Ulla Terkelsen: "Jeg kunne ikke have haft et bedre liv"
Hun er 82 år og stadig en hvirvelvind af energi, der rejser meget med
sit arbejde. Nu har Ulla Terkelsen skrevet en bog, der hedder ”Sidste
udkald”, men titlen hentyder mest til hendes elskede Europa. Ellers
trykker alderen ikke voldsomt for den legendariske tv-korrespondent,
selv om hun har fået lettere til tårer – og et mere aktivt forhold til kirken.
Marie-Louise TruelsenMarie-LouiseTruelsen
Ulla Terkelsen ankommer direkte
fra lufthavnen. Hun tog afsted fra
sin lejlighed i Cannes i morges kl.
10, fløj fra Nice nogle timer senere,
og nu, hvor klokken er omkring
16.30, dukker hun op i flagrende
rosafarvet kjole og med sin rullekuffert bumlende efter sig.
Hun vinker,
”hej-hej, jeg skal lige tjekke ind”, og
fortsætter direkte op mod den kombinerede bar og reception
i Kanalhuset på Christianshavn, hvor hun bliver mødt af et
”hej Ulla, godt at se dig”.
Hun bestiller kaffe, og vi bliver fulgt
ned på hendes yndlingsværelse, nærmest en lille lejlighed med
køkken, spisebord og sofa, hvor hun rumsterer lidt rundt, mens
hun livligt snakker.
– Jeg bor altid her, når jeg er i København. Jeg er her så tit, så
jeg kan ikke bo hos folk, jeg kender, det bliver irriterende. Også
for dem. Og det dur heller ikke i længden med et hotelværelse,
hvor man skal sidde på kanten af sengen med sin computer
på knæene. Her kan jeg arbejde, jeg kan spise og lave mig
en kop te, og jeg kan godt lide møblerne, som er sådan nogle
50’er-møbler fra dødsboer. Her er ikke chiki-chiki, her er
ganske almindeligt, og jeg elsker at være her. Jeg kender
alle, der arbejder her, og de kender mig. De ved, at jeg skal
have et forstørrelsesspejl på badeværelset, så jeg ikke stikker
mascaraen ind i øjnene, og de printer mit arbejdsprogram
for de kommende dage ud til mig, så jeg ved, hvad jeg skal,
hvornår. Da jeg havde fødselsdag, fik jeg en badekåbe med mit
navn på af dem alle sammen. Fordi jeg er deres yndlingsgæst.
Hun griner højt.
– Min søn og hans familie bor lige om hjørnet, så de kommer
altid på besøg, og jeg kan købe aviser nede på gaden. Det er
blevet mit sted. Og når jeg kigger ud ad vinduet og ser kanalen,
synes jeg bare, at København er verdens pæneste by.
Ulla er landet. Som en hvirvelvind af energi, udsyn og ord.
Arbejdsprogrammet, som ganske rigtigt ligger udprintet og
klar på bordet til hende, tæller opgaver de kommende dage i
både Odense, på Møn og på Mors. Men hun er her også for at
tale om sin aktuelle bog. ”Sidste udkald” hedder den, og her
tager Ulla temperaturen på et Europa i krise samtidig med, at
hun forholder sig til sin egen historie og alder.
I mere end 60
år har hun rejst, rapporteret og levet sig ind i det kontinent, hun kalder sit eget, og nu, hvor hun har rundet 82 år, kan hun
konstatere, at Europa er i krise.
Asien overhaler os teknologisk,
Rusland puster sig op, USA er blevet en mere uforudsigelig
alliance, og hun er taget ud på en rejse gennem Europa for at
finde ud af, om vi kan lære at stå på egne ben, eller om vi er ved
at snuble for aldrig at rejse os igen.
Annonce
Hvorfor er det vigtigt for dig at sætte fokus på Europa lige nu?
– Fordi vi er europæere. Vi bor i Europa. Jeg ved godt, at unge
mennesker har været i Peru og alle mulige mærkelige steder,
bare gå ud i lufthavnen, så vil du møde mennesker, der skal
rejse langt væk i lang tid. Så der er selvfølgelige en orientering
mod verden, men Europa er stadigvæk her, vi kommer fra. Det
er her, vi har vores rødder, vores kultur, vores sprog og vores
religion. Vi hænger sammen på mange punkter samtidig med,
at der er utrolig store forskelle mellem de europæiske lande, og måske har man fremturet for kraftigt
ved at ønske, at vi alle skal være ens i EU.
