Lisbeth Wulff har fået foretaget en øjenoperation og vil nu advare andre: "Det er eddermame en intens oplevelse"
Selvom Lisbeth Wulffs operation gik godt, var oplevelsen mere voldsom, end hun havde forventet.
Lisbeth Wulff fik for nylig foretaget en linseoperation, der har forbedret hendes syn. Men oplevelsen var noget voldsommere, end hun på forhånd havde regnet med.
Det fortæller hun i ALT for damernes podcast ’ALT fortalt’.
Under en linseoperation udskiftes øjets naturlige linse med en kunstig for at korrigere synsfejl som nærsynethed, langsynethed, bygningsfejl og alderssyn. Samtidig fjerner indgrebet risikoen for senere at udvikle grå stær.
Da Lisbeth Wulff havde en brillestyrke på minus seks, og hendes øjne blev irriterede af kontaktlinser, var operationen en oplagt løsning. Især fordi hun som skuespiller ikke altid kan have sit ikoniske, store brillestel på.
– I min alder – jeg er jo 54 – er der utrolig mange, som begynder at få den her operation, fordi man ikke har lyst til at gå med briller. Og der findes bare mange reklamer, hvor der står, at det kun tager ti minutter for hvert øje, og så kan du gå på arbejde dagen efter. Sådan er det altså bare ikke, og det gik også pludselig op for mig, at fuck, der er jo en rimelig stor risiko for, at noget kan gå galt, siger hun og fortsætter:
– Det er eddermame en intens oplevelse, og selve operationen er fandme også vild, synes jeg. Det er jo ikke hele kroppen, der bliver bedøvet, så du er jo vågen undervejs. Så du ligger der – og jeg er jo også én med en dejlig fantasi – så jeg lå jo og tænkte alt muligt. Jeg kunne jo mærke, når der ikke var en linse længere. Du ligger og kigger op i en lampe, og den kan du se. På et tidspunkt kan du så ikke længere. Så ved du jo godt, at nu er linsen ude. Så ligger man bare og håber, at der kommer en god én ind, for du kan jo ikke lave det om. Du kan ikke lige samle din egen gamle linse op fra skraldespanden og sige, at den putter vi ind igen.
Operationen gik heldigvis godt, men hun mener, det er vigtigt at tale om, hvor voldsomt det faktisk er – især fordi indgrebet fremstilles som værende nemt, hurtigt og smertefrit.
– Jeg har lyst til at sige til folk: Tag lige noget beroligende, for det er ikke bare ligetil.
Lyt til hele samtalen i podcasten 'ALT fortalt', hvor hun og Brian Lykke også taler om, om vi er blevet for dårlige til at tale om det, der går godt i vores liv, fordi vi har så meget fokus på det, der gør ondt – og om man kan komme til at identificere sig for meget med det svære.