Livmoderhalskræft
Foto: Mew Majbritt Nielsen takkede nej til HPV-vaccinen

Livmoderhalskræft

"Livmoderhalskræft var ikke noget, jeg bekymrede mig om"

35-årige Maibritt Nielsen havde med ro i sindet takket nej til HPV-vaccinen, for man er vel uden for farezonen, når det gælder HPV-smitte og eventuel udvikling af livmoderhalskræft, så længe man er i et fast parforhold og får foretaget de jævnlige screeninger hos lægen?

På dobbeltsengen i sit og mandens soveværelse sidder Maibritt Nielsen og græder. I hånden har hun sin telefon. Hun har svært ved at tænke klart, hendes hoved er et stort vildnis af sammenknudrede tanker og fortvivlelse. Men Maibritt bliver nødt til at rive sig selv ud af junglen af tanker, for hendes mand, Rasmus, og parrets to piger er også hjemme. Og de må for alt i verden ikke se, at verden, som de kender den, måske lige er gået i tusind stykker.

Som 15-årig fik Maibritt konstateret lymfekræft. Hun var så hårdt ramt, at lægerne frygtede, at hun ikke kunne helbredes. Men heldigvis reagerede Maibritts unge krop på den stærke kemoterapi, og efter et par år med efterbehandling i form af medicin, blev hun erklæret rask.

Derfor har Maibritt også siden været ekstra opmærksom på sin krops signaler, ligesom tanken om at kræften kunne vende tilbage, altid har været med hende.

– Men lige nøjagtig livmoderhalskræft var ikke noget, jeg bekymrede mig om. Bl.a. fordi jeg gik til de screeninger, man bliver indkaldt til.

Kunne med det samme høre, at der var noget galt
I 2011 er Maibritt 33 år. Hun bor i et hyggeligt, lyst parcelhus med sin mand, og deres to døtre. Hun elsker sit arbejde som pædagog på en institution for børn med autisme, selvom det til tider er krævende.

I starten af februar ringer telefonen. Den yngste datter har fødselsdag, og hele huset er fuldt af glade børnehavebørn. Så Maibritt lader telefon være telefon.

– Det viste sig så, at det var min læge, der havde forsøgt at få fat i mig. Så jeg ringer tilbage dagen efter.

Kort tid forinden har Maibritt fået foretaget en rutinemæssig underlivsundersøgelse og fået taget en celleprøve fra livmoderhalsen, en prøve som alle kvinder mellem 23 og 65 tilbydes at få taget hver tredje år. Maibritt får en noget beklemt læge i røret og kan med det samme høre, at der er noget galt.

– Jeg kan huske, at hun ikke sagde helt specifikt, at jeg havde kræft. Jeg kan faktisk mere huske, hvad hun ikke sagde. Jeg tror bare, at hun sagde, at jeg havde svære celleforandringer. Jeg sad inde på sengen og kiggede ud ad vinduet og gik i sort. Og så græd jeg.

Det skulle ikke være en hemmelighed
Maibritt må tage sig gevaldigt sammen for at holde facaden over for sin mand og sine børn bagefter. Da pigerne er optaget af noget andet, får hun hevet sin mand til side, og fortæller ham om lægens besked. Han bliver dybt ulykkelig, men efter at have sundet sig, beslutter de, at forsøge at finde en måde at fortælle børnene om Maibritts situation på så hurtigt som muligt. De venter dog, til de har fået at vide, at hun skal indlægges.

– Vi havde det meget sådan, at det ikke skulle være en hemmelighed. De skulle ikke risikere at høre det fra andre. Så vi satte os ned og tog en snak med dem. Jeg var rigtig ked af det i starten, og det kunne de jo godt mærke. Vi fortalte dem, at jeg havde fået en sygdom, og at jeg faktisk havde haft en lignende sygdom, men var blevet rask. Vi har en bekendt, som er død af kræft. Så vi var bange for, at det ville blive forstået sådan, at jeg også skulle dø. Derfor talte vi om, at jeg havde haft en kræftsygdom før, og det var jeg blevet behandlet for, og denne gang havde jeg også fået noget kræft, bare et andet sted, og det kunne man fjerne. Og hvis man ikke fik fjernet det hele, så kunne man også behandle for det.

Havde han været utro?
Maibritt bliver henvist til en gynækolog, som undersøger hende yderligere. Her bliver det konstateret, at Maibritt har udviklet livmoderhalskræft som følge af smitte med HPV-virus. En oplysning Maibritt ikke forstår, da hun er af den overbevisning, at det kun er kvinder, der har skiftende partnere, der er i risikogruppen for at blive smittet med HPV.

