Kost og motion
SPONSORERET indhold

To kvinder bytter kost: Se resultatet

Jeanette kan ikke leve uden sin kaffe og en lakrids i ny og næ. Marcela vil meget hellere have litervis af vand og motion flere gange om ugen. Vi har fået dem til at teste, hvordan det er at bytte livsstil i en uge. Se her, hvad der kom ud af det.

Af:: Rikke Carlsen Foto: Hanne Fuglbjerg
03. sep. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

Livsnyderen Jeanettes mad- og motionsdagbog for en tilfældig uge:

MANDAG
Morgenmad: En krydderbolle med smør og syltetøj og en kop kaffe med letmælk.
Formiddag: En dobbeltshot caffelatte, to gulerødder og et æble.
Frokost: Kylling med ris, salat og vand.
Eftermiddag: En lille caffelatte og et par lakridser
Aftensmad: Forloren hare med kartofler, sovs, salat og ribsgele og vand.

TIRSDAG
Morgenmad: Cornflakes med minimælk og mandler og en kop kaffe.
Formiddag: En dobbeltshot caffelatte med letmælk, tre poletlakridser, et stort glas vand, to jordbær, en håndfuld vindruer og en gulerod.
Frokost: En skive rugbrød med fiskefrikadelle og remoulade, en skive rugbrød med hønse-salat, salat og kikærter og et glas vand.
Eftermiddag: En lille caffelatte, en stor flødebolle og 5 stykker slik
Aftensmad: Pizzasandwich med skinke og salat og vand.

ONSDAG
Morgenmad: En grovbolle med smør og syltetøj og en kop kaffe.
Formiddag: En stor caffelatte, to gulerødder, en håndfuld vindruer og et par lakridser.
Frokost: Laksefilet med pasta og grøntsager, kartoffelmos og bacon, to Digestive-kiks og et glas vand.
Eftermiddag: En lille caffelatte
Aftensmad: To grovtoast med ost og skinke og vand.
Aften: Tømmer fryserens rester af is fra Ismageriet.

TORSDAG
Morgenmad: En kernebolle med smør og en kop kaffe.
Formiddag: En dobbeltshot caffelatte, en croissant og to gulerødder.
Frokost: Chili sin carne, rødkålsalat og vand.
Eftermiddag: Et par lakridser, en lille caffelatte, et æble og ½ banan
Aftensmad: (på restaurant) En ginger/lemongrass drik, en lille skål wasabinødder og lidt peanuts. En stor entrecote med sødekartofler, portvinssauce (fik også en ekstra skål sauce), små gulerødder, et glas rødvin og vand.
Dessert: crème brûlée, citronsorbet og en espresso med sukker.

FREDAG
Morgenmad: Mysli med minimælk og en kop kaffe.
Formiddag: En skive rugbrød med smør og pålægschokolade og en kop kaffe.
Frokost: Tacos med chili sin carne, salat, majs og guacamole og vand.
Eftermiddag: En kop kaffe og et stykke kage.
Aftensmad: Thaimad med kylling, grønsager, østerssauce og ris og vand.
Aften: „Fredagsslik“

LØRDAG
Morgenmad: En kernebolle med smør og syltetøj og en kop kaffe.
Formiddag: En kop kaffe.
Frokost: En skive rugbrød med leverpostej og vand.
Eftermiddag: En fødselsdagsbolle med smør, en kop varm kakao, et stort stykke lagkage, chips og en dåse cola.
Aftensmad: Flæskesteg, pastasalat, tzatziki med flutes og et glas rødvin.
Aften: En kop irish coffee.

SØNDAG
Morgenmad: En skive franskbrød med smør og pålægschokolade og en kop kaffe.
Formiddag: En kop kaffe.
Frokost: En skive rugbrød med leverpostej og agurk og vand.
Eftermiddag: En kop kaffe.
Aftensmad: Forloren hare med kartofler, sovs, salat og ribsgele og vand.
Aften: Syltede pærer med is og chokoladesovs.

