solbadning, hudkræft
SPONSORERET indhold

Det vidste du ikke: Solbadning gør dig afhængig

Ny undersøgelse peger på, at solens UV-stråler får dig til at hungre efter mere.

Af:: Simone Brandt Hald
11. jul. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

Du kender det garanteret. Det er forår, og de første spæde solstråler rammer jordens overflade. Du farer ud for at få årets første dosis sol i ansigtet. Men hvad du måske ikke ved er, at der er en årsag til din trang til at komme ud i solens skær.

Solbadning er nemlig afhængighedsskabende. Som en junkie på udkig efter sit næste fix, er vi på samme måde på udkig efter vores næste sol-fix. Det peger en ny undersøgelse fra Massachusetts General Hospital udgivet i lægetidsskriftet Cell på, skriver Videnskab.dk.

Forskerne har på baggrund af forsøg med levende mus fundet ud af, at når musene blev udsat for kronisk UV-stråling, så fremkaldte de et stigende niveau af såkaldte betaendorfiner. Betaendorfiner stimulerer belønningscenteret og giver dig en følelse af eufori.

- Det giver en potentiel forklaring på den ”sol-søgende” adfærd, der kan ligge til grund for den vedvarende stigning i de fleste former for hudkræft, siger en af forskerne bag undersøgelsen, David E. Fisher, til Genetic Engineering and Biotechnology News.

Solbadningskulturen skal ændres
Ifølge Brian Køster, ph.d. studerende og tilknyttet Kræftens Bekæmpelses solkampagne, skal man dog tage undersøgelsen med et gran salt.

- Det kan være en indikation på, at det også er sådan hos os mennesker, men man skal passe på med ikke at overfortolke, for der er stadig et stykke vej fra mus til mennesker.

Ikke desto mindre mener Brian Køster, at undersøgelsen kan være nyttig i forhold til at målrette fremtidig forebyggelse af fx hudkræft, der er en typisk konsekvens af ikke at have taget de fornødne forholdsregler, når man opholder sig i solen.

- Undersøgelsen kan sige noget om, hvor vi skal sætte ind henne. Det er hele kulturen omkring solbadning, der skal ændres på. Forældre videregiver deres vaner i solen til deres børn, og derfor skal vi sørge for, at det er nogle sunde vaner, de overdrager, så vi kan få stoppet en uhensigtsmæssig fødekæde. Vi ved, at unge teenagere er i en alder, hvor de ikke oplever risikoen på egen krop på samme måde, som man gør senere hen i livet. De har svært ved at forholde sig til langtidskonsekvenserne ved overdreven solbadning, siger han til ALTfordamerne.dk

En anden nylig undersøgelse har vist, at hver syvende nye tilfælde af modermærkekræft rammer unge under 40 år. Og netop modermærkekræft er den farligste form for hudkræft. I timerne mellem 12 og 15, hvor den højintensive stråling er på sit højeste, skal man derfor holde sig i skyggen, forklarer Brian Køster.

Men betyder det så, at vi helt skal undgå solens skadelige stråler?

- Man behøver ikke helt undgå at opholde sig i solen. Det er sundt at komme ud og få noget frisk luft og røre sig. Man skal bare sørge for at undgå solen, når den er stærkest mellem 12 og 15 og så huske at solbeskytte sig med skygge, hat og solcreme, der hvor tøjet ikke dækker, råder forskeren.