Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

ben og balle træning
Foto: Anne Mette Futtrup

ben og balle træning

Stærke lår og mental massage i Italien

Supereffektiv træning af ben og baller, luft til tankerne og det smukkeste landskab, du har set. Lyder det som en tiltrækkende kombination, så er du måske den næste, der skal af sted på aktiv ferie og vandre i Dolomitterne. Se, hvordan det gik journalist Anne Mette Futtrup, da hun besteg bjergkæden i de norditalienske Alper.

Da jeg spørger guiden, hvor mange kilometer der er op til passet mellem to bjergtinder, løfter han forundret øjenbrynene og kigger spørgende på mig.
– Det tager vel omkring fire timer at nå frem, svarer han.
– Jamen, hvor langt går vi på de fire timer? forsøger jeg igen – ivrig efter at komme af sted og utålmodig efter at tilbagelægge nogle effektive kilometer.
– Små 400 højdemeter opad i alt – over passet deroppe i næsten 2.600 meters højde og omtrent det samme ned, lyder hans svar.

Bjergmennesker tæller ikke længdekilometer. De tæller højdemeter og timer. Jeg ved det egentlig godt. Andre bjergmennesker fra andre bjergkæder har sagt det samme. Afstande i de facto-kilometer har ingen relevans her. 1.000 meters hyggelig vandring på en anlagt vej i fladt terræn er helt anderledes afslappende og langt hurtigere end en kilometers direkte opadkravlen på en smal, stenet sti.

Vi er netop begyndt på en todages vandretur i Dolomitterne i Norditalien. En kabelbane har fragtet os det første stykke fra landsbyen Ortisei i dalen Val Gardena op ad bjergsiden til et vidtstrakt plateau i 2.200 meters højde i nationalparken Puez Geisler.

Nu peger guiden Werner langt ud i det fjerne og lige så langt op mellem to af de grå, imposante toppe og forklarer, at det er derop, vi skal. 400 højdemeter og et ukendt antal kilometer.

SE OGSÅ: De bedste rejsetips fra madbloggeren, træneren og coachen

Jeg kan skimte stien på bjergsiden, som vi stiler mod, og som zigzagger hele vejen op mod passet Panascharte i 2.590 meters højde. Jeg tænker ved mig selv, at han må tage fejl. Helt derop? Bjergsiden ser jo ud til at være nærmest lodret!

Opad med sitrende lårmuskler
Vi begynder dog turen på fine afmærkede stier, der indbyder til rask trav. Stierne bugter sig over enorme sætere, hvor køer græsser, og hvor sydtyrolerne i højsæsonen fra sent forår til midt i oktober åbner deres alpehytter for overnattende vandrere.

En kæde af dramatisk takkede tinder i varierende højder kranser dele af horisonten omkring os. Denne formiddag er Dolomitterne grå, men når solen trænger igennem, er de nærmest rosa, og i aftenlyset forandrer de sig til en farve midtimellem.
Her er så højt til loftet og så meget frisk luft til lungerne, at man helt automatisk tager dybe indåndinger, og fødderne lever deres eget liv. Skridt for skridt for skridt er det som massage for sjælen.

Efterhånden som vi nærmer os bjergsiden, viser det sig, at helt lodret er den ikke. Men selv om andre bjergtoppe er væsentligt højere – hele 18 tinder i Dolomitterne rager mere end 3.000 meter op – tyder det på en ret heftig stigning, når man hernedefra lægger hovedet bagover og fæstner blikket på toppen helt langt oppe.

Efter blot et par zigzag op ad stien sygner hyggesnakken blandt vandrerne hen og vidner om, at stigningen er heftig. Hele vejen mod toppen traver vi i slowmotion med høj puls og hyppige pauser. På det sidste stykke er kraftige stålwirer hamret ind i bjergsiden for at hjælpe vandrere som os. Det er rart. Dels er der langt ned, og dels er det godt at lade armkræfterne supplere de efterhånden noget sitrende lårmuskler.

SE OGSÅ: Flotte lår og stramme balder: Sådan gør du


400 højdemeter i ét stræk giver god varme, og de kølige temperaturer, der rammer os i 2.590 meters højde, er som et overraskende og imødekommende skulderklap.

Jeg falder bagover ved synet
Overraskende er også det syn, der møder os på den anden side af bjerget. For mens vi på vejen op har travet i brunt og gråt, klipper, grus og overskyet vejr, er vi nu landet i en Disneydal med meget grønne bølgende bakker overstrøet med små fine alpehytter og græssende køer.

En restaurant, som servicerer skiløberne om vinteren, serverer vin på terrassen til lokale frokostgæster denne lørdag eftermiddag lidt uden for sæsonen. Og da solen i samme øjeblik dukker frem, er forandringen total. Kort efter siver skyerne dog på ny ind over dalen, hvor de samler sig til en grå masse, der skærer toppen af tinderne og farver dalen med en dunklere palet.

Netop store kontraster er karakteristisk for Dolomitterne. Bedst som man tror, man har lært bjergene at kende og ved, hvilken fysisk form det kræver at vandre i dem, ændrer de fuldstændig karakter.

Det oplever vi også næste morgen. Vi har overnattet på alpehotellet Col Raiser i den grønne dal og haft udsigt til de grå tinder. Nu bevæger vi os i morgendisen hen over en langstrakt stenslette uden et træ i syne.