Vi er trods alt nationalstater med egne
traditioner, og jeg synes, det er vanvittig
interessant, at vi også er et kontinent med
så mange forskellige sprog.
– Hele mit liv,
og jeg er født i 1944, har der været forsøg
på at få Europa til at hænge sammen,
så vi ikke slår hinanden ihjel. Det tror
jeg heller ikke, vi har tænkt os, selvom
russerne og ukrainerne er i fuld gang med
det, men der ER en kæmpestor forskel
landene imellem, og det er noget af det, jeg
forsøger at beskrive i bogen, hvor jeg tager
udgangspunkt i det, jeg kalder ”revnen”.
Revnen mellem os og dem.
Ulla fortæller historien om, at hun til en
personalefest på TV 2 faldt i snak med
en mand, der tidligere havde været i
Siriuspatruljen i Grønland. Han fortalte
hende, hvordan slædehundene kan mærke i
poterne, når de nærmer sig en revne i isen,
og straks standser. De, der sidder på den
forreste slæde, råber ”revne, revne!”, så alle
får stoppet op i tide.
– En meget dramatisk historie, men også
en meget smuk historie, synes jeg. Den
siger noget om slædehundene og de modige
unge mænd deroppe, men den siger også
noget metaforisk om den meget dybe
revne, der er opstået mellem europæerne
og amerikanerne, efter at Trump
fremsatte ønske om Grønland og også talte
nedladende om slædehundepatruljerne.
Alle danskere, også dem, som ellers aldrig
havde interesseret sig for Grønland, kunne
pludselig mærke, at ups, ham Trump skal
vi nok tage alvorligt. Vi skal være som
førerhunden i slædepatruljen, vi skal stoppe
op, før vi ryger ned i revnen.
– I disse år synes jeg, at der er
meget, der kan gå galt, eller som i hvert fald er foruroligende.
Nogle mennesker svælger i alt, hvad der kan gå galt, det gør jeg
ikke. Slet ikke. Men jeg synes, der er meget i den internationale
tone, der er ubehageligt.
Hvad er dit eget forhold til Europa?
– Jeg har boet i sindssygt mange lande. Danmark, Polen,
England, Irland, Bruxelles, Tyskland, Frankrig. Og jeg har
arbejdet i stort set alle europæiske lande, men også i USA og
Afghanistan. Nu, hvor jeg bliver gammel – min bog hedder jo
”Sidste udkald” af flere grunde! – er det mit eget kontinent,
der optager mig mest. Vi hører så meget om, hvor frygtelig
Trump er, men hvad er virkningen på os selv? Det, synes jeg, egentlig er mere spændende. Man skulle tro, at vi ville rykke
tættere sammen i Europa og styrke EU og Nato, men i stedet bliver de europæiske lande mere og mere nationalistiske. Det er
interessant. Måske er globaliseringen gået for hurtigt, så folk
føler, at deres rødder er blevet hugget over, jeg ved det ikke.
Vi er i en slags overgangsperiode, og vi må se, hvor det hele
lander. Det er det, jeg prøver at sniffe mig frem til. Inspireret af
slædehundene.
Hvad synes du grundlæggende om Europa?
– Jeg synes, Europa er et fantastisk sted. Jeg synes, her er
utroligt smukt. Maden er fantastisk og forskellig fra land til
land, det samme er arkitekturen. Europa har en spændende
historie med mange grusomheder, og så er der alle de vidunderlige sprog.
Annonce
Trøst i kirken
Når man har boet så mange forskellige steder, som Ulla har, er
det nærliggende at spørge, hvor hun egentlig har sine rødder.
– Det har jeg også tænkt meget over i forbindelse med bogen.
Man siger, at når fanden bliver gammel, går han i kloster. Og
jeg har fået et meget aktivt forhold til kirken på mine gamle
dage. Det er en del af mine rødder. Som almindelig dansker
er jeg døbt og konfirmeret, og jeg har været til venners,
ægtemænds, forældres og min søsters begravelser. Hvad
end man er kristen eller ej, så er ens liv bundet op på nogle
skelsættende datoer, og de bliver ofte forvaltet af kirken.
