Tantrabehandling
SPONSORERET indhold

Tantrabehandling: Hvad gør den særlige behandlingsform ved kroppen?

Er du nysgerrig på, hvad en tantrabehandling egentlig er? Så kom med ALT for damernes journalist, Cille Lewinsky, op på briksen, og bliv klogere på den helt særlige behandlingsform, der inkluderer fjer, neglebørster og den berømte yonimassage – massage af underlivet.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Les Kaner
10. aug. 2017 | Sundhed | ALT for damerne

Skjult fra byens pulserende liv gemmer Det Lille Helsehus sig i en baggård i indre København. Her står Nina Vinther i fuld gang med at sætte friske tulipaner i en vase, da jeg banker på døren lidt før tid. Med rolige, lyse farver og en Buddha, der vogter på en træskænk, sænker roen sig allerede, da jeg træder inden for i det lille baghus. Jeg ved endnu ikke helt, hvad der venter mig de næste timer, for jeg har sagt ja til at prøve en tantrabehandling for allerførste gang. Nina byder mig på en kop te, mens jeg sætter mig i de bløde lænestole. Vi starter med at snakke lidt. Sådan gør man nemlig altid inden en tantrabehandling. ”Hvor meget ved du om tantra?”, ”hvilke seksuelle erfaringer har du?”, ”er der noget i din opvækst, jeg skal vide?,” spørger hun med en rolig stemme. Her er i det hele taget meget stille.

Jeg tager en slurk af min Yogi-te. Nej, jeg har ikke oplevet noget nævneværdigt. Jeg har hverken haft stress, problemer i parforholdet, været udsat for overgreb eller omsorgssvigt. Noget, som de fleste, der opsøger tantrabehandling, ellers ofte har oplevet, fortæller Nina.

Der er så at sige fri leg med mig. Men inden vi går i gang, skal jeg lære en farveskala at kende, som man bruger inden for tantrabehandling. Hvid, grå, sort. Hvid er kedeligt, gråt er godt og afslappet, og sort er for intenst.

– Det er et kommunikationsværktøj, vi bruger undervejs. Jeg vil løbende spørge dig, hvor du er på farveskalaen. Du siger til mig, hvis det gør ondt, eller jeg gør det for hårdt. Du kan også sige mørkegrå eller lysegrå. Det handler om impulser. Det kan være, du siger stop, gå væk og lige efter siger kom tilbage. Vi skal nå til en tilstand, hvor du bliver så indretstyret, at du ikke tænker på mig.

Fra snak til briks

En smal, blå jerntrappe fører mig ovenpå til et behandlingsrum med massagebriks, et lille bord med en computer, to stole og levende lys. Inden vi går i gang, kommer jeg i tanker om, at der måske alligevel er noget, Nina skal vide om mig. Jeg er nemlig enormt bekymret. Bekymret for, at jeg bliver kørt ned, bekymret for, at der sker mine forældre noget, bekymret for det, jeg ikke kan styre.

– Det bliver vores intention. Bekymringsenergien skal transformeres til en følelse af, at der ikke er nogen problemer. Det er noget med at komme ned i kroppen og bare være. Få en følelse af, at alt er godt og er, som det skal være. Hvis du tænker, at det ikke er verdenen, der gør noget mod dig, men dig, der gør noget mod verdenen, vil du måske være mindre bekymret, siger Nina.

Hun beder mig om at tage mit tøj af og lægge mig op på massagebriksen. Jeg beholder trusserne på og får en rød sarong over mig. Nina trykker play på spillelisten ”Tantramusik”, og ud af små højtalere strømmer blid og rolig, næsten meditativ, musik.

LÆS OGSÅ: Sådan spicer du dit parforhold op - også i sengen

– I tantrabehandling trækker man vejret med munden – ind og ud. Med dybe, sivende lyde viser hun, hvordan jeg skal trække vejret. Det føles meget intenst, som vores øjne er rettet mod hinanden, mens vi i fælles tag trækker vejret ind og ud. Jeg prøver at følge med, men kan mærke, at mit åndedræt er let besværet. Måske er jeg mere nervøs, end jeg vil indrømme. Jeg lukker øjnene. Ind, ud, ind, ud.

