Thomas Rode Andersen: "Jeg er blevet en meget bedre mand"

Thomas Rode Andersen: "Jeg er blevet en meget bedre mand"

Thomas Rode Andersen elsker at træne − og spise. Hvorfor? Fordi de to ting har vendt hans liv på hovedet. Gjort ham til den mand, han gerne vil være. Og givet ham den kvinde, han elsker.

− Du virker meget...
− Syg i roen, du må gerne sige det…
− Ærlig, var egentlig det, jeg ville sige, men okay…
− Nåeh ja. Jo. Det er også mit problem indimellem. Ting bliver ekstremt komplicerede nogle gange, fordi jeg ikke bare tier stille. Det er det, andre mennesker gør: „Vi lader bare være med at snakke om det”. Det gør jeg ikke. Hvis man har skidt i bukserne, så kan man lige så godt sige det, som det er.

Thomas Rode Andersen! Hvad skal man stille op med ham? Han passer ikke ind i nogen stereotyper. Han er på én gang helt ucensureret − og virkelig sød. Viser ivrigt, hvad redskabsskuret rummer af kettlebells og crossfitgear. Og hvordan det nye snedkerkøkken i sommerhuset i Nordsjælland bare spiller. Begge dele tegner sider af ham: stjernekok og køkkenchef på Michelinrestauranten Kong Hans Kælder. Og en mand med en mission.

Han har på sin egen krop oplevet, hvordan kost og træning kan skabe et mentalt og fysisk overskud, som fuldstændig forandrer livet. Og det budskab skal ud. Til alle, der gider høre på ham. Og det kommer det. Hans seneste bog „Stenalderkost” udkom i efteråret og solgte 45.000 eksemplarer i løbet af de første fire måneder. Ligesom han har lavet 230 afsnit af programmet „4-stjerners middag” på kanal 5. Og hans facebook-side har 1.200 på venteliste, der også vil være hans ven.

Thomas Rode Andersen har et vindue lige nu. Og han bruger det. Kræver det, at han smider kokkeskjorten og blotter en tatoveret overkrop for at få taletid, så er svaret: „Ja tak, så gerne!”
− Mange af mine kokke-kolleger tænker: „Nej, nu viser han sgu patter igen”. Eller: „Nej for helvede, nu er han der med det der stenalderkost igen, det er åndssvagt, vi skal bare lave det bedste mad i verden”. Men jeg ved, at jeg kan inspirere andre med min rejse, som har været så euforiserende. Og så er det bare virkelig svært at lade være. Selv om jeg også er bange for at trætte folk.

Vi skal gå ud til kanten og mærke os selv
Måske er 44-årige Thomas Rode Andersen mest af alt en mand, som har fundet sin helt egen måde at være dét på. Og lad os bare tage hans skudsmål af den moderne mand med det samme:
− En gople, der ligger på standby i sofaen fra fredag aften til mandag morgen, hvor han igen skal ud og være skaffedyr. Han skal ikke beskytte nogen, skaffe mad eller ly. Hans basale funktion − dét, en mand skal, det skal han ikke mere. Men sådan kan man jo ikke bevare sin sunde fornuft. At være komfortabel er ikke det samme som at være lykkelig. Og der er en grund til, at en bog om brændehugning har solgt 100.000 eksemplarer i Norge. Vi mangler den kant, hvor vi kan mærke os selv − og det, der er omkring os.

Thomas Rode Andersen opsøger den kant. Jagter den måske endda. Overvejer indimellem også, om år med bonryk og adrenalinrusch aften efter aften har givet ham en arbejdsskade, så han simpelthen skal have peaks. Men i hvert fald: En mørk vinteraften efter midnat kan du snildt finde ham under havoverfladen med en lygte og en harpun. Og rigtig god træning er tit lig med at svømme fire kilometer i våddragt fra Hornbæk til Ålsgårde langs kysten af Nordsjælland. I halvanden til to meter høje bølger. Og lige tømme vand ud og så løbe tilbage. Gennem sne og is på stranden.