– Snakken om HPV-vaccinen var meget oppe i medierne i årene op til, at jeg fik livmoderhalskræft. Jeg troede bare kun, at det var til unge piger, som ikke havde haft deres seksuelle debut. Det var dem, der var fokus på. Jeg havde overhovedet ikke tænkt på, at jeg skulle HPV-vaccineres. Heller ikke at nogen andre, der havde været i forhold så længe, kunne have glæde af det. Jeg tænkte bare, at mine børn skulle vaccineres, når de engang var gamle nok.

– Derfor spurgte jeg gynækologen, hvordan jeg kunne blive smittet med og få kræft af HPV, når jeg har været i et forhold i 14 år. Jeg kan egentligt ikke huske, om jeg tænkte på det inden eller efter: Om min mand mon havde været mig utro eller hvad? Hvordan kunne jeg pludselig få den her sygdom?

Gynækologen forklarer Maibritt, at flere eksperter mener, at HPV-vira kan ligge latent i kroppen i årevis, og at det kan blusse op, f.eks. i forbindelse med, at ens immunforsvar svækkes.

LÆS OGSÅ: Derfor er dårlige vaner (nogle gange) gode

Holdt facaden over for børnene
Det er en hård tid for den lille familie, men Maibritt kæmper indædt for at vise styrke udadtil.

– Jeg kunne holde facaden over for børnene. Men jeg havde også dage, hvor jeg lige måtte gå op i soveværelset og lukke døren. Fordi jeg ikke kunne holde det ud. Tankerne kørte bare rundt. Kan Rasmus klare det alene? Det er mig, der ordner mange af de praktiske ting, og så laver han alt muligt andet. Men lige i forhold til ungerne, er det meget mig, der er på med lektiehjælp og mad og så videre.

– Jeg fik de der tanker, hvor jeg næsten var sikker på, at det her overlever jeg ikke. Uansat hvor stærk man er, så kommer de der tanker jo. Så var der nogle gange, hvor jeg lige blev nødt til at dampe af og hyle ud, og så kunne jeg komme igen bagefter.

Maibritt bliver henvist til Herlev Sygehus, hvor hun først får foretaget et keglesnit, og da det viser sig, at kanterne i det fjernede væv ikke er sygdomsfri, må hun forberede sig på, at hun skal have fjernet både lymfeknuder og livmoder. En uge inden påske, lidt over en måned efter den ubehagelige opringning fra lægen, bliver Maibritt opereret. Operationen går godt, men det er hårdt for Maibritt at komme til hægterne igen. Både fysisk og psykisk.

– De havde rodet så meget rundt, så jeg kunne ikke tisse. Det kan man godt nogle gange have problemer med i en kortere periode, men mit varede rigtigt længe. Jeg skulle selv lære at lægge et kateter. Så det gik meget op i, at jeg skulle huske at tømme ud, og at jeg skulle huske at tisse. Og så gik jeg samtidig ude på Herlev Hospital ved nogle urologer, som skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at træne det op igen. Og de kunne ikke give mig et konkret svar. Måske ville det blive i orden og måske ville det ikke.

Farvel til nummer tre
Samtidig må Maibritt også at leve med sorgen over, at hun aldrig skal være gravid igen, da hun har fået fjernet livmoderen. Sammen med sin mand havde hun ellers leget med tanken om at få et barn mere. Nu er det definitivt afgjort, at det i hvert fald ikke er en biologisk mulighed længere.

– Det lyder vildt, men i måske halvandet år efter følte jeg ikke, at jeg var mig selv. Jeg skulle virkelig acceptere, at der ikke var nogen chancer for en treer. Man vender det jo om og siger, gudskelov at vi har fået to børn. I det område, jeg bor i, er jeg en ung mor. Jeg kunne lige så godt have været en af dem, der havde ventet med at få børn, til jeg var 40 år, og så havde jeg jo ikke fået nogen børn. Så på en måde priste jeg mig lykkelig for, at jeg havde nået at få to. Men det var rigtigt hårdt at kapere.

– Samtidig var der jo ventetiden. Det var frygteligt. Der var det igen tankerne, der løb af med mig. Måske var det en måde at skåne mig selv på, at tænke det værste. Jeg er egentlig generelt en positiv person, men så kunne man i hvert fald ikke blive skuffet, hvis man fik et negativt svar. Det var frygteligt med den ventetid.

"Vi har fået det hele"
Maibritt er blevet opereret en uge inden påske, og lægerne har forberedt hende på, at hun først kan få svar på, om hun nu er sygdomsfri efter påske. På grund af helligdagene, går Maibritt og hendes familie yderligere ventetid i møde.

– Men så blev jeg ringet op to hverdage inden påske. De spurgte, om jeg havde tid til at komme dagen efter, fordi de havde svarene nu. Og selvfølgelig havde jeg tid!

