Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Pernille Blume
Foto: Petra Kleis Pernille Blume: “For mig gælder det, at jeg bliver ved, så længe jeg synes, at det er sjovt”.

"Jeg oplevede tit en angst, når jeg stod på startskamlen. En skræk for ikke at kunne præstere"

Danmarks svømmedarling forstår stadig ikke, at hun vandt guld ved OL i 2016. Siden da er opmærksomheden omkring hende eksploderet, men Pernille Blume lader sig ikke styre af forventningspresset. For svømning er noget, hun gør for sig selv, og det skal være sjovt.

Det var et dansk sportseventyr ulig få andre, da dengang 22-årige Pernille Blume til alles overraskelse snuppede OL-guldet på 50 m fri i Rio De Janeiro i sommeren 2016. Billedet af den lettere chokerede, jublende blonde pige ved OL-bassinets kant gik verden rundt, og hverken de danske fans eller sportsjournalister kunne få armene ned i kollektiv ekstase. Eventyret blev ikke mindre magisk af, at Pernille Blume blot havde trænet op i et par måneder forinden, da hun efter en længere pause var vendt tilbage til svømningen med fornyet fokus. Og nå ja, så havde hun endog danset sig øm i benene til en Beyoncé-koncert dagen inden, hun hoppede på flyet til Rio.

“Den dag jeg skulle svømme finalen var jeg helt ved siden af mig selv. Jeg følte, at jeg skulle kaste op og kunne ikke spise noget. Det hele var så overvældende. Jeg tog op i poolen, inden finalen om aftenen, bare for lige at mærke vandet. Og så blev jeg rolig, da jeg lå der og svømmede frem og tilbage – det havde jeg jo gjort så mange gange før. Vandet var stadig det samme. Det var alt det udenom, der gav mig nerver på, men jeg fik bragt mig selv tilbage til nuet. Det nyttede ikke at være nervøs, for jeg havde jo i princippet intet at tabe. Jeg var allerede nået længere, end nogen havde troet, at jeg ville,” husker Pernille.

Få timer senere svømmede hun som en flyvefisk mod forventningsstrømmen, og et sportsikon var født.

Om opmærksomheden

Små halvandet år efter OL-sejren ankommer svømmeren til det kurhotel, hvor FIT LIVING har sat hende stævne. Det er en fredelig hverdagsformiddag på badehotellet i Nordsjælland, men de relativt få gæster til trods, er det nemt at se, at Pernille gør indtryk på sine omgivelser. Ansattes hoveder vender sig diskret, og kvinder i tykke hvide badekåber kigger en ekstra gang, når de defilerer forbi.

“Jeg lægger som regel slet ikke mærke til opmærksomheden. Jeg går tit i min egen verden,” smiler Pernille, da jeg spørger til hendes nyfundne status som landskendt ansigt. “Nogle gange kommer folk over og siger hej, men jeg har ikke fået andet end rare ord med på vejen, så på den måde er det kun hyggeligt,” supplerer svømmeren. Efter at have set så mange klip af atleten kun iført badedragt, er der noget næsten kuriøst ved at møde Pernille i ‘civil’: Armygrøn jakke, smalle jeans og sneakers med kilehæle, der løfter den uhyre veltrænede fysique et ekstra nøk i vejret. Hun minder mest af alt om en havfrue på land, som hun sidder der med de lyse lokker i en hestehale og får en kop the.

En evig stræben efter at blive bedre

Bag Pernille ligger en sommer, hvor hun svømmede sig til en VM-bronzemedalje i 100 m fri. Hendes første til et langbane-VM. Foran, i 2020, venter OL i Tokyo.

“Jeg har slet ikke sat mig nogle målsætninger for det OL endnu, for de næste år handler først og fremmest om, at jeg skal have en god proces op til,” forklarer Pernille.

“Tiden op til OL i 2012 og ’16 gik ikke helt efter planen, og selv om det jo endte godt sidste år, vil jeg gerne sørge for, at hele forløbet frem til 2020 også er givende undervejs.” Pernille er vokset op i Lyngby og Bagsværd på Sjælland, og begyndte at svømme i Gladsaxe Svømmehal som seksårig.

“Jeg begyndte at svømme, fordi jeg skulle lære det som alle andre børn, men hurtigt blev det mit eget lille univers, hvor jeg kunne afprøve grænser og se, hvad min krop og mit sind kunne, når jeg pressede mig selv. Jeg opdagede tidligt, at jeg havde et stærkt konkurrencegen, og jeg spurgte altid trænerne, om jeg kunne rykke et hold op. Det var helt og holdent mig selv, der konstant søgte at blive bedre,” forklarer Pernille.

Vil erobre verden

Som 16-årig kom hun med til sit første store internationale stævne, VM i Dubai i 2010.

