Bogforside til Barndom af Tove Ditlevsen med foto af kvinde i gård.

Hvilke bøger har sat spor? Tre litteraturkyndige kvinder peger på de vigtigste bøger fra de seneste 80 år

Af alle de bøger, der er udkommet i ALT for damernes levetid, hvilke er så de vigtigste? I denne artikel kan du møde tre meget bogkyndige kvinder, der fremhæver hver sit bud på et kvindelitterært værk, et verdensomvæltende værk, en klassiker og en personlig favorit fra de seneste 80 års litteraturudgivelser.

ALT for damerne logo

Litteraturforskeren - ”Jeg blev vildt forelsket i digteren og hans værk”

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai har tre meget kendte værker på sin liste over bøger, der har haft stor betydning for læsere i Danmark og internationalt. Og et enkelt, der har haft særlig betydning for hende selv.

Et kvindelitterært værk

– Tove Ditlevsens erindringsværk ”Barndom” (1967) er et enestående stykke kvindelitteratur, fordi forfatteren formår at forene skildringen af en barsk social virkelighed med en dybt personlig fortælling om en piges kamp for at finde sin egen stemme. 

”Barndom” beskriver fattigdom, begrænsede muligheder og arbejderklassens hårde liv på Vesterbro i 1930’erne, men værket viser samtidig, hvordan en følsom og fantasifuld pige skaber sig et frirum midt i en verden, hvor hverken moren, faren eller omgivelserne forstår hendes længsel efter litteratur og poesi. 

Netop denne erfaring har gjort bogen til et klassisk værk i kvindelitteraturen.

– Ditlevsen skildrer en ung pige, der kæmper for retten til at være selv sig og blive elsket. Hendes præcise sansninger, poetiske billedsprog og usædvanlige evne til at udtrykke pigens sårbarhed giver værket en særlig styrke og skaber et dybt indblik i et kvindeliv. 

Samtidig har værket et nuanceret billede af moderen, hvis egne skuffede drømme præger hendes forhold til datteren. ”Barndom” er en bevægende fortælling om køn, klasse, identitet og skaberkraft, skrevet med en kunstnerisk originalitet, der har gjort Ditlevsen berømt i både USA og Europa.

”Barndom”, Tove Ditlevsen, Gyldendal, 132 sider, 200 kr.

En klassiker

Michael Strunges ”Vi folder drømmens faner ud” (1981) indfanger med en sjælden poetisk intensitet ungdommens håb, rastløshed og længsel efter frihed i en tid præget af storbyliv, teknologi, atomtrussel og kulturel forandring. 

Strunge skriver med en energi, der virker umiddelbar og levende, og hans digte taler til læsere langt ud over den generation, de oprindeligt blev skrevet til.

– Digtsamlingen er forankret i 1980’ernes København, en verden med neonlys, trafik, musik og ungdomskultur, men den handler samtidig om tidløse menneskelige erfaringer: Drømme, kærlighed, ensomhed og ønsket om at skabe mening i tilværelsen. 

Strunge fremstiller den unge som et menneske på tærsklen til verden, fyldt af både sårbarhed og oprørstrang. Han udfordrer traditionelle forestillinger om maskulinitet, søger nye veje i kærligheden og nye måder at være voksen på.

– Digtene bevæger sig smukt og stærkt mellem mørke og håb, mellem undergangsvisioner og en ung insisteren og tro på fantasiens kraft. Netop denne spænding giver værket dets særlige kunstneriske styrke og gør læsningen til en befriende oplevelse. 

Bogen er blevet en klassiker, fordi digtene formår at give stemme til en ung mands længsler og drømme på en måde, som er bevægende, intens og kunstnerisk overbevisende.

”Vi folder drømmens faner ud”, Michael Strunge, Gyldendal, 57 sider, 200 kr.

Et verdensomvæltende værk

– Da Simone de Beauvoir udgav ”Det andet køn” i 1949, forandrede hun synet på køn og kvinder og skabte en helt ny måde at tale om køn og frihed på. 

Bogen udfordrede den forestilling, at kvinders plads i samfundet var bestemt af biologien og naturen. Beauvoir viste i stedet, hvordan kvindelighed formes gennem opdragelse, kultur, traditioner og sociale forventninger. 

Hendes berømte formulering: ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”, blev et vendepunkt i forståelsen af køn og identitet, og et udgangspunkt for al senere kønsfilosofisk tænkning.

– Med en original kombination af filosofi, historie, litteratur og samfundsanalyse undersøgte Beauvoir, hvordan kvinder gennem århundreder var blevet defineret som det afvigende, ”andet køn”, mens manden blev opfattet som det rigtige, egentlige menneske. 

Hun viste, hvordan det begrænsede kvinders muligheder for at leve frit, og bogen inspirerede generationer af kvinder til at kræve uddannelse, arbejde, politisk indflydelse og retten til selv at forme deres liv og står i dag som et af de mest indflydelsesrige værker i moderne idéhistorie.

”Det andet køn 1 og 2”, Simone de Beauvoir, Gyldendal, 1008 sider, 350 kr.

Et værk af en særlig personlig betydning

– Jeg har fået helt frit valg i denne kategori, og det gør, at jeg tør tillade mig at vælge min mand, digteren Klaus Høecks værk, ”Hjem” fra 1985. 

Jeg havde lige lært Klaus at kende, da jeg modtog et eksemplar af bogen, som er bygget op i tre hovedspor: Natur, kultur og ånd. Tilsammen danner de et poetisk kort over Danmark, og den verden, mennesket lever i.

– Jeg blev vildt forelsket både i digteren og hans sprogligt eksperimenterende værk, der undersøger, hvad et hjem egentlig er: Et geografisk sted, en kulturel tradition og en åndelig tilstand. 

Her kunne jeg læse om alt fra vores byer, pladser, slagterier og gartnerier til vores kirker, slotte, skoler og broer. Jeg kunne med digteren vandre på hederne, i skovene og ved havet.

– Digtværket spørger til, hvad det er at tro og at tvivle, at få venner, elske og miste og dermed måtte sørge over sine kære. 

Sproget udsættes for usædvanlige eksperimenter, og nogle af digtene om troen er en slags moderne tungetale, hvor hver enkelt ord udfordres af det matematiske system, digtene er skabt over. 

Men man behøver ikke studere eller analysere systemet for at opleve digtenes skønhed. I ”Hjem” er alt det nære hverdagsliv, alle de stærkeste følelser og de dybe trosoplevelser nærværende.

Bogen fås antikvarisk og på bibliotekerne

Anne-Marie Mai

Professor i Nordisk Litteratur, Syddansk Universitet, Chair of Danish Institute for Advanced Studies, medlem af Det Danske Akademi, ridder af Dannebrog. 

Forsker i dansk, nordisk og international litteratur og har senest i 2025 udgivet ”En anderledes Andersen – H.C. Andersen i nyere litteratur”. 

Har i 2025 ledet Undervisningsministeriets udvalg for en ny litteraturkanon til gymnasiet, der lige er trådt i kraft.

Bogklubværten - ”Et lille ydmygt ord med tusindvis af betydninger”

Selv om Ann Lind Andersen valgte film som sin primære karrierevej, er hendes viden om og kærlighed til bøger enorm. Og hun har vægtige favoritter på sin litterære top-4.

Et kvindelitterært værk

– Thit Jensen er en fantastisk kvindelig forfatter, som er gået lidt i glemmebogen. Når hun bliver nævnt i nutiden, er det tit i forlængelse af hendes bror, Johannes V. Jensen – den STORE forfatter – men det, som Thit har bedrevet som forfatter, er lige så stort. 

Det er bare overset, hvilket er helt uforståeligt. Den eneste af hendes bøger, der sommetider bliver hevet frem, er ”Stygge Krumpen”. Det er et fantastisk værk, men hun har skrevet så mange andre spændende romaner. 

Hendes helt store kvindelitterære værk er ”Gerd – Det tyvende århundredes kvinde” fra 1918, men jeg vil også gerne fremhæve hendes erindringer ”Hvorfra? Hvorhen?” fra 1950, som siger meget om hendes liv.

– Thit var en fascinerende kvindeskikkelse på alle måder. Hun eksperimenterede med sine tekster og skrev ting, som var fuldstændig forud for den tid, hun levede i – f.eks. ”Den erotiske hamster” fra 1919, som blev genudgivet i 2018 med forord af Suzanne Brøgger. 

Thit Jensen var en rigtig levekvinde og blev altid beskrevet som et menneske med en kæmpestor erotisk udstråling og tonsvis af meget lidenskabelige affærer.

”Hvorfra? Hvorhen?”, Thit Jensen, Saga/Lindhardt og Ringhof, 208 sider, 270 kr.

En klassiker

– Inger Christensens stordigt ”det” fra 1969 er et centralt værk i dansk litteratur. Det har en skematisk struktur, som er ret vellykket, og Inger Christensen modtog da også De Gyldne Laurbær samme år, som ”det” udkom.

– Jørgen Leth har kaldt ”det” for ”en generations erfaringer koncentreret til visionær indsigt”. Det er meget rammende, synes jeg, for digtene rummer så utrolig meget. 

For mig er det dog især den sproglige leg, der fascinerer. Da jeg læste ”det” første gang, opdagede jeg, at jeg stoppede op, hver gang ordet ”det” optrådte. 

Det lille anonyme, ydmyge ord, som vi egentlig ikke tillægger særlig vægt, har jo en ny betydning hver eneste gang, vi bruger det. Ja faktisk har det tusindvis af betydninger, og det er så vildt set af Inger Christensen.

– I Stine Askovs roman ”Nøjsomheden”, som også lige er blevet filmatiseret, har ”det” en fin plads i historien. Det er nemlig over ”det”, at de to hovedpersoner, Mona og Nikolaj, mødes og bliver forelskede.

”det”, Inger Christensen, Gyldendal, 239 sider, 200 kr.

Et verdensomvæltende værk

– Her kommer vi ikke udenom ”Ringenes Herre” af J.R.R. Tolkien. Det er et værk, der virkelig rager op i landskabet. Som soldat under Første Verdenskrig fik Tolkien et krigstraume, som han formåede at bearbejde til en storslået fantasy-fortælling på et tidspunkt, hvor fantasy ikke blev regnet for noget. 

Hans kollegaer syntes, det var børnelitteratur, han skrev. I dag ved vi, at det er et kæmpe filosofisk værk over menneskets natur. Om magt og fordærv. Og om troen på alt det gode. Det er så vildt et værk, at man næsten ikke fatter det.

– Jeg er især glad for første bind ”Eventyret om ringen”. Historien handler i bund og grund om at finde ud af, om du er sådan en, der bedst kan lide at være derhjemme i det, du kender, og som lukker øjnene og tror på, at verden ikke forandrer sig. 

Eller om du er sådan en, der vil ud at opleve noget og være med til at forandre verden med den risiko, at det også kommer til at forandre dig. Det er et almengyldigt tema.

– Tolkiens sprog er uforligneligt. Han er virkelig sjov og nyskabende, og han opfinder helt nye ord og begreber. 

Som filmmenneske må jeg også sige, at filmatiseringen af ”Ringenes herre” er en af de mest vellykkede nogensinde af en bog.

”Ringenes herre 1-3”, J.R.R. Tolkien, Gyldendal, forskellige sidetal, 300 kr. stykket.

Et værk af en særlig personlig betydning

– Den sydkoreanske forfatter Han Kang vandt Nobelprisen i litteratur i 2024. Det var første gang en kvindelig asiatisk forfatter vandt prisen. Tilbage i 2016 vandt hun Bookerprisen for ”Vegetaren”, som er en af mine personlige favoritter.

– Historien handler om en kvinde, der er i et ægteskab med en ikke særlig rar mand. I et oprør mod ham holder hun op med at spise kød. 

I virkeligheden er det en metaforisk fortælling om en kvinde, der bruger sin krop til at gøre oprør mod dem og det, der bestemmer over hende. Ægtemanden, forældrene, samfundets konventioner.

– Feelgood-litteratur fra Sydkorea er blevet meget populært på det seneste, men man skal endelig ikke læse Han Kang, hvis man er til bølgen af K-healing litteratur. Han Kangs bøger er alt det modsatte. Skræmmende og uligevægtige.

”Vegetaren”, Han Kang, Gads Forlag, 228 sider, 270 kr.

Ann Lind Andersen

Filmkritiker og vært i podcasten ”Lind & Lahme Bogklub”. 

Uddannet cand.mag. i æstetik og kultur med speciale i litteraturhistorie og filmvidenskab.

Forfatteren - ”jeg kan stadig mærke det der sug, jeg fik i maven”

Agnes Henningsen, Tove Ditlevsen og Maria Gripe har haft en afgørende betydning for, at Sara Alfort i dag beskæftiger sig med litteratur.

En klassiker

– Agnes Henningsens erindringer i oprindeligt otte bind, hvoraf det sidste kom i 1953, slog fuldstændig benene væk under mig. 