− Helt ærligt… hvorfor?
− Fordi jeg så er nødt til at forholde mig til nogle ting, som ikke er særlig fede. Jeg svømmer ikke så godt, og jeg skal hele tiden holde øje med min makker, som pludselig kan være to meter over mig, for så høje er bølgerne nogle gange. Det er ikke bekvemt, det er faktisk slet ikke rart. Men jeg skal tage stilling − vil jeg, er det nu smart, er det det værd? Det tror jeg, at vi har brug for − at opsøge de sider af livet, hvor vi ikke er pakket ind i vat, og hvor vi udfordrer os selv. Forholder os! Børn har også brug for at forholde sig til, om de kan smage spidskommen eller paprika i stedet for få serveret skånekost − som kødsovs med noget sløjt oksekød og trefarvede pastaskruer − tre gange om ugen.

Læs videre på de næste sider

Thilde er ikke som nogen anden kvinde
Det var mødet med Thilde Maarbjerg, som er 14 år yngre end ham, der kickstartede Thomas Rode Andersens transformation tilbage i 2007. Hun var dengang tjenerelev og 24 år. Han var køkkenchef, direktør, 38 år − og ved at afslutte sit ægteskab med Hanne, som han har børnene Chili og Frej på 12 og 10 år sammen med. Og han var selv en af goplerne. Lå godt nok ikke foran fjerneren under slumretæppet − for han stod jo i et køkken. Men han var kropsdoven og fuldstændig inaktiv, ud over hvad det kræver at holde sig på benene ved et komfur cirka 12 timer nonstop seks dage om ugen. Tankede op på tanken med et par poser Matadormix, når han kørte hjemad efter arbejde. Hvis den ikke lige stod på hash og bajere efter fyraften, som han fortæller i den selvbiografiske backstage-bog „I Kongens Klæ’r”.

− Du har drukket igennem?
− Ja, dét må man sige. Jeg nyder stadig et glas vin, men slet ikke som før. I gamle dage kunne jeg ikke overskue, hvis vi ikke skulle være fulde efter arbejde. Det var utænkeligt. Nu kan jeg slet ikke vente med at komme herop i sommerhuset sammen med Thilde lørdag aften, når vi lukker. Og i seng. Så har vi formiddagen til at være voksne sammen i, inden børnene kommer, for der er man jo bare frisk. Det er den synergi, der kommer af den her rejse − det breder sig som ringe i vandet. Thilde Maarbjerg var ikke som andre kvinder. Faktisk er hun nok ikke som nogen anden kvinde, han har mødt. Han var − og er − dybt fascineret og betaget af hende.

− Hvorfor er du så vild med Thilde?
− Der er ikke noget eller nogen, der kan påvirke hende. Jeg elsker hendes integritet. Hun er en sindssyg dygtig sommelier, men hun skilter ikke med det, sådan som mænd gør. Ingen kan trække hende i en anden retning. Slet ikke mig. Jeg ville gerne, at vi trænede sammen, men Thilde har sit eget træningsregime, som hun kører igennem alene.
− Hun kan være ufattelig maskulin − når hun lige laver en straight muscle up og hæver sig op i armene. Og samtidig er hun så fin og feminin, når vi skal ud og spise, og hun kommer i minkpels med håret slået ud og bare har en lille bitte smule makeup på. Hun majer sig aldrig ud. Hun er ligesom en kat − helt sin egen.

Jeg ville være en dårlig hverdags-far
At følge trit med dén pige krævede, at Thomas Rode Andersen strammede op. Bogstavelig talt. I crossfit fandt han en træningsform, som er så varieret og krævende, at han kan blive ved at fylde på og udfordre sig selv. Og med overskuddet, som træningen gav, kom også lysten til at skrue på endnu flere knapper og undersøge, hvad kosten kan. I dag lever han og Thilde efter paleo-principper, som betyder „fra forhistorisk tid”. Stenalderkost, ja − men tilpasset det moderne liv.
− Det er ikke realistisk kun at leve af vilde dyr og planter i dag. Vi undgår tilsætningsstoffer, får rene råvarer, som er så lidt forarbejdede som muligt, masser af fedt og protein og grønsager. Vi spiser ikke brød, kartofler, sukker, mel og stivelse og får så få mælkeprodukter som muligt.

