Sofia Manning: “Det er vigtigt at turde tage chancer i livet …”
SPONSORERET indhold

Sofia Manning: “Det er vigtigt at turde tage chancer i livet …”

... for det holder mig vågen, sund og energifyldt.” Mød den 41-årige coach og forfatter, som har fokus på nærvær.

Af: Susanne Knutzen
17. aug. 2016 | Sundhed | Fit living

Hvad betyder sundhed for dig?
“I mine unge år fyldte sundhed alt for meget, hvor jeg var utilfreds med min krop. I dag fokuserer jeg på at nyde det sunde, jeg gør. Hvis jeg løber en tur, tjekker jeg, hvorfor jeg gør det − er det ud fra et selvkritisk synspunkt eller for at nyde det − det er for dumt at gå i smuk natur og kun tænke på, at mine lår skal være mindre.”

Hvilken form for motion dyrker du?
“Jeg går i en time fire gange om ugen, hvor jeg har en elastik med, så jeg kan styrketræne mine arme og ben, mens jeg går. Jeg har fået lavet et program på 20 minutter af Michelle Kristensen, og jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo vigtigere er det at få trænet mine muskler.”

Hvad giver det dig at dyrke motion?
“Det giver mig overskud, og får jeg det ikke gjort, sætter det sig på humøret, fordi mit energiniveau daler. Mit job er meget koncentreret om det mentale, hvor jeg enten skriver eller underviser, og derfor er det skønt at få bevæget hylstret.”

SE OGSÅ: Helsemathilde: "Mit liv er både smukt, grimt, sjovt og svært"

Hvordan finder du tid til ­motion?
“Det vil jeg aldrig finde, så det må jeg tage mig tid til. Når jeg afleverer børnene i skole, går jeg ofte min tur lige derefter, for så er det gjort. Vi danser også tit en eftermiddag i ulvetimen, hvor det bliver lidt impulsivt, at jeg sætter musik på.”

Hvordan slapper du allerbedst af?
“Med en bog i solen. Det må meget gerne være skønlitteratur, som giver mig mulighed for at forsvinde væk i et univers.”

Hvad er dit bedste sundhedstip?
“Sørg for at kysse din kæreste ofte og at være til stede i dine relationer. Tag nogle chancer i livet. Det kan være at holde tale, prøve et nyt kursus eller at tage ungerne ud af skole i tre måneder og rejse ud. Det holder mig vågen, sund og energifyldt at turde tage chancer.”

Hvor elsker du at rejse hen?
“Jeg har boet i Californien i seks år, og jeg elsker at tage tilbage. San Francisco er fyldt med drømme, kultur, intellekt og natur samlet i én by. Her kan du hike i naturen om morgenen og sidde og drømme på en café om eftermiddagen.”

SE OGSÅ: Ditte Ingemann: "Svedige spinningtimer booster mig med energi"

Tænker du over, hvad du spiser?
“Jeg har normaliseret mit forhold til mad, hvor jeg bruger min sunde fornuft. Som familie spiser vi ret sundt, vi foretrækker økologi og at lave maden selv. Jeg tænker over kvantitet, men tillader det hele, for nydelse er vigtigt.”

Hvad elsker du at spise?
“Jeg elsker bøffer med grøn og sprød salat og en dejlig sauce til − det kan man servere for mig til hver en tid.”

Hvad får dig til at føle dig glad?
“At leve mine drømme ud. Det kan godt være, at det ikke er alle drømme, der bliver gennemført, men at være vågen i livet og ikke falde i søvn er vigtigt for mig.”

Hvornår føler du dig allersmukkest?
“Når min kæreste kigger på mig med et helt bestemt blik, føler jeg mig lækker og dejlig.”

Hvad går du aldrig på kompromis med?
“Jeg går aldrig på kur − det gør mig intet godt.”

En dårlig vane, du gerne vil ­ændre?
“Jeg drikker for meget kaffe. Jeg elsker det, men det er blevet en vane, hvor jeg også drikker kaffen, selv om den smager dårligt. Jeg kan bare ikke nøjes med to virkelig gode kopper om dagen.”

SE OGSÅ: Mette Lindberg: "Jeg er en stor livsnyder"

Hvis døgnet havde 25 timer, hvad ville du så bruge den sidste time på?
“Jeg har to små børn, kæreste og firma, som jeg bruger alle mine vågne timer på, så hvis jeg havde en ekstra time, ville jeg bruge den på at efteruddanne mig. Jeg kan lide at få andre vinkler på tingene, for det holder mig i gang mentalt.”

Dit livs største ­udfordring?
“Fra jeg var 17 til 27 år, havde jeg et meget komplekst forhold til min krop, hvor jeg mente, at jeg enten var for tyk eller for tynd. Jeg var aldrig tilfreds. Det var ikke det nemmeste årti med konstante kure, fordi jeg følte, at jeg skulle være anderledes. Det vendte først, da jeg begyndte at arbejde på at få det bedre.”

Har du en favoritkogebog?
“Jeg fik Frøken Jensens kogebog af min farmor, og den har reddet mig mange gange med helt basale ting.”

Lige nu læser jeg
“Jeg har indgået et samarbejde med Maria Steenberger om en madmentoruddannelse, så jeg er i gang med hendes bøger − det er inspirerende sjovt at få hendes syn på sundhed.”

I mit køleskab er der altid …
“Gedeost, tomater, kold rødvin og æg – med det kan man altid lave noget godt.”

I mit køkken finder man aldrig …
“Sodavand, Nescafé og forarbejdede produkter.” 

SE OGSÅ: Klar, parat, LØB med Michelle Kristensen


SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du griner?

SE OGSÅ: Gå dig sund stærk og slank