"Det værste var nok skammen"

Af Christina B. Kjeldsen

Katrine har fået to aborter. Sin første som ung, og nygift, hvor tiden bare ikke var moden til et barn. Sin anden fik hun som voksen kvinde, der troede, hun ønskede sig en efternøler. Katrine, 46 år, gift. Har to børn på i dag 20 og 15 år.

LÆS OGSÅ: 5 udfordringer alle med to børn under 10 kender til

Jeg er vokset op i en familie, som ikke har lagt skjul på, at de har gjort brug af illegale aborter i massevis. Både min bror og jeg var uønskede og blev forsøgt tilintetgjort. Heldigvis var vi ikke sådan at slå ned og har også siden været ønskebørn.

– Jeg blev selv gift som 23-årig, og samme år blev jeg gravid med min mand. Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, andet end at jeg drømte drømme om natten. De handlede om mig som mor, der løb hvileløst op og ned ad gangene på et museum med mit barn på armen. De natlige oplevelser, sammen med grædeture og fornemmelsen af, at det ikke var rigtigt, var nok til, at jeg og min mand bestemte os til at få en abort. Ventetiden fra beslutningen blev taget, og til aborten skulle foregå, var det værste, og faktisk også det eneste, jeg husker. Det skulle bare overstås. Min mand tog med hele vejen fra undersøgelser til operationsstue, og han sad også og ventede på mig i en stol, da jeg kom til mig selv på opvågningsstuen. Derfra bestemte vi os til at kigge fremad, og jeg har aldrig fortrudt. Min intuition og mine drømme sagde mig, at tidspunktet ikke var rigtigt, og min mand var enig.

LÆS OGSÅ: "Kvinde, brug ikke dine børn som undskyldning"

– To år efter min første abort fik jeg det første af mine to børn. Fire et halvt år efter mit andet barn. Selvom jeg har haft et sjovt og anderledes arbejdsliv, de skønneste venner og den sødeste familie, så har mine børn altid været min største stolthed. Pludselig fandt jeg mening med livet,og jeg har været god til at passe på dem og ruste dem til livet. Jeg mener selv, at det er den rolle i mit liv, som jeg har været bedst til at udfylde. Jeg elsker børn.

– For fem år siden, da jeg var 41 år, og vores børn var 15 og 10 år, bestemte vi os for, at vi ville have en efternøler. Jeg havde nok svært ved at forlige mig med tanken om aldrig at skulle opleve at have små børn igen, og min mand ville ikke stå i vejen for mine drømme. Jeg gik til lægen og fik fjernet min spiral, og jeg blev gravid i første hug.

– Vi var høje, overraskede, glade og lidt overrumplede. Vi havde ikke regnet med at det ville gå så stærkt, og måske havde vi slet ikke regnet med, at det kunne lade sig gøre i vores alder. Vi tog i alt fire tests. Den var god nok – jeg var gravid.

– Men efter et par uger kunne jeg pludselig ikke sove om natten. Jeg lå vågen og spekulerede. Var rastløs og ved siden af mig selv, og jeg græd meget. Mest om natten.

– Mine børn vidste ikke noget. Jeg talte med et par veninder og min mand om det, men de kunne ikke gennemskue, hvad der gjorde mig angst. Så midt i en meget lang og tårevædet nat, vækkede jeg min mand, knugede ham ind til mig og sagde: "Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan det her alligevel." Skammen væltede ud af mig, og jeg var flov og ked af det. Erkendelsen havde været så svær. Min mand forstod mig, fik talt mig ned, og vi blev enige om, at det ikke ville være en optimal start på et lille liv at være uønsket.

– Det værste var nok skammen. Jeg havde forregnet mig. Jeg kunne ikke stole på mig selv. I sådan en vigtig beslutning må man ikke tage fejl. Men det havde jeg gjort. Jeg gik med bøjet hoved op til min læge, som en måned forinden havde fjernet min spiral. Jeg græd og græd og fortalte ham i krampegråd, at jeg ikke ville have barnet alligevel. At jeg ville bede ham indstille mig til en abort.

– Han sagde: "Jeg synes, det er sejt, at I kan tage sådan en voksen beslutning". Det, synes jeg, var stort af ham. Han sagde det, jeg behøvede at høre. At det var o.k.

– Som ved min første abort var ventetiden den allerværste. Jeg undersøgte muligheden for en medicinsk abort, men tænkte, at det ville være for hårdt og underligt at bløde et lille foster ud i toilettet, så jeg ventede på at blive indkaldt. Selve aborten var ikke slem. Det faktum, at jeg var en voksen kvinde, som ikke havde styr på mig selv, var det værste. Jeg græd og græd til undersøgelserne, da jeg skulle fortælle hændelsesforløbet, men jeg blev mødt af forstående og søde læger og sygeplejersker.

– Jeg var fast besluttet på ikke at få det barn. Jeg ville have tid til mine store børn, som måske kun havde 10 år tilbage under samme tag som mig. Tid til at vise dem verden, rejse og kunne støtte dem økonomisk. De var i den alder, hvor de stadig havde brug for deres forældres ubetingede opmærksomhed og kærlighed. De overvejelser var med til at bekræfte mig i, at det jeg gjorde var rigtigt. Jeg havde nok i dem. De slog til, og de er alt, jeg behøver. Det var den rigtige beslutning, vi tog. Vi var færdige med at få børn, og jeg skulle åbenbart helt ud til kanten for at forstå det.

LÆS OGSÅ: 19 ting, du kender til, hvis du har en teenager (eller flere) derhjemme

LÆS OGSÅ: ”Moderskabstalent har ingen alder”

LÆS OGSÅ: Ny top 10: Her er de mest populære pige- og drengenavne i Danmark