Da Zelma tabte sig efter et breakup, fik hun mange uønskede komplimenter: ”Jeg havde det ret mærkeligt med det”

Var Zelma Lewerissa som lille blevet bedt om at gætte, hvor hun ville ende som voksen, lå det ikke i kortene, at svaret var fotomodel, tv-personlighed og en af Københavns it-girls.

– Da jeg var helt lille, så man stadig The Voice og MTV, og her var der nogle helt klare idealer, som jeg blev præsenteret for. Det var idealer om at være ekstremt tynd og blond. En nærmest kommerciel skønhed, husker Zelma, der er vokset op med forældre, der var skilt og bragte hver deres kultur og intellektuelle udsyn ind i deres datters horisont.

Hendes far var skuespiller og dansk-indonesisk, hende mor dansk-ukrainsk-jødisk antropolog. Der var bevidsthed på begge sider – om ophav, kultur og især om, hvad man i hvert fald ikke ville ligge under for.

– Det er altid blevet italesat, især fra min fars side, at det er smukt at være mørk. Det var ikke det, der var normen, når jeg kiggede mig omkring i skolen, men heldigvis havde jeg to storesøstre, som jeg så enormt meget op til, og som jeg kunne spejle mig i.

Diktatet i Zelmas folkeskole var, at piger skulle være tynde. I gymnasiet blev der foregivet en vis rummelighed – hvis du havde en vis kulør, måtte du gerne have kurver, men det var stadig nogle helt særlige proportioner, der var ”de rigtige”. Hofter og runde bryster kunne accepteres, så længe den smalle talje var den kontrastfulde modsætning.

– I gymnasiet var der en ret særlig stemning omkring mad. Vi skulle være på suppeskure og træne, og det hele blev grupperet under det overordnede begreb #Fitspo (fitness inspiration, red.), som blev serveret på instagram. 

Det var en livsstil, som på overfladen var sund, men som påvirkede mig meget i en periode i 1.g. Jeg blev meget opmærksom på at undgå kulhydrater, spise protein og huske min træning. 

Det kunne nok være kammet over i et usundt fokus, men heldigvis fik jeg præsenteret helt andre værdier derhjemme, husker Zelma Lewerissa, da vi mødes til frokost i indre København.

– Min mor er meget sund – sådan en, der sørger for, at du får hørfrø i bagværket og dine 600 gram frugt og grønt om dagen. Min far er en ægte levemand. For ham skal ”en Lewerissa spise mindst tre portioner”, ellers er man spiseforstyrret.

Hun griner og understreger, at kontrasterne hos hendes forældre måske netop er dét, der har gjort hende forholdsvis afbalanceret. Hos moderen var der struktur og regler, sengetider og en kostpyramide, der blev efterlevet. Hos faderen var det hele mere afslappet. Ikke så mange regler, lidt mere tilfældighed, men altid masser af mad og kærlighed.

– De store kontraster mellem mine to hjem kunne godt være lidt svære at navigere i. Jeg har boet otte forskellige steder i løbet af min barndom, men jeg har altid boet på Nørrebro med en af mine forældre. 

De første mange år af mit liv, boede vi i socialt boligbyggeri. Her var der stor social og etnisk diversitet, og det var en kontrast til den privatskole, jeg kom på, hvor alt var meget homogent.

En forandrende tid

Som barn var Zelma vant til, at rejser og oplevelser blev prioriteret over materielle goder, og det værdisæt blev omsat til en voksende udlængsel i gymnasiet.

– Den trang, der boede i mig, blev livsforandrende på så mange planer. Jeg ville ud at opleve verden, og jeg vidste, at traditionel udveksling var så dyrt og kun varede et år, så jeg søgte ind på et scholarship program, United College, hvor jeg fik tildelt fuldt stipendium, fortæller hun med strålende øjne.

Programmet foregik i Indien, så der flyttede hun til i 2013 for at tage en international gymnasial uddannelse. Hun gik i skole med unge fra hele verden, og på skemaet var der ikke kun de traditionelle fag, men også undervisning i social retfærdighed, samfundsforhold og projektledelse.

– Jeg var vant til, at vi talte om store emner derhjemme såsom racisme og social uretfærdighed, men i 2013 var feminisme altså ikke en del af den almindelige samtale. 

Slet ikke den intersektionelle feminisme (en analytisk ramme, der ikke blot forstår ulighed i form af køn, men som et resultat af flere overlappende diskriminationsformer såsom race, klasse, seksualitet og funktionsevne, red.). 

Men her var både det faglige niveau højt og engagementet så stort, at det påvirkede alt i mig. Der var en energi, jeg aldrig havde mødt før. Og pludselig var ting som vægt, udseende og stereotype idealer ikke bare ligegyldige, men næsten latterlige. Hvorfor gå op i det, når der er så meget andet i verden, der er større og vigtigere?

De skoleår blev med Zelmas ord ”bevidstheds-udvidende”. Her var der ingen suppekure og kropsidealer, ingen faste rammer og fordomme, ingen kønsstereotyper og snærende seksualmoral.

– Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at mange af de ting, vi lærte fagligt, var på universitetsniveau, og at de avancerede sociale ideer, vi blev præsenteret for, slet ikke var gængse blandt mine danske jævnaldrende. 

I Indien måtte man gerne være ”bi-curious” eller ”queer” for en periode eller for altid. Der var plads til det hele. Vi fik også en enorm stor frihed – måske for stor på visse områder, griner Zelma.

– Vi rejste alene rundt i Indien, festede i Goa, eksperimenterede, så da vi tidligere elever mødtes til 10-års-jubilæet, sagde en af min gamle klassekammerater: ”I feel like we are alive by chance” (Jeg føler, at vi er i live ved et tilfælde, red.). Det var en oplevelse for livet, men set med nutidens briller forstår jeg ikke helt, at vi fik lov.

Kropsidealet flytter sig ikke

Selvstændigheden bundfældede sig i Zelma, da hun vendte hjem til Danmark. For her blev hun ikke bare konfronteret med de herskendes skønhedsnormer, hun blev også bevist om, at hun ikke ville ligge under for dem.

– Jeg blev scoutet (opdaget af en agent fra et modelbureau, red.) på Facebook, og da jeg fortalte min mor om henvendelsen, var hun meget skeptisk. 

Hun er venstreorienteret, feminist og imod reality-tv og overfladiske idealer, så det stred meget imod hendes værdier. Omvendt kunne hun godt se, at jeg ikke var typen, der pludselig ville tabe 20 kilo for et job, som jeg ikke har bedt om, fortæller Zelma.

Så hun mødte op, men kunne hurtigt konstatere, at det ikke var stedet for hende. Hun følte ikke, at de udfordrede de gængse skønhedsidealer. For dem var en plus-size-model en størrelse 38 med store bryster.

– Men så kom jeg i kontakt med bureauet Le Management, hvor det at repræsentere plus-size-modeller ikke blot var symbolsk, men noget, de reelt mente. Jeg har aldrig skullet lave om på mig selv eller tabe mig for at passe ind hos dem – tværtimod. 

Og det er stadig dem, der repræsenterer mig den dag i dag, siger Zelma Lewerissa, som på trods af nogle år, hvor der har været fokus på kropspositivisme og diversitet, aldrig har troet på, at skønhedsidealet for alvor har ændret sig.

– Idealer handler desværre ikke om sundhed, men om trends, og da vi oplevede den kortvarige kropspositivitetsbølge, handlede det i lige så høj grad om salg som om inklusion. 

Virksomheder kunne kapitalisere på tidsånden. Og nu er det hele så ved at blive tilbagerullet. Det understreger desværre bare det faktum, at der aldrig har være en ægte aktivistisk dagsorden bag bevægelsen. 

Diversiteten blev ikke forankret, og vi nåede aldrig over på et repræsentativt niveau af forskellige typer kroppe i medierne, siger hun og understreger, at hendes kritik ikke handler om individuelle hensyn eller forsmåelse, men om, at der er noget større på spil.

– Hele tyndheds-epidemien er i virkeligheden politisk. Det er en grad af fascisme, der er på spil. Vi kan ikke gøre oprør eller stå imod overfor undertrykkelse, hvis vi er sultne og energiforladte. 

Det var i forvejen ikke godt nok, når vi taler inklusion, repræsentation og menneskelige idealer, men nu er det jo decideret skandaløst. Alle jobs til curvy modeller forsvinder. Der er ikke jobs at få, og det er ikke kun her i landet, men i hele verden, siger Zelma og tilføjer:

– Den tynde krop opleves som neutral. Den er altid på mode, mens andre kroppe kan være en del af en dille og så ryge ud igen. Det er meget bekymrende. 

Da jeg tabte mig efter et breakup, fordi jeg var ked af det og mistede appetitten, fik jeg så mange uønskede komplimenter – både online og i mødet med andre mennesker. Tyk-fobi lever i bedste velgående. Både i kommentarspor og rundt omkring i krogene.

LÆS OGSÅ

Sara Bro: ”Mit projekt er ikke at vise, om jeg er tyk eller tynd”

Hvordan inspirerer man andre kvinder til at være endnu mere (krops)modige og ikke ligge under for andres meninger? Sara Bros opskrift er at lade Instagram flyde over af bar hud, kærlighed, tunge vægte og et rundhåndet drys af pink. Hun tør trodse stereotyperne og skubbe til normerne – og som elsker sin krop for alt det, den er og kan.

Nye definitioner

For Zelma Lewerissa er det afgørende, at vi ikke bare trækker på skuldrene og affinder os med, at nutidens ideal er den nye normal. Hun mener, det er afgørende, at flere meningsdannere såvel som medier tør lægge aktivt afstand til det.

– Vi hverken kan eller skal acceptere, at det her er den nye status quo, for så kan de usunde idealer bare få lov at forsætte.

Der er ingen, der er komfortable indenfor denne her rigide ramme. Utilfredsheden lever også blandt de konventionelt ”smukke kvinder”, mener hun.

– Men det er altså ikke kvindernes individuelle ansvar at sige fra. Jeg tror, løsningerne ligger i kollektivet. Vi skal turde være mere en del af et fællesskab, der siger fra over for de undertrykkende strukturer. For mig handler det ikke om, at vi skal være bange for skønheden eller dæmonisere forfængelighed, men vi skal have lov til at definere den for os selv.

Bevidsthed om mekanismerne bag de billeder, vi bliver præsenteret for på både traditionelle og sociale medier, er det, der gør, at vi kan holde fast i os selv og vores værdier, mener Zelma. Og så gør alder også en forskel.

– Min egen definition af skønhed har helt sikkert ændret sig i takt med, at jeg er blevet ældre. I dag er jeg mere fascineret af det, en person har udrettet, end hvordan personen ser ud. 

Det er intention og dedikation, der gør et individ smukt, siger hun og konstaterer, at når man kan udslette alderens tegn med kosmetiske behandlinger, bliver det så meget desto mere interessant og smukt at kigge på de kvinder, der står ved deres naturlige udtryk og alder.

– Som barn kunne jeg ikke intuitivt se skønheden i en 75-årig kvinde. Det kan jeg i dag, hvor alle konventionelle skønhedsmarkører kan købes, hvis bare man har en stor nok pengepung.

Fordi Zelma Lewerissa selv arbejder som både skuespiller, vært og model, er hun fuldt ud bevidst om billeders magt, og hvordan de også påvirker hende.

– For mig personligt handler de negative sammenligninger i dag mere om andres liv end andres kroppe. Der er virkelig kamp om kurateringen. Jeg føler ikke, det er noget, jeg oplever i min vennegruppe, men online er det som om, at alt skal lægges ud og doseres i de rigtige mængder – selv sårbarhed og følsomhed er kurateret. 

Tidligere talte vi meget om, at der var en online tilstedeværelse og så en levet eksistens. Men de to livsverdener, tror jeg, er smeltet sammen for min egen og mange af de yngre generationer.

Zelma kigger ned på neglene, der er prydet med nail art – lysegrå flader med små sorte prikker og tipper – og smiler.

– Det kan lyde meget alvorligt, og det er det også. Altså vores relation til vores eget udseende. Men det er jo også en leg, en fornøjelse. Jeg har altid elsket tøj og makeup – det er en glæde og en måde at tage hånd om sig selv. Selfcare. 

Jeg elsker at sætte tøj sammen og lege ”klæd-ud-skab” og eksperimentere med cremer og makeup. Men begrebet selfcare skal udvides, mener Zelma Lewerissas.

– For mig handler det også om bevægelse, relationer og mad. Jeg elsker selv at lave middage, afprøve nye opskrifter, spise med venner. 

Der er altid gang i køkkenet derhjemme, for jeg bor med en veninde, jeg har en lejer, og så har min far også et pendlerværelse i lejligheden, som han bruger, når han er på job i København. Han er virkelig god til at laver lækker indonesisk mad med masser af krydderier, kokos, peanuts og limeblade.

LÆS OGSÅ

Petra Nagel har det godt med sin krop – men for bare to måneder siden havde hun en svær oplevelse

Petra Nagel har delt en stor del af sit voksenliv med Danmarks befolkning i hudløst ærlige tv-programmer om kropskærlighed, dating, selvværd og familieliv. Hun har turde at vise sin sårbarhed, ensomhed og indre konflikt. Men nu er hun lykkeligt gift, mor til tre og arbejder med sit drømmejob. Så hvad nu? Kan hun tillade sig ikke at være utilfreds længere og omfavne såvel sin krop, sit udseende og sit liv, præcis som det er?

Kritisk medieforbruger

Bevægelse skal også helst være både sjovt og meningsfuldt, og derfor ser du ikke Zelma Lewerissa tonse afsted alene på et løbebånd i fitnesscenteret. Det har hun prøvet, og det gider hun ikke. Det giver meget mere på livskvalitetskontoen, når hun træner med en håndfuld af de vigtigste kvinder i hendes liv.

– Hver mandag træner jeg på et hold hos min tante, hvor min mor, moster og kusiner også kommer. Her får vi styrketrænet – det, siger man jo, er godt for os kvinder – og så går vi også til pilates sammen, fortæller hun, og tilføjer:

– Jeg kan godt lide at træne med kvinder fra ældre generationer. Det er meget frigørende at se deres tilgang til motion. For dem er det ikke så vigtigt, hvad for nogle styles, de er iført, og fra hvilket mærke, tøjet kommer. 

Det er mere sådan noget med en oversize T-shirt og et par shorts fra 1800-hvidkål, og så er de klar. De har ikke det samme ydrestyrede blik på sig selv, som min generation, der er vokset op med konstant at få taget fotos. 

Når vi træner, er der ingen spejle at kigge i, og der er ikke et konstant fokus på, hvordan kroppen ser ud, men derimod hvordan den føles, og hvad den kan præstere.

Men det er ikke kun de ældre generationer, der har sat deres præg på Zelmas prioriteter. Det har hendes dannelsesrejse til Indien også, og de erfaringer, hun gjorde sig dengang, har hun i dag vekslet til en indre kapital, hun kan trække på, når den ydre verdens krav synes overvældende.

– Jeg er meget taknemmelig for, at jeg var i et miljø, da jeg var helt ung, hvor status ikke handlede om kroppen. Det var sejere at være en nørd, der vidste noget om politik, verden og kultur. Dét at være nysgerrig og have fede interesser, var det, der var sejt. 

De to år, hvor jeg var i Indien, havde jeg ikke en telefon, og det var ikke bare sundt, mens det stod på; det har også præget mig, efter jeg kom hjem, siger hun.

I dag er hun er en ekstremt kritisk medieforbruger, og hun sætter en ære i at bevare sin sunde skepsis, når et særligt budskab gentages, eller et forsimplet ideal løftes op på en piedestal.

– Nu er det så protein, der fylder alle vegne. I en periode var det fedtfattig mad, og lige om lidt er det noget andet. Så skal vi være mindfull, og så skal vi dødløfte en hel masse kilo – det er skruen uden ende. 

Jeg forstår godt, hvis mange synes, det er svært at være en kritisk forbruger, for der er hele tiden noget, du kan gøre anderledes. Og hvis vi, der er blevet voksne, bliver så påvirkede af det, hvad så med de skrøbelige, plastiske unge hjerner?