− Hvad spiser du, når du virkelig skal nyde?
− Jeg kan drømme om chokolade. Og skal man synde, så gør det med noget virkelig godt − i stedet for noget ligegyldigt. Også elsker jeg, når vi går og laver mad sammen her i sommerhuset.

Thomas Rode Andersen er også far. På sin egen måde, nemlig mandag og tirsdag, hvor han ikke bor i lejligheden inde midt i København, men holder fri fra Kong Hans Kælder, så han kan være i sommerhuset sammen med Chili og Frej. Hans ekskone bor få hundrede meter derfra
− Jeg ville være en hykler, hvis jeg sagde, at det ikke passede mig godt kun at have børnene to dage om ugen. Og det passer min ekskone godt at have dem i fem dage. Jeg har det virkelig svært med det typiske hverdagsliv og ville blive kvalt i den trummerum, hvor man kommer hjem, henter børn, laver mad, ser tv og går i seng. Jeg tror, at jeg ville være en dårlig every-day-parent. Det er måske et kontroversielt valg og en provokerende udtalelse, men sådan har jeg det.

− Skal Thilde og dig have børn?
− Det tror jeg ikke. Vi taler jævnligt om det. Men jeg havde forholdt mig til det allerede før, vi blev kærester. Jeg vil ikke sige til hende: „Hvis du vil have børn, bliver det ikke med mig”. Det kan man ikke nægte hinanden. Ikke når man er to mennesker, der elsker hinanden. Så er man afstumpet. I min verden.

Jeg kan kun gøre mig umage − jeg kan ikke lade være
Thomas Rode Andersens egen barndom var ikke ligefrem efter normen tilbage i 70’ernes socialdemokratiske udkantsdanmark. Hans forældre blev skilt, da han var tre-fire år gammel. Hans et år yngre lillebror flyttede med moderen til Nyborg, mens han selv boede på en faldefærdig gård ved Møgeltønder sammen med sin far, der var lærer. Han så sin mor en weekend hver måned og kan huske, at han fik det fysisk dårligt, når han skulle væk igen efter to ugers sommerferie hos hende.

− Det var hårdere, end jeg gav udtryk for. Min far var passioneret omkring vores fritidslandbrug, men ikke en stor ørn i husholdningsøkonomi, og han var i perioder presset på den front. Det smittede lidt af på mig, men jeg elskede at være sammen med ham, når vi gik og lavede noget sammen og skulle holde den umulige gård, male eller hugge brænde. Det var bare ikke en barndom, der ligner den, som moderne børn har i dag. Folk griner jo, når jeg siger, at der var is på ruden indvendigt på mit værelse om vinteren. Og at jeg var ti år, da jeg kørte med aviser. En rute på ti kilometer. Syv dage om ugen. Der er fladt og ingen træer ved Møgeltønder, så når det blæser, så blæser det. Men jeg lærte én vigtig ting, som har hjulpet mig masser af gange i livet: At lukke ned og tænke: „Det skal bare gøres…”.

− Hvordan var din far?
− Han var egoistisk på nogle punkter. På en gammeldags måde og så alligevel moderne tænkende og fremsynet. Han var en afholdt og alternativ lærer. Jeg kan ikke rigtig huske, at han nogensinde har rost mig. Men en helt bestemt situation står meget klart: Jeg var seks-syv år gammel og agerede som børn i den alder gør uden at tænke så meget på mine omgivelser. Min far kaldte mig for en egoistisk røvbanan. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det betød, men det har fulgt mig lige siden.
− Hvordan?
− Jamen, fordi jeg har forsøgt ikke at være en egoistisk røvbanan. Det kan godt være, at jeg har været en røvbanan på nogle områder, men jeg har aldrig gjort det for at møve mig frem eller for at gøre det nemmere for mig selv på andres bekostning. Tværtimod er det sindssygt vigtigt for mig at være en del af holdet og altid tage min del af slæbet.

