Skiferie
SPONSORERET indhold

Kom med på offpiste-eventyr

Tag med FIT LIVINGs redaktionschef og inkarneret snowboardentusiast, Camilla Natascha Nivaro, på offpiste-eventyr til Zell am See og få hendes bedste tips til området.

Af:: Camilla Natascha Nivaro Foto: Getty Images, Zell am See-Kaprun Tourismus GMBH og Camilla Natascha Nivaro
27. dec. 2017 | Sundhed | Fit living

Halvanden time med fly fra København og cirka samme tid i bil fra Salzburg, og så er du fremme i Østrigs snart største skiområde, Zell am See-Kaprun. Et pudderparadis af karat. Denne tur skuffer heldigvis ikke på pudderfronten. På de knap fire dage, som offpisteeventyret varer, oplever jeres udsendte, tidligere snowboardbums i Val d’Isère og inkarneret snowboarder, dog offpiste-novice, nogle fuldstændig uforglemmelige løb i sne op til knæene i uberørt, funklende og ikke mindst lettilgængeligt terræn.

Og det er netop, hvad Zell am See kan. Give dig fantastiske offpiste-oplevelser uden det store besvær. Du skal ikke bruge en time på at hike dig, storsvedende og prustende, frem til det perfekte spor, som du så nærmest ikke har energi til at køre, i hvert fald ikke i god stil.

HUSK gogles Zell am See Østrig

TIP: Husk gogles til offpistedage. Men drop spejlglasset, hvis det er gråvejr, og gå i stedet efter gult eller rødt glas. 

Safety first

Liftsystemet er gennemtænkt og snyder dig ikke for offpisteløb. Med kyndig vejledning fra en af områdets professionelle guider, i dette tilfælde 34-årige Helmut Schneider, der er opvokset i Zell am See, kommer du let frem til fantastiske spor og oplevelser. Og en guide er et must! For selv om offpisten i Zell am See er let at finde hen til, og mulighederne er mange, er der, som altid, en risiko forbundet ved at bevæge sig uden for pisterne. Særligt i et område, der også huser gletsjere (og dermed gletsjerspalter), som imponerende Kitzsteinhorn. Men bevæger du dig uden for din comfort zone – og pisterne – med guide og lavineudstyr er der magiske oplevelser i vente. At køre offpiste kan bedst sammenlignes med at surfe en god, lang bølge. Det kræver, at du slapper af i kroppen, ikke er bange for farten og giver dig hen til oplevelsen og naturen. Lykkedes du med det, kan du se frem til at få centrifugeret tankevirksomheden og vinke farvel til hverdagens stress og bekymringer.

Resultat: Et rent, let og lykkeligt sind og en saglig, brugt krop.

Fristet? Her kommer vores bedste tips til Zell am See.

Kitzsteinhorn Zell am See Østrig

En nydelig udsigt fra Kitzsteinhorn.

Bo på …

… det lille idylliske, familiedrevne hotel Blaickner’s Sonnalm oppe i terrænet, og få den ultimative bjergstemning. Herfra kan du være den allerførste på pisten og nyde nyfaldne pudderpassager, før resten af Zell am See vågner. Hotellet har kun 11 værelser, så book i god tid. Et dobbeltværelse fås for cirka 800 kroner per nat.

Er du til lidt mere luksus og liv, så tjek in på det mondæne Grand Hotel, der ligger centralt placeret i Zell am See by med den smukkeste udsigt til søen, som byen er opkaldt efter. Her koster et dobbeltværelse fra 800 kroner per nat.

Blaickner’s Sonnalm, Schmitten 25. Hotelsonnalm.at

Grand Hotel, Esplanade 4-6. Grandhotel-zellamsee.at/

Det idylliske bjerghotel Blaickner’s Sonnalm, der ligger oppe i terrænet.

Grand Hotel Zell am See Østrig

Det smukke Grand Hotel ligger i sceniske omgivelser ud til søen i Zell am See.

Lej skiudstyr …

… hos Intersport Alpincenter Kitzsteinhorn. Her får du en super service og godt udstyr, der hverken er udpint eller håbløst uopdateret. De åbner allerede klokken 08.15, så du kan nå at få udstyret på plads, inden lifterne begynder at køre.

Intersport Bründl, Gletschershop Kitzsteinhorn. Intersportrent.at

LÆS OGSÅ: Begynd træningen til skiferien nu og undgå skader

Bedste lift …

… i området er designet af Porsches bestyrelsesformand, Wolfgang Porsche, søn af Ferdinand Porsche. Han bor i Zell am See, og til ære for området har han skabt måske verdens smukkeste gondol. Den bliver du nødt til at tage en tur i, når du alligevel er i Zell am See.

Gondol Wolfgang Porsche Zell am See Østrig

Verdens måske mest stilede gondol designet af selveste Wolfgang Porsche, der bor i Zell am See.

Offpiste-løb Zell am See Østrig

Fra gondolen kan du nyde dine offpiste-løb.

Læs på lektien hvis du begiver dig ud i offpisten.