MOTION I LØBET AF UGEN
Hus- og havearbejde, samt almindelig hverdagsaktivitet.

Læs også: Sådan holder Camilla Ottesen sig sund

„Jeg er bare så tørstig“

Sunde Marcela om at leve efter livsnyderen Jeanettes plan.

Mandag − Vågner og er spændt på at opleve, hvordan det påvirker mig at skifte spise- og motions vaner i en uge. Jeg møder hurtigt de første udfordringer: Jeg er så dårlig til at planlægge, at jeg ikke har fået købt ind til morgenmaden. Kan hilse og sige, at det ikke er let at finde et sted, der sælger cornflakes klokken 7.30, men det lykkedes. Jeg kan ikke lide kaffe, så ugen bliver nok lidt mere udfordrende, end jeg først havde regnet med. Drikker et par tåre af den bitre blanding. Gad vide, hvordan jeg vil have det senere? Senere på dagen begynder jeg at kunne mærke kaffen i kroppen, og jeg er tørstig. Jeg føler mig mere træt end sædvanlig, og jeg kan forestille mig, at det har noget at gøre med, at der er kommet mere brød, sukker og kaffe indenbords end normalt. Synes, jeg har drukket alt for lidt vand i dag!

Tirsdag − Jeg har ikke sovet særlig godt. Og så vågner jeg til en dag med mere kaffe! Jeg kan ikke lide det, og jeg får det dårligt af at drikke så meget af det. Jeg opfatter ikke Jeannettes menu som usund, men jeg er overbevidst om, at der kunne spises en bedre morgenmad, som kunne hjælpe med at starte dagen på en god måde – samt at drikke mindre kaffe og drikke meget mere vand. Måske lidt mindre sødt og kage til hverdag?

Onsdag − Jeg har drukket lidt vand til morgen, men slet ikke så meget som jeg plejer, og jeg er bare så tørstig. Igen er der for meget kaffe på menuen til min smag, og jeg begynder at kunne mærke noget underligt i min krop, når jeg drikker det. Jeg bliver urolig og rastløs indeni. Formiddagsdruer og -gulerødder er dejligt, og det er rart at få rørt mig lidt på trapperne til og fra kantinen. Jeg savner mere fysisk aktivitet, og jeg kan tydeligt mærke en forskel på mit energiniveau, på hvordan jeg sover om natten og på mit humør. Pyh – jeg synes, det er utrolig svært at skulle skifte sine vaner ud. Glemte også helt at tage et par kiks til frokost. Aftensmaden er slet ikke nok til mig, og jeg skal arbejde hele aften! Spiser i stedet is og er meget træt – og sulten.

Torsdag − Kan ikke få mig selv til at drikke kaffen i dag. Vælger i stedet at drikke en kop sort te med mælk, mens jeg bekymret tænker, at en bolle af hvidt brød til morgenmad ikke giver mig nok energi til at starte dagen. Bliver heldigvis reddet ved formiddagstid af et par gulerødder. Har generelt været meget sulten i dag. Og selv om jeg drikker vand, er jeg mærkelig nok stadig meget tørstig – og træt. Jeg sover ikke godt.

Fredag − Drikker kaffe for testens skyld, men jeg kan virkelig ikke lide det. Det giver mig dårlig smag i munden, det gør mig mere tørstig end normalt, og det gør min krop urolig. Jeg er begyndt at tænke på mit kalorieindtag – gad vide, om det er for meget i forhold til, hvad jeg plejer? Og når jeg ikke dyrker motion, er jeg bekymret for, om jeg mister min gode kondition. Det mentale i livsstilsbyttet er svært for mig. Jeg havde sagt til mig selv, at en uge er til at holde ud. Men jeg begynder at bekymre mig om min krop og min vægt.

