Træning: Sådan dropper du de dårlige undskyldninger
SPONSORERET indhold

Træning: Sådan dropper du de dårlige undskyldninger

Hvornår kan du med god samvittighed aflyse turen til fitnesscentret? Her fortæller sundhedsekspert og Mr. Motivation, Chris MacDonald, om de eneste gode undskyldninger for at droppe træningen.

Af: Jo Brand
11. jul. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Undskyldninger er der nok af – dog ikke når det kommer til de gode af slagsen. Men der er faktisk nogle, der er så fornuftige, at du med 100 procent god samvittighed kan droppe løbeturen og blive væk fra timen i fitnesscentret. Det fortæller cand. scient i human fysiologi Chris MacDonald. Han vil bare ikke kalde dem undskyldninger, men derimod forklaringer.

– Forskellen på en undskyldning og en forklaring er, at det første er en reel hindring, der forhindrer dig i at gøre noget, du egentlig gerne vil. Mens det andet er en tanke, du får, fordi der er noget, du ikke har lyst til at gøre.

Her fortæller Chris MacDonald mere om de gode "undskyldninger", og hvornår de går hen og bliver dårlige...

1. Du har smerter
– Hvis du har smerter, skal du ikke træne, for så er der noget galt. Smerter er et tegn på, at din krop har brug for hvile, så det skal den have, siger Chris MacDonald. Han påpeger også, at hvis du har først har været skadet, gælder det også om at starte langsomt op med træningen igen, så du ikke belaster kroppen mere end den kan klare.

Den gode undskyldning bliver dårlig, når ... du er øm i musklerne og tror, at det er en tilstand, der løser sig bedst på sofaen.

– Når du er øm i musklerne, er det et udtryk for, at musklerne ikke er færdige med at restituere. Men selvom musklerne ikke skal belastes yderligere i den periode, betyder det ikke, at du ikke må bevæge dig. Du kan sagtens lave noget andet. Når du er øm, handler det altså ikke om at lave ingenting, men om at skifte motionsform og intensitet. Så skyldes ømheden en omgang crossfit den ene dag, så gå en tur den anden dag.

2. Du er sulten
Har du sprunget frokosten over og knurrer maven voldsomt, kan det være en god idé at springe træningen over (eller bare udskyde den, til du har fået spist).

– Er du vildt sulten, når du f.eks. går fra arbejde, er det dumt at træne, fordi det betyder, at du ikke får så meget ud af din træning, da du ikke kan træne med samme intensitet, siger Chris MacDonald.

Den gode undskyldning bliver dårlig, når... du bruger den for ofte.

– Hvis du ofte er så sulten, at du ikke får trænet, er du måske for dårlig til at planlægge. Dermed er du i en situation, som du må takle ved at spise regelmæssigt, lyder rådet fra Chris MacDonald.

3. Du har tømmermænd
– Du skal selvfølgelig ikke træne, hvis du har voldsom hovedpine og ligger og brækker dig. Men så er der efter min mening heller ikke tale om tømmermænd, så har du alkoholforgiftning, hvilket svarer til at være syg, og så har kroppen brug for hvile, siger Chris MacDonald, der også har et godt råd til, hvad du kan underholde dig selv med i hviletiden:

– Dér synes jeg, at du skal ligge og tænke over, hvorfor du har brug for at drikke dig så fuld...

Den gode undskyldning bliver dårlig, når... du bare er lidt sløv og har mere lyst til at spise cheeseburgere end at svede.

– Hvis du bare føler dig lidt udpint, kan det være godt at komme af sted og få sved lidt og drukket masser af vand, mener Chris MacDonald.

LÆS OGSÅ: Her er symptomerne på, at du overtræner

4. Du er syg
Når du er syg, skal du ikke træne. Sådan er det.
– Sygdom er jo et symptom på, at der er noget galt. Så du skal se din sygdom som et kompas, der skal få dig til at ændre adfærd: Når du er syg, bliver du træt, fordi kroppen trænger til hvile. Hvis du i stedet træner, forlænger du sygdommen, fordi kroppen ikke får ro, siger Chris MacDonald.

Men hvad så, hvis man ikke har så god en fornemmelse af sit "indre kompas"? Hvornår er man så syg? Sådan rigtigt.

– Der er nogle regler indenfor fysiologien, og hvis du for eksempel har feber, skal du ikke træne. Ligesom det også er en god idé at lade være med at træne dagen efter, du har haft feber, så kroppen kan få lov til at blive helt rask, og immunforsvaret ikke længere er nede, forklarer Chris MacDonald, der råder dig til at mærke efter, selvom det kan være svært.

