To aha-oplevelser startede Louise Gade Sigs motivation for at tabe sig

Jeg har generelt altid haft det fint og relativt afslappet med min krop. I mine teenageår tumlede jeg en lille smule med et par krop-issues, som så mange andre. Men jeg kan mærke, at jeg med årene har sluppet det fokus i takt med, at jeg opdagede, at sådan noget altid fylder relativt mere hos dig selv end hos andre.

Som journalist på både Woman og ALT for damerne har jeg skrevet mange artikler, der hyldede kvindekroppens diversitet. Det var med til at afbalancere mit syn på min egen krop og se blidere på mig selv – og dét, synes jeg, har holdt ved siden.

Jeg har aldrig været en, som har haft en vægt og dyrket det tal. Men under min sidste graviditet endte jeg med at tage mere på end ved de to første. Jeg arbejdede og havde to relativt små poder derhjemme, så jeg orkede ikke at være særligt fokuseret på at få rørt mig tilstrækkeligt og spist det helt rigtige. Jeg spiste meget lystbetonet, og det er klart, at det sætter sig, så derfor havde jeg i en vis udstrækning givet los i løbet af graviditeten, så jeg endte med at tage 20-25 kilo på.

Og de kilo røg ikke helt af på samme måde i min barsel. Jeg havde heller ikke samme overskud til at gå de lange barnevognsture. I mine to andre barsler boede jeg på Frederiksberg, hvor det kalder på gåture i Frederiksberg Have og Søndermarken, og veninderne var lige om døren. Nu bor jeg i et villakvarter lidt uden for Aarhus, hvor der er længere mellem parkerne og veninderne, så på den måde var jeg lidt barrikaderet derhjemme. Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om at prioritere, men det fik jeg ikke rigtigt gjort.

De ekstra kilo gjorde helt sikkert noget ved min fysik og mit velvære. Jeg var mere energiforladt, og det er man selvfølgelig til en vis grad med en baby i huset, for nattesøvnen ryger. Men jeg kunne simpelthen ikke mønstre den energi og det overskud, som jeg egentligt gerne ville. Når børnene sov klokken syv, orkede jeg ikke andet end at smide mig i sofaen og junke et eller andet på Netflix.

Jeg elsker at danse med mine børn i stuen, men jeg kunne mærke, at jeg blev hurtigere meget forpustet, så det blev aldrig nogle lange danse. Det var ikke umuligt at lege og bevæge sig, men jeg havde ikke den kropslige lethed, som jeg plejede at have. Jeg var mere dvask.

Jeg havde to aha-oplevelser. Den første var omkring nytårsaften. Det var et halvt år, efter Karla var født. Jeg har en fin sort gulvlang kjole med blonder, der sidder rimelig godt til, og som jeg havde brugt nogle år før. Den ville jeg gerne have på igen, men jeg kunne slet ikke komme i den eller lyne den.

I samme periode kom min mellemste datter hjem fra børnehave med en tegning, som hun havde tegnet af sin familie, hvor hun skulle sætte nogle ord på hvert familiemedlem. Ved far stod der, at han er god til at lege og andre positive ting. Jeg var afbilledet med en grædende baby på armen, og hvor der stod, ’mor trøster Carla og er tit sur’. Det ramte mig som en kold klud i ansigtet, fordi jeg syntes, at jeg prøvede at gøre en stor indsats for ikke at være en sur mor, men det nytter jo ikke noget, når det er den fornemmelse, som hun sidder tilbage med.

Jeg tænkte, shit, er det sådan min personlighed skal opsummeres, når mine børn skulle redegøre for, hvordan jeg var? Det blev jeg selvfølgelig ked af, og det var en øjenåbner. Jeg kunne jo godt se på den tegning, at det var ikke lige den mor, jeg havde lyst til at være.

Så det var dels nytårskjolen og dels følelsen af ikke at være den bedste version af mig selv, som startede min motivation for at tabe mig.

Jeg besluttede mig for, at der måtte ske noget. Jeg er en ret målrettet type, og hvis jeg sætter mig et mål, helmer jeg ikke, før det er gennemført. Jeg satte mig ikke et mål i forhold til kilo, men jeg ville gerne føle mig som den gamle version af mig selv.

Jeg gik på Instagram, hvor jeg faldt over en kostvejleder, Helle K. Hun har en meget basiskostplan, som jeg købte og tog udgangspunkt i. Jeg har ikke tidligere tænkt over min kost og har bare spist det, jeg havde lyst til, men jeg indså, at jeg manglede noget helt faktuel viden om kost og kalorier, uden det blev for nørdet.

