Alle forventede, at Emilie ville være lettet, da hendes far døde – men i stedet ramte sorgen

Da min far døde i 2022, var der flere, der spurgte mig, om ikke det var en lettelse. Og overraskende nok er svaret nej.

Min far var en skidt fyr. Egentlig begynder historien som en, mange desværre kan kende.

Min far var direktør i et ejendomsfirma og tjente mange penge. Hver dag tog han turen fra Tuse Næs til København, og hvornår på dagen, han kom tilbage, husker jeg ikke. 

Jeg ved ikke, hvornår han begyndte at drikke. Jeg kan huske avispapiret på ruderne til hans låste kontor, når vi ikke skulle se, hvad der skete derinde. Jeg kan huske panikken i min venindes øjne, da hans krop lå tung og foroverbøjet over tastaturet, engang vi løb ind for at spørge om en is – men hvornår det egentlig begyndte, det ved jeg ikke.

Jeg kan godt huske, hvornår det blev rigtig skidt. Der sker noget med minder, når mange af dem er grimme. Hjernen husker kun i glimt, og nogle gange er jeg ved at glemme, at jeg engang var et barn, der havde brug for min far. 

LÆS OGSÅ

Svend Brinkmann genovervejede, hvad der er vigtigt i livet, da han mistede sin far og en nær ven – og fandt frem til én ting

Svend Brinkmann har i de seneste år haft mange overvejelser om, hvad han egentlig skal bruge sin tid på.

Det var vigtigt for ham at samle på billeder af vores gode dage sammen som familie, og selvom jeg godt ved, at de ikke passer, så er jeg taknemmelig for ”Familien Folis fotoalbum” på hylden, for ellers ville jeg ikke kunne huske, hvordan han sad ved siden af mig om morgenen og så tegnefilm, eller dengang han farvede mit hår giftgrønt i haven.

Men når nogen spørger ind til min barndom, er det ikke de glimt af minder, jeg fortæller dem om. Min far fik det aldrig bedre, kun værre. Han dukkede op fuld til skolearrangementer, han ikke var blevet inviteret til, han gemte kanyler i skabet ved siden af blyanterne, og da jeg ringede til ham grædende, fordi min barndomskæreste havde slået op, hentede han mig fuld i bilen. 

Han sagde ikke et ord hele vejen, og så snart mine små ben ramte gårdspladsen, smækkede han bildøren og kørte væk. Så tog vi på krisecenter.

Den kontakt jeg havde til min far, blev mindre og mindre, jo ældre jeg blev. Helt i starten af mine tyvere, kørte jeg ham til et misbrugscenter, hvor han blev et par dage. 

Så til elektrochokterapi, der fik ham til at pisse i bukserne og glemme, hvem jeg var. Så ingenting. Til sidst bestod vores kontakt mest af ubesvarede mails, hvor han sendte mig links til teaterstykker og film, han gerne ville have, at vi skulle se sammen.

Den sidste besked han sendte til mig var, at han ikke elskede mig mere, og at han var skuffet over det menneske, jeg var blevet.

Det er svært at forklare dem, der elsker mig, hvordan jeg knugende savner et menneske, der aldrig har eksisteret. Hvordan minderne om en mand, der gerne ville, men ikke kunne, giver mig hjemve efter et hjem, jeg aldrig har haft. 

Da han døde, skulle jeg ikke kun sørge over min far, jeg skulle sørge over den kærlighed og tid, jeg aldrig fik og nu vidste, at jeg aldrig ville få. 

Mest af alt skulle jeg sørge alene, fordi alle omkring mig lod til at forvente, at jeg ville være lettet, nærmest glad over, at han ikke længere var svær baggrundsstøj i mit liv.

Hvis du kender nogen med svære forældre, og det tror jeg, at de fleste gør, så lov mig at spørge ind til dem. Og hvis de forældre dør, som forældre på et tidspunkt gør, så pas på dem, som du ville passe på alle andre, der har mistet en forælder, for sorgen er den samme – og vi har ingen steder at gøre af den.

LÆS OGSÅ

Anne Hjernøe: De ord skal vi turde sige til mennesker i sorg

Kreativiteten blev en vigtig kilde til lindring for Anne Hjernøe da hendes mand Jens Folmer Jepsen døde. Nu har hun skrevet en bog om sorg og om det, der kan hjælpe os til at være i den og begynde at se lyset igen.