Nervebetændelse
SPONSORERET indhold

Lider du af nervebetændelse? Forstå sygdommen, som ofte rammer efter 50 års-alderen

Jagende, sviende smerter, føleforstyrrelser og følelsen af ”at gå på vat”. Dette er blot nogle af symptomerne, hvis du lider af nervebetændelse. Læs med og bliv klogere på sygdommen, hvorfor den opstår – og hvordan du kan lindre symptomerne.

Af: Pernille Lewinsky Kofoed Foto: Getty Images
29. nov. 2018 | Sundhed | ALT.dk

Føler du en stikkende, brændende og sviende smerte i dine hænder eller fødder? Eller føles det, som om du går på vat?

Så kan det være, at du lider af nervebetændelse. Faktisk skønnes det, at tusindvis af danskere har smerter og føleforstyrrelser pga. lidelsen, der rammer bredt, og ofte efter 50-års alderen. Og selvom nervebetændelse som sådan ikke er farlig, kan det være meget ubehageligt, og for mange, der rammes af sygdommen, kan det have store konsekvenser for deres hverdag og livskvalitet.

Hvad er nervebetændelse?

Nervebetændelse kaldes også neuropati og er en samlet betegnelse for sygdomme i en eller flere nerver hyppigst i fødder, ben og hænder, men man kan få sygdommen overalt på kroppen.

Egentlig er det misvisende at tale om betændelse, for der er ikke betændelse i nerverne med pus og bakterier, som man normalt kender det ved betændelser. Der er altså ikke tale om en egentlig betændelsestilstand, men om en nerveskade, hvor nervefibrene dør og giver oplevelsen af en betændelsestilstand.

Hvad er forskellen på central og perifer nervebetændelse?

Nervebetændelse kan opdeles i henholdsvis central og perifer nervebetændelse. Central nervebetændelse har oftest at gøre med en specifik nerve og en specifik sygdom og rammer de nerver, der går fra hjernen og rygmarven og ud til resten af kroppen, hvorimod perifer nervebetændelse eller polyneuropati kan ramme flere nerver og opstå i forbindelse med flere forskellige sygdomme.

Perifer nervebetændelse rammer den del af nervesystemet, der ligger udenfor hjernen og rygmarven og omhandler resten af kroppen, fx hænder, fødder og tæer. 

Hvad er symptomerne?

Nervebetændelse kan opstå både i de nerver, der kan sanse - de sensoriske nerver, og de nerver, der kan få musklerne til at bevæge sig, altså de motoriske nerver. De mest almindelig tegn på kronisk perifer nervebetændelse er føleforstyrrelser og/eller nedsat kraft, og føleforstyrrelserne pga. nervebetændelse mærkes oftest som prikkende, sovende, stikkende og brændende fornemmelser eller følelsen af at gå på vat.

Nogen får også neuropatiske smerter, nedsat styrke eller nedsat kraft i musklerne samt manglende reflekser. Symptomerne opstår som regel symmetrisk og ofte i hænderne eller fødderne, hvorfra de udvikler sig til andre dele af kroppen, fx længere oppe i arme og ben.

Hvorfor opstår nervebetændelse?

Der kan være mange udløsende årsager, men lidelsen rammer hyppigt mennesker, der lider af type-1 eller type-2-diabetes. Nervebetændelse kan også skyldes mangeårigt alkoholmisbrug, for lavt stofskifte, B-vitamin mangel, infektioner, nedsat nyre- og leverfunktion samt forskellige arvelige sygdomme, bl.a. Charcot-Marie-Tooth sygdom, ligesom behandling med kemoterapi kan give nervebetændelse.

Kan nervebetændelse behandles?

Der er tale om en kronisk tilstand, og behandlingen er mangelfuld. Udsigten for fremtiden varierer alt efter årsagen til nervebetændelsen – altså hvilken sygdom, der ligger til grund for den.

I første omgang skal den sygdom, der ligger til grund for nervebetændelsen behandles for at stoppe udviklingen. Hvis man har smerter, kan disse behandles med smertestillende medicin, ligesom fysioterapi i visse tilfælde kan afhjælpe nogle af symptomerne.

Det kan du selv gøre

Det er vigtigt, at man holder sig i gang med fysisk træning og nedsætter sit alkoholindtag. Lider man af diabetes, er det vigtigt at sørge for, at ens blodsukker er velreguleret og holde godt øje med sine fødder – der kan nemlig opstå sår, som man ikke kan mærke på grund af den nedsatte følsomhed i fødderne og tæerne. Derfor anbefales diabetikere med nervebetændelse at gå til fodterapeut og bruge gode sko, der ikke klemmer.

Kilder:
Netdoktor.dk

Sundhed.dk
Sundhedsguiden.dk
Fibromyalgi.dk
Rigshospitalet