Tør du vise din sårbarhed? 5 skridt til en dybere kærlighed

Christina har gjort sig mange overvejelser, før hun lander i stolen hos mig. – Jeg har lært at være stærk og at skulle klare mig selv. Min mor sagde ofte: ”Du skal have en uddannelse og ikke være afhængig af en mand” efterfulgt af et suk, og så gik hun ud og lavede mad eller hentede støvsugeren.

Jeg har altid tænkt, at hun havde ret, at jeg ikke skulle ende som hende – uden uddannelse og afhængig af min far. Af samme grund er jeg blevet selvstændig, og jeg har klaret mig godt. Rigtig godt endda.

Jeg har fået en mand og en familie og har på alle måder alt, hvad jeg kunne ønske mig. Men jeg er ikke glad. Kun sammen med mine børn, men der er jeg også altid på vej videre med noget. Jeg er ikke særligt nærværende sammen med dem, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har en rastløshed i mig og har svært ved at sidde stille. Men jeg elsker dem jo.

– Det værste er forholdet til min mand. Jeg keder mig. Vi drifter en familiefabrik sammen, men ikke så meget mere end det. Vi taler om vores arbejde og om praktiske ting, men vi har ingen nærhed. Jeg gider ikke dyrke sex med ham, og tanken om at skulle peppe vores liv op sammen med et kroophold eller en intim middag i byen giver mig nærmest myrekryb. Jeg har selvfølgelig overvejet at gå min vej, men jeg har på fornemmelsen, at det her ikke kun handler om, at min mand er kedelig, eller at vi ikke passer sammen. At jeg også har en andel. Og derfor sidder jeg her.

Læs også: Jeg vågnede hver morgen og tænkte: Åh nej

Kunsten at give sig hen

Som mange andre kvinder i 40’erne har Christina lært af sin mor, at det vigtigste er, at hun skal kunne klare sig selv. Hun har lært at være stærk og handlekraftig, og det har bragt hende langt i livet. Men det har samtidig snydt hende for at lære en anden vigtig egenskab, som hun skal bruge til at skabe sig et godt liv: nemlig at kunne være i nærhed og intimitet. Hun har simpelthen ikke lært at give sig hen.

For at kunne føle os forbundet med vores nærmeste, er vi nødt til at vise vores sårbarhed, inklusive de sider af os selv, som vi ikke er så stolte af. Det kan kræve mod at blotte sig på den måde, men payoff’et er heldigvis stort, når vi tør at lukke et andet menneske ind. For der er her, i vores blødeste steder, at vi kan vi få kærlighed, nærhed og omsorg.

Når vi omvendt trækker os fra sårbarheden, måske fordi vi har brændt os eller simpelthen aldrig har lært, hvordan man gør, vil vi leve med en eller anden form for distance til andre mennesker.

Læs også: "Hjælp jeg er fanget i en midtvejskrise"

Fra superwoman til sårbar

For Christina virker det selvmodsigende at være både stærk og samtidig skulle vise sin sårbarhed. Hun er bange for at komme til at ligne sin mor. Hvis hun giver efter, så vil hun jo blive afhængig? For hende er der lighedstegn mellem svaghed og sårbarhed, men de to ting er langt fra det samme.

Christinas proces kommer derfor til at handle om at øve sig i at vise sine bløde og sårbare sider og samtidig have tillid til, at hun stadig er stærk og kan blive elsket som den, hun er, med alt hvad det indebærer. Både det bløde og det handlekraftige.

Da Christina besøger mig et par måneder efter, hun har afsluttet vores forløb, fortæller hun følgende:

– Jeg er langt fra i mål. Det falder mig stadig lettest at være den stærke og selvstændige. Jeg føler mig nogle gange lidt dum, hvis jeg beder min mand om hjælp – som om jeg spiller et skuespil, for jeg kan jo godt selv. Samtidig er jeg virkelig begyndt at nyde at blive treatet lidt. Og min mand elsker det. Han har altid savnet at føle sig betydningsfuld for mig, og nu kan han virkelig mærke, at jeg har brug for ham. Det er ret fedt for os begge to.