“Jeg gik rundt som en lille pige med helt opspilede øjne. Dengang vidste jeg ikke engang, hvem alle de andre svømmere var – udover lige Michael Phelps. Det var utroligt lærerigt at være med, og til det VM blev jeg nr. 6 på verdensranglisten. Det gav mig i den grad blod på tanden. Jeg var nået til et andet niveau, og derfra begyndte min rejse mod OL 2012 i London, og min internationale karriere,” fortæller Pernille.

På det tidspunkt mærkede hun endnu ikke mediebevågenheden som et pres.

“Jeg var en del af en generation med rigtig mange dygtige danske svømmepiger, så jeg kunne godt få lov til at stå lidt i baggrunden og koncentrere mig om min egen udvikling, mens de andre var meget i medierne, og forventningerne til dem var langt større. Det var rart, for det gav mig fred,” forklarer svømmeren.

Roen var dog svær at bevare, da Pernille kvalificerede sig til OL i London og for første gang stod ansigt til ansigt med det gigantiske maskineri, der er verdens største sportsbegivenhed.

“Selv om jeg selvfølgelig havde en idé om, at det ville blive kæmpe stort, kom det alligevel som lidt af et chok for mig, hvor stort det var, med OL-by, pressekonferencer og tusindvis af mennesker. Det var et af de bedste OL, der har været overhovedet. Alt var tip top og tilrettelagt, og det blev en fantastisk oplevelse,” fortæller Pernille. Men det var også med en speciel følelse, at hun dyppede tæerne i OL-bassinet:

“Jeg havde oprindeligt sagt til mig selv, at jeg ville stoppe efter det OL. Jeg var ved at være træt af svømning.”

Skæbnen ville, at Pernille under selvsamme OL mødte en fransk fyr, som hun blev kæreste med. Kort efter flyttede hun til Nice. Det var en spontan beslutning, og selv om mange frarådede hende at tage af sted sådan uden videre, var Pernille fast besluttet på at prøve det af. Hun havde med egne ord en idé om, at hun skulle ud og erobre verden. Men forholdet brast, og pludselig sad svømmeren i et fremmed land uden venner eller franskkundskaber. Pernille blev stædig; Ville ikke hjem, selvom humøret støt dalede, og energien blev tyndslidt. Efter et halvt år kørte hendes far til Nice og tog hende med hjem i bilen.

Et farvel til svømning

I dag anerkender Pernille, at hun lærte en del om sig selv på det halve år. Og svømme, det gjorde hun i alle tilfælde. Hjemme i Danmark fik hun en ny træner, der fokuserede mere på sprint, og de to udviklede et stærkt samarbejde, der for en stund gav Pernille ny appetit på sporten. Men da træneren stoppede halvandet år før OL 2016, gik luften af ballonen; Pernille tog en pause, der udviklede sig til et farvel til svømning.

“Nytårsaften 2015 troede jeg vitterligt, at jeg var færdig for good. Jeg var gået død i det, og følte, at jeg gik til og fra træningen med hovedet under armen og fulgte et skema, uden rigtig at tage stilling til, hvad jeg egentlig ville. Jeg havde glemt, hvorfor jeg svømmede i første omgang. Jeg trænede 10 gange om ugen for måske én gang om året at forbedre mig med én hundrededel. Da jeg først begyndte at tænke over, hvad jeg egentlig lavede, virkede det som den dummeste sport nogensinde.”

Alligevel vendte Pernille tilbage til vandet. Efter at have ligget på langs derhjemme og spekuleret over sin motivation kom hun frem til, at hun havde brug for at prøve igen. På sine egne præmisser, frigjort fra rigide træningssystemer, hvor hun ikke kunne mærke sig selv. Mens resten af den danske svømmedelegation var på træningslejr i Bermuda, tog Pernille i svømmehallen alene og svømmede stille og roligt bane for bane. Ikke for sportens skyld, men for sit eget velvære. Og det skulle vise sig at blive opskriften på et helt nyt, rasende succesfuldt kapitel i Pernilles svømmekarriere.

“Da jeg vendte tilbage, var der halvanden måned til OL-kvalificeringen. De andre piger havde trænet helt vanvittigt, mens jeg havde holdt fri på sofaen. Fysisk var jeg slet ikke klar, men det var okay. Det handlede om at genfinde glæden ved at svømme,” husker Pernille.

Stramme balder og af sti af sted

“Jeg var blevet bevidst om, at mens jeg godt kunne lide at kvalificere mig til stævnerne, så oplevede jeg tit en angst, når jeg stod der. En skræk for ikke at kunne præstere. Derfor satte jeg alle forventninger helt ned.” Det kom derfor også som en stor overraskelse for Pernille, da hun kvalificerede sig.

“På en måde var det som om, jeg havde fundet min ‘mojo’! Det var meget følelsesladet.”

OL blev en komplet surrealistisk oplevelse, hvor glæde eskalerede til lykkeligt chok og triumf, mens kollegaerne hujede af eufori. Selv da hun lå i vandet under finalen, kunne Pernille næsten ikke tro på, hvad der skete.

