
En størrelse ned og mere energi på 4 uger? Vi tester MK-kuren
Kan fire uger med fastedage, hård træning og masser af grønt give dig mere energi og en fladere mave? Vi har testet personlig træner Michelle Kristensens kur.
Nul sukker. Nul alkohol. Masser af grønne smoothies og en uendelig omgang træning.
Hvad så med mine vin-dates med veninderne eller onsdagskagen i kantinen?
Jeg er egentlig ikke på jagt efter en slankekur, men er på udkig efter nye, sundere vaner, der kan booste mit velvære, og lod mig derfor overtale, da min sundhedsredaktør tilbød mig at teste Michelle Kristensens kur. Men som jeg bladrede i bogens sider, gik alvoren langsomt op for mig. Litervis af sved og selvdisciplin ville uden tvivl blive trukket fra kontoen de kommende fire uger.
Skidt, tænkte jeg. Det er jo sundt.
Her kan du følge min test af Michelle Kristensens bog ”Mindre mavefedt – mere energi” og læse, hvordan du også kan kæmpe dig til en sundere krop.
LÆS OGSÅ: Har du styr på dine kulhydrater?
LÆS OGSÅ: Michelle Kristensen: 3 geniale øvelser til faste baller
Dag 1-3: Lavt energiniveau
Det må jeg spise: Tre grøntsags-smoothies og en af tre ”nulstillings-supper” om dagen. På den måde kan jeg ifølge Michelle Kristensen få nulstillet min krop, så den vænner sig til den nye livsstil.
Så meget skal jeg træne: Fem gange om ugen. Tre styrketræningsdage og to kredsløbsdage.
Vægttab: 1,5 kilo.
Motivationen er høj, da jeg begynder en onsdag i starten af januar. Jeg laver indkøbsliste og opdager, at jeg ikke ejer kurens mest nødvendige redskab: En blender. Normalt ville jeg fylde indkøbskurven med rugbrød og ost, men en venlig Føtex-medarbejder får guidet mig frem til køkkenmaskinerne, bønnepastaen, vallepulveret og mandelmælken. Jeg er lost - og en smule fattigere, end jeg normalt ville være efter en indkøbstur.
Kurens tre første dage står på smoothies i læssevis, hvilket overraskende nok ikke føles som et problem.
LÆS OGSÅ: Kom i topform på stuegulvet
Jeg har hørt fra andre testere af slankekure, at der kan opstå hovedpine i starten, fordi man skal vænne kroppen af med det forarbejdede sukker, men jeg har det ganske fint alle tre dage. Bevares, det er temmelig kikset at sidde med sin smoothie i kantinen, og jeg er nok også lidt mere søvnig end normalt den første dag. Desuden er det vanskeligt at have to smoothies med i madpakken.
Træningen går også lidt sløvt de første tre dage, hvor min krop holdes i gang af flydende mad. Jeg får kæmpet mig afsted, men bliver svimmel, hvis træningen er for hård.
Tip:
Jeg pakker små fryseposer med smoothiens indhold (minus mandelmælk og vallepulver) og fryser dem ned. På den måde skal jeg ikke stå og bakse med det om morgenen.
Dag 4-7: Jeg har det godt – men er håbløst asocial
Det må jeg spise: En smoothie, en snack, en skål suppe og en af nulstillings-opskrifterne fra bogen om dagen.
Så meget skal jeg træne: Fem gange om ugen. Tre styrketræningsdage og to kredsløbsdage.
Vægttab: 1,5 kilo.
Hurra! Jeg må spise fast føde én gang om dagen resten af den første uge. Der er masser af spændende opskrifter at vælge fra i bogen, og jeg har tabt min kærlighed til en lun kikærtesalat.
Træningen går bedre i takt med, at min krop vænner sig til mindre mad, og jeg har det generelt godt. Følelsen af overskud og velvære har ramt mig hurtigere, end jeg havde regnet med.
LÆS OGSÅ: Michelle Kristensen: Tab dig på fire uger
Jeg må dog indse, at det kræver en del planlægning at være på slankekur. Aftaler med veninder skal arrangeres sent, så jeg kan nå at træne efter arbejde, og skal vi spise ude, skal det være et sted, hvor jeg kan få suppe. Det holder på ingen måde ikke i længden.
En aften ”kommer jeg også til” at drikke en øl. Jeg kunne ganske enkelt ikke overskue at være personen, der sagde ”nej tak, jeg er lige på kur”, da min veninde tilbød en snak over en øl. Og det er egentlig et gennemgående tema gennem hele kuren: Den fungerer, jeg er glad, har allerede fået mere energi og føler, at min krop har det rart. Men det er utroligt svært at være social og spontan, ligesom aftaler med mine veninder altid skal ske på mine præmisser. Og sådan vil jeg helst ikke have det.
Uge 2: Jeg har fastet!
Det må jeg spise: Jeg skal spise tre gange om dagen med opskrifter fra bogen. Når jeg skal træne, spiser jeg en snack inden. Én gang om ugen skal jeg faste, så min krop nulstilles, og jeg stopper med at spise med følelserne. Du kan læse mere om faste her.