− Jeg har gået til coach for at lære at lade være med at gå med skrald og pudse komfur om aftenen på Kong Hans Kælder. Jeg er jo direktør og køkkenchef og har 1.000 administrative ting, som jeg også skal tage mig af. Og alligevel tænkte jeg klokken tolv om natten: „Nu har vi arbejdet 12 timer, vi har nået det hele, så kan jeg kraftedeme også pudse det komfur og gå ud med skraldet, det tager en halv time, og så er vi færdige”.
Han har lært det nu. Men han aner stadig ikke, hvordan man ikke gør sig umage. Med alt!

− Kan du lade være med at gøre dit allerbedste?
− Nahr… nej. Jeg kan ikke lide ikke at levere. Men jeg kan rigtig godt lide at præstere, det får det bedste frem i mig. Det er altid all in. Også i min relation til andre. Bare at skrive en sms… det er sindssygt, som det kan misforstås, hvis du ikke rammer rigtigt. Hold kæft, hvor har jeg slettet mange sms’er til Thilde...

Mine 5 leveregler

1. Jeg spiser…
… det, som vi fra naturen er konstrueret til at spise. Vi skelner ikke imellem de forskellige måltider, men spiser det samme tre gange om dagen og sørger for, at måltidet består af ca. 40 pct. fedt, 35 pct. protein og 25 pct. kulhydrater – fra kød og planteriget. Mælkeprodukter og korn, også fuldkorn, går vi så vidt muligt uden om.

2. Jeg undgår…
… industrielt fremstillet mad, stivelse, sukker og ødelagte fedtstoffer. Og kvinder, der fnidrer og smalltalker om pseudo-sundhed og skønhed og så tøffer ud og ryger. Man bliver jo ikke smuk af at smide noget i hovedet, få en ny frisure eller nyt tøj. Man bliver smuk af at tænke sig om og gøre tingene rigtigt.

3. Jeg slapper af...
... den er svær. Jeg bilder mig ind, at en løbe- eller svømmetur ikke er rigtig træning, men aktiv restitution. Men jeg slapper af, når jeg hygger mig med mine unger og Thilde i sommerhuset. Når vi bruger tid på at lave god mad og gå en lang tur. Undervandsjagt er også en favorit. Det er guld at ligge i Øresund en vinternat i komplet mørke og stilhed efter en meget lang og aktiv dag.

4. Jeg bliver glad, når…
… folk gør sig umage, det elsker jeg. Og jeg bliver enormt glad, når folk sætter pris på, at jeg gør mig umage. Jeg bliver glad, når jeg kommer i mål ved at yde mit bedste. Når det hele syder og bobler og truer med at kollapse og så alligevel klapper imod alle odds.

5. Jeg træner…
… helt sikkert for meget. Typisk fem-seks gange om ugen. Men det er størstedelen af mit sociale liv og en så vigtig kilde til energi, at det er svært at skære ned. Min træning er ufattelig varieret og kan spænde fra mountainbikeræs, havsvømning, tung vægtløftning til klassisk crossfit. 

Navn: Thomas Rode Andersen. 
Alder: 44 år.
Karriere: Køkkenchef og direktør på Michelin-restauranten Kong Hans Kælder. 
Privat: Gift med Thilde. Maarbjerg, som er restaurantchef og sommelier på Kong Hans Kælder. Far til Chili og Frej, som han har sammen med sin ekskone, Hanne Rode Andersen.
Bøger: I Kongens Klæ’r og Stenalderkost, Politikens Forlag. 
TV: 4-stjerners middag og Rod i køkkenet på kanal 5. 
Læs mere: Thomasrodeblog. com og konghans.dk