“Jeg kunne godt mærke, at jeg kom bagud på de første 25 meter. Jeg nåede at tænke, at hvis jeg skulle gøre noget, så skulle jeg godt nok sætte farten op NU. Stramme balderne og så af sti af sted!”

Og det gjorde hun så og kunne få minutter efter træde op på det øverste trin på sejrsskamlen.

40.000 nye følgere på Facebook

Tiden efter OL står stadig som en besynderlig tåge for svømmeren, som fik stort behov for komme hjem til basen og sin familie og lave ganske almindelige hverdagsting. Som at tage tøjvasken og spise leverpostejmadder i fred.

“Jeg havde en følelse af, at det var sket for en anden. Den følelse sad i mig i flere måneder efter. Men det var mit liv. Og det bliver aldrig det samme som før.”

Da Pernille fik samlet sig ovenpå medieinterviews, tusind kindkys og kollegaknus, vågnede hun til en ny virkelighed med 5.000 mails i indbakken, og 40.000 nye følgere på Facebook. Hun blev revet i fra alle sider, og beskriver hvordan hendes hoved til sidst føltes som en popcornmaskine, der var ved at poppe over! Derfor ansatte Pernille også en manager, som hun den dag i dag krediterer for at have hjulpet hende igennem. Hun er også sprunget ud som forretningskvinde, som ansigt for DayDose, en serie af dansk udviklede kosttilskud. De nye erfaringer har betydet, at hun er gået væk fra sin oprindelige drøm om at blive sygeplejerske.

“Jeg har fået nye interesser igennem mine oplevelser over de sidste år og har kigget på nogle andre studier, deriblandt Interkulturel Markedskommunikation på CBS, som jeg synes giver mere mening for mig i forhold til, hvad jeg måske gerne vil med mit liv på sigt.” Hvad præcis det så er, er stadig uklart.

“Det er svært at spå om, da et liv uden svømning bliver en ny rejse for mig,” siger Pernille med et skævt smil. “Førhen kunne jeg blive meget skuffet over mig selv, hvis jeg ikke følte, at jeg havde den rette tilgang til tingene eller havde præsteret. Men jeg har lært, at jeg i de tilfælde må trække mig lidt tilbage og reflektere over, hvad jeg eventuelt kan ændre lidt på. I princippet kan jeg jo blive ved med at svømme, så længe kroppen kan, men jeg tror, at hovedet siger naturligt stop på et tidspunkt. Så skal der ske noget andet. For mig gælder det, at jeg bliver ved, så længe jeg synes, at det er sjovt.”

OL-SVØMMERENS HVERDAG

OM TRÆNINGEN:

“Jeg træner to gange om dagen. To timers svømning om morgenen og to om aftenen. Svømningen kombinerer jeg med styrketræning og yoga. På den måde bygger jeg både muskler op, samtidig med at kroppen bliver smidig. Styrketræning kan godt gøre mig lidt stiv i kroppen, men i kombination med yoga giver det god bevægelighed i vandet. Derudover prioriterer jeg min søvn. Jeg er et bedre menneske, når jeg får mine otte timer.”

OM MOTIVATIONEN:

“Professionel eller ej, er det aldrig sjovt at hoppe ned i det kolde vand. Men for mig er det turen derop, der er det hårdeste. Når jeg først er fremme, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det. Og det er super forfriskende at starte sin morgen med en tur i vandet og slutte af med en rolig stund i omklædningen bagefter. Jeg har altid lækre cremer med og sørger for, at det er hyggeligt. Jeg skal gå derfra med et smil på læben.”

OM KOSTEN:

“Jeg havde en periode for nogle år siden, hvor jeg gik meget op i min kost og vejede min mad. Men det duer slet ikke for mig, når tingene bliver så firkantede, og jeg synes slet ikke, at jeg fik nok ud af det. Det er naturligt for mig at leve mit liv i glæde, og det gjorde mig bestemt ikke glad at styre min kost på den måde. I dag har jeg et ret afslappet forhold til, hvad jeg spiser, og følger ikke en decideret kostplan. Men jeg er så heller ikke den store chokolade- eller ispige, når det kommer til stykket.”

OM HVILEDAGENE:

“Der ligger jeg på sofaen og ser Netflix, haha! Eller går ud med nogle veninder, som ikke har noget med sporten at gøre, så vi kan snakke om andet end svømning.”

PERNILLE BLUME

PERNILLE BLUME 23 ÅR. Opvokset i Lyngby og Bagsværd på Sjælland. Begyndte at svømme som seksårig, og som 16-årig deltog hun i sit første VM i 2010 i Dubai. Her svømmede hun sig til en sjetteplads på verdensranglisten, og to år senere kom hun med til OL i London. I 2016 vandt hun OL-guld for Danmark på distancen 50 m fri ved OL i Rio De Janeiro, og i sommeren 2017 vandt hun bronze i 100 m fri ved VM. I dag er målet at kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020.

Se, hvad vi ellers skriver om: Svømning og Interview