tab dig
SPONSORERET indhold

Tynd på tre uger - Kan man det?

Hvor meget kan man egentlig forandre sin krop på 21 dage? Inga, Annika og Dorte viede tre uger af deres liv til hver deres personlige træner.

Af: Christina Bølling Foto: Peter Nørby
26. aug. 2013 | Sundhed | Fit living

„Jeg har pludselig lyst til at træne!”

Inga Walløe, 46, vil gerne tabe nogle kilo og strammes lidt op, men hun har svært ved at holde fast i de gode vaner. Løsningen var personlig træner Vicki Skovfoged. Se, hvordan de sammen har kickstartet Ingas træningsglæde.


INGA WALLØE, 46 Kunsthåndværker og redaktør og ikke den helt store træningsentusiast. 63,5 kg. Hun får hjælp af personlig træner Vicki Skovfoged.
MÅL: Vil gerne tabe et par kilo og strammes lidt op.
UDFORDRING: 3 uger med styrke- & konditionstræning.

 

„Jeg kan ikke spise morgenmad…” og „jeg kan ikke lave armbøjninger…” Sådan havde kunsthåndværker og redaktør Inga Walløe, 46, det, før hun mødte personlig træner Vicki Skovfoged. Vicki Skovfoged arbejder med træning og coaching og frem for at diktere kunderne, hvad de skal spise, og hvor meget de skal træne for at få en sundere livsstil, leder Vicki Skovfoged efter områder, hvor de allerede har ressourcer. Det er nemlig her, at de forholdsvis enkelt og med små forandringer kan opnå store resultater.

– Inga spiste f.eks. ikke morgenmad. Men i stedet for løftede pegefingre forklarede jeg, hvorfor det er vigtigt at spise om morgenen: At det sætter stofskiftet i gang og gør træningen mere effektiv. Jeg havde heller aldrig foreslået hårdkogt æg med Kalles kaviar, hvis Inga havde spurgt mig, hvad hun skulle spise til morgenmad, så det var sundt, nærende og godt at træne på. Måske havde jeg foreslået noget, hun ikke bryder sig om. Inga valgte selv, og det fungerer meget bedre i længden, siger Vicki Skovfoged.

– Grunden til, at slankekure sjældent holder mere end nogle uger, er jo, at der er tale om en kostbibel, man skal følge. Jeg tror mere på, at man justerer de hverdagsvaner, man allerede har – gør de gode endnu bedre og nivellerer de dårligste. Jeg er ikke ude på at ændre folk fundamentalt, men at kigge på, hvad de gør nu, og hvordan man med små ændringer og justeringer kan forbedre deres sundhed og vægt.
INGAS KOST & MOTION
Inga Walløes treugers program er „benhårdt”, hvilket passer godt til hende. Efter Vicki Skovfogeds mening er hun nemlig „tilpas stædig og konkurrenceminded” til at kunne klare tre hårde så uger. Inga Walløes træningsplan går ud på at træne dagligt, men ikke lige hårdt hver gang. Nogle dage har hun også blandet en hård og blød træning. Inga har trænet sammen
med Vicki to dage pr. uge, en kombination af styrke- og konditionstræning, som både opbygger muskelmasse og forbrænder fedt.

– De øvrige ugedage har Vicki opfordret mig til at prøve så mange hold som muligt. F.eks. puls-styrke, spinning og andre konditionskrævende timer, som jeg har suppleret med „blide“ dage med svømning og yoga. Vickis rolle har været „the motivator”– at få mig til at teste en masse motion for at finde ud af, hvad jeg kan lide/ikke lide. Jeg har virkelig brugt mit fitnessmedlemskab, siger Inga Walløe. Rent kostmæssigt var Inga Walløe allerede i gang med at „tabe sig”, da Vicki kom ind i billedet. Dagligt stod den på proteinshakes som måltidserstatning for f.eks. frokost for at give energi til træningen og mætte og for at sikre, at muskelmassen ikke svandt ind, men blev øget.

– Jeg har ikke fulgt en decideret kur med opskrifter, men skåret kulhydraterne helt ned til fordel for protein som kød, fisk, æg og proteinshakes, og så har jeg droppet rødvinen bortset fra et par gange, hvor jeg har været ude. Det giver pote, siger Inga Walløe. Hun har hver dag skrevet
en aften-sms til Vicki med, hvad hun spist – og hvordan hun har trænet.