Husk at læse på lektien, hvis du begiver dig ud i offpisten.

Den bedste brunch …

… får du til Ski ‘n’ Brunch på Schmittenhöhe. Her tager du, som det første hold, allerede klokken syv om morgenen, Porche-gondolen op. Herfra kan du, udover det smukke design, nyde et imponerende panorama-vue i 3.000 meters højde. Fra toppen kan du begive dig ud på en guidet tur på over 77 kilometer fuldstændig uberørte pister. Er der faldet sne over natten, kan du være heldig, ligesom undertegnede, at stå i puddersne op til knæene – den vildeste oplevelse! Efter anstrengelserne byder udflugten på en lækker, traditionel brunch oppe i terrænet på Blaickner’s Sonnalm.

Ski ‘n’ Brunch, 340 kroner. Schmitten.at

Ski n' Brunch Schmittenhöhe Zell am See Østrig

Til Ski ’n’ Brunch på Schmittenhöhe får du de første løb helt for dig selv fra klokken syv om morgenen.

Spis frokost …

… på toppen af Kitzsteinhorn, en smuk gletsjer, der sammen med Schmittenhöhe og Maiskogel danner området Europa Sport Region. I 3.029 meters højde ligger Salzburgs højeste restaurant, Gipfel Restaurant, hvor du kan forkæle smagsløgene med østrigske hofretter som wienerschnitzel, karrywürst og apfelstrudel, mens du nyder den smukke udsigt. Bonus: Du kan tage en lift hele vejen derop, så det burde ikke være svært at finde vej til toppen.

Gipfel Restaurant, Summit Station. Kitzsteinhorn.at

Bliv klogere på området …

… ved at besøge Gipfelwelt 3000, en nationalpark inde i bjerget. Her finder du seks interessante stop i bjerget, der gør dig klogere på vidt forskellige aspekter af det sneklædte landskab. Turen gennem bjerget munder ud i adgang til en spektakulær platform med fuldstændig uspoleret panoramaudsigt. Gipfelwelt 3000. Kitzsteinhorn.at

En anderledes oplevelse …

… får du til jodlekursus hos Tom Reitsamer på Eder Hütte. Her lærer du særlige åndedrætsteknikker, bliver klogere på historien bag at jodle og prøver selv kræfter med kunsten at jodle. Til sidst bliver den bedste jodler på kurset kåret. Er det mon dig?

Jodlekursus, Schmitten.at

Snup en drink på …

… Ice Camp en unik bar i 2.600 meters højde. Baren består af tre store igloer, der hver især er smukt indrettet med isskulpturer og en imponerende bar af is. Må vi foreslå en vodka on the rocks?

Ice Camp, Kitzsteinhorn. Icecamp.at

Forkæl dig selv …

… med en eftermiddag på Tauern Spa, der har et 20.000 kvadratmeter stort indendørs- og udendørsspaområde, 17 forskellige pooloplevelser og en spændende spa-menu.

Tauern Spa, Tauern Spa Platz 1, Kaprun. Tauernspakaprun.com

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du står på ski

Løb en tur …

… rundt om Zeller See, den smukke sø for foden af bjerget. En scenisk tur på godt 11 kilometer. Ruten er oplyst om aftenen, så du kan sagtens toppe en aktiv dag med en løbetur.

Gå ikke glip af …

… en guidet offpistetur. Så undgår du at skulle bruge al din energi på at hike rundt for at finde den perfekte linje samt lærer at bruge lavineudstyr og sikre dig bedst muligt mod lavinefare. Prisen er cirka 950 kroner for to personer i to timer.

Alpin Skischule Kaprun. Skischule-kaprun.co eller Outdo Zell am See. Zellamsee-skischule.at

Husk …

… altid lavinebipper og rygsæk med skovl og andet nødvendigt lavineudstyr, når du tager ud på en offpiste-tur. Det koster knap 200 kroner, der er godt givet ud, hvis ulykken er ude.

Lavinebipper Zell am See Østrig

Safety first! På med lavinebipperen, og så derud af.

Aftenski …

… er muligt på Maiskogel hver onsdag. Så har du ikke fået nok udfordring i løbet af dagen, kan du krydre din aften med lidt ekstra skiløb.

Spis middag …

… på Zum Hirschen i centrum af Zell am See. Det er ikke en superimponerende eller flashy restaurant, men et hyggeligt, autentisk sted med alle de østrigske klassikere på både madog vinkortet.

Zum Hirschen. Hotel-zum-hirschen.at

Prøv lykken …

… på byens nye Casino, der ligger på Grand Hotel.

Casino Zell am See, Esplanade 4-6. Grandhotel-zellamsee.at

Flyv …

… Til Salzburg, og tag derfra videre til Zell am See. Det tager cirka halvanden time. Direkte flybilletter fås fra cirka 800 kroner tur/retur, hvis du er ude i god tid.

LÆS OGSÅ: Skiferie i Frankrig: Val d'Isère passer til alle

Anbefalet til dig