– Problemet i dag er, at mange motionerer så skemalagt – på helt bestemte tidspunkter og efter helt bestemte intensiteter – at de helt glemmer at mærke efter kroppen. Og hvis de føler ubehag, dulmer de måske bare sygdommen med et par Panodiler. Men når de gør det, fjerner de også kompasset. Og generelt vil jeg sige, at hvis du har behov for en Panodil, skal du ikke træne, lyder rådet.

Den gode undskyldning bliver dårlig, når ... du vågner lørdag morgen med et lille nys og et endnu mindre host, og det får dig til at overveje, om du ikke skulle droppe træningen og i stedet spise brunch med tre veninder. Som Chris MacDonald siger:
– Hvis din forkølelse ikke sender særlig stærke signaler, kan du godt motionere lidt. Og hvis du f.eks. har hovedpine, er det min erfaring, at der ligefrem kan være en fordel ved moderat træning som jogging.

5. Et andet menneske har brug for dig
– Den vigtigste ressource i vores liv er venner og familie, og hvis de har behov for dig, så skal du selvfølgelig prioritere dem, mener Chris MacDonald.

Den gode undskyldning bliver dårlig, når... den fører til, at du slet ikke får bevæget dig.

– Husk altid at have en plan B. Der er altid en kompromisløsning. Hvis du ikke kan træne i 45 minutter, som du havde tænkt dig, så gør det i 20 minutter. Vær forandringsparat! lyder rådet fra sundhedseksperten.

6. Du er stresset
– Motion modvirker stress og angst, men det stresser også kroppen, og derfor skal den afbalanceres med hvile. Har du over flere dage oplevet, at du ikke kan falde i søvn, fordi tankerne kører rundt i hovedet på dig, skal du i stedet for at træne sørge for at slappe af og få styr på de ting, der stresser dig. Nogle bruger træning til at behandle deres stresssymptomer med, men det er ikke en god idé at gøre på længere sigt, forklarer Chris MacDonald.

Den gode undskyldning bliver dårlig, når... du bruger den som undskyldning for ikke at lave noget som helst.

– Du bliver aldrig for stresset til at gå en tur. Walking is medicine! lyder det fra Chris MacDonald.

7. Du er træt
Har du sovet dårligt og været træt siden vækkeuret ringede i morges, kan du med god samvittighed springe træningen over, mener Chris MacDonald.

– Når du er i søvnunderskud, skal du ikke træne, så skal du sove eller hvile. Og når jeg siger hvile, så mener jeg hvile. Det dur f.eks. ikke at droppe træningen og erstatte den med tid foran computeren eller tv'et, lyder det fra sundhedseksperten.

Som du sikkert ved, kan træning også bruges som et hurtigt fix, når du er helt udkørt og trænger til en opkvikker, men det er ikke hensigtsmæssigt på længere sigt, mener Chris MacDonald.

– Det kan være en god måde at banke systemet op på en enkelt gang i mellem, men hvis det bliver et mønster, er det en dårlig adfærd og et udtryk for træningsmisbrug, siger han.

Den gode undskyldning bliver dårlig, når... du er på vej hjem fra arbejde 16.30 og synes, at du har mere lyst til at tage til sofa end stram op.

– Den der træthed mellem 14 og 17, hvor energiniveauet falder, kender alle, men hvis du har fået den hvile, du ved, du har brug for, og alligevel er træt, er der stor gevinst ved at træne, siger Chris MacDonald.

8. Bakterier i fitnesscentret
Varme og fugt i kombination med folk, der sveder, pruster og stønner er lig med godt med bakterier i fitnesscentret, så hvis hygiejnen ikke er i top i dit lokale center, skal du måske finde på træningsalternativer.

– I udenlandske high end fitnesscentre er der folk ansat til at gå rundt og tørre maskinerne af, fordi folk jo sveder. Og jeg vil sige, at der som minimum skal være de der håndsprays, så folk selv kan tørre maskinerne af efter sig. Hvis der ikke er det, så find et andet sted og træn, ellers er det for uhygiejnisk, mener Chris MacDonald.

Den gode undskyldning bliver dårlig, når ... du helt undgår fitnesscenter på grund af bakterieskræk.

– Så længe folk gør maskinerne rene efter brug, og du holder fingre fra øjne og ansigt og vasker hænder før og efter træning, er det i orden. Du skal heller ikke blive hysterisk. Det hele kan jo ikke være sterilt – lidt bakterier skal man have, lyder der fra Chris MacDonald.

LÆS OGSÅ: 4 gode grunde til at løbe på bakker