Lørdag − Skal til Nike Convention i weekenden som en del af mit arbejde og har hjemmefra be-sluttet at prøve at lade være med at deltage i nogen motionshold… men kunne efter nogle kedelige timer simpelthen ikke lade være med at tage en enkelt cykeltime med en meget interessant instruktør fra Sverige (til gengæld gav jeg den ikke så meget gas, som jeg normalt ville have gjort). Det var hverken nemt eller sjovt at nøjes med at observere alle de spændende workshops. Jeg ville gerne have været med til flere af dem, og det gør mig lidt ked af det. Skulle til en venindes fødselsdag om aftenen og spiste tapas og paella til aftensmad – det var så lækkert! Men måtte tage tidligt hjem for at komme tidligt op i morgen igen, så fik ingen irish coffee (kunne heller ikke klare tanken om mere kaffe), men fik til gengæld en vodka-tonic velkomstdrink da jeg kom. Desuden spiste jeg jo også både chips og kage og drak varm kakao til eftermiddag.

Søndag − Jeanettes morgenmad er slet ikke nok til at kickstarte min dag… Og så er der endnu en-gang kaffen. Det giver mig ingen energi, snarere omvendt. Jeg har savnet en lækker kop te med lidt mælk til at hygge med.

Konklusioner fra Marcelas uge − Jeg kommer i hvert fald ikke til at savne kaffe! Jeg er glad for at have prøvet mig selv af og se, hvordan en mindre sund livsstil påvirker mig. Det har været spændende at opleve, hvor meget min egen livsstil betyder for mit velvære. Men jeg er også glad for, at det er overstået nu, og jeg kan gå tilbage til det liv, jeg selv har valgt at leve med masser af motion, som gør mig glad, stærk og sund.


Læs videre på næste side og find ud af, hvordan livsnyderen Jeanette klarer Marcelas sunde livsstil.

 

 

Sunde Marcelas mad- og motionsdagbog for en tilfældig uge:

MANDAG
Inden morgenmad En halv liter vand.
Morgenmad: En pære, halvanden dl økologisk yoghurt naturel med lidt sukker og 70 gram økologiske havregryn med økologisk minimælk og økologiske rosiner.
Formiddag: En halv liter vand.
Frokost: Et lille stykke stegt kalkun, salat af gulerod, romaine, tomater, broccoli, croutoner, parmesan ost og lidt dressing, lidt pastasalat med krabbe og tre glas vand.
Eftermiddagen: En halv liter vand, tre pebermyntebolsjer med chokoladefyld, en lille håndfuld chips og et glas cola zero.
Aftensmad: Porre-kartoffel-suppe, en tortilla med avocadosalat, løg, tomat og lime og to glas vand
Aften: To-tre glas vand

TIRSDAG
Inden morgenmad En halv liter vand.
Morgenmad: Et halvt æble, halvanden dl økologisk yoghurt naturel med lidt sukker, og 70 gram økologiske havregryn med økologisk minimælk og økologiske rosiner.
Formiddag: En halv liter vand.
Frokost: Lidt pastasalat med krabbekød og en grøn salat med aubergine, nødder, gulerod, romaine, croutoner og lidt mojo-dressing, samt tre glas vand.
Eftermiddag: En halv liter vand, en kop te med minimælk og tre pebermyntebolsjer med chokoladefyld.
Aftensmad: Kyllingebryst med tomat, løg og hvidløg, broccoli og ovnkartofler. Vand til.

Aften To-tre glas vand og fem stykker vingummi.

ONSDAG
Inden morgenmad En halv liter vand.
Morgenmad: En pære, en halv banan, 70 gram økologiske havregryn med økologisk minimælk og økologiske rosiner.
Formiddagen: En halv liter vand og en kop te med mini mælk
Frokost: Lidt pastasalat med krabbekød, salat med nødder, gulerod, broccoli, bønner, quinoa, romaine, croutoner, tomat og lidt dressing og fire glas vand.
Eftermiddag: En halv liter vand og en kop te med mini mælk.
Aftensmad: Tortellini med skinke og lidt fløde. Salat med gulerødder, tomat og peberfrugt. 2-3 store glas vand.
Aften: To kopper Pukka chai te med lidt minimælk, og to glas vand.

