Emilie Lilja
SPONSORERET indhold

Fit med Emilie Lilja: Om træning, mad og hunden Torben

Mød model og youtuber Emilie Lilja, der lever sundt seks dage om ugen og slutter af med en cheat day, hvor alt er tilladt.

Af: Stefanie Curtis Foto: PR
16. apr. 2018 | Sundhed | Fit living

MAD

I mit køleskab er der altid ... “A38 0,5 % med hindbærsmag, gulerødder, mælk og en flaske hvidvin. Jeg gad godt være typen, der altid havde et fyldt køleskab, så jeg lige kunne bikse et eller andet sammen, der tilfældigvis smagte overdrevent godt. Det sker bare aldrig.”

Hvis jeg går sukkerkold ... “så spiser jeg sukker. Mit problem er, at jeg ikke kun tager ét stykke, jeg tager 15.”

En kur jeg aldrig glemmer ... “jeg har faktisk aldrig været på en kur – jeg tror ikke på dem. Men jeg har fulgt et kostforløb kombineret med intens træning, og dét er hårdt. Sidst, jeg prøvede det, var min udfordring at tabe fire kilo på 17 dage. Jeg fulgte Healthy Skinny Bitchs kostprincipper, og det lykkedes.

Jeg tænker over, hvad jeg spiser ... “i ugens løb hvor jeg holder mig til det sunde, hvorimod jeg maxer lidt ud i weekenderne med alkohol og en cheat day. Hvis jeg har en vigtig fotoskydning, så holder jeg mig i skindet 1-2 uger inden og intensiverer træningen og min kostplan. Verdens bedste følelse er, når jeg er færdig med skydningen og ryger direkte ned hos pizzamanden og kører en durumrulle. Det kalder jeg balance.”

Ugens bedste mundfuld er ... “det første stykke sukker på søndagens cheat day og den første gulerod mandag morgen, når jeg er helt hævet i hovedet fra weekendens fester og bare craver at være sund. Nu.”

LÆS OGSÅ: Model Emilie Liljas sunde tips til kost & træning

TRÆNING

Motion er for mig, lig med ... “glæde, motivation og en hverdagsrutine. Jeg elsker at træne og min store passion har det seneste års tid været boksning. Jeg kan decideret få sommerfugle i maven, når jeg skal til boksetræning, fordi jeg ved, jeg kommer af med energi og indre dæmoner.”

Jeg træner ... “boksning, reformer og Burn&Built. Boksning er hos en privat træner, men de to andre er på hold i Powerhouse Cph. For tre år siden var det at gå på hold, det værste jeg vidste. Nu ved jeg slet ikke hvordan, jeg skal undvære det.”

Tid til træning, finder jeg ved at ... “prioritere min tid korrekt. Ja okay, jeg ved godt, jeg har mere tid til at træne end mange andre, når det nu også, er det, jeg lever af, men jeg har gjort det til en hverdagsrutine, som jeg ikke vil undvære.”

Jeg føler mig sej, når ... “jeg udvikler mig i min træning, specielt boksning – det er så vanvittig motiverende. Jeg føler mig også ret sej, når jeg kan se, at jeg inspirerer folk.”

Min største sportspræstation er ... “stadig sjællandsmesterskabet i tennis som jeg vandt i tidernes morgen, dengang jeg var en ung teenager.”

Jeg drømmer om at kunne ... “surfe.”

LÆS OGSÅ: Emilie Lilja: Her er playlisten til din træning

HVERDAG

Jeg begynder min morgen med ... “at gå en lang tur med min hund, Torben. Jeg har aldrig været typen, der bare haft lyst til at gå en tur, men nu er det blevet min yndlingsbeskæftigelse – især hvis solen skinner.”

En typisk hverdag er fyldt med ... “Torben, arbejde, mails, træning og venner. Jeg er heldigvis selvstændig, har været det i syv år nu, og det er det bedste, jeg ved.”

Jeg arbejder godt, når ... “jeg har trænet. Så er jeg afslappet i min krop og kan fokusere.”

Det bedste tidspunkt er ... “når jeg kommer hjem fra en lang dag med møder og mails og slår benene op og ser en serie på Netflix.”

Jeg sover ... “ret meget faktisk. Andre kan måske godt lide at sove – jeg elsker at sove. Som i at jeg rent faktisk kan gå og glæde mig til, at aftenen går, så jeg snart skal i seng. Jeg sørger altid for at få mindst otte timers søvn i døgnet, hvis jeg sover mindre er mit humør skrækkeligt.”

Anbefalet til dig