Kroppen som livsledsager

Nogle af svarene fandt hun selv, da hun deltog i TV2-programmet ”Shaolin”, hvor minimalistisk livsstil og intens kampsportstræning træder i stedet for Instagramfix, power smoothies og proteinkure.

– Alle os, der deltog i programmet, troede, at vi ville få brug for at trække os fra fællesskabet, zone ud og have tid for os selv. Men det er faktisk det modsatte, der sker, når du ikke har din telefon og får en masse impulser udefra. 

Vi fik mere social energi af at være der, og prioriterede samtalerne og fællesskabet i gruppen. Vi narrer os selv, hvis vi tror, at telefonen giver os en pause, den er en byrde, konstaterer hun.

– Siden jeg kom hjem, har jeg prøvet at overholde mit daglige tidsforbrug på Instagram på max 45 minutter, og det giver mig et dopaminkick, når jeg beviser for mig selv, at jeg sagtens kan overholde det. 

For mig er det vigtigste at have en sund dopaminregulering og en veludviklet attentionspan (hvor længe en person kan fokusere på én ting uden at blive distraheret, red.), men det er ikke nemt.

Det er en erkendelse, hun ville ønske, at hun var nået til tidligere – sammen med indsigten om, hvor stor forskel der er på det, vi piner os selv med ved vores udseende, og dét, som andre mennesker reelt bemærker.

– Jeg er godt klar over, at skønhed er et privilegium, men tænk på al den energi, man har brugt på at overtænke en eller anden lille fejl, og så er alle omkring dig komplet ligeglade. Det er alt sammen oppe i ens eget hoved. Min veninde delte et Rihanna-

citat med mig, der lyder: ”Man skal nyde sin krop i alle dens sæsoner”. Det er til dags dato den bedste måde, jeg har hørt forholdet til kroppen være formuleret på. Den ændrer sig hele tiden, så det gælder om at nyde hvert moment.

Zelma Lewerissa nærmer sig de 30 år og befinder sig i flere brancher, hvor alder defineres helt forskelligt. Hun er uddannet antropolog og er i det felt ung, mens hun i modebranchen nu er blandt de ældre modeller.

– Jeg savner ikke at være 22 år, men jeg føler heller ikke, at jeg er gammel endnu. Jo, som model er jeg ikke ”den unge” længere, men når jeg laver podcasten ”En anden tid” med Hella Joof og Abdel Aziz Mahmoud, er jeg jo den unge stemme. Så aldersbegrebet er meget defineret af den kontekst, man befinder sig i, bemærker hun.

– For mig er det inspirerende at se, at kvinder med alderen helt automatisk giver færre fucks. Min mor er meget opmærksom omkring og omsorgsfuld overfor de fællesskaber, hun befinder sig i – men hun er da komplet ligeglad med, hvilken alder hun selv og hendes veninder har.

Zelma begynder at røre på sig – ikke for at finde sin telefon, men for at samle sine sager. Hun skal videre. Købe fødselsdagsgave til en veninde. Investere i endnu et fællesskab. Men hvad lægger hun egentlig selv mærke til ved andre kvinder?

– Det kan lyde lidt højtravende, men i bund og grund er det jo et menneskes tilstedeværelse i et rum, der siger mest om deres sjæl – deres evne til at være til stede. 

Og der er mange ældre kvinder altså en hel del længere fremme end de yngre. De har en anden ro, der er smuk. Sammen med smilerynkerne, de små tegn på det levede liv, det voksende intellekt. Heldigvis bliver vi typisk mere vise og mindre forstokkede, jo ældre vi bliver, siger hun.

– Og så er jeg helt fascineret af ældre menneskers måde at bære smykker og tøj. Det er primært arvestykker, ting af kvalitet, noget man har sparet sammen til og passer på, og som så bliver til den enkeltes rustning af historie. 

LÆS OGSÅ

Mona Juul lider af "hemmelig sygdom": "Jeg ved aldrig, om det gør ondt, når jeg rejser mig"

Formand for Det Konservative Folkeparti Mona Juul har tidligere beskrevet den slidgigt, som hun har døjet med, siden hun var 15 år, som en tyv, der kommer og tager noget fra en.