TORSDAG
Inden morgenmad En halv liter vand
Morgenmad: En pære og en halv banan, halvanden dl økologisk yoghurt naturel med lidt sukker. 70 g økologiske havregryn med økologisk minimælk og økologiske rosiner
Formiddag: En halv liter vand
Frokost: Lidt carpaccio, fire tigerrejer, romainesalat med gulerod, broccoli, tomater, bønner, brødcroutoner og lidt dressing, et lille stykke emmentaler, et par skiver ananas og tre glas vand.
Eftermiddagen: En halv liter vand, en kop te med minimælk, tre pebermyntebolsjer med chokoladefyld.
Aftensmad: Sandwich fra Joe & the Juice med mozzarella, tomat, avokado og pesto og en juice med banan, jordbær og hyldeblomst.
Aften: To-tre glas vand.

FREDAG
Inden morgenmad En halv liter vand
Morgenmad: Halvanden dl økologisk yoghurt naturel med lidt sukker og 70 gram økologiske havregryn med økologisk minimælk og økologiske rosiner
Formiddagen: En halv liter vand og en kop te med minimælk
Frokost: Laks med romainesalat, gulerod, tomater, kinakål, croutoner og lidt dressing og tre-fire glas vand
Eftermiddagen: En halv liter vand
Aftensmad: (på hyttetur) To stykker pizza med kød, løg, og chili, grøn salat med gulerødder, tomat, broccoli, bønner og dressing og et glas cola zero
Aften: To kopper te med minimælk, to små stykker mørk chokolade, en lille håndfuld chips og to glas vand.

LØRDAG
Inden morgenmad En halv liter vand
Morgenmad: En grovbolle med ost og et glas vand
Frokost: Et par gulerødder, en halv liter vand og en halv chokolademuffin
Eftermiddag: En halv liter vand og et glas cola zero
Aftensmad: Kartoffel-porre suppe med hjemmebagt brød og to store glas vand
Aften: Jordbær og to glas vand

SØNDAG
Morgen: (inden træning) Et glas vand og ½ banan
Morgenmad/brunch: Røræg med skinke, varme tortillaer og et glas appelsinjuice
Eftermiddag: Et stykke æbletærte og et stor glas vand
Aftensmad: En halv grillet kotelet, en majskolbe, grillede peberfrugter og forårsløg og 2-3 store glas vand
Aften: To-tre store glas vand

MOTION I LØBET AF UGEN
To gange en time på hold i fitnesscenter.
To gange en halv-en hel times løb efterfulgt af 60 push ups og 100 maveøvelser.
Desuden almindelig hverdagsaktivitet – og trapper til og fra sjette sal flere gange dagligt.

„Hun må jo være lavet af stål!“

Livsnyderen Jeanette om at leve efter Marcelas plan.

Mandag – Spiser morgenmad en del tidligere end Marcela og er derfor ved at dø af sult i løbet af formiddagen. Spiser lidt grøntsager og lidt frugt og må overgive mig til en lille kop sort kaffe. Har for øvrigt hovedpine – sikkert på grund af koffeinabstinenser! Kaffen hjælper.
Er frygteligt træt og sulten hele dagen – gad vide, hvor stor Marcela er? Tænker, at hun må være en lille myg, når hun kan leve af så lidt…