Hurtigt er jeg tilbage i rytmen fra i går. Benene bare går og går – og tre mindfulde travetimer senere når vi frem til turens største stigning. Nu går det opad, virkelig opad. Og den zigzaggende strækning, som i går tvang pulsen op, får baghjul. Igen er der stålwirer, som hjælper de sidste meters kravlen på klipperne op mod toppen og passet Siëles.

SE OGSÅ: Så sundt er det at gå en tur

Udsigten fra toppen over det mægtige bjergområde er skovrigt og grønt og igen en modsætning til den knasende støvede stensti, som vi netop har gået på. Og da vi senere når til turens naturmæssige højdepunkt: Vallungaslugten, er landskabet atter anderledes. Som et andet Grand Canyon falder Vallunga dybt, dybt ned i Dolomitterne, og jeg falder mentalt bagover af benovelse over skønheden og uforudsigeligheden i de enorme klippemassiver.

Arhh, nok alligevel ikke 30 kilometer
Det begynder at svide lidt i lårmusklerne på de stejleste stræk de sidste timer på andendagen. Men da Dolomitterne generelt er et meget varieret vandreområde med en god blanding af lidt vanskelige stenstier og nemme flade veltrådte jordstier, udvikler det sig ikke til den helt voldsomme muskeltræthed.

Vi har faktisk heller ikke gået så mange kilometer, som vi tror, slår guiden fast, da vi når til vejs ende og en dansk rejsemakker tager sin skridttæller op ad lommen. Skridttællerens mange cifre vækker morskab hos guiderne. Vi er ikke i nærheden af de mere end 30 kilometer, som skridttælleren angiver. Men hvor lang turen så er? Ja, det har guiden aldrig målt. Rigtige hikere tæller ikke kilometer.


Klar, parat til Dolomitterne …

NÅR DU SKAL FREM:
Du kan køre til Italien, hvor Dolomitterne er det første bjergområde, du kører ind i. Du kan også flyve til f.eks. Innsbruck eller Salzburg i Østrig eller til Milano eller Venedig i Italien. Returbilletter koster fra små 2.000 kr.

NÅR DU SKAL SOVE:
Vandrer du over flere dage og skal overnatte i højderne, er der både alpehoteller og billigere pensioner at vælge imellem. Vil du have luksus, kan du f.eks. vælge Adler Dolomiti Spa Resort, som har stor spaafdeling og forskellige former for fitness, vandring og cykling, som du også kan deltage i. Se mere på adler-dolomiti.com.

NÅR DU SKAL VANDRE:
Området rummer utallige afmærkede vandrestier. Hotellerne samarbejder med turarrangører og guider og kan hjælpe dig til at finde den vandrerute, der passer til dig. Du kan også vælge at få turistkontorer til at hjælpe dig med at arrangere din tur. Se valgardena.it og val-gardena.net.

SE OGSÅ: Elsker du ferie, hvor pulsen kommer op? fit har testet Danmarks nye sportshotel

HUSK AT PAKKE:
Gode vandrestøvler/sko, som er gået til hjemmefra
Tøj til lune temperaturer i dalene og kulde i højderne
Vandrestave kan være gode at støtte sig til og til at forebygge hævede fingre

5-DAGESKLASSIKEREN
Har du god tid og stærke ben, kan du vælge at gå 5-dagesklassikeren Crown of Val Gardena. Ruten holder sig over 2.000 højdemeter alle dage og strækker sig i bjergmassiverne hele vejen rundt om dalen.

3 tips til Val Gardena
Køb et Val Gardena-kort, som giver fri adgang til alle 12 lifte og kabelbaner idalen. Kortet koster ca. 80 euro for en uge og 60 euro for tre dage.
Gå en tur gennem alle dalens tre landsbyer. En sti løber gennem den 18 kilometer lange dal, hvor dalens jernbane lå i gamle dage.
Spis en frokost på et af spisestederne på sæterne, og bed om et bord ved vinduet. Her er udsigten ekstra formidabel.

SE OGSÅ: Kom med til Bali - et paradis for yogafans

SE OGSÅ: Redaktionens bedste (sunde) rejsetips

Kort om Dolomitterne

Bjergkæden: Dolomitterne er en bjergkæde i de norditalienske Alper. Bjergkæden strækker sig bl.a. gennem flere regioner i Sydtyrol. Oprindeligt blev bjergkæden kaldt De blege bjerge, Monti Pallidi, fordi den kalkart, som bjergene består af, er lysende grå. Men i slutningen af 1700-tallet fik bjergkæden nyt navn, da den franske geolog Deodat de Dolomieu uden stor beskedenhed navngav bjergenes kalkart dolomitkalk efter sig selv. I 2009 kom Dolomitterne på UNESCO’s verdensarvsliste.

Dalen: Val Gardena er en af flere dale i Dolomitterne. Denne 18 kilometer lange dal tiltrækker titusindvis af turister hvert år. Dels på grund af skønheden og de mange muligheder for aktiv ferie, og dels fordi dalen har 300 solskinsdage om året. Her bor 10.000 mennesker i tre små landsbyer, Ortisei, Santa Christina og Selva.
Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide