Maria Gerhardt: ”Brysterne sad alligevel lidt i vejen”

Da Maria Gerhardt trådte ind i det nye år i 2013 var det med en kræftknude på otte centimeter i diameter i sit venstre bryst. I dag er hun tæt på at være 100% rask og har skrevet sine errindringer ned i sin debutroman "Der bor Hollywoodstjerner på vejen", der kombinerer svære emner som kærlighed og kræft. ALT for damernes boganmelder Katrine Nadia Jørgensen har givet bogen seks stjerner: "Den er hjerteskærende og ikke til at lægge fra sig," skriver hun.

Maria Gerhardt fortæller om at miste sine bryster, om at forlade sin krop i det øjeblik, man får stillet diagnosen og om alligevel at se lyst på fremtiden.

hvad var din umiddelbare reaktion, da du fik det at vide, du havde brystkræft?
− Jeg forlod min krop og så alting udefra. Jeg tror, det er en meget normal reaktion på chok. Jeg så det hele lidt som en film, men jeg kan slet ikke huske, hvad jeg tænkte. Kort tid efter sendte jeg gruppesms'er rundt til venner og familie og fortalte, jeg havde fået kræft. Jeg var meget servicemindet.

Hvornår har du været mest bange?
− Det halvårlige tjek, man som kræftpatient skal igennem, er aldrig rart. Jeg går stadig til det, og jeg er jo altid bange for, at de skal finde noget.

LÆS OGSÅ: 6 stjerner til bog om kræft: "Tonen er let og gennemsyret af både ironi og poesi"

Hvad har du ”lært” af at være så syg?
− Jeg har lært utrolig meget. Taknemmelighed blandt andet. Jeg værdsætter mit helbred. Jeg passer på min krop. I dag spiser jeg 100% økologisk, løber jævnligt, og mediterer hver morgen, fordi jeg gerne vil have en krop i balance. Jeg udlever mine drømme – f.eks. har jeg altid gerne villet udgive en bog. Jeg har skrevet siden jeg var 12 år gammel.

Hvordan har du det med, at du har fået fjernet dine bryster?
− Det har jeg det fint med. De sad alligevel lidt i vejen. Og jeg ønsker ikke at få lavet nogle nye. Jeg synes tilmed, at det ser pænt ud, og at det passer til mig uden bryster.

Hvornår græd du sidst?
− For et par timer siden. Jeg er en tude-marie. Mine følelser sidder uden på mit tøj. Jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg græd, men jeg kan komme til at græde, bare der er et smukt lysindfald.

LÆS OGSÅ: "Rigtige mænd græder sgu ind imellem"

Hvad vil du sige til, hvis din søn kommer til at føre samme livsstil med stoffer og sprut i weekenderne, som du gjorde i 00’erne?
− Det håber jeg ikke, han gør, og det er jeg overbevist om, at han ikke behøver, men han skal selvfølgelig prøve nogle ting af, som jeg ikke vil billige. Det skal man vel i 20'erne.

Hvad fortryder du?
− Intet. Bortset fra at jeg godt kunne havde gået til lægen noget før, med min knude i brystet. Det betyder meget at finde kræften i tide, og jeg havde en knude i brystet på otte cm.  

Hvorfor har du valgt at skrive denne bog?
− Fordi jeg ikke kunne lade være. Min og Rosas (Marias kone, red.) historie måtte ud, og jeg havde lyst til at beskrive mit sygdomsår i detaljer. Jeg ved, jeg bliver opfattet som en meget stærk person, og derfor følte jeg et ansvar, fordi andre kan lære noget af mit sygdomsforløb.

Hvad er det vigtigste, du har lært af dit liv?
− Med en kliche vil jeg sige, at jeg lærer hele tiden., men at jeg klart i de sidste tre år mentalt er blevet tyve år ældre ved få hende, jeg altid gerne har villet have, ved at blive forælder og ved at gennemgå og overleve et hårdt sygdomsforløb.

LÆS OGSÅ: 5 kendte kvinder om deres livs vendepunkt