Kostplanen lærte mig om den gode sammensætning af fedt, proteiner og kulhydrater, så der kommer noget tyngde og volumen i måltiderne, så jeg følte mig ordentligt mæt. Jeg lærte noget om kalorier, og hvad der var kløgtigt at spise. Det handler ikke om at spise lidt, men rigtigt meget af det gode, så du ikke ender med at gå sulten i seng eller spise alt for meget af det forkerte.

For mig handlede det også om at blive klogere på, hvilken forskel selv de små ting kan gøre. Jeg har fx altid yndet at spise en is hver eftermiddag om sommeren, og en almindelig københavnerstang eller en vaffelis er der mange kalorier i – også set i forhold til, at den ikke mætter og ikke er god for kroppen.

Men jeg kender også mig selv godt nok til, at jeg ikke ville kunne gennemføre et vægttabsforløb, hvis jeg ikke må have nogen form for nydelse. Jeg elsker at have den stund, den smagsoplevelse og hyggen med mine børn, og så nytter det ikke noget, at jeg sidder med et glas isvand – det er ikke det samme for mig.

Og det samme gælder for aftensnack – jeg er en kæmpe snacker, det har jeg altid været, og det er klart der, de farlige kalorier kan ligge, for jeg keder mig tit inde i munden.

Jeg vidste, at det ville jeg ikke kunne give slip på, og derfor undersøgte jeg, hvad man kan spise i stedet for. Jeg fandt fx ud af, at som erstatning for en københavnerstang, som jeg holder meget af, har Hjem-IS lavet en tilsvarende, som hedder hindbærstang og er kaloriefattig, men den giver samme smagsoplevelse, samt følelse af hygge og sommervibe, som jeg synes en is bidrager med.

Jeg elsker også chips om aftenen, og jeg fandt ud af, at jeg fx kunne erstatte det med Easis-chips, eller jeg kunne købe en af de små chipsposer, og så fik jeg tilfredsstillelsen og smagen af chips. Forskellen var, at når jeg havde spist den lille pose, så var der ikke mere, og jeg var blevet tilfredsstillet, hvorimod hvis jeg havde en almindelig standardpose, spiste jeg automatisk lidt mere.

Man kan jo spørge sig selv, om det ikke havde været sundere for mig at få gulerødder i stedet for chips, og det havde det helt sikkert, men det havde bare ikke givet mig den samme nydelse og følelse af at have en normal tilstand, som kunne hjælpe mig igennem vægttabet uden at gå død i det. Hvis man ikke kan kende sig selv i den kost, man indtager, går det jo ikke.

Jeg har det sådan, at hvis jeg har lyst til en gammeldags isvaffel, så spiser jeg det. Men hvis jeg bare har lyst til fænomenet is og hyggen ved at spise en is, kan jeg lige så godt vælge den fedtfattige. Så jeg gjorde plads til det lækre – og så kunne det være en mindre udgave, en mindre portion eller et mere fedtfattigt eller kaloriefattigt alternativ.

Jeg kørte dog lidt død i kostplanerne, fordi det handlede meget om at veje alle fødevarer. Det harmonerede ikke så godt med tid og overskud at stå helt sirligt og veje alle mine madvarer. Men jeg fik et par uger, hvor jeg brugte kostplanen og lærte, hvor stor en forskel, det gør på den lange bane, om du fx putter kyllingepålæg på dit rugbrød frem for trestjernet salami.

Jeg har altid brugt visualisering, når jeg sætter mig et mål. Jeg tror på, at underbevidstheden har lettere ved at opfatte billeder end ord – i hvert fald min underbevidsthed. Det har jeg også brugt i forbindelse med mit vægttab, hvor jeg fx har set for mig, hvordan jeg kan komme i min nytårskjole igen, og hvordan jeg danser med lethed i stuen med mine børn. Det var noget, jeg kunne se for mit indre øje en gang i mellem, og så gemte jeg de små filmklip i mit hoved og tog dem frem en gang imellem.

Jeg endte faktisk på 64 kilo, og da jeg så det tal, tænkte jeg, at nu er det fint. Jeg kiggede mig også i spejlet og syntes, at det spillede. Så stillede jeg badevægten fra mig, så jeg aner ikke, hvad jeg vejer i dag, men jeg mærker mest efter inde i mig selv. Jeg synes, at min bedste målestok er mit indre velvære og min følelse, når jeg bevæger mig.

Og jeg kan passe nytårskjolen.

I dag er jeg godt tilfreds og stolt af, at jeg satte mig et mål og nåede det. Jeg ved ikke, hvordan jeg vil se ud på den tegning i dag, men jeg tror ikke, at det vil være, at jeg tit er sur, Jeg føler, at jeg er mere fyldt med energi og en større lethed både indeni og udenpå.

