De 5 kærlighedssprog: Taler I forbi hinanden?
Føler du dig ikke tilstrækkeligt elsket og værdsat, når du igen tager opvasken eller ordner vasketøjet? Eller savner du, at din kæreste tilbringer mere tid sammen med dig eller forkæler dig med små gaver? Så er det muligvis fordi, at du og din partner taler vidt forskellige kærlighedssprog.
Din partner kommer glad hjem fra arbejde med en stor buket af dine yndlingsblomster. Du smiler og takker, men din begejstring er svær at spore, for egentlig ville du hellere have haft, at han havde købt ind på vej hjem eller tømt opvaskemaskinen, inden han tog på arbejde.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Måske kan det også være vanskeligt for dig at forstå, at din kæreste ikke føler sig tilstrækkeligt værdsat og elsket, selvom du ofte giver ham komplimenter og fortæller, hvor meget du elsker ham, eller overøser ham med fysisk berøring.
I går fejl af hinanden igen og igen, og det handler dybest om, at I kommunikerer jeres kærlighed på forskellige måder og dermed har svært ved at forstå hinandens måde at vise kærlighed på.
I taler altså med forskellige kærlighedssprog.
"Vi har alle behov for at elske og blive elsket, og helt naturligt er vi tilbøjelige til at tale vores eget kærlighedssprog. Altså give udtryk for vores kærlighed og påskønnelse over for andre på den måde, eller med det sprog, som vi selv foretrækker at modtage kærlighed på og får os til at føle os elsket og værdsat," fortæller psykoterapeut Charlotte Bang.
Et kærlighedssprog
Ifølge parterapeut Gary Chapmann, som har skrevet bogen ”Kærlighedens 5 sprog” og dermed udviklet teorien bag, findes der fem forskellige kærlighedssprog – altså fem måder, som du kan udtrykke og forstå kærlighed på over for andre.
Vi rummer og har egentlig brug for alle fem kærlighedssprog, men for de fleste gælder, at vi bedst forstår og derfor foretrækker et eller to af dem.
"Det er sjældent, at vi taler det samme kærlighedssprog, og hvis det ”sprog”, som du taler til fx din partner ikke er hans primære kærlighedssprog, vil det ikke betyde det samme for ham som for dig, og det kan skabe frustrationer og konflikter i parforholdet," forklarer Charlotte Bang.
"Når man ikke forstår eller taler det samme kærlighedssprog, taler man ikke på samme frekvens og kommer derved let til at tale forbi hinanden. Så ved at lære at tale og forstå både sit eget, men også andres kærlighedssprog, bliver man bedre til at forstå og imødekomme hinandens behov, vise kærlighed og få andre til at føle sig elsket og anerkendt. Og samtidigt er det nøglen til at undgå samt løse konflikter og forbedre menneskelige relationer."
Sådan finder du dit og din partners kærlighedssprog
Dit eget kærlighedssprog
For at kunne forstå andres kærlighedssprog er det afgørende, at du forstår dit eget. For at finde frem til, hvilket kærlighedssprog du har, kan du med fordel forsøge at genkalde situationer fra din barndom eller med familie, venner eller tidligere kærester.
Bliv helt klar på de enkelte situationer, og spørg så dig selv: Hvad var fælles for dem? Blev du rost til skyerne og hvisket søde ord i ørerne? Brugte du tid med din elskede? Fik du gaver i form af små, hjemmelavede kager eller invitationer til noget, du holder af? Gjorde din kæreste dig en tjeneste ? Blev du kærtegnet, havde I hed sex, eller husker du en kærlig hånd om livet på dig? Identificer, hvad der var på spil i de situationer, hvor du følte dig elsket – så ved du, hvad dit kærlighedssprog er.
Din partners kærlighedssprog
Du kan finde din partners kærlighedssprog ved at stille dette spørgsmål: Hvad savner du fra mig? Lyt til svaret og se, om ikke kærlighedssproget gemmer sig der. Svarer han for eksempel: ”Jeg savner, at vi oplever noget sammen,” kan det være tid sammen, der er hans kærlighedssprog. Er svaret derimod, at blive rørt ved, kan det være fysisk berøring.
I forlængelse af dette kan du også se på, hvad din partner brokker sig over ved dig. Er det for eksempel: ”Du gør aldrig noget for mig!” kan det handle om, at kærlighedssproget er tjenester, og det er længe siden, du gav en hånd.
Det primære og det sekundære kærlighedssprog
Faktisk har vi ikke bare ét kærlighedssprog, men to. Et primært og sekundært. For nogle ligger de to sprog meget tæt på hinanden, og det kan være svært at vurdere, hvilket der er mest dig, men der kan også være en markant nummer et og to.
Du kan finde dit sekundære kærlighedssprog ved at se på, hvordan du giver andre kærlighed. Er du den, der altid tilbyder at hente dine kære i lufthavnen (tjenester)? Er du hende, der altid lægger en hånd på skulderen og krammer meget (fysisk kontakt)? Elsker du at købe en gave til andre og overraske med en hjemmelavet kage (at modtage gaver)? Er du verdensmester til at give en kærlighedserklæring og sende søde beskeder (anerkendende ord)? Eller er du hende, der inviterer og planlægger fælles oplevelser (tid til hinanden)?
Glæd dig over, at du har to sprog, og bed alle, du kender, om at bruge dem begge.