Kvinde holder ældre mands hånd ved hospitalsseng i svagt oplyst stue

Ninas stedmor stod i vejen for afskeden med hendes døende far

Hverken jeg eller min bror havde et særlig godt forhold til vores kølige stedmor. Så da vores far blev terminalt syg og af den grund bad os om at blive forsonede med Elise, sagde vi selvfølgelig ja. Det blev et løfte, der skulle vise sig svært at holde.

hjemmet logo farve

Hverken min bror, William, eller jeg havde et særlig tæt forhold til vores fars nye kone, Elise. 

Hun var først kommet ind i vores liv, da vi var 20 og 22 år gamle. Vi havde mistet vores mor til brystkræft på det tidspunkt, og efter hendes død havde vores far så mødt Elise. Vi nåede aldrig at skulle bo sammen med hende og havde begge travlt med vores egne liv, så Elise betød egentlig ikke det store for os eller for vores liv. Jeg var derfor lidt ligeglad med hende, men det ændrede sig, da jeg først blev rigtig voksen og selv stiftede familie.

Elise, der aldrig selv var blevet mor, havde nemlig svært ved at skjule sin irritation over mine børn. Stod det til hende, måtte det være nok, at min far så sine børnebørn to gange om året, nemlig til fødselsdag og jul. Det fik hun heldigvis ikke lov til at bestemme alene. Vores far var stolt af at være blevet morfar og holdt fast i, at han selvfølgelig skulle være en del af børnebørnenes liv. Men han slap ikke for at mærke Elises modstand imod det. Det gjorde vi andre heller ikke. Elise var afvisende, lukket og tvær, når der var familiesammenkomster, og det var ærlig talt svært at tackle. Men jeg syntes nu, at vi gjorde vores bedste, mest af alt for vores fars skyld.