Michelle blev opereret for en hjernesvulst: ”Jeg fik knæbeskyttere på, og så kravlede jeg rundt på gulvet”
Der sker små og store ulykker hver dag, men hvor nogle bukker under og går til grunde, er der andre, der bider sig fast og kæmper med alt, hvad de har. Mød Michelle, der kæmpede sig tilbage til livet.
Michelle Hviid havde ikke tænkt over, at hun fejlede noget som helst. Hvis hun var lidt træt, var det vel bare alderen. Men så en aften var hun på date med en læge.
"På et tidspunkt sad han og kiggede mig ind i øjnene på den der ikke-romantiske måde. Han lagde mærke til, at mine pupiller reagerede forskelligt på lys."
Michelle kom hurtigt til tjek på hospitalet, hvor lægerne kunne se, at der ikke var noget galt med hendes øjne. Men da sygeplejerslen prikkede i den ene side af hendes ansigt med en tandstik, kunne hun ikke mærke noget, og de efterfølgende scanninger afslørede en fem centimeter stor knude, som sad på hørenerven, et såkaldt akustikusneurinom.
"De åbnede mit hoved lige rundt om højre øre i en operation, som varede seks-syv timer, og derpå sprøjtede de fedt fra min mave ind i det hulrum, de efterlod i hovedet."
Læs også: Tass blev lam efter en trafikulykke
Operationen gik egentlig godt, men få dage efter fik Michelle en væskeansamling i hovedet.
"Jeg lå syg i tre uger, før det gik op for mig, hvor skidt det var. Var det her endestationen? Hvad med min økonomi, mine børn og min bolig? Jeg lå og kunne høre min mor tale med en læge om, hvad der skulle ske med mine børns skolegang, hvis de ikke skulle bo hos mig mere. Da forstod jeg det!"
Hjernefejl
Michelle skulle i gennem et langt genoptræningsforløb, og undervejs lærte hun meget om, hvordan hjernen fungerer.
"Jeg fandt ud af, at hjernen er plastisk. Det vil sige, at hvis nogle nervebaner bliver ødelagt, så kan du træne hjernen i at bruge nogle andre i stedet for. Jeg kunne for eksempel ikke bevæge højre del af min krop, som var lammet. Jeg vidste jo godt, at der ikke var noget galt med mit ben. Så måtte det være hjernen, der skulle trænes til at kunne bruge mit ben igen," forklarer hun.
En dag prøvede hun en maskine, hvor man er vægtløs fra livet og ned. Men hendes tilstand var så dårlig, at hun skulle køres i kørestol til træning.
"Jeg gik derfra med et gangstativ. Så hurtigt gik det."
Læs også: Charlotte Bøving: ”Jeg er ikke mere syg i dag , end jeg var i går”
Alligevel følte den driftige iværksætter ikke, at det gik hurtigt nok.
"Min fysioterapeut forklarede mig, at jeg måtte lære at kravle, inden jeg kunne gå. Bogstaveligt talt. Så jeg fik nogle knæbeskyttere, og så kravlede jeg rundt på gulvet og lærte at få højre arm til at arbejde sammen med venstre ben og modsat. Da jeg havde lært det, kunne jeg begynde at gå med gangstativ," fortæller hun med et smil og en hovedrysten.
Under genoptræningen tog hun en beslutning, som viste sig at bære frugt.
"Jeg troede, det var en dødsdom. Hvis jeg havde haft et forbillede, ville jeg have været mere rolig. I stedet besluttede jeg mig for selv at være et godt eksempel for andre."
Langt til toppen
Det er tre år siden nu, og hun er stadig døv på højre øre, hvor hun også har tinnitus.
"Ind imellem lyder det som en færge, der bakker. Og så er der altid en hyletone. Mit venstre øje er helt tørret ud og skal dryppes flere gange i timen, og jeg har været nødt til at træne min balance intensivt. Lægerne havde intet lovet mig. Det tør de ikke, for det er så individuelt."
Derudover handler det i høj grad om knofedt. Og udover knofedtet har Michelle et andet bud på, hvorfor hun i dag er kommet så langt, at hun kan leve et normalt liv.
"Jeg tror, det skyldes, at jeg altid har brugt ret meget af min hjernekapacitet i forvejen. Nu er jeg vist nede på almindeligt niveau. Jeg kan godt gå ned for at købe ind, og når jeg så står i Brugsen, har jeg glemt, hvad jeg skulle have. Eller gå ned til bilen uden nøgle. Det er vist meget almindeligt for mange mennesker, men det gjorde jeg ikke før. Og det er stadig en stor sorg for mig, selv om folk siger, at jeg har været heldig," fortæller hun.
"Jeg har for eksempel også lige være på Kilimanjaro. Det var meningen, jeg skulle nå toppen, men jeg nåede kun 5500 meter, så reagerede min krop, og jeg måtte ned. Det er altså et tab for mig, som tidligere ville have nået toppen."
Fakta
Navn: Michelle Hviid
Job: Foredragsholder, iværksætter og skribent
Alder: 46 år
Privat: Bor alene i København og er mor til to børn
EKSPERTEN: "MANGE FINDER EN HELT NY STYRKE I SIG SELV"
Marianne Høllund er uddannelsesleder på VIA’s ergoterapeutuddannelse i Aarhus og har også selv arbejdet med genoptræning. Hun mener, der er tre primære faktorer, der gør sig gældende, når det handler om at rejse sig efter alvorlig sygdom og skade.
"Det handler især om, hvilke mennesker man har i sin omgangskreds. Det kan være nære relationer, der støtter en. Hvis man ikke har et godt netværk i forvejen, kan man opdyrke det, når man har brug for det. Det kan for eksempel være en besøgsven eller en pædagog, som drager en særlig omsorg."
"Den personlige motivation og styrke betyder også meget. Det er det, man skal finde frem i genoptræningen. Drømmer man for eksempel om at komme ud og passe sine roser i haven igen? Eller er der et barnebarn, man gerne vil have mere kontakt til. Det kan også være at komme tilbage på arbejdsmarkedet eller en fritidsaktivitet."
"Den sidste faktor er, hvor hårdt man er ramt fysisk. Man kan blive ramt så hårdt, at man ikke kommer sig uanset hvor meget styrke, man har i forvejen, som for eksempel Jason Watt. Til gengæld oplever vi ofte, at mennesker, der er ude for en ulykke eller sygdom, finder en helt ny styrke i sig selv, når de skal genoptrænes."