Marie Brodersen
SPONSORERET indhold

"Hvor spiser man meget, når der er buffet"

ALT for damernes skønhedsredaktør og beautyblogger Marie Brodersen, 40, passer sin træning, så der kan blive plads til indtagelse af rigelige mængder Pepsi Max, caffe latte og Malbec.

Af: Marie Brodersen Foto: Jacqueline Fluri
19. sep. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

MANDAG
Selvom jeg ikke gider være en af de typer, der tænker, at mandag er starten på en ny sund uge, kan jeg alligevel ikke helt lade være. Derfor ærgrer det mig, at jeg må aflyse min morgentime i Fitness.dk, fordi jeg skal til lægen med min søn. Til gengæld får jeg lov til at sove længe, fordi børnene har sommerferie, og jeg arbejder freelance. Det er jo også en form for sundhed.

TIRSDAG
Jeg er begyndt at gå absurd meget op i min tandbørstning, efter at min tandlæge har genindkaldt mig til en date med hendes bor. Jeg må ikke spise bagefter på grund af bedøvelsen, men jeg hiver alligevel mine fire rundtenommer ned til frokost uden at bide mig selv i kinden. Fremover bruger jeg tandtråd hver dag.

ONSDAG
Jeg møder frisk op til en morgentime og løfter synkront vægte med 40 andre i en lille sal. Jeg prøver ikke at tænke for meget over, hvor komisk det egentlig er, for det er virkelig effektiv træning. Jeg kan i øvrigt anbefale et par Gripmaster, fordi man nemt mister grebet, når man sveder. Bagefter er jeg total smadret, men i rigtig godt humør. Jeg spiser stegt flæsk med persillesovs på Meyers Deli med mine veninder, og vi drikker en del vin og fejrer, at vi snart skal på ferie sammen.

TORSDAG
Vågner med en smule tømmermænd og spiser mine sædvanlige to spejlæg med ekstra god appetit. Ungerne er allerede oppe og larmer rundt i huset, så jeg frygter lidt for min arbejdsro. Min mand plejer at stå for middagen, men han har et sent møde, så jeg henter pizza til mig og ungerne.

FREDAG
Sidste træning inden ferien, så jeg giver den gas til BodyPump, selvom jeg er lidt øm. Jeg kan godt mærke, at jeg har trænet en del med vægte den seneste uge. Jeg skal på ALT for damerne og aflevere artikler og får timet det, så jeg kan spise frokost i kantinen med to af mine kollegaer. Hyggeligt, men hov, hvor spiser man meget, når der er buffet. Vi når også lige at hente caffe latte hos Emmerys, inden jeg smutter hjem for at pakke. Vi blander slik til Disney Sjov (jeg ELSKER chokofanter), og jeg skyller efter med Pepsi Max, som jeg desværre har udviklet et stærkt kærlighedsforhold til.

LØRDAG
Yes, så er det ferie! Alt er pakket, og vi sætter kursen mod Bornholm, hvor vi skal bo i et kæmpehus med to andre familier. Der bliver handlet rigeligt ind af alt – også det usunde! Alle de voksne har løbetøj med, men først skal der hygges med bøffer, salat og rødvin, og det bliver selvfølgelig sent…

SØNDAG
Der er en venlig sjæl, der har været hos bageren, så i stedet for en løbetur, bliver det til en solid morgenmad med tebirkes, ost og caffe latte. Jeg har stort set vejet det samme de sidste 20 år, så jeg gider ikke lægge restriktioner på mig selv. Jeg har efterhånden erfaret, at summen af laster er konstant, så jeg skal nok få hældt mine daglige kalorier indenbords på den ene eller anden måde.

LÆS OGSÅ: Spis godt uden forbud