Charlotte Mouyal

Foto: Jacqueline Fluri Mød Charlotte, der elsker at være i 40'erne.

"Det var svært for mig at blive 40 uden at have fundet manden i mit liv og fået børn"

Hvorfor skal det (næsten) altid forbindes med noget dårligt at blive ældre? Måske det ligefrem kan være fantastisk med lidt flere år på bagen og mere erfaring med livet?

Hvorfor skal det (næsten) altid forbindes med noget dårligt at blive ældre? Måske det ligefrem kan være fantastisk med lidt flere år på bagen og mere erfaring med livet?

Hvad husker du bedst fra den dag, du fyldte 40 år?

"Jeg holdt en lille fest, og jeg glædede mig bare så meget; jeg havde skrevet "40 and fabulous" på invitationerne! Jeg fik fire fantastiske taler, som gik ud over, hvad jeg kunne have forestillet mig, og jeg var så taknemmelig. Det gik op for mig, at jeg er god nok, som jeg er – og jeg elsker mig selv. De kloge siger, at jo ældre man bliver, des mere forstår man, at det hele nok skal gå. Det gik op for mig, at det er rigtigt."

Hvordan har du det mentalt med at være i 40’erne?

"Jeg er ligeglad med, hvad andre tænker om mig, fordi jeg har fokus på at passe på mig selv og gå efter det, jeg vil have ud af livet. Der er mindre forventningspres – både fra andre, men mest fra mig selv, fordi jeg er mere afslappet. Jeg har læst og lært meget om meditation de sidste fire år og stoler mere på mig selv."

Læs også: ”Jeg vil bare gerne stoppe tiden her og nu”

Hvordan har du det fysisk i 40’erne?

"Jeg er begyndt at gå mere op i at passe på mig selv og har været på juicekur og ikke spist sukker i to måneder – jeg har aldrig følt mig lettere kropsligt. Men jeg kan mærke nogle små skavanker, og jeg har fx døjet med problemer i ryg og lænd de sidste 4-5 år. Jeg tror dog på, at det handler om, hvordan jeg håndterer dem, og jeg føler stadig, at jeg kan, hvad jeg sætter mig for, også fysisk, hvis jeg bare er stædig nok, træner nok og tror nok på det."

Hvad er det bedste ved at være i 40’erne?

"Jeg har stadig så meget, jeg skal lære af livet. Jeg har sluppet behovet for kontrol og er blevet bedre til at give slip og leve mit liv, som jeg har lyst til. Jeg elsker mit job, og jeg vil også tage en yogauddannelse i Thailand eller på Bali, og nu har jeg en alder, hvor jeg har modet til at gøre det. Jeg har troet, at jeg vidste det hele, men nu ved jeg, at jeg stadig har så meget at lære og se frem til."

Læs også: ”Jeg har fået mere ro og frihed i 60’erne”

Hvad er det værste ved at være i 40’erne?

"Det var svært for mig at blive 40 uden at have fundet manden i mit liv og fået børn, for jeg har altid drømt om at få min egen familie, og jeg frygtede, at det blev for sent. Men efter jeg trådte ind i 40’erne og har læst og hørt om flere kvinder, der har fået børn senere, er jeg blevet mere rolig, også selvom jeg stadig ikke har fundet manden. Jeg har ikke opgivet drømmen og ved, at det nok skal gå i opfyldelse.

Hvorfor er lige nu den bedste alder?

"I 30’erne havde jeg krise, fordi jeg havde så travlt og ville have børn, men jeg anede jo ikke, hvem jeg selv var. Jeg troede, jeg vidste alt, men jeg bliver stadig klogere hver dag. Jeg havde det måske bedre med min krop i 20’erne og 30’erne, men jeg havde ingen ro – nu har jeg en dejlig ro, og jeg kan bedre lide mit liv i 40’erne. Jeg har et fantastisk arbejde, et skønt hjem og dejlige veninder; så glæder jeg mig bare til at møde prinsen på den hvide hest."

Charlotte Mouyal

41 år, arbejder som mindfulnessinstruktør og karriererådgiver.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Psykologi