Så meget skal jeg træne: Fem gange om ugen. Tre styrketræningsdage og to kredsløbsdage.
Vægttab: 1,5 kilo.
Træningen går fint, og madplanen er kun blevet lettere at følge. Jeg må nu spise ”rigtig” mad, men holder mig alligevel til smoothies om morgenen.
For første gang nogensinde skal jeg faste i 24 timer. Jeg er nervøs for, hvordan det kommer til at gå, og jeg vælger at planlægge fasten til weekenden, så jeg ikke går kold på arbejdet. Lørdag spiser jeg en god frokost og kommer nemt igennem fastens første timer. Overraskende nok er jeg ikke ved at falde om af sult.
LÆS OGSÅ: En kur der dur: Vi har testet de mest populære
Søndag morgen er dog vanskeligere, og da jeg igen må spise, kan jeg næsten ikke holde koncentrationen af sult. De sidste timer er hårde – formentlig mest psykisk.
Til gengæld kan jeg ikke passe de bukser, jeg er hoppet i.
Tip:
For mig fungerer det bedst at faste fra frokost til frokost. På den måde kommer søvnen midt i fasten, og det gør, at tiden føles kortere. Det er dog smag og behag, og jeg synes, at du skal gøre, som du føler det bedst.
Hvis du har børn, anbefaler Michelle Kristensen dog, at du faster fra aften til aften, så de ikke opdager det. Børn skal nemlig ikke faste.
Uge 3: Propfyldt med overskud
Det må jeg spise: Jeg skal spise tre gange om dagen med opskrifter fra bogen. Når jeg skal træne, spiser jeg en snack inden. Én gang om ugen skal jeg faste, så min krop nulstilles, og jeg stopper med at spise med følelserne. Du kan læse mere om faste her.
Så meget skal jeg træne: Fem gange om ugen. Tre styrketræningsdage og to kredsløbsdage.
Vægttab: 0,5 kilo.
Jeg er propfyldt med energi og overskud. Jeg har det rart i maven, og jeg føler mig tilpas.
Jeg træner også som en sindssyg, selvom det kræver en del prioritering og utroligt mange bade.
Når jeg spinner, sveder jeg mere, og jeg er blevet stærkere.
Min hverdag handler stadig lidt for meget om krost og træning, og jeg har svært ved at passe mit "normale" liv, der drunker i mad-prep. Om fredagen er jeg til en fest med nogle venner. Normalt ville jeg have drukket fadøl til langt ud på natten, men jeg nøjes med vand, et (alt for) lille glas øl og går hjem ved midnat. Kedeligt.
Vægten er lidt genstridig denne uge, og jeg har kun tabt mig et halvt kilo. Til gengæld har jeg det enormt rart i kroppen, hvilket jo også er hovedformålet med projektet. Torsdag – lige over to uger efter start – køber jeg nye bukser i en størrelse mindre, end jeg plejer.
Tip:
Jeg går til spinning i stedet for at løbe. Til gengæld træner jeg en hel time i stedet for en halv time, som der ellers står i bogen. Jeg tror på, at træning skal være sjovt for at holde ved, og derfor har jeg valgt den motionsform, jeg holder mest af, selvom Michelle Kristensen anbefaler løb.
Uge 4: Syg og sølle
Det må jeg spise: Jeg skal spise tre gange om dagen med opskrifter fra bogen. Når jeg skal træne, spiser jeg en snack inden. Én gang om ugen skal jeg faste, så min krop nulstilles, og jeg stopper med at spise med følelserne. Du kan læse mere om faste her.
Så meget skal jeg træne: Fem gange om ugen. Tre styrketræningsdage og to kredsløbsdage.
Vægttab: Noget siger mig, at jeg har taget på.
En slem influenza har indtaget min krop. Jeg havde planer om at give den sidste uge alt, hvad den kunne bære, men i stedet kan jeg ikke engang løfte min arm.
LÆS OGSÅ: 5 tips: Sådan spiser du maven væk
Det betyder, at jeg helt må droppe kuren.
Hvordan gik det?
Kuren er ovre – godt nok lidt tidligere end planlagt – og jeg har tabt mig fem kilo.
Allerede i starten af tredje uge var jeg gået en tøjstørrelse ned, og mit energiniveau var tårnhøjt. Jeg har været gladere og haft langt mere overskud, end jeg plejer. Det er uden tvivl en fantastisk gevinst og nøjagtigt, hvad jeg ledte efter.
Omvendt må jeg erkende, at det er tæt på umuligt at være social, når man er på kur. Det skal planlægges langt mere og samtidig være på mine præmisser. Hertil kommer træning hver dag, som gør al andet planlægning næsten umulig. Det alene gør, at jeg har svært ved at se det hele som en langsigtet løsning.
Langt de fleste af Michelle Kristensens opskrifter er dog utroligt lækre og nemme at gå til, og den del af kuren kommer jeg helt sikkert til at gøre mere brug af.
I hvert fald det meste af tiden. Livet skal også nydes.
Artiklen er først udgivet i januar 2018, men er genudgivet efter aftale med testpersonen Amalie i januar 2020.