Fødevaremærker: Nøglehullet, fairtrade og økologi
SPONSORERET indhold

Find vej i junglen af mærker på dine fødevarer

Noget rødt på oksekødet, noget blåt på fiskene og noget grønt på brødet. Rigtig mange fødevarer er mærket med logoer, der garanterer alt fra økologi til dyrevelfærd, så du kan gå målrettet efter det, du ønsker i din kost. Se de 10 mærker du skal kende, næste gang du handler.

Af: Charlotte Wendt Jensen Foto: Getty
31. jan. 2018 | Sundhed | Fit living

Du har nok set dem, når du handler grøntsager, brød og kød. Mærkerne der fortæller dig, hvordan dine varer er dyrket, produceret og pakket, og hvad de indeholder. Og de er en vigtig del af vores daglige indkøb, for vi går op i, hvad vi spiser. Tal fra Danmarks Statistik viser, at vi brugte én milliard kroner mere på økologiske varer i 2016 sammenlignet med 2015. Det svarer til en stigning på 14 procent, hvilket er den største stigning i otte år.

Sammenlagt ryger der otte milliarder kroner over diskene for økologiske varer, og mejeriprodukterne tager stadig førertrøjen som mest købte økologiske produkter skarpt efterfulgt af økologisk frugt og grøntsager. Salget af det grønne voksede med 26 procent fra 2015 til 2016, og udgør dermed nu knap en tredjedel af det samlede salg af økologiske varer.

Det røde Ø-mærke og EU’s økologimærke giver os en garanti for den økologi, vi er så glade for, men derudover finder du en lang række andre mærker, som garanterer alt fra sunde fuldkorn og bæredygtigt fiskeri til biodynamisk dyreopdræt og bedre arbejdsforhold for fattige bønder. Se bare her.

Læs også: Ny Fit Living podcast: Gør økologi os overhovedet sundere?

DET ØKOLOGISKE

Det røde Ø-mærke, som efterfølges af teksten ‘Statskontrolleret økologisk,’ er din garanti for, at maden er dyrket økologisk efter bogen. Når en vare er mærket med Ø-mærket, har de danske myndigheder ført kontrol med den gård eller virksomhed, som har produceret, forarbejdet, pakket og mærket det økologiske produkt. Det er blandt andet din garanti for et lavere medicinforbrug, et forbud mod de fleste tilsætningsstoffer og bedre dyrevelfærd. Udenlandske varer kan også være mærket med Ø-mærket, men kun hvis de er blevet kontrolleret i Danmark. Mærket ses også i sort, og betydningen er den samme.

ET HJERTE FOR DYREVELFÆRD

Ønsker du fødevarer, som er produceret med ekstra fokus på dyrevelfærd, så kig efter Dyrevelfærdsmærket og Dyrevelfærdshjertet. Dyrevelfærdsmærket er en helt ny statslig ordning, der stiller væsentligt strengere krav til dyrevelfærden, end dansk og europæisk lovgivning gør. Mærkningen går fra et til tre hjerter alt efter hvilke regler ud over de almindelige lovkrav, produktionen skal overholde. Indtil nu omfatter ordningen udelukkende grise. Sideløbende har aktører som Dyrenes Beskyttelse og Coop lavet ordningen Dyrevelfærdshjertet, der giver fra ét til fire hjerter, afhængigt af hvor strenge krav producenterne lever op til. Den omfatter også køer og kyllinger.

Læs også: Hvor (u)sundt er det at spise kød, mælk & æg

ØKOLOGI I EUROPA

EU’s grønne og hvide økologilogo blåstempler, at varen er produceret og kontrolleret efter EU’s retningslinjer for økologiske varer. Alle økologiske fødevarer, der er færdigpakket i EU, bliver mærket med EU’s økologimærke, og logoet er tænkt som en hjælp, så du altid kan finde de økologiske varer på hylderne, uanset hvilket EU-land de kommer fra.

DET BIODYNAMISKE

Fødevarer som er produceret biodynamisk og kontrolleret efter demeterprincipperne kan få Demeter- mærket. Demeterprincipperne er mere strikse end de økologiske regler, og går endnu længere for det gode dyreopdræt, dyrefoder, dyrkning af jord og afgrøder samt brugen af tilsætningsstoffer.

BÆREDYGTIGE FISK

MSC’s miljømærke – MSC står for Marine Stewardship Council – er dit pejlemærke, hvis du gerne vil købe bæredygtige fisk og skaldyr. MSC er en almennyttig organisation, der fremmer bæredygtige fiskeriprincipper, så certificeringen garanterer, at fisk og skaldyr med det blå mærke er fra vilde bestande og fanget bæredygtigt af et certificeret bæredygtigt fiskeri. Fremgangsmåden er med til at sikre fiskebestandene og beskytte havmiljøet. MSC-mærket er beregnet på vildtlevende fisk. ASC-mærket er pendanten til MSC, bare for opdrættede fisk og skaldyr.

Læs også: Derfor kan du sagtens spise skrællen på appelsiner, vandmelon og løg

HELT FAIR FOR BØNDERNE

Den internationale mærkningsordning Fairtrade arbejder for en mere fair indtægt, bedre arbejdsforhold og et bedre produktionsmiljø i verdens fattigste lande. Initiativet kom på benene i 1986, da mexicanske kaffebønder foreslog en hollandsk udviklingsorganisation, at de handlede med deres varer fremfor at give dem bistand, og herefter greb ønsket om sig. I dag er 22 forbrugerlande og 74 producentlande med i ordningen, og over 1,6 millioner bønder og arbejdere er tilknyttet systemet. Den danske afdeling blev stiftet i 1996 under navnet Max Havelaar Fonden, men i 2002 blev det internationale certificeringsmærke lanceret, og navnet blev ændret til Fairtrade. Mærket ses på blandt andet kaffe, bananer og blomster.

MERE FULDKORN

Går du efter fuldkorn, så gå efter fuldkornslogoet, som sikrer, at du får alle de næringsstoffer, som det grove korn består af. Logoet verificerer, at alle dele af kornet er med i produktet, også kim og skaldelene som netop er der, de fleste mineraler og vitaminer sidder. Logoet er ikke nødvendigvis lig med mange kerner, da fuldkornet kan være helt, knækket eller malet til mel. Fuldkornslogoet finder du på mere end 800 produkter på alt fra brød og pasta til mel og gryn, og det stiller også krav til indholdet af fedt, sukker, salt og kostfibre.

DIT SUNDE PEJLEMÆRKE

Kig igennem det grønne nøglehul, og du finder de fødevarer, hvor der er sparet på fedt, sukker og salt og skruet op for kostfibre og fuldkorn. Nøglehullet er Miljø- og Fødevareministeriets officielle varemærke, som skal hjælpe dig med at følge Sundhedsstyrelsens 10 kostråd ved at vælge det sundere alternativ. Det er kun fødevarer, som kan indgå i en sund og varieret kost, der har ret til at blive mærket. Nøglehullet er et fælles nordisk ernæringsmærke.

VAGTHUNDEN

Den selvejende institution Varefakta er din politimand, i forhold til de varer du lægger i indkøbskurven. De kontrollerer, at varedeklarationerne på dine fødevarer holder, hvad de lover, og de fører uvildige stikprøvekontroller af både fødevarer og en lang række andre varer i Danmark. Du finder kun mærket på færdigpakkede fødevarer.

NÅR DU SPISER UDE

Det her mærke kan du ikke finde, når du køber ind, men i stedet, når du går ud og spiser. Det økologiske spisemærke er kontrolleret af Fødevarestyrelsen og er et bevis på, at restauranten eller caféen, du har valgt, satser på økologi. Mærket finder du i henholdsvis bronze, sølv og guld og viser, hvor stor en del af køkkenets indkøb, der er økologisk. Spisemærket bruges også af institutionskøkkener og kantiner.

Anbefalet til dig