– Det, jeg kunne tilbyde Inga, var hjælp til at holde hende fast. Hvad har du spist? Hvad med træningen? Og så har jeg givet feedback på de resultater, hun har arbejdet for. Både ved at hjælpe hende med at planlægge træningen og ved at give respons på kosten, supplerer Vicki Skovfoged.

RESULTATET
I dag kan Inga Walløe både spise morgenmad og lave armbøjninger. Hun har også tabt tre kilo, hun når dårligt nok at lægge hovedet på puden, før hun sover. Der bliver drukket tre gange så meget vand og næsten ikke noget rødvin i forhold til før.

– Det er en stor forandring på tre uger. Det bedste er, at jeg kan mærke, at jeg har ændret min tilgang til træning: Jeg har pludselig lyst til det! At jeg kan ændre så meget på tre uger, det giver virkelig motivationen et skub, siger Inga Walløe, som er overrasket over, at prisen ikke er højere.

– Jo, jeg har da været smadret efter aftentræningen, men jeg troede, at jeg ville finde på flere dårlige undskyldninger for ikke at træne, men det har jeg slet ikke gjort. Med hensyn til kosten, så har jeg jo reelt ikke følt mig sulten, fordi proteinet virkede mættende, og det har samtidig været en garant for, at jeg ikke har mistet muskelmasse, siger Inga Walløe. For hende har det i høj grad handlet om at finde den hårfine balance mellem på den ene side at spise så lidt, at hun har tabt sig, og på den anden side sørge for, at kroppen ikke får så lidt energi, at den tærer på musklerne i stedet, for så falder stofskiftet.


INGAS FORVANDLING
- To kilo vægttab
- Bedre form
- Falder i søvn på et nanosekund
- Er begyndt at svede virkelig meget (tegn på bedre kondition!)
- Drikker masser af vand
- Savner ikke min rødvin…

„2,5 kilo på 3 uger – hvem skulle have troet det?”
Annika Christensen, 40, har længe været træt af tøj, der strammer og ikke sidder, som det skal. Men hun har haft svært ved at finde motivationen til at gøre noget ved de ekstra kilo. Lige indtil hun mødte træner Susanne Evers Thomsen fra Twinspirit.


ANNIKA CHRISTENSEN, 40 Vicevært og vil gerne tabe sig, men motivationen mangler. 80,1 kg. Hun bliver guidet af træningsekspert Susanne Evers Thomsen fra twinspirit.dk.
MÅL: Vil gerne tabe 10 kilo.
UDFORDRING: 3 uger med udendørstræning, færre kulhydrater og mere protein.

Annika Christensen er absolut ikke en træningsnovice. Hun har trænet fast på forskellige holdtimer i årevis, bl.a. i fitness.dk. For hende er det nye at træne udendørs på et mindre, mere intimt hold. Og selv om vægten i hendes øjne ligger ti kilo over det, den burde, så ved hun godt, at det ikke er realistisk at tabe så meget på tre uger. Derfor er hun også godt tilfreds, da hun aftaler med Susanne Evers Thomsen fra udendørstræningsvirksomheden Twinspirit at stile efter et vægttab på totre kilo på tre uger.

– Det lød overskueligt. Jeg er vant til at træne, men outdoor er helt nyt for mig, og det er… hårdt! Der sker altså noget, når man er færre på holdet. I fitnesscenteret har jeg måske trænet med de samme i ti år, uden vi har fået sagt hej. Til outdoor kender man hinanden, og det betyder, at man kæmper ekstra for det, siger Annika Christensen. En anden ny ting for Annika er, at hun skal begynde at løbe rigtigt. Udendørsholdene har forskellige løbeniveauer, og det motiverer hende:

– Det er motiverende både at se, hvor man har været selv på et tidligere formniveau, men også hvor man skal hen, når man kigger på dem, der er hurtigere og i bedre form end én selv.