Tirsdag – Har svært ved at opretholde motivationen i dag. Har haft en vågen datter hele natten og trænger i allerhøjeste grad til brød, kartofler og for 100 kr. blandet guf. Tager gentagne gange mig selv i at tænke på, hvad jeg skal spise, når denne uge er omme – bøf, kartofler og litervis af bearnaise, softice, kager… suk. Jeg savner alle mine små mellemmåltider, og synes tit, at jeg bliver så sulten, at jeg „svimler“ lidt. Er træt og har en smule hovedpine igen, hvilket jeg normalt aldrig har.
Nyder mine kartofler til aftensmaden og et par vingummier (kunne dog have kværnet hele posen).
Trækker i løbetøjet, da jeg ikke nåede til zumba i går – det må vel kunne kompensere en smule.
Savner faktisk at have tid til motion i min normale hverdag, men ved bare ikke, hvor jeg skulle få tiden fra. Løberiet er ret tidskrævende – det ville faktisk være helt urealistisk at skulle bruge tid på at tage i træningscenter.

Onsdag – Mine to små piger har kastet op hele natten – er vanvittigt træt. Jeg er simpelthen så sulten og bliver nødt til at spise noget brød til morgenmad. Er fuldstændigt segnefærdig efter arbejde og går i seng klokken 20. Mangler motionen, men er for træt til nogen som helst form for fysisk udfoldelse ud over tandbørstning!

Torsdag – Er i smådårligt humør – synes at det er enormt anstrengende at skulle „passe på“, hvad jeg spiser. Føler mig som sådan ikke sundere, ej heller friskere, af ikke at spise hvad hjertet begærer. Oplever det dog som positivt at være mere bevidst om bevægelse i min hverdag.

Fredag – Har hovedpine og er træt – er fortsat sulten hele dagen og bliver nødt til at supplere med lidt frugt og grøntsager for ikke at blive dårlig. Er i temmelig dårligt humør og en anelse bitter over, at jeg ikke har mulighed for at løbe om morgenen – har jo tre små børn, der skal have hjælp til tøj, tandbørstning osv. og afleveres, så jeg kan nå på arbejde gennem myldretiden.
Er i virkelig i dårligt humør kl. 20 da jeg trækker i løbetøjet og egentlig hellere ville sidde i sofaen med min mand! Løbeturen er nærmest ligegyldig, da jeg er sulten, træt og frygteligt umotiveret.

Lørdag – Endelig noget brød! Nyder i virkelig høj grad min morgenbolle og „snyder“ mig til kaffe.
Handler ind med børnene om formiddagen, hvilket desværre styrker min bitterhed over at være sulten og have småhovedpine hele tiden. Om eftermiddagen, da jeg er ude at købe vintertøj til børnene, bliver jeg utilpas – spiser en hurtig flødebolle for at få blodsukkeret op. Føler at jeg hele tiden skal tisse pga. de massive mængder vand, jeg skal indtage!

Søndag – Var ude at løbe – denne gang med noget større udbytte. Er dog ikke i stand til at lave 60 push ups (er det ikke også en bh?) og 100 maveøvelser – Marcela må jo være lavet af stål!
Tænker, at det må være skønt at kunne motionere i sin dagligdag, når man er mest frisk og oplagt til det.
Synes det har været svært at følge planen, da jeg jo ikke kan spise det samme som min familie. Hele dagen handler om mad – og hvordan kan man for øvrigt undvære brød, kartofler, latte og lakridser!? Ville lige nu meget hellere teste cosmopolitans på barer i Kbh. i stedet…

Konklusioner fra Jeanettes uge − Jeg har virkelig savnet min „normale“ livsstil. Det har været en hård uge, hvor jeg synes, jeg har fået alt for lidt at spise. Jeg har heller ikke fået al den frugt, jeg plejer, hvilket jeg har savnet.
I forhold til motionen, så ville jeg ønske, at jeg havde tiden til at motionere regelmæssigt og få rørt mig i langt højere grad, end jeg plejer. For mig vil motion dog altid være en „pligt“, da jeg aldrig rigtig har syntes, det var sjovt at pruste og svede af anstrengelse. Men hvis man kunne springe selve motionsdelen over og bare høste velværet, ville det være helt vidunderligt!


Læs også: Her er de mindst usunde til choko-sulten