– Jeg
tror, at de fleste mennesker er religiøse på en eller anden måde.
Det kan være, at man dyrker det på andre måder end ved at gå
i kirke, men jeg tror, at de fleste har religiøse instinkter eller en
fornemmelse for, at der er noget mere end det jordbundne og
konkrete, som handler om, hvad vi tjener, og hvornår Brugsen
lukker. Der er en længsel efter mere spirituelle og åndelige
værdier, og religionen kommer med nogle gode tilbud.
Og det er blevet mere præsent for dig med alderen?
– Ja, men jeg har nu altid gået meget i kirke, også selvom jeg
ikke er medlem af folkekirken. Jeg var kommunist, da jeg var
ung.
Så der meldte du dig simpelthen ud?
– Som 18-årig.
Og er ikke kommet tilbage?
– Nej, nej, nej. Men jeg kan godt lide at gå ind og sidde i en
kirke. Også i katolske kirker. Jeg føler, at det sommetider er det
eneste, der er at gøre. Et eksempel: Jeg har lige været i Ukraine.
Annonce
Hendes stemme ryster lidt, og hun blinker ekstra med øjnene.
– Ja, jeg bliver sådan lidt bevæget af at tale om det. Det var en
frygtelig oplevelse at være der. Jeg var ikke ude på slagmarken,
for som 82-årig skal man ikke gå i vejen for soldaterne, men jeg
var på de frygtelige soldaterkirkegårde, og det er næsten ikke
til at holde ud …
Hun kigger ud ad vinduet, hvor en af Kanalrundfartens både
sejler forbi med glade mennesker. Hun har ganske tydeligt
svært ved at være i tankerne om Ukraine og finder på noget,
der kan aflede.
– Se hvor flot!
Hvor var du i Ukraine?
– I Lviv. Hvert eneste anlæg, hver eneste park, var lavet om til kirkegårde. Forestil dig Ørstedsparken eller Kongens Have
fyldt med grave. Den ene unge, døde soldat efter den anden.
Der er flag og billeder af dem på gravene. Et, hvor soldaten står
med uniform og hjelm, og så et privat billede, hvor han måske
sidder med sin hund. Ofte ligger soldatens yndlingsslik også på
graven. Jeg var der med to af mine venner, og mens vi var der,
kom de kørende med endnu et lig. Der var en kvinde, som faldt
på knæ, da kisten kørte forbi.
Hun får tårer i øjnene.
– Ja, jeg kan knap nok genfortælle det. Det var så voldsomt.
Bagefter var der ikke andet at gøre end at gå i kirke.
Hun puster ud.
Fordi det giver en form for trøst?
Annonce
– Ja, der falder du til ro, og så hænger Jesus der. Ham gik det
heller ikke så godt. Og så har du alle de andre mennesker, der
også er derinde, som ligger på knæ og beder, eller som står i kø
til nadveren. Der er hele tiden gang i kirkelivet, og pludselig
kan du se, at uden kirken ville det være helt umuligt. I kirken
kan man puste ud med andre i nogle ritualer. Jeg forstår den
følelsesmæssige hjælp, man kan finde i religionen. Især i de
lande, hvor folk lider så frygteligt. Hvor deres børn dør.
Føler du dig grundlæggende som dansker eller europæer?
– Det lyder måske dumt, men jeg føler mig som verdensborger.
Det er klart, at jeg har nogle rødder i Danmark, som går tilbage
til min barndom, og når man bliver så gammel, som jeg er,
så dukker der flere og flere ting op fra barndommen. Jeg har
f.eks. lige besøgt nogle venner i Thy, og når jeg er deroppe ved
Limfjorden og Vesterhavet, kommer jeg i tanke om alle Jeppe
Aakjærs sange. Dem sang vi i skolen, men jeg sang dem også
derhjemme. Min mor hamrede i klaveret, og så stod vi rundt
om hende og sang ”Som dybest brønd gi’r altid klarest vand”,
”Jens Vejmand”, you name it, jeg kan huske dem alle. Vi fyrede
den af i en halv times tid, det var en god måde at være sammen
på.
Føles tilknytningen og rødderne stærkere, jo ældre du bliver?
– Det synes jeg. Eller også er det fordi, jeg bevidst dyrker det
som ældre.
Fik du hørt din melodi?
