Balance + 5 øvelser
SPONSORERET indhold

Test dig selv: Kan du holde balancen?

Kan du stå på et ben uden at falde? Og kan du stadig holde balancen, hvis du lukker øjnene? En god balance betyder, at du kan reagere hurtigt og undgå fald, og derfor er det vigtigt, at du holder den ved lige.

Af:: Pernille Lewinsky Kofoed og Susanne Knutzen Foto: Getty
25. okt. 2017 | Sundhed | Hendes Verden

En god balance er sjældent noget, vi tænker over, men hvis du af en eller anden grund mister balancen, vil du bemærke det med det samme. Balance handler ikke kun om at kunne gå på lige linje eller hænge med hovedet nedad uden at blive svimmel. Helt basalt handler en god balance om, at din krop ved, hvor den befinder sig i rummet, om den er i ro eller bevægelse, og hvor den er på vej hen.

Dine følelser påvirker balancen

Det er vigtigt med en god balance, fordi det gør dig mere sikker på benene og dermed mere mobil i hverdagen. Det kræver f.eks. god balance at rejse sig fra en stol, gå op og ned ad trapper eller kigge sig over skulderen. Små bevægelser, som vi ikke tænker over i hverdagen. Din balanceevne er ikke statisk, og derfor kan du sagtens opleve, at balancen kan variere fra morgen til aften, ligesom den kan påvirkes af dine følelser. Er du f.eks. nervøs, påvirker det din balance.

Træn, mens du børster tænder

Desuden bliver din evne til at balancere dårligere, jo ældre du bliver, og særligt mange kvinder oplever, at deres balanceevne pludseligt ikke er så god længere. Ligesom du træner kroppen, er det derfor også vigtigt at træne balancen, og du kan i høj grad holde din balance ved lige ved at udfordre den i det daglige f.eks. ved at stå op, når du tager strømper på og stå på et ben, når du børster tænder eller vasker op. Det er ligegyldigt hvornår og i hvilken sammenhæng, du laver balancetræning. Det vigtigste er, at du får det gjort. Og blot to minutters daglig træning gør en forskel.