ANNIKAS KOST & MOTION
– Annika har som rigtig mange kvinder nogle kilo at kæmpe med. Da vi talte sammen første gang, var det vigtigt for mig at understrege, at hun ikke ville tabe otte kilo på tre uger, siger Susanne Evers Thomsen. Hun og Annika blev enige om, at succeskriteriet for treugers projektet var at kickstarte et vægttab, så Annika kan køre videre selv bagefter. I praksis skal Annika Christensen møde op til træning 3x60 minutter om ugen. Hovedindholdet i træningen er løb på forskellige måder, både almindeligt lige- ud-løb og hurtige intervaller og løb op og ned ad trapper, som især booster konditionen. I forlængelse af løbetræningen er der også styrketræning af mave, lår, ryg og arme, hvor man bruger „naturen” som træningsredskab. En træstamme eller en bænk kan bruges til armbøjninger, og store sten er glimrende til at øve balance på. Ud over de „kun“ tre træningsdage har Annika Christensen skullet barbere sin kost. Hun har ikke talt kalorier, men har i stedet skullet lære at „vælge” nye råvarer. Farvel til morgenbrød og goddag til fisk (fede fisk hver dag) og masser af grønsager.

– Træningen er det mindste. Udfordringen for mig har været kosten, for det er virkelig en stor kostændring, når man stort set kun må spise fede fisk og grønsager til de fleste måltider, siger Annika Christensen, som til gengæld hurtigt kunne mærke, at der skete noget på vægten i takt med, at især kosten ændrede sig.


RESULTATET
Annika har tabt 2,5 kg på tre uger, og det er både hun selv og hendes træner tilfredse med, især fordi det ikke har været et individuelt forløb.

– Knap tre kilo er rigtig godt gået, synes jeg. Og det har ikke været så slemt, som jeg havde forestillet mig, siger Annika Christensen, der synes, det har været motiverende at få en ny træningsform ind under huden.

– Jeg har været så glad for, at folk tager så godt imod én. Det er ligegyldigt, om jeg har været på Kastellet eller nede på Charlottenlund Fort at træne. Mit fysiske og psykiske velvære er steget markant på de tre uger, siger Annika Christensen.

– Der er kommet et par nye medlemmer til, efter jeg er startet. Blandt andet en anden kvinde, der virkelig kæmper. Hold fast, hvor er det fedt at se! Hun har ligget bagest de sidste gange, og jeg har bare haft så meget lyst til at gå hen til hende og sige noget opmuntrende. Jeg kan jo godt genkende den der følelse af at være en af dem, der bokser ekstra med træningen,
siger Annika Christensen. Susanne Evers Thomsen er enormt tilfreds med Annikas evaluering.

– Det er gået rigtig godt, men jeg er ikke i tvivl om, at Annika har syntes, det var hårdt. Bare sådan en lille ting som, at det er hårdere at løbe ude end at løbe inde, siger Susanne Evers Thomsen.

ANNIKAS FORVANDLING
- 2,5 kg vægttab
- Styr på kulhydraterne
- Ny „Jeg har styr på kosten-følelse!”
- Mere lyst til træning
- Psykisk og fysisk overskud i top
- Motiveret til at tabe de „sidste” kilo

„Nu går jeg en tur i stedet for at ligge hjemme på sofaen”
Dorte Kaare Pedersen, 39, har længe gerne villet i gang med at dyrke motion og tabe sig. Men som enlig mor til to er det svært at finde tiden. Eller hvad? Ikke, hvis du spørger træner Cecilie Blaksted. Se, hvordan det lykkes på bare tre uger.


DORTE KAARE PETERSEN, 39 Pædagog og travl, enlig mor til to, der mangler tid i hverdagen til at træne. 72 kg. Hun får vejledning af træner Cecilie Blaksted.
MÅL: Slankere krop og bedre form.
UDFORDRING: 3 uger med løb og styrketræning derhjemme.

