Katrine Brygmann Salomon
SPONSORERET indhold

”Madforskrækkelsen har taget overhånd”

Da Journalist Katrine Brygmann Salomon boede i Rom levede hun af pasta – og tabte sig. Derfor mener hun, at vi er alt for madforskrækkede herhjemme. Hun elsker sunde råvarer, men spiser også gerne en luksus-flødebolle i ny og næ.

Af:: Christina Bølling Foto: Privat
04. feb. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

MOTION
Jeg træner fast med min veninde Gry én gang om ugen. Hun er uddannet træner og har lært mig at bruge naturen til styrketræningsøvelser. Vi mødes også nogle gange i weekenden og løber en tur i Dyrehaven. Mandag aften dyrker jeg yoga i Human Wellness hos Daviid Becker, der underviser i sit private hjem. Udover god træning er det også en særlig oplevelse; yogalokalet ligger i haveplan med udsyn til træer og fuglevoliere.

KOST
Jeg har ganske vist selv været på detoxkur for nogle år siden, men jeg synes, madforskrækkelsen har taget overhånd. Sidste år boede vi i Rom i seks måneder med børnene, og dér lever man altså af pasta! Det gik fint, og jeg tabte mig mod forventning – det må være de mange grøntsager og al den olie, man får samtidig. En af mine yndlings-dokumentarer hedder ”Hungry for Change” og handler om at lægge til i sin kost i stedet for konstant at trække fra. Den tanke tiltaler mig. Vi får Kvikkassen fra Aarstiderne, så jeg ved, hvad vi skal have til aftensmad onsdag, torsdag og fredag. Lars bager rugbrød og sandwichbrød hver uge.

Læs også: Sådan bliver du sund og slank uden kur

MOTIVATION  
Jeg vil gerne leve sundt, også af hensyn til mine børn. Derfor sidder jeg ned og spiser morgenmad med dem hver dag, selvom jeg af og til hænger på en balle. Det er også for at kunne cykle med dem til skole, at jeg har investeret i en el-cykel, ellers ville jeg 100 % sikkert tage bilen, så snart der var lidt modvind. Cyklen er mit bedste køb, for den betyder, at jeg også cykler på arbejde . Det tager 35 minutter hjemmefra ud til Amager, og jeg sveder så meget, at jeg er nødt til at skifte T-shirt bagefter. Flere af mine veninder har allerede fået adressen på cykelmanden…

AFSLAPNING
Jeg slapper af med mine børn. Og når jeg gør noget sundt for mig selv, virker det som selvforkælelse. For eksempel har jeg fundet ud af, hvad der skal til at lokke mig ned i træningscenteret – nemlig selvforkælelse i badet bagefter. Derfor har jeg investeret i Andrea Rudolphs Body Balm og et rejsesæt, som jeg har liggende fast i min træningstaske. Så slapper jeg af i saunaen og forkæler mig selv med de lækre produkter efter træningen. Min cykeltur har også et skjult element af afslapning: En kopholder, så jeg kan drikke te på vejen ud og hjem og et virkelig lækkert regnslag til det dårlige vejr.

SUKKERTRANG
Jeg er SÅ glad for søde sager, men har over årene flyttet mig fra væk fra børneslikket. Men jeg kan altså stadigvæk godt skose mig selv, når jeg kværner tredje flødebolle, selvom de kommer fra et ”fint” firma. Jeg er kvartals-sukkernarkoman. Her i weekenden var jeg i Nice med min familie, hvor vi gik til den med croissanter til morgenmad og alt mulig andet godt. Nu river det river i kroppen, for den vil jo bare have mere. Samtidig kan jeg mærke, at det ikke er godt for mig. Min lever knokler i døgndrift for at rense ud i det sukker, den har fået. Gudskelov drikker jeg næsten aldrig alkohol.