Yoga øvelser giver glød
SPONSORERET indhold

Mere glød og mildere rynker: Se fordelene ved beauty-yoga og få tre skønne øvelser

Yoga, der bl.a styrker kollagenproduktionen, giver glød og mildner linjer og rynker. Lyder det skønt? Så læs med her.

Af:: Anne Absalonsen Foto: Getty
28. feb. 2018 | Sundhed | Fit living

Øget kollagenproduktion. Mere glød. Fastere bindevæv. Mildere rynker. Det lyder som en rigtig god creme, men det er essensen af beauty yoga, en yogaform, der er udviklet med særligt blik for skønhed.

”Gennem mit arbejde som skønhedsjournalist har jeg testet utallige ansigtsbehandlinger og skønhedsprodukter, og jeg har fræset mig igennem tykke rapporter og undersøgelser om, hvordan vores hud fungerer, hvordan den ældes, hvordan indre og ydre skønhed hænger sammen”, siger yogainstruktør og skønhedsjournalist, Anne Absalonsen, der har udviklet og sammensat en række yoga-øvelser efter det, de fleste kvinder efterspørger: Mere glød, færre og mildere rynker, fastere bindevæv og øget spændstighed i huden.

Øvelserne i Beauty yoga styrker bl.a. ansigtets bindevæv og kollagenproduktion, mildner linjer og rynker og giver glød og udstråling. Ægte skønhed starter indefra, bl.a. fra en velfungerende tarm og god fordøjelse, men den starter også i rygsøjlen, for det er der, alle nervebaner hæfter og hvor der med blide, enkle øvelser kan skabes indre varme, fornemmelsen af fylde og tilfredshed. Og det er noget, der kan ses på din hud.

”Når jeg underviser, oplever jeg, at mine elever får mere farve i kinderne, glød i huden og friske, klare øjne. Og generelt når jeg har instrueret beauty yoga, har jeg kunnet se milde, blide ansigter, hvor musklerne er afspændte, men bindevævet puffy og spændstigt. Jeg har bl.a. også bemærket en mere klart defineret kæbelinje hos mig selv, når jeg har lavet en runde af de øvelser, jeg synes, virker bedst," siger Anne Absalonsen.

Øvelserne er tilrettelangt, så de arbejder positivt sammen med hudpleje og øvrige skønhedsbehandlinger.

Yoga i stedet for botox

Rynker og linjer i ansigtet kommer rent teknisk bl.a. af at spænde ansigtets muskler, og det er derfor botox, der lammer nerven, kan fjerne rynker med et stik. Samtidig ved man også, at huden bliver slappere med årene, hvis ikke bindevævet spændes op; det er derfor filler-injektioner kan give fylde tilbage i bindevævet. Og det er de samme områder, yogaen arbejder på: afspænding og fylde.

De fleste, der beskæftiger sig med yoga, gør det også for at finde en form for indre ro og tilfredshed, men ingen kan sige sig helt fri for, at de (også) dyrker yoga eller andre former for motion for forfængelighedens skyld, herunder for at holde kroppen i form, styrke og tone muskler og måske holde vægten i skak. ”Den indre tilfredshed eller følelsen af at være i samklang med sig selv handler i høj grad om at slippe forventningerne og projektet og koncentrere sig positivt om det, der er, og at det er godt. Heri ligger også en vigtig kilde til den dybe, indre skønhed, der findes i alle mennesker, ja i alt levende”, siger Anne Absalonsen.

Booster din skønhedssøvn

Der findes efterhånden mange videnskabelige studier, der peger på, at regelmæssig yoga kan være med til at styrke selvværdet, reducere smerter samt forebygge stress, udbrændthed og depressioner. Yoga har også vist sig effektiv i arbejdet med søvnløshed eller dårlig søvn, endnu et område, der i stadig højere grad forbindes med hudens evne til at optage næring, herunder den næring, vi tilfører udefra i form af hudpleje, og dermed holde sig sund.

”Det er ikke kun yoga, men alle former for positiv fysisk aktivitet, som giver en bedre søvn. Men det særlige ved yoga er, at vi også bevidstgør åndedrættet og derigennem går direkte i dialog med centralnervesystemet, der bl.a. også bestemmer over vores søvn. Ingen andre motionsformer har indbygget afspænding som en fast del af programmet, det er faktisk kun yogaklasser, der altid afsluttes med beroligende og afspændende øvelser”, slutter Anne Absalonsen.

3 øvelser, du kan lave derhjemme

Beauty yoga tager afsæt i blid hatha yoga, og sekvenserne er enkle, flowbaserede og egnet for alle. Der findes mange gode gode øvelser, og disse kan de fleste udføre, uden af være meget trænede eller smidige.

Bahradvajasana (siddende twist): Sæt dig med krydsede ben, gerne let løftet på et sammenrullet tæppe, så rygsøjlen holdes rank og du fornemmer en lethed omkring hoved og nakke, og en tyngde i sædeknuderne. Placer nu venstre hånd på højre knæ, højrehånd ved roden af rygsøjlen, og twist til højre, stille og roligt. Brug indåndingerne til at skabe fylde og lethed omkring skuldre og nakke, og brug udåndingerne til at twiste en my mere til højre og til at trække den nederste del af ribbene lidt mere sammen. Husk også den anden side. (giver glød i huden og skulle angiveligt også styrke hårvæksten)

Kobra

Kobra: Læg dig fladt ned, placer hænderne solidt i yogamåtten udfor brystkassens bredeste sted og se til, at albuerne søger bagud, så skulderbladsspidserne sørger let sammen. Stem hænder, kønsben og oversiden af fødderne solidt i yogamåtten og lad en dyb indånding løfte brystkassen op, så den slipper yogamåtten. Bliv her 5-10 åndedræt, inden du sænker ned igen. (Toner musklerne i hals og kæbe og giver en smukt defineret kæbelinje, foruden tonede arme.)

Utkatasana

Utkatasana: Stå med hoftebreddes afstand mellem fødderne og tillad dig selv at fornemme, hvordan fødderne er solidt plantet på yogamåtten; på en indånding løft hænderne mod himlen, på udåndingen send hofterne bagud, som om du ville sætte sig på en stol, og træk toppen af overarmsknoglen på plads i skulderleddet, mens hænderne fortsat rækker mod himlen. Træk vejeret roligt og dybt, så indåndingerne blæser brystet lidt bredere, udåndingerne sender hofterne lidt længer bagud og ned. (giver frisk glød til ansigtet og øger blodcirkulationen)