Skvalderkål har vi haft her i Norden i årtusinder. Mange tror, at skvalderkålen kom hertil med munkevæsenet, men faktisk har arkæologiske fund afsløret, at skvalderkål blev dyrket i Sverige allerede i den tidlige jernalder. Senere, da munkene kom til, dyrkede de skvalderkål både som lægeurt og grøntsag. Op igennem hele oldtiden og middelalderen spiste man skvalderkål, som vi andre spiser spinat. I folkemedicinen blev skvalderkål brugt som et virksomt middel imod gigt, både imod slidgigt og den urinsure gigt. Man spiste blade eller stængler eller kogte blade og rødder og brugte dem til at lave varme omslag til de ømme, gigtplagede led.
LÆS OGSÅ: Skvalderkålstærte
Her i nutiden har en undersøgelse på dyr vist, at skvalderkål har en positiv virkning på diabetes. Forskerne delte dyrene op i forskellige grupper, hvor nogle dyr ikke fik nogen behandling, og således var kontrolgruppen, andre dyr fik almindelig diabetesmedicin, og andre dyr igen fik en urtetinktur lavet af skvalderkål sammen med almindelig diabetesmedicin. Det viste sig, at skvalderkålen øger effekten af diabetesmedicinen, så medicinen virker bedre på blodsukker og insulin og giver lavere kolesterol og mindre fedt i blodet. Skvalderkål kan formentlig gøre, at man som diabetespatient kan nøjes med at tage mindre medicin.
LÆS OGSÅ: Kyllingetærte med skvalderkål
Især om foråret kan man spise skvalderkål, for mange synes, den smager bedre, før den har været i blomst. Unge skud smager godt i f.eks. salater eller som urter i sammenkogte retter, ovnretter eller stuvninger. Efter planten er begyndt at blomstre, smager den stærkere og mere bittert og kan have en lettere afførende virkning, men kan stadig spises.