– Hvad kan man overhovedet nå på tre uger? ville pædagog Dorte Kaare Pedersen, 39, vide, da hun mødte træner Cecilie Blaksted første gang. Svaret kom prompte: Hvad vil du gerne nå? Cecilie Blaksted er personlig træner, og hendes pointe er, at du i princippet kan lægge dit liv i totalt nye rammer på tre uger. Selvfølgelig kan du ikke tabe seks kilo fedt de strategisk rigtige steder på så kort tid. Men du kan udmærket komme et pænt stykke på vej ved at øge din muskelmasse og sænke din fedtprocent. Som enlig mor til to drenge har Dorte Kaare Pedersen hverken tid eller penge til at fyre den af på et dyrt fitnessmedlemskab. Til gengæld har hun masser af drive og en krop, der ifølge hendes træner „typisk hurtigt bygger muskler”. Det
er et godt udgangspunkt, mener Cecilie Blaksted.
– Andre kan styrketræne i årevis uden at få den mindste antydning af biceps eller en skåret mave. Dortes definerede overarme viser, at hun har potentialet.

DORTES KOST & MOTION
Dorte Kaare Pedersen og Cecilie Blaksted aftalte, at Dorte skal løbe og styrketræne fire gange ugentlig og supplere med plankeøvelser og andre gulvøvelser hjemme i stuen. Målet er at smide to-tre kilo på hofter og lår og få skabt nogle habile motionsvaner at arbejde videre med efter de tre uger. De tre dage om ugen træner Dorte og Cecilie sammen. Typisk ca. 3-5 km løb i varieret tempo efterfulgt af styrketræning med en transportabel TRX-træningsstrop. Stroppen bliver hængt op, og den kan bruges til at træne mave, lår, arme og balder med. Træningen foregår i Søndermarken, langs Søerne eller hjemme i Dortes gård på Vesterbro.

– Vi har tilpasset træningen til min dagsform. Hvis jeg har haft en stresset dag eller været træt, har Cecilie kunne se det på mig og lagt træningen an på det. Derfor har det været mere sjovt end hårdt, siger Dorte Kaare Pedersen. Hun har lært, at det betaler sig at lytte til kroppens signaler. Og de dage, hvor det har knebet med overskud til at løbe hurtigt, har Dorte i stedet jogget eller gået en tur, men hun har gjort det i stedet for at smide sig på sofaen som før.

– Cecilie lærte mig hurtigt ikke at slå mig selv i hovedet med „hvor dårlig jeg er”
de dage, hvor det bare ikke kan lade sig gøre. Jeg er trods alt enlig mor med fuldtidsjob, det sætter nogle begrænsninger, siger Dorte, der sammen med Cecilie har fundet mere „træningstid“.

– Vi fandt en masse sprækker i min hverdag, hvor der lige kan „opstå” lidt træning. En dag, hvor jeg nær havde aflyst på grund af børnene, som jeg ikke kunne få passet, endte vi med at træne nede i min gård med dem, siger Dorte Kaare Pedersen, der har fordoblet sin løbedistance i løbet af de tre uger.

– Forleden dag løb jeg 9,5 km alene. Jeg troede kun, ruten var 7 km, så det er en stor sejr, siger Dorte Kaare Pedersen, der løb hjem efter at have afleveret den yngste hos sin familie i stedet for at tage bussen og fik trænet, selv om hun ikke havde „tid“.

RESULTATET
Hverken Dorte eller Cecilie kan fatte, hvor meget der er sket på tre uger. Målebåndet bliver hevet frem igen og tallene tjekket med Cecilies tre uger gamle tal.

– Det er vildt. Tre kilo på tre uger virker tæt på ideelt, og jeg er sikker på, at det er rent fedt, Dorte har tabt. Målebåndet viser, at hun har tabt mange centimeter om taljen, hofterne og lårene, dér hvor hun gerne ville, siger Cecilie Blaksted. Selv om Dorte er vildt glad for vægttab og sine nye mål, er det mest afgørende for hende, at hun har knækket koden:

– Jeg har fundet en træningsform, der er stort set gratis, og som samtidig batter. Mit mål er flyttet fra vægttab til en præstation, der virkelig vil gøre mig stolt, nemlig at gennemføre et maraton, inden jeg bliver 40 år. Selvfølgelig er jeg glad for vægttabet, for jeg kan mærke, at bukserne ikke strammer, og forleden syntes både Cecilie og jeg næsten, at vi kunne ane konturerne af en sixpack på min mave.

DORTES FORVANDLING
- 5 cm mindre i taljen
- Tre kilo vægttab
- Gratis træning, der fungerer i hverdagen
- Træning med børnene
- Bedre humør og søvn
- Drøm om Berlin Marathon