Christine Sofie Johansen: "Mit sind blev sundere, da jeg holdt op med at kæmpe for et uopnåeligt mål"

Hvordan så dine kropsidealer ud, da du var yngre?

“Jeg var en rigtig ridepige og så op til de ældre, seje piger på rideskolen. Da jeg blev scoutet som 14-årig var jeg ikke udpræget modeltynd. Jeg spiste, hvad jeg ville, og mine veninder og jeg havde aldrig konkurreret om, hvem der nu var tyndest. Det handlede mere om, hvem der havde en pæn numse eller bryster. På mit første møde med modelbureauet blev jeg bedt om at slanke mig, og det gik op for mig, at der var nogle særlige kropsidealer i branchen. Det havde jeg aldrig tænkt over før. Når du er teenager, handler alt om anerkendelse og succesoplevelser, og bliver du rost af voksne, tager du det til dig. Jeg blev enormt smigret over at få at vide, at jeg havde en flot krop, og at det var positivt, at jeg kunne passe jeans i en størrelse 23. I dag ville jeg ikke engang kunne få en læg ned i sådan et rør.”

Hvordan påvirkede modelarbejdet dit syn på din krop?

“Da jeg for alvor kom i puberteten, skulle jeg lægge mig selen for at leve op til modelmålene. I takt med, at du bliver ældre, ændrer kroppen sig jo helt naturligt, men får du banket ind i hovedet at det er forkert, får du det skidt med dig selv. Som 17-årig gav jeg op og tog en pause fra branchen. Nogle år senere begyndte jeg at arbejde igen og tabte mig mere, end jeg nogensinde havde gjort tidligere. Jeg fokuserede kun på at komme til Paris
og arbejde, men da jeg kom derned blev jeg sendt hjem igen med besked om at tabe endnu mere. Det var hårdt. Jeg var de ønskede 91 centimeter om hoften og så helt afpillet ud. Det var udmattende og ensomt at kæmpe en kamp mod min egen krop, og med støtte fra min kæreste fik jeg modet til at slå i bordet og sige fra.”

LÆS OGSÅ: ”Genetik er en ting, man ikke kan kæmpe imod, og det tog mig lang tid at forstå og acceptere”

Hvad gav den beslutning dig?

“Jeg kunne mærke mit sind blive sundere, da jeg holdt op med at stræbe efter et uopnåeligt mål. Der vil altid være nogen, der er tyndere eller smukkere eller har mindre cellulite, men jo ældre du bliver, jo mere bevidst bliver du også omkring, hvor vigtig ren livsglæde er. Jeg vil gerne kunne drikke rødvin og spise crème brûlée med min kæreste, når vi er på restaurant, og hygge med venner og kolleger uden hele tiden at tælle kalorier og have dårlig samvittighed.”

Hvad fik dig til at vende tilbage til modelbranchen?

“En dag gik jeg forbi en lingerireklame for Calvin Klein uden for Magasin. Modellen, Myla Dalbesio, var en størrelse 40, og jeg blev inspireret til at prøve noget nyt. Jeg fandt ud af, at Myla var repræsenteret af et bureau i New York, og min danske agent hjalp mig med at få kontakt til dem derovre. Sommeren efter lavede jeg selv en Calvin Klein-reklame.”

Hvordan er det pludselig at repræsentere typen plus size?

“Jeg har fået beskeder fra yngre piger, der skriver at de synes, at jeg er et godt forbillede. Det varmer mig om hjertet. Men jeg er jo i virkeligheden en ret almindelig kvindestørrelse og ville ønske, at der i højre grad kunne bygges bro mellem modebranchens små størrelser versus plus size. Hvor er størrelserne midtimellem? For mig personligt betyder det ikke noget at blive kaldt plus size, men for folk uden for branchen kan det virke besynderligt, og det forstår jeg godt. Sidste år gav jeg for eksempel et interview til DR, der skabte ramaskrig på Facebook, fordi jeg blev omtalt som plus size. Det ville være så dejligt, hvis vi kunne holde op med at proppe folk i kasser, hvad end det er ud fra størrelse, race eller køn.”

LÆS OGSÅ: Danske modeller: 9 kvinder du skal holde øje med i 2017

Hvordan træner du i dag?

“I mange år red jeg dressur og rejste Norden rundt til stævner. I dag ror jeg og går enormt meget, uanset hvor jeg er. Det vigtigste for mig er, at jeg dyrker motion, jeg synes er sjovt. Om det så er en social omgang squash eller badminton med vennerne eller lange gåture. Ellers bliver det sur pligt.”

Hvad er dit bedste sundhedstip?

“Jeg har brug for min søvn, især når jeg rejser, og kroppen bliver helt rundtosset af jetlag. Derudover forsøger jeg at spise rene råvarer og køber så økologisk, som jeg nu kan i New York. Hvis jeg spiser sukker, ser mit ansigt ud som om, jeg er blevet stukket af 10 bier dagen efter, så det holder jeg mig fra.”