Dagen efter tropper Maibritt og Rasmus op på Herlev Hospital med bankende hjerter. De bliver ført ind i et rum af glaspartier, men med lange gardiner trukket for.

Over for dem sidder den kvindelige læge, der har opereret Maibritt og en sygeplejerske.

– Og så var de heldigvis ret hurtige til at sige det. Jeg kan tydeligt huske, at det første, de sagde, var, "Vi har fået det hele". Og så var vi jo lykkelige!

Lægen forklarer Maibritt og Rasmus, at det yderste væv af det, de havde fjernet, var sygdomsfrit. Og at de 13 lymfeknuder, som også var blevet fjernet, ligeledes var raske. Og at Maibritt derfor hverken skulle have kemoterapi eller strålebehandling.

– Min mand havde jo været fantastisk hele vejen igennem. Og holdt en helt utrolig facade af styrke oppe. Det var faktisk først, da vi fik at vide, at kræften ikke havde spredt sig, at han ikke kunne holde sammen på det mere. Så knækkede han fuldstændig sammen. Mere end mig. Og det kom helt bag på mig, fordi han havde virket så stærk. Men han har selvfølgelig prøvet at skjule for mig, at han var hundeangst.

– Da vi senere sad nede i bilen og pustede ud, fortalte han mig, at han havde gået med sådan en kæmpe knude i brystet, og den dag blev det ligesom forløst. Det var en kæmpe lettelse for os begge.

Kan ikke gå rundt og være bange
I den første tid efter operationen, gik Maibritt til kontrol hver måned. I dag kan hun nøjes med at komme hvert halve år.

Hendes urinveje er der stadig problemer med, da der under operationen er sket noget med nervebanerne, så Maibritts hjerne ikke får signal om, at hun skal tisse. Så hun bliver nødt til at sætte en alarm til, så hun husker at tisse, da hun ellers godt kan gå op til 10 timer uden. Og så lider hun af lymfødem i benene, en kronisk tilstand, hvor lymfevæske ophobes og forårsager hævelse og ømhed.

– Når man får at vide, at man er rask, så er det pludselig alle de bivirkninger, der fylder. Men så lærer man jo at leve med det og blive glad for, at man bare er i live. Så skid hul i det andet.

De psykiske eftervirkninger har dog været det sværeste.

– Jeg kan godt tænke, at jeg måske har haft en depression. Det har jeg jo ikke belæg for at sige, men jeg tror næsten, at man kunne kalde det det. Jeg har også været mere sur. Og så har jeg i perioder haft enormt meget selvmedlidenhed, noget som jeg normalt ikke har. Tit møder jeg sent, så når jeg havde fulgt ungerne i skole og børnehave, kunne jeg godt finde på at kravle ind under dynen, når jeg kom hjem. Sådan har jeg ellers aldrig haft det. Jeg har altid sagtens kunnet nå både at få gjort rent, vasket tøj, gå tur med hunden og handlet ind på de tre timer om formiddagen, inden jeg skulle af sted.

– Det var først efter halvandet år, jeg begyndte at blive mig selv igen. At jeg holdt op med at være så bange. Nu har jeg det rigtig godt. Og er begyndt at løbe. Er blevet glad og fuld af energi. Det kom bag på mig, at det tog så lang tid. For mig har det været en helt anden proces at have kræft anden gang. Fordi jeg pludselig havde nogen, jeg kunne dø fra. Denne gang kunne jeg dø fra pigerne. Som 15-årig følte jeg mig udødelig og tænkte ikke, at jeg skulle passe på nogen.

– Nogle gange skal man sætte sig det for, før at tingene ændrer sig. Jeg kan jo ikke gå rundt og være sur og bange. Forhåbentlig lever jeg et langt liv. Selvfølgelig ligger det i baghovedet. Men som tiden går, bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg er rask. I princippet kan jeg jo godt få en tredje form for kræft, men det kan vi jo alle sammen. Jeg kan jo ikke gå rundt og være bange.

Stor fortaler for HPV-vaccinen
Siden Maibritt fik konstateret livmoderhalskræft, har både hun og hendes mand ladet sig vaccinere. Og i dag er Maibritt en stor fortaler for HPV-vaccinen. Derfor er også hendes søskende og flere af hendes jævnaldrende veninder blevet vaccineret.

– Jeg har jo ikke belæg for at sidde og sige, at man skal blive vaccineret. Jeg ville bare ikke turde lade være. Og jeg ville slet ikke turde lade være med lade mine børn vaccinere. Hvis jeg havde drenge, ville jeg også lade dem vaccinere.

