Randi Vendborg Heisterberg

Foto: Søren Jansby For Randi er der ikke tale om en kur, men om en varig livsstilsændring.

Randi har tabt 25 kilo: "Jeg spiser mig mæt hver dag i lækker mad"

Da Randi – mest ved et tilfælde – faldt over Anne Hjernøes slankebog, blev det startskuddet på en ny livsstil. I dag har hun tabt sig 25 kilo uden at føle, hun er på kur.

I april sidste år lå Randi Vendborg Heisterberg på sofaen i sin nye lejlighed i Svendborg. Hun var netop flyttet tilbage til sin hjemby efter adskillige år i København, for hun ville gerne tættere på sin familie.

Det skulle være en ny begyndelse – en begyndelse på noget bedre, men et voldsomt styrt på cyklen en isglat vintermorgen havde resulteret i et smadret knæ, og nu lå hun her uden at kunne røre sig. Samtidig havde lægen opfordret hende til et vægttab, for de ekstra kilo gjorde det bestemt ikke nemmere at få trænet knæet op igen.

"Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at gøre noget. I medlemsbladet fra min bogklub stødte jeg på Annes slankebog, og noget ved den tiltalte mig straks. Jeg kunne bare mærke, at den skulle jeg have fat i. Jeg kunne ikke vente på leveringen, men skyndte mig ned i boghandelen for at købe den, så jeg kunne komme i gang med det samme," fortæller Randi, 45 år.

Slankekure og kalorietælling var ellers ikke umiddelbart noget for Randi.

LÆS OGSÅ: Du skal ikke sulte dig ned i vægt, du skal spise dig ned i vægt

"Jeg er ret stædig omkring min livskvalitet. Jeg er et madøre, og jeg forbandt slankekure med frihedsberøvelse. Men jeg oplevede, at Anne talte et sprog, der virkelig ramte mig. Hun går op i, at maden skal smage godt og se lækker ud, og så har hun forståelse for, at ikke alle synes, træning er megafedt eller har overskuddet til det. Samtidig virker hun sympatisk og ægte. Hun signalerer sundhed og naturlighed og har selv tabt sig med metoden," fortæller Randi, der straks blev vild med kogebogen.

Æstetikeren i hende satte pris på de flotte billeder, madøret satte pris på de lækre råvarer, og så gav det god mening for hende, at man må bytte rundt på måltiderne:

"Det passer bare godt til mig, at jeg må spise morgenmad om aftenen, hvis jeg har lyst til det, for jeg elsker havregrød og skyr."

Føles ikke som en kur

I begyndelsen fulgte Randi Anne Hjernøes principper til punkt og prikke: Hun holdt sig til tre hovedmåltider om dagen og veg ikke fra principperne.

"Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne spise mig mæt hver dag i lækker mad. Det føltes ikke som at være på kur," siger hun og forklarer videre, at det sværeste faktisk var at slippe sukkertrangen.

LÆS OGSÅ: 7 råd til et let og sundt liv

"Jeg var blevet tyk af en grund. Jeg elsker kager og chokolade og har virkelig en sød tand. Her skulle jeg ændre en dårlig vane, og i begyndelsen havde jeg mange diskussioner kørende med mig selv, for det var en kamp at lade chokoladen ligge urørt i køkkenskabet. I dag er jeg sluppet af med min sukkerafhængighed, og det er en kæmpe lettelse. Du kan sagtens sætte en skål slik foran mig, uden jeg tømmer den."

Randis 3 bedste råd til vægttab

  1. Gør en indsats for at komme af med sukkertrangen, hvis du er blevet sukkernarkoman. Det er virkelig godt givet ud.
  2. Sørg for at spise dig mæt til dine tre hovedmåltider, spis et gedigent, sundt måltid og lade være med at snacke imellem måltiderne.
  3. Vær god ved dig selv. Tænk på, at du gør det her for dig selv og arbejd også med den mentale del af vægttabet.
  4. Skriv ned i en notesbog, hvad du spiser og drikker hver dag. Det giver et "sundt" overblik – især de dage, hvor man spiser søde ting.

Randi tabte sig stille og roligt – omkring ½-1 kilo om ugen, og i dag, cirka et år efter, at hun gik i gang, er der røget intet mindre end 25 kilo. Hun tilskriver Anne Hjernøe og hendes metode en stor del af æren, selvom også den mentale del af vægttabet har krævet en kæmpe indsats for fynboen:

"Jeg vil vove den påstand, at maden ikke kan stå alene i et vægttab. Du er nødt til også at se på, hvordan du egentlig har det og arbejde med dit kropshad. Det forsvinder jo ikke nødvendigvis af et vægttab. Jeg har stor glæde af at meditere og gå ture her omkring Svendborg, hvor naturen er så smuk. Så lytter jeg til musik imens. Den her selvomsorg må man endelig ikke glemme."

Varigt vægttab

I dag eksperimenterer Randi med retterne, ligesom hun også spiser et stykke kage eller lidt mørk chokolade, når hun har lyst. Indimellem spørger folk i hendes omgangskreds ind til, hvordan hun vil holde vægttabet, når kuren nu snart er slut, men for Randi er der tale om en varig livsstilsændring.

Hun kan ikke se nogen grund til at hoppe af Annes principper igen. Hun taber sig fortsat, vægttabet er faktisk ikke stagneret på noget tidspunkt.

"Jeg har virkelig fundet min vej og mit fundament for en sund livsstil. Anne fortjener så meget kredit for det, og jeg håber sådan, at andre, der ikke tror, de kan overskue at tabe sig, vil give metoden en chance," lyder de rosende ord fra Randi.

LÆS OGSÅ: Karin spiser antiinflammatorisk: Efter 14 dage var jeg smertefri

Hun sætter også pris på, at Anne Hjernøe ikke bruger lightprodukter, men sværger til rene, gode råvarer. Og så har hun opdaget flere nye ingredienser.

Med et smil siger hun:

"Kirkærtemel er blevet min ven. Det kan bruges i så mange forskellige retter i stedet for mel og giver en god mæthed. Det kræver lidt krydderi for at smage godt, men den del er Anne jo også god til."

Randi sætter en ære i at gøre noget ud af sine måltider. Selvom hun bor alene, dækker hun et pænt bord, tænder et levende lys og anretter maden, så den ser lækker ud. For det sætter æstetikeren i hende pris på. Hun er oprindeligt uddannet blomsterdekoratør, men arbejder i dag med børnehavebørn.

I fritiden arbejder hun med billedkunst, som hun drømmer om at sælge ud af. Men lige nu tager hun et skridt ad gangen. Knæet har fået det så godt, at hun kan begynde til dansetræning, og ellers nyder hun de smukke ture på gåben eller cykel i naturen omkring Svendborg.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sundhedstips, Sund kost og Sund livsstil