Man følger hendes barndom i 1870’erne, kommer til København i 1880’erne, og så er der en meget, meget fin skildring af et ægteskab mellem to ældre mennesker, som i sig selv er helt vild.

– Den måde, Agnes Henningsen bare flår døren op til den tid, er helt fantastisk. 

Vi hører, smager og sanser byen, og det er en helt anden historie om kvindeliv på dette tidspunkt end den, vi plejer at høre. Agnes Henningsen havde stor succes med sine erindringer, da de udkom, og i de senere år er de blevet genudgivet.

– Helt personligt var det Agnes Henningsens bøger, der satte mig i gang med det, jeg laver i dag. Hun har været en kæmpe inspiration for mig.

”Den rige fugl/Skygger over vejen”, Agnes Henningsen, Gyldendal, 432 sider, 200 kr.

Et verdensomvæltende værk

– Efter sin død har Tove Ditlevsen væltet verden med sine bøger. Jeg har valgt ”Gift” fra 1971, hvor vi kommer ind i hendes forskellige ægteskaber. 

Bogens titel refererer både til, at hun er gift, og at hun får gift. Hun bliver afhængig af narkotika, som den læge, hun på et tidspunkt er gift med, giver hende og holder hende pacificeret med. Hun kan ikke skrive, når hun får stoffer. 

Det er meget sigende, at rigtig mange kvinder kom hen for at lægge blomster på Tove Ditlevsens grav, da hun døde, for de kunne spejle sig i hendes liv og hendes ensomhed i et dysfunktionelt ægteskab.

– Jeg havde min Tove Ditlevsen-fase, da jeg i sin tid flyttede til Aarhus og læste litteraturhistorie. Her åd jeg alle hendes bøger i ét stræk, og hun gjorde et kæmpe indtryk på mig. 

Der er ikke mange, der skriver som hende. Hendes sprog er på samme tid poetisk og nøgent, og man kommer helt tæt på. Det er så hudløst og så smukt. Man kan ikke undgå at blive påvirket af det.

”Gift”, Tove Ditlevsen, Gyldendal, 144 sider, 200 kr.

Et kvindelitterært værk

– I 1990’erne redigerede Elisabeth Møller Jensen fembindsværket ”Nordisk kvindelitteraturhistorie 1-5”. Det er den vildeste guldgrube, hvor det bare myldrer frem med uendelig mange toneangivende kvindelige forfattere. 

Jeg har selv sat tusind streger, hjerter og udråbstegn i de fem bind, og det er simpelthen et gigantisk, banebrydende hovedværk, hvis man skal tale om en kategori, der hedder kvindelitteratur. Det er velskrevet og vildt inspirerende og slet ikke leksikonagtigt, som man måske skulle tro. Det er lige til at dykke ned i.

– Elisabeth Møller Jensen er tidligere direktør for KVINFO og har været en vanvittig vigtig stemme indenfor feminisme. 

Hun fylder 80 i år, og jeg er lige nu i gang med hendes erindringer, der udkom for nylig. ”Feminist” hedder bogen, og her ruller hun tiden op fra den franske revolution til MeToo.

”Nordisk kvindelitteraturhistorie 1-5”, Elisabeth Møller Jensen, Rosinante, antikvarisk.

Et værk af en særlig personlig betydning

– Svenske Maria Gripe har skrevet nogle børne-ungdomsbøger, som jeg læste, da jeg var barn. Jeg kan stadig mærke den der sugende fornemmelse, jeg fik i maven, da jeg læste bøgerne, og det var Gripes bøger, der fik mig til at tænke, okay, det er det her, ord og fortællinger kan.

– Det er jo et helt forfatterskab, men hvis jeg skulle pege på én bog, så kunne det være ”Skyggen over stenbænken”. Den foregår i 1911, og temaet er noget med slægter og hemmeligheder, der dukker op med gamle fotografier og breve. 

Det hele er meget mystisk men samtidig meget enkelt og poetisk. Maria Gripes bøger har haft en gigantisk indflydelse på, hvem jeg er blevet, og hvad jeg er kommet til at beskæftige mig med.

”Skyggen over stenbænken”, Maria Gripe, Gyldendal, 239 sider, 50 kr (E-bog)

Sara Alfort

Forfatter og foredragsholder. Uddannet mag.art. i litteraturhistorie. 

Har blandt andet skrevet bøgerne ”Damer, der er for meget” og ”Damer, der fik nok”.