Jobsøgning

Hvordan får jeg et job?

Sådan får du job trods krisen

Hav mavefornemmelsen med i din ansøgningsproces, brug de sociale medier til at profilere dig og tænk over dit kropssprog, når du kommer til jobsamtalen. Sådan lyder et udpluk af rådene fra fireeksperter.

Skriv den gode jobansøgning
Karriererådgiver Gitte Schramm giver her sine bedste råd til, hvordan du skriver en god ansøgning og udskiller dig fra mængden.

1. Husk at dine kvalifikationer kan bruges på mange måder. Men søg kun stillinger, hvor du har minimum 60-70 procent af de kvalifikationer, som efterspørges i stillingsopslaget.

2. Ring – og kom ud af bunken. Ring til kontaktpersonen, inden du søger. Kom i dialog og sælg dig selv og dine kvalifikationer til stillingen, så modtageren allerede kender dig, når de ser din ansøgning i den store bunke af ansøgninger.

3. Skriv en målrettet ansøgning. Hvad kan du tilbyde virksomheden, og hvilke relevante kvalifikationer har du til stillingen?

4. Skriv en kort og velstruktureret ansøgning. En HR konsulent bruger 15-20 sekunder på at læse en ansøgning, hvorefter personen træffer sin beslutning. Din ansøgning skal derfor være kort og velstruktureret, og fokus skal være på dine relevante kvalifikationer til stillingen.

5. Hav hjertet med. Det handler om at få det helt rigtige job. Lyt til din mavefornemmelse, og drop de andre. Du har ikke brug for unødige afslag eller endnu værre – tænk hvis du fik det.

Brug sociale medier i jobsøgningen
Du risikerer at virke desperat, hvis du er jobsøgende på sociale medier, men brug dem til at gøre dig attraktiv for headhuntere, opfordrer ekspert i sociale medier, Thomas Bigum.

1. Opret en Twitterprofil. Link til relevante artikler, og deltag i faglige diskussioner. På den måde kan du få en masse "followers" fra din egen faggruppe, og hvis du så samtidig nævner i en bisætning på din profil, at du er jobsøgende, virker du ikke desperat.

2. Opret en faglig blog. Reflekter over dit fag, og link til andres hjemmesider. Optimer dig selv mens du er ledig – du kan altid bliver klogere og dygtigere.

3. Facebook er ikke nok. Opret en professionel profil på karrierenetværket LinkedIn. På Facebook har du dine venner, din familie og dine gamle skolekammerater. Det er højst sandsynligt ikke dem, du skal satse på i jobsøgningen. Drop også det gamle feriebillede og få taget et ordentligt portrætbillede.Jobsamtale-dresscode
Stylist Judi Lund Finderup er normalt tilhænger af at udtrykke sin personlighed gennem påklædning, men når det kommer til jobsamtalen, mener hun, det er bedst at holde sig til konceptet "less is more".

1. Se præsentabel ud. Det svinger fra job til job, hvordan dresscoden er, men for de fleste jobsamtaler gælder det, at tøjet ikke må være for larmende. Tag afdæmpet, klassisk tøj på, som du føler dig tilpas i, og klæd dig ikke alt for langt fra din personlige stil. Husk, at man godt kan se præsentabel ud uden jakkesæt, hvis det ikke er dig.

2. Vær velplejet. Sørg for at have pæne negle, pudsede sko og strøget skjorte. Og for mændenes vedkommende: ingen skægstubbe. Husk også en god deodorant, for en jobsamtale kan være en nervepirrende situation, og det duer ikke at lugte af sved.

3. Få hjælp. Hvis du er helt på herrens mark over, hvad du skal tage på, kan du booke en personlig shoppingsession, hvor en stylist hjælper dig med at finde det helt rigtige outfit til situationen. Du kan også spørge ekspedienterne i butikkerne, de er ofte rigtig dygtige til at hjælpe.

Brug dit kropssprog rigtigt
Ifølge kropssprogsekspert, Jacob de Lichtenberg, er der ingen nemme tips at følge, når det kommer til kropssprog under jobsamtalen. Det vigtigste er at overbevise arbejdsgiveren om, at du passer ind i firmaet, og det gør du nemmest ved at vise, at du er ligesom dem.

1. Find ud af, hvad det er for en type mennesker, du skal tale med. Kig eventuelt på firmaets hjemmeside, eller kør forbi omkring fyraften for at se, hvordan de mennesker, der arbejder der i forvejen, ser ud. Vi kan godt lide mennesker, der minder om os selv, så prøv at afspejle det, du ser. Øv dig hjemmefra i at gengive deres kropssprog, så det ikke er forceret til jobsamtalen.

2. Sørg for at ramme stemningen i lokalet, og match, hvordan de andre opfører sig i situationen. Taler de afdæmpet, bør du gøre det samme. Du må gerne løfte niveauet 10-20 procent for at vise, du er passioneret, men ikke mere end det. Det samme gælder håndtrykket. Får du et fast håndtryk, giver du det samme igen, men hvis arbejdsgiveren stikker en død fisk frem, skal du ikke kvase den. Prøv at ramme deres niveau og stemning, så det ikke bliver akavet.

3. Styr dine svagheder. Det lyder ekstremt, men prøv at optage dig selv i en anspændt situation, og observer, om du laver nogle bestemte bevægelser, når du er nervøs. Undgå at knække fingre eller pille ved din vielsesring. Har du tendens til ikke at kunne holde dine hænder i ro, så flet dine fingre på bordet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Job og Jobansøgning