Det, der har været essentielt for mig, er at finde ud af, hvad der giver mig livskvalitet og prøve at gøre plads til det i en sundere hverdag. Og det råd vil jeg gerne give videre. Er det en god ost, chips eller rødvin i weekenden? Kompenser med noget andet og gør plads til dét, der booster din livskvalitet, ellers bliver det for svært, surt og urealistisk at implementere i din fremtidige livsstil.

Jeg synes heller ikke, at du skal skule til tallet på badevægten. Det handler mere om en indre fornemmelse. Og så skide være med, hvad andre tænker. Det handler om, hvad du selv tænker.

Mad 

Jeg begynder min morgen med et stort glas vand. Det har jeg set, at mange kostvejledere anbefaler på Instagram, og det har jeg taget til mig, for det føles sundt og rensende. Det går ofte lidt stærkt om morgenen, for der er noget logistik, der skal gå op med børn, som skal afsted, og jeg skal selv på arbejde, så det bliver tit et stykke rugbrød med pålæg eller skyr.

Jeg elsker skyr i alle afskygninger, fordi du kan toppe det op med alle mulige ting, så det næsten føles som at spise dessert om morgenen. Jeg elsker også at lave havregrød toppet med frugt og toppings. Easis laver nogen med karamelsmag, og det kan også være en sukkerfri jordbærmarmelade, som jeg blander i. Jeg putter også et par dråber sødemiddel i, så smager det lidt sødere og giver et sødt kram i maven.

Når jeg har travlt, spiser jeg knækbrød. Det er et lækkert og nemt mellemmåltid. Og hold da op, vi spiser mange kilometer rugbrød hjemme hos os på et år. Og så kan jeg også spise en proteinbar.

Hvis jeg går sukkerkold, åbner jeg en Squash Light, det er min go-to. Den står i køleskabet, så jeg kan tage en tår i løbet af eftermiddagen. Ellers spiser jeg et par Skolekridt – det er noget slik, jeg elsker.

For mig er aftensmad lig med benzin, og aftensmad med tre børn i ulvetimen er meget lavpraktisk. Det er mest min kæreste, Morten, som laver aftensmad – det er jeg meget taknemlig for, da jeg ikke har den store kærlighed til madlavning selv.

Det sundeste i mit køleskab er skyr. Det kan fås i mange smagsvarianter og kan toppes med alverdens lækkerier, så det er en lille skål af glæde. Vi har også altid en bøtte skrællede gulerødder i vand. Jeg spiser dem ikke som aftensnack, for det er lidt for kedeligt. Men jeg spiser dem i løbet af dagen og smider dem i min madpakke.

Jeg under mig selv snacks. Jeg elsker chips med dip. Det er min treat for mig selv, og jeg har erkendt, at det ikke går at nægte mig det helt og aldeles, så det under jeg mig selv især i weekenden.

Træning 

Jeg træner ikke meget lige nu. Jeg håber, at det kommer i takt med, at børnene bliver ældre. Jeg cykler engang i mellem på arbejde, og så er der al den bevægelse, som der er i at holde styr på tre unger og et 220 m2 stort hus.

Jeg danser tit med børnene – det er sjovt og giver glæde. Alle mine døtre har en kærlighed for One Direction – og dem havde jeg også et crush på, da jeg var yngre, så vi smider What Makes You Beautiful på anlægget og danser i stuen. Det var også i dansesituationerne, at jeg før vægttabet opdagede, at jeg ikke var helt så let til bens, som jeg plejede at være, så det er dejligt at kunne give den gas igen på stuegulvet med lethed.

Jeg bliver motiveret af mentalt velvære. Det har aldrig været fænomenet en flad mave, fine tonede overarme, eller at slå min egen hurtighedsrekord, som har motiveret mig. For mig handler det om den følelse indeni. Så mentalt velvære og balance er det, der motiverer mig – og en nytårskjole.

Hvis jeg havde været et sted, hvor jeg havde det fint i min krop og følte mig som en overskudsagtig og energifyldt mor på 90 kilo, havde jeg skidt hul i nytårskjolen, sendt den til genbrug og købt noget nyt. Men fordi mit indre mentale velvære ikke fulgte med, blev det min motivation at gøre noget ved det.

Min næste træningsinvestering bliver et par løbesko. For nogle år siden begyndte jeg at træne op til at løbe, og jeg blev totalt bidt af det. Jeg løb til og fra arbejde med jævne mellemrum, og jeg kan huske den fornemmelse af velvære, der strømmer gennem kroppen, når man har et godt tempo, kigger op i trækronerne og suger store mundfulde af kold og klar luft ned i lungerne. Det vil jeg gerne i gang med igen, så det er min ambition.