Og hvad betyder det? Det betyder, at vi fortæller os selv, at vores krop er forkert.

– Plus size-kvinder får jo stort set ikke andet at vide, end at det handler om at gemme deres krop væk: Der findes ingen plus size-stilikoner, og der er få fysiske butikker, der sælger plus size-tøj. Og når de gør, er det – som i H&M – oftest gemt væk i et hjørne af butikken sammen med nullermændene. Og hvis tynde kvinder siger, at de er færdige med slankekure, synes alle, de er helt vildt seje. Reaktionen er noget anderledes, når du som tyk kvinde siger det.  Men med Curvesahead.dk vil vi gerne fortælle kvinder, at det er okay at være tyk, at det ikke er noget, man skal skamme sig over, og at tykke kvinder er lige så smukke som alle andre kvinder. Og så er vi et slankekur-frit område. Vores udgangspunkt er, at alle kvinder har ret til at vise deres krop frem.

LÆS OGSÅ: Se 5 inspirerende sundhedsbøger

– Jeg læste en artikel, hvor sociologen Emilia van Hauen blev citeret for at sige, at det ikke er sundt at være en størrelse 44. Men det er jo løgn. Du kan være en usund størrelse 44, og du kan være en sund. Ligesom du kan være enten usund eller sund, når du er en størrelse 36. Det handler om, hvad der er inden i i din krop – ikke hvordan den ser ud udenpå.

– Mange kvinder går på slankekur, fordi de vil være sunde, men for mig at se er slankekure noget af det mest usunde, der findes. Fra mig selv ved jeg, at hvis jeg springer frokosten over, er jeg gnaven, har hovedpine og kan ikke arbejde ordentligt kl. 15. Så forestil dig, hvis hulemenneskene havde været på slankekur… så havde vi jo stadig siddet inde i hulen i dag, fordi ingen havde haft energi til at udvikle noget som helst.

– Er du ked af dit spejlbillede og overvejer at gå på slankekur, så spørg dig selv: Hvad er motivationen? Vil du gerne i bedre form? Fint, så gå i gang med at træne! Vil du gerne tabe de 30 kilo, du har taget på i forbindelse med din graviditet? Så kontakt en diætist, der kan hjælpe dig med en kostomlægning. Hvis det handler om, at nogen har sagt, at du ikke er pæn, så fuck dem! Uanset hvad, bør modelkroppen slettes fra to dolisten. Det væsentligste er dine værdier, om du er et godt menneske, og om du lever et liv, du er glad for.

– Jeg hørte engang J.K. Rowling sige, at fed er det første ord, man bruger, hvis man vil såre en kvinde, hvorefter hun så retorisk spurgte, om fed virkelig er det værste, man kan være som menneske, og selv svarede, at det var det ikke. For hende var det værre at være f.eks. jaloux, kedelig eller ond. Og hun har ret: tyk er jo ikke det værste, du kan være som menneske. Tænk, hvis vi brugte vores energi på at løse de ting, der ikke fungerer i vores omverden, i stedet for at fokusere på at blive tyndere – det ville være fantastisk!

SE OGSÅ: Ugens sunde tips: Kulhydrater er ikke forbudt