kvinde drømmer om ferie
SPONSORERET indhold

Er du også ramt af post-ferie-blues? Her er tips til at komme godt i gang igen

Ferien er ovre, og madpakker, job og travl hverdag ruller igen. Er du også ramt af post-ferie-blues, så guider coach og parterapeut Daisy Løvendahl os til at komme godt i gang med hverdagen.

Af:: Daisy Løvendahl Foto: Getty
15. aug. 2022 | Sundhed | Fit living

Coach og parterapeut Daisy Løvendahl har fået et spørgsmål fra en læser, der er ramt af post-ferie-blues, og som efterlyser råd til, hvordan hun kommer godt i gang med hverdagen.

Læs hendes svar herunder:

Du tager det hele lidt langsommere! Jeg vil faktisk anbefale dig at tænke på tiden efter ferien som en gradvis optrapning, hvor du begynder på 50 %, og så over en måned sætter tempoet op til, hvad det var før ferien.

Ofte er vores hoved hurtigere til at omstille sig, end vores krop er. Så det roligere tempo, du har fundet gennem en ferie, kan du ikke sætte tre gear op på 24 timer. I hvert fald ikke uden at være unødvendigt hård ved dig selv. Derfor vil jeg råde dig til at lave en blød overgang mellem ferie og hverdag, hvor du langsomt skruer op for tempoet.

Personligt tænker jeg altid på august måned som en måned, hvor jeg kører på lavt blus. Jeg gør dét, som jeg skal på arbejdet, men jeg gør ikke mere. Samtidigt streger jeg så meget som muligt fra kalenderen udenfor arbejdstid, så der er tid til at lade op og tage det hele lidt roligere.

Vi mennesker er lavet til at kunne rigtigt meget. Vi kan sagtens topperforme, have travlt og bruge 100% af vores energi, men vi kan ikke gøre det hele tiden. Derfor skal vi også insistere på både ferier og hverdag, hvor livet er i et roligere tempo. Så her er et spørgsmål fra mig til dig: Hvad har du brug for, så du får en blød landing i hverdagen efter ferien?

Læs også: "Han forlod mig ud af det blå efter 35 års ægteskab"

Hvad længes du efter mere af?

Jeg bliver også nysgerrig på din post-ferie-blues og vil gerne invitere dig til at folde den mere ud. At have the blues handler ofte om at længes. Så her er et refleksionsspørgsmål til dig, der har skrevet og dig, der også kender følelsen af post-ferie-blues: Hvad længes du efter mere af?

Vi mærker ofte toner af blues, fordi vi længes efter mere ro, frihed og en følelse af bare at være. Lad din blues guide dig til at gøre mere af det, du savner fra ferien. Måske kan du ikke bade hele dagen i havet, men kan du skabe tid til et morgendyp? Kan du omsætte dagene uden planer til aftener med tid til at lave ingenting?

Måske handler din længsel efter noget helt andet. Så giv dig selv tid til at forstå, hvad du virkeligt ønsker mere eller mindre af i dit liv.

Ferien giver dig indsigt i din hverdag

Noget af det vidunderlige ved at holde ferie og rejse væk er ikke kun oplevelserne, mens vi er ude. Det er også muligheden for at se på vores liv hjemme med friske øjne.

Når vi er ude, bliver vi opmærksomme på nogle af de vaner, som vi i hverdagen har fået bygget op uden dybere omtanke. Der kan være megen god selvindsigt i at se på hverdagen og de prioriteter, som styrer den med feriens friske blik. Måske skal du ikke bare have en blød overgang fra ferie til hverdag. Måske skal du træffe en eller to gode valg om at gøre noget radikalt anderledes i din hverdag. Det kunne være mindre ting som at stå af sociale medier eller begynde at lave 15 minutters morgenyoga. Det kan også være større ting som et jobskifte eller drømmen om at hus på landet, der melder sig.

I overgangen fra ferie til hverdag har du en unik mulighed for at skabe nye og bedre vaner for dig selv og dem, du elsker. Brug dem. Lad være med bare at springe ind i hamsterhjulet, men skab en hverdag, som ikke giver dig blues men lyst til at danse gennem livet.

Anbefalet til dig