Ulla Terkelsen sidder ved et træbord i et lyst køkken på Kanalhuset i København

Ulla Terkelsen: "Jeg kunne ikke have haft et bedre liv"

Hun er 82 år og stadig en hvirvelvind af energi, der rejser meget med sit arbejde. Nu har Ulla Terkelsen skrevet en bog, der hedder ”Sidste udkald”, men titlen hentyder mest til hendes elskede Europa. Ellers trykker alderen ikke voldsomt for den legendariske tv-korrespondent, selv om hun har fået lettere til tårer – og et mere aktivt forhold til kirken.

ALT for damerne logo

Ulla Terkelsen ankommer direkte fra lufthavnen. Hun tog afsted fra sin lejlighed i Cannes i morges kl. 10, fløj fra Nice nogle timer senere, og nu, hvor klokken er omkring 16.30, dukker hun op i flagrende rosafarvet kjole og med sin rullekuffert bumlende efter sig.

Hun vinker, ”hej-hej, jeg skal lige tjekke ind”, og fortsætter direkte op mod den kombinerede bar og reception i Kanalhuset på Christianshavn, hvor hun bliver mødt af et ”hej Ulla, godt at se dig”.

Hun bestiller kaffe, og vi bliver fulgt ned på hendes yndlingsværelse, nærmest en lille lejlighed med køkken, spisebord og sofa, hvor hun rumsterer lidt rundt, mens hun livligt snakker.

– Jeg bor altid her, når jeg er i København. Jeg er her så tit, så jeg kan ikke bo hos folk, jeg kender, det bliver irriterende. Også for dem. Og det dur heller ikke i længden med et hotelværelse, hvor man skal sidde på kanten af sengen med sin computer på knæene. Her kan jeg arbejde, jeg kan spise og lave mig en kop te, og jeg kan godt lide møblerne, som er sådan nogle 50’er-møbler fra dødsboer. Her er ikke chiki-chiki, her er ganske almindeligt, og jeg elsker at være her. Jeg kender alle, der arbejder her, og de kender mig. De ved, at jeg skal have et forstørrelsesspejl på badeværelset, så jeg ikke stikker mascaraen ind i øjnene, og de printer mit arbejdsprogram for de kommende dage ud til mig, så jeg ved, hvad jeg skal, hvornår. Da jeg havde fødselsdag, fik jeg en badekåbe med mit navn på af dem alle sammen. Fordi jeg er deres yndlingsgæst.

Hun griner højt.

– Min søn og hans familie bor lige om hjørnet, så de kommer altid på besøg, og jeg kan købe aviser nede på gaden. Det er blevet mit sted. Og når jeg kigger ud ad vinduet og ser kanalen, synes jeg bare, at København er verdens pæneste by.

Revnen imellem os