Ulla vender gang på gang tilbage til sin alder, og i sin aktuelle
bog skriver hun blandt andet: ”Jeg er 82 og dør formodentlig
snart – i hvert fald hvis man skæver til statistikkerne.”
Oplever du, at det er ved at være sidste udkald for dig?
– Ja, det gør jeg bestemt. Og det er også noget, jeg tænker
rationelt over. Jeg tænker over det i forhold til mine børn og
børnebørn. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg tænker ikke angstfyldt
over det, for jeg har ikke dødsangst, og jeg synes heller ikke, at
jeg kunne have haft et bedre liv. Set ud fra, hvordan jeg er.
Hvad mener du med det?
Annonce
– Jeg har været troløs i min omgang med andre mennesker.
Og meget forfløjen. Men jeg har levet forholdsvis tæt op ad,
hvordan min natur er. Jeg har ikke skullet tilpasse mig hele
tiden. Og jeg har ikke levet sundt. Altså, hvis man læser sundhedssiderne i New York Times, så dør man ganske snart,
hvis man drikker et glas hvidvin om året, men jeg har aldrig
taget alle de rædselshistorier ind, og jeg synes, at sundhedsbølgen er meget hysterisk.
– Statistisk set ved jeg godt, at man lever
længere, hvis man lever sundt, men der er altså også nogle, der
har levet meget usundt, som er blevet gamle. Jeg tror, det er er
vigtigt at forsøge at have et liv, som ligger forholdsvis tæt op ad,
hvordan man er som menneske. Og det skal man prøve hurtigt
at fange. Tænk på Kim Larsens sang ”Om lidt bli’r her stille”,
hvor han synger ”fik du hørt din melodi?”. Det er meget, meget
præcist. Altså, har du formået at få dig et liv, som ligger tæt op
ad din melodi? Tæt op ad, hvordan du er. Det, tror jeg, er sundt.
Skal den sang spilles i kirken til din begravelse?
– Det ved jeg ikke. Jeg skal ikke begraves fra en kirke, jeg vil
gives til videnskaben. Det blev min mor også. De mangler altid
tænder og hår – nej, de mangler faktisk alt.
Og det har du helt fint med at skulle bidrage til?
– Det ved jeg ikke, jeg har ikke organiseret det, men jeg har
sagt det til dem, der gider høre efter. Om de retter sig efter det,
aner jeg ikke.
Men der skal vel være en eller anden form for ceremoni?
– Det ved jeg ikke.
Så så langt er du alligevel ikke kommet i dit sidste udkald?
– No, no, no! But you’ll be invited. Du vil komme på
gæstelisten.
Annonce
Hun griner højt.
– Men hør nu her, med ”sidste udkald”, der mener jeg bare, at
hvis man er 82, så dør man hurtigere – eller snarere – end hvis
man er 22. Objektivt set. Men jeg har ikke noget ønske om at
sætte tempoet ned. Eller jo, engang imellem. Vi har lige haft en
frygtelig hedebølge i Frankrig, og der kunne jeg godt mærke,
at jeg skulle passe på med mig selv. Det sad jeg i flyet i dag og
talte med en bekendt om på vej hertil. Han er 60 og talte om at
drosle lidt ned, og jeg sagde, at det skulle jeg nok også. Men da
jeg så landede og kiggede på min telefon i lufthavnen, viste det
sig, at jeg udover mine aftaler i Odense og på Møn i næste uge
også havde fået et arrangement på Mors. Så det bliver i hvert
fald ikke i næste uge, jeg drosler ned.
Hvorfor bliver du ved med at arbejde i en alder, hvor de fleste er
gået på pension?
– Det ved jeg ikke. Men jeg laver da klart mindre fjernsyn
i gammeldags forstand, hvor man render rundt alle mulige
steder. Jeg er blevet mere kommenterende, og jeg laver
også meget mindre, end jeg gjorde før i tiden. Jeg er meget
opmærksom på ikke at stå som en gammel bedstemor, der
blokerer for yngre genier, for jeg kan selv huske, hvordan det
var, da jeg var ung og startede på DR som udenrigskorrespondent. Der var et sæt af ældre mænd – selvfølgelig – som var
umådeligt opmærksomme på, om yngre mennesker kom ind og
tog deres plads. De havde ligesom inddelt kloden imellem sig,
og det har jeg altid syntes var latterligt. Så selvfølgelig skal jeg
ikke stå og lave det hele. Det kan jeg heller ikke. Men jeg synes,
jeg har en god kombination af at sige ja, når jeg bliver bedt om
at lave noget aktuelt, og så forskellige magasinprogrammer,
royalt halløj og arrangementer på f.eks. Mors og Møn som i
næste uge.