– Nu vil jeg lave en kærlighedsspiral om dig. Det er overgangen fra snak til briks. Kom herud på gulvet og stå, siger Nina. Jeg smiler lettere uforstående og tager sarongen omkring mig, træder ud på gulvet og stiller mig på en hvid stofble, Nina har lagt ud.

– Forestil dig, at den snak, vi har haft, lægges i en kurv med en ballon. Nu tømmer vi hovedet og lader kurven flyve væk. Vi er bare til stede. Du er modtager, og jeg er giver. Det betyder, at du kan spørge om alt, bede mig om alt. Jeg er her kun for dig.

Neglebørster og fjer

Jeg lukker øjnene, har stadig fokus på mit åndedræt, mens Nina lægger en hånd på mit hoved. Langsomt og forsigtigt bevæger hun sig i en cirkel rundt om mig, mens hendes hænder følger med. Hun rører skuldrene, brysterne, maven, balderne, lårene, læggene og til sidst mine fødder.

– Jeg vil gerne invitere dig til at åbne øjnene og se, hvordan jeg værdsætter din indre, kvindelige styrke. Hende, der hviler i sig selv og mærker, at hun har en utrolig kraft indeni, som hun handler ud fra.

Det er en uvant følelse at opleve en fremmed kvinde ligge for mine fødder, nærmest tilbedende og underdanig. Hun rejser sig op igen, og jeg lægger mig tilbage på briksen. Hun begynder på, hvad der minder om almindelig massage. Spørger, hvor jeg er anspændt, mest ved lænden og nakken, siger jeg. Hun spørger, hvilken farve jeg er. Grå.

Efter lidt tid tager hun sarongen af mig. Kører den hen over mig, stille og roligt. Jeg mærker sarongens frynser kilde let, som hun lader stoffet glide henover mig. ”Hvilken farve er du?” Grå.

LÆS OGSÅ: Mindfulness for begyndere: Bliv klogere på den meditative træningsform

Herefter tager hun to børster. Jeg forestiller mig neglebørster, men kan ikke helt finde ud af, hvilke slags børster det er. Hun kører dem hårdt mod min hud. Derefter blødere. Spørger igen, hvad jeg bedst kan lide. Jeg kan bedst lide det blødt. Gråt. Herefter tager hun to fjer. Lader dem strejfe min krop, men jeg siger hvid. Det siger mig ikke så meget, og det kilder også for meget.

– Kan du lide olie? Ja, det kan jeg. Hun varmer den økologiske mandelolie op og begynder stille og roligt at smøre min overkrop ind. Bevæger sine hænder op og ned ad min ryg, gør det ekstra hårdt i nakken, som jeg beder om. Masserer lænden, balderne, hovedbunden og ansigtet. Hele kroppen får en tur.

Efter næsten 2,5 time er jeg færdig med min første tantrabehandling. Nina synes, at det er gået godt, og jeg føler mig dejligt afstresset og rolig i kroppen. Vi aftaler, at jeg skal komme igen. Men denne gang er det tid til den berømte yonimassage – massage af underlivet.

Massage af yoni

Mit hjerte banker lidt hurtigere end normalt, da jeg for anden gang træder ind i Det Lille Helsehus. Nina smiler hjerteligt og giver mig et kram. Tiden er kommet til at prøve yonimassage, men hvad det helt præcis indebærer, ved jeg stadig ikke. Yonimassage handler om at mærke sig selv. Lære at sige til og fra, ligesom med alt andet i livet, fortæller Nina.

– Det er ligesom i et parforhold. Hvis man siger ja til sex for husfredens skyld, eller fordi man ikke vil være kedelig, begynder vores krop at lukke ned for at mærke. Kroppen kan være spændt op eller føles død. Døde områder handler om ikke at være ordentlig tilstede. Det betyder meget for vores evne til at opleve sex, for hvis kroppen er lukket ned, får man en dårlig oplevelse med sex. Sådan er yoni. Man lammer sig selv, hvis man udsættes for ubehag, stress, problematiske fødsler eller overgreb.

