Iben Hjejle går op i sit udseende, men hun understreger også, at det aldrig må gå over gevind.
SPONSORERET indhold

Iben Hjejles 3 bedste sundhedstip

Iben Hjejle har tidligere været på bootcamp i Arndal Spa, hvor hun har lært, hvad hun skal spise og hvordan hun skal træne, hvis hun skal holde sig sund og slank. Hun går op i sit udseende, men understreger, at det aldrig må gå over gevind. Her får du tre hurtige tip fra Iben om sundhed og udseende.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Bulls
02. maj. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

Iben Hjejles 3 sundhedstip

1. Jeg ved godt, hvordan jeg skal spise og dyrke motion, men jeg må også tilstå, at jeg indimellem smider det hele på gulvet. Det er dog ikke noget med, at jeg så bliver en alkoholiseret, flødedrikkende bums, der ligger i hjørnet og ikke kan noget. Der er også en mellemvej, og det er den vi skal finde. Og så skal vi blive bedre til at elske os selv, som vi er. 

2. Jeg har da prøvet at stå og kigge på nogen, som er 180 cm høje og som har nogle kæmpe bryster, en helt vildt smal numse og bruger størrelse 35 i sko og samtidig tænke: Uh, sådan skal jeg også se ud! Uden at tænke: Ibber, du er altså 164 høj og bruger på de gode dage en str. 38. Jeg kommer simpelthen aldrig til at ligne Helena Christensen, hvor meget jeg end tror det, når jeg spiser en gulerod eller agurk. Men jeg kan godt komme til at ligne en flot dame på 41.

3. Jeg er nødt til at sige, at jeg selvfølgelig qua mit fag har overvejet kosmetiske indgreb. Hver eneste gang, jeg køber et udenlandsk, dyrt, tungt modeblad, tænker jeg, nej, nej, nej, det står sløjt til med mig. Men så tænker jeg: Ah, photoshop! Og: Ah, mange penge til private trænere og kokke. Og ja, så går det sgu egentlig meget godt for mig, der selv køber ind og smører mine madder. Og hvis jeg endelig valgte at få lavet bryster eller noget andet, så ville jeg – som Erica Jong sagde i sin tid – udvise så meget søstersolidaritet, at jeg ville fortælle om det.


Læs også det store interview med Iben Hjejle i ALT for damerne nr. 18/2012. Tegn abonnement her.