– Når nogle af vores jævnaldrende veninder eller venner er blevet skilt, så har jeg sagt, at nu er det bare af sted til lægen. For nu giver det endnu mere mening at få den. Jeg ved jo ikke, om det giver mening, at min mand og jeg har fået vaccinen, fordi jeg jo har haft livmoderhalskræft og har fået fjernet livmoder og det hele. Men hvis det bare kan nedsætte risikoen for, at der er noget, der udvikler sig, så synes jeg, at man skal gøre det. Og hvor mange gange bruger man ikke 3.000 kr. på et eller andet møbel eller noget andet, som egentlig er ligegyldigt?

Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Netdoktor.dk, Institut for Klinisk Medicin, Lone Kjeld Petersen, overlæge, dr.med., gynækologisk afdeling Skejby Sygehus.

LÆS OGSÅ: Sunde tips - Blodprøve afslører brystkræft

Hver tredje kvinde i fast parforhold lever i falsk tryghed
Ifølge en ny undersøgelse, som Netdoktor står bag, tror mange kvinder, at de ikke kan blive smittet med HPV-virus, når de er i fast parforhold. Undersøgelsen viser, at knap hver anden kvinde (45 pct.), der lever i et parforhold og ikke er vaccineret mod HPV, tror, at de ikke kan blive smittet med HPV. Undersøgelsen viser ligeledes, at to ud af tre kvinder (67 pct.) i parforhold ikke overvejer at blive vaccineret mod HPV.

Flere eksperter mener, at HPV kan ligge latent i kroppen og bryde ud ved en senere lejlighed. Er du i et fast parforhold, kan der derfor stadig være en grund til at blive vaccineret.

Kilde: Netdoktor.dk

Hvornår er HPV-vaccinen relevant for dig?
Hvis du er over 25 år, kan vaccinen mod HPV stadig være relevant for dig. Især hvis det kan tænkes, at du får en ny eller har skiftende sexpartnere og dermed nemt kan blive udsat for ny HPV-virus. Vaccinen beskytter også mod kræft i endetarmsåbningen og kræft på og omkring kønsorganerne.

Man ved, at vaccinen virker i mere end 10 år – og sandsynligvis længere tid, men det er endnu ikke dokumenteret.

Nogle mener, at HPV måske kan ligge latent i kroppen og dermed kan bryde frem, når man bliver ældre.

Vaccinen virker også på drenge og mænd. De har risiko for HPV-relaterede kræftformer som peniskræft og analkræft, som dog er meget sjældne sygdomme. Der er også fundet HPV i nogle tilfælde af hovedhalskræft (kræft i mundhule, mandler og svælg), men der findes endnu ikke dokumentation for, at HPV-vaccinen virker på dem.

Hvis du er blevet behandlet for celleforandringer kan det være en god idé at blive vaccineret, fordi din krop tidligere har vist, at den ikke selv er i stand til at bekæmpe en HPV-infektion.

Vaccinen kurerer ikke en igangværende HPV-infektion. Men efter infektionen er forsvundet, beskytter vaccinen mod ny smitte af HPV-typerne 16 og 18 og 6 og 11.

Hyppigheden af HPV på livmoderhalsen falder gradvist med alderen, men man bliver aldrig for gammel til at få celleforandringer.

HPV-vaccinen – farlig eller ej?
I 2013 skrev flere medier om HPV-vaccinen og om kvinder, der havde fået bivirkninger efter vaccination. Men som det er nu, er der ikke dokumentation for, at den skulle være skadelig. I alt har Patienterstatningen modtaget 76 anmeldelser om bivirkninger ved HPV-vaccinen – heraf er de 33 afgjort. 31 er afvist, da der ikke er dokumentation for sammenhæng mellem vaccinen og de anmeldte bivirkninger. 2 er anerkendt, ingen af dem har dog noget specifikt med HPV-vaccinen at gøre, men er bivirkninger, der i sjældne tilfælde kan opstå ved alle typer vacciner. Ud af de 76 anmeldelser er der en mindre andel, som har fået diagnosen POTS. En ubalance i det ubevidste nervesystem, som bl.a. kan give meget høj puls når man rejser sig op. Disse sager er endnu ikke afgjort.

LÆS OGSÅ: Sådan tackler du en depression

Om HPV og livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft skyldes en kronisk infektion med HPV (human papillomavirus), en seksuelt overført sygdom, der ikke giver symptomer.

80% af alle kvinder er smittet med HPV, men kun 5-10% får celleforandringer på livmoderhalsen. Kun en meget lille del af celleforandringerne udvikler sig til kræft.

HPV-vira findes i over hundrede forskellige variationer. Af dem er 15-20 typer farlige, heraf er der to typer, 16 og 18, der kan give livmoderhalskræft.

Knap 370 kvinder får hvert år livmoderhalskræft. 25-33 procent er over 65 år. Halvdelen er under 45 år.

Lidt over 100 kvinder dør hvert år af livmoderhalskræft.