– Den første gang jeg giver yonimassage, starter vi med en yonimapping. Det gør jeg, for at du mærker dig selv. Yonimassage falder i tre dele. Jeg starter med en cupping, hvor du kan nå at sige stop. Anden del er berøring af de ydre læber, som ofte er mere følsomme end inde i skeden. Og tredje skridt er inde i yoni, hvor jeg lægger en finger ved indgangen og mærker, om yoni inviterer indenfor ved at pulse. Sådan bør det også være i sex. Hvis jeg fornemmer, at yoni er åben, trænger jeg ind.

Når Nina skal ind i skeden, har hun et klokkesystem. Med fingeren laver hun i luften aftegningen af et ur, hvor hun peger på klokken 12, 3, 6 og 9. Systemet bruger hun til at finde ud af, hvordan yoni har det – måske er den ekstra følsom nogle steder, eller måske er den følelsesløs.

Tour de France

Vi starter med en kropsmassage. Jeg nyder det, men venter også lidt på at nå til det, jeg nu engang er kommet for: yonimassagen. Efter godt 2,5 time tager Nina handsker på, sætter sig op på briksen og placerer sig mellem mine ben. Hun rykker tættere på, mens jeg lader mine ben falder ud til hver side. Jeg lukker øjnene, trækker vejret ind og ud.

– Jeg starter med en cupping, hvor jeg lægger en hånd på yoni. Nina spørger, hvor jeg er på farveskalaen, som hendes hånd hviler på mit underliv. Hvid, jeg mærker ikke så meget. Hun presser hånden hårdere mod mit underliv. Grå.

Stille og roligt begynder hun at køre hænderne rundt om mit underliv. Med to fingre begynder hun at lave ”kattepoterne”, hvor fingrene bevæger sig op og ned. Det kilder. Hun tager gelé på sine hænder og masserer nu blidt kønslæberne. Jeg bliver pludselig mindet om, dengang jeg gik med ble, og min mor smurte mig ind i zinksalve. Måske ikke så seksuelt, men som Nina fortæller, kommer man nemt til at blive abstraheret, når det bliver for intimt eller intenst i tantrabehandlingen. Måske er det det, der sker for mig, som jeg ligger her helt blottet.

LÆS OGSÅ: Mindfulness: 3 øvelser, der giver indre ro og mere overskud

Nu begynder Nina på det, hun kalder en ”Tour de Swiss”. Med langsomme bevægelser bevæger hun hænderne rundt i små cirkler på mit underliv. Herefter bliver cirklerne større – den såkaldte ”Tour de France”. Det føles stadig lidt uvant at blive rørt af en kvinde, men jeg trækker vejret og prøver at nyde det.

– Er du klar til næste trin? Jeg tænker, at nu er det nu. Det andet føltes mest som en optakt, selvom det alt sammen er en del af en yonimassagen. Nina smører hænderne ind i mere gelé og sætter en finger ved skedeåbningen – venteværelset, som hun kalder det. Hun begynder på ”undersøgelsen” ved at lave ”klokken”. Hun rører ved klokken 6 og spørger, hvordan det føles. Det er gråt, men ikke den samme slags grå, som da hun masserede min ryg. Det er alligevel mere grænseoverskridende at have en kvindes finger inde i mig end at blive masseret på ryggen. Jeg holder øjnene lukket, tager dybe vejrtrækninger, mens jeg prøver at mærke ordentligt efter. Lære mig selv bedre at kende. Nina fortsætter med ”klokken”, hele vejen rundt med uret, før hun til slut trækker sin finger ud. Yonimassagen er slut. Min første yonimassage er veloverstået. Indenfor tantrakredse siger man, at yonimassage ikke føles normalt, men naturligt. Det er meget rammende, tænker jeg, for selvom det ikke er hverdagskost at ligge med spredte ben foran en kvinde, har jeg lært mit indre bedre at kende. Jeg takker for nu, og som jeg træder ud i den hektiske virkelighed igen, smiler jeg for mig selv, for ingen ved, hvad jeg har brugt de sidste tre timer på.

Anbefalet til dig