Hvad ville der ske, tror du, hvis du trak stikket helt på dit
arbejde?
– Jamen, det ved jeg ikke. Der er jo de berømte historier om
ældgamle amerikanske tv-journalister, der faldt døde om, da de
holdt op med at arbejde. Det tror jeg nu ikke, at jeg ville gøre,
for jeg har masser af interesser. Klassisk musik, som jeg rejser
rundt og hører. Bøger. Gammeldags bøger. Jeg læser meget. Og
jeg kan lide at rejse. Men man aner jo ikke med fysikken … Det
kan være, at jeg i aften får et hjerteanfald. I don’t know.
Det håber jeg virkelig ikke!
– Nej, det ville være noget skidt, inden artiklen har nået at være
i bladet.
Hun griner igen.
– Men jeg tror egentlig sagtens, at jeg ville kunne stoppe.
Gennem årene har jeg haft forskellige chefposter, men jeg
har aldrig været en magtspiller. Når det er blevet for meget
administration og magt, er jeg gået tilbage til the basics i den
journalistiske profession. At fortælle historierne om den tid, vi
lever i. Det er det mest interessante, synes jeg, og det er det, jeg
er bedst til.
Når der sker en vupti
Og Ulla har virkelig fortalt om sin tid.
Fra alle verdenshjørner og ofte mens
selve historien har udspillet sig. I ”Sidste
udkald” fortæller hun bl.a. om, hvordan
hun i foråret 2026 befandt sig i Budapest
op mod og under parlamentsvalget. Med
sine 16 år ved magten var Viktor Orban den
længst siddende europæiske regeringschef
fra den yderste højrefløj, og de fleste var
sikre på, at Orban igen vil vinde valget.
Det gjorde han som bekendt ikke, og Ulla
oplevede stemningen før, under og efter det
overraskende nederlag på nærmeste hold.
Annonce
Hvordan er det at være med lige der, hvor
verdenshistorien skrives?
– Det er altid en fantastisk oplevelse. Det
skal det også være, for man er kun god som
journalist, hvis man er engageret. Hvis
man er lidt ligeglad med, hvordan tingene
går, og med de mennesker, man taler med,
så dur det ikke. I Budapest var alle meget
spændt på, hvordan det ville gå. Der skulle
et kæmpestort flertal til for at vælte Orban.
Og det fik de. Selvom man ikke troede, det
var muligt. Det viste, at demokratiet rent
faktisk fungerer, og der var utrolig mange
mennesker, der blev meget glade. Det er
altid meget gribende at opleve.
Fortæl om en anden stor historisk
begivenhed, du har oplevet på nærmeste
hold?
– Da Obama blev valgt, var jeg i Chicago,
hvor han er fra. Jeg stod i en park, hvor
der var tusindvis af mennesker, især sorte
amerikanere, og da resultatet kom, at Obama havde vundet og
blev den første sorte præsident i Amerika – wauw! Der var den
samme helt euforiske stemning. Det var en meget varm aften i
november, og da vi gik fra parken, fotografen og jeg, summede
hele byen. Ingen kunne gå hjem. Alle gik rundt på gaderne,
og sådan er det altid, når den slags sker. Folk kan ikke bare gå
hjem og sove. Sådan var det også i Budapest i foråret, alle ville
have det hele med.
Kan du godt føle, hvad folk føler i sådan en situation, selvom
det ikke er dit land?
– Ja. Men altså, man er jo også journalist, ikke. Det glemmer
jeg ikke. Heller ikke når der sker det, man kalder en ”vupti”.
Altså, at der sker noget, som ingen havde ventet.
Kan det somme tider være svært at opretholde den journalistiske ”maske”?
– Ja, det kan godt ske. F.eks. da Polen kom ind i NATO, og
Clinton stod i Warszawa og sagde: ”Poland has come home”.
Der var et meget bevægende øjeblik for mig, for Polen er et
land, jeg har kendt, fra jeg var helt ung. At de pludselig var med
i NATO, altså underforstået, nu kom der nogen og hjalp dem,
hvis russerne okkuperede dem endnu en gang, det greb mig
virkelig, og der skulle jeg kæmpe lidt for ikke at lade følelserne
løbe af med mig. Man skal jo ikke stå og skabe sig. Jeg har
været journalist, siden jeg var 19 år, så jeg har selvfølgelig
oparbejdet en vis form for professionalisme og et passende
sprog, der har følelserne med uden at være savlende. Men jeg
kan godt mærke, at jeg nu, som ældre, skal kæmpe lidt mere
med min indre bevægelse og vandstanden, der stiger lidt.
Men det gør vel heller ikke noget, at folk kan se, at journalisten
er et ægte menneske?
– Nej, det gør ikke noget. Det må aldrig blive sentimentalt og
savlende, men man skal heller ikke lade som om, at det, man
står og fortæller, er ligegyldigt. Det er klart.
Annonce
I bogen fortæller du, at du nogle gange føler, at du svigter, når
du forlader et ulykkeligt sted, hvad handler det om?
– Jeg får dårlig samvittighed over at være så privilegeret i
forhold til befolkningen, der må blive tilbage. Da vi f.eks. fløj fra New York efter den 11. september og så det gabende hul dernede, der tænkte jeg over, om vi svigtede. Skulle man være
blevet og have hjulpet med at bygge op? Selvfølgelig skulle man
ikke det, det kunne de godt selv. Men jeg forstår godt den der
Florence Nightingale-trang, der kan opstå. Trangen til at sige,
okay, her skal vi ikke bare skride, her skal vi blive. Det var det
samme, da vi rejste fra Ukraine for nylig. Ukrainerne kunne gå
og vente på, at der kom endnu en transport med flag og en død
18-årig, mens vi bare tog hjem.
Hvad gør du for at håndtere den følelse?
– Det er en del af mit arbejde, og sådan har det været, siden
jeg var helt ung og arbejdede i kugleregnen i Irland og derefter
kunne sætte mig på et fly og være tilbage i swinging London
på ingen tid. Jeg har ikke noget imod de udsving, og jeg tror
også, at man bliver et mere indfølende menneske af at have
sådan nogle udsving. Man bliver mere i stand til at sætte sig
ind i, hvordan andre mennesker har det. Jeg tror også, man får
et mere nært forhold til kunst, litteratur, musik. Man bliver
mere følsom af det, tror jeg. Der er nogle, der bliver hærdede
af det, men det gør jeg ikke. Og det er slet ikke, fordi jeg lader
som ingenting og ikke vil tale om det. Da vi f.eks. havde været
på den soldaterkirkegård i Ukraine, sad vi lidt på en bænk
bagefter – mine to ledsagere og jeg – og der fandt jeg sangen
”Where Have All the Flowers Gone” på min telefon, som vi
hørte, mens vi tudede. Den passer jo stadig den dag i dag:
”Where have all the soldiers gone, gone to graveyards every
one”. Hvad fanden, altså! Alle de søde unge mænd, og nu ligger
de der … Det er en evig historie åbenbart, men jeg synes ikke,
man skal lade som om, at den ikke gør indtryk på en.
Man skal nok være mere bekymret, hvis den slags ikke gør
indtryk?
– Ja, for så er man blevet en kold skid. For kynisk eller
teoretisk.
Hvad vil du gerne give videre til de kommende generationer i
forhold til arbejdslivet?
– At de skal lære nogle flere sprog, apropos Europa. I dag lærer
de ikke fransk, tysk, italiensk og spansk. Det er jo nogle smukke
sprog. Og der er også alle de slaviske sprog. Jeg synes, det er
lidt sørgeligt, at sprog er helt out i øjeblikket, men det kan jo
komme igen. Jeg synes, at sprog giver en masse. Og så skal unge
mennesker sørge for at have et rigt åndsliv gennem litteratur og
musik. Det udvider sjælen.
Om Ulla Terkelsen
International korrespondent for
TV2-Nyhederne med fast base i
Cannes. Har tidligere været ansat på
DR og har skrevet flere bøger.
Aktuel med bogen ”Sidste udkald
– På jagt efter håbet i et Europa
mellem fjender”.
Hun er 82 år og har sønnen
Nicholas fra et tidligere ægteskab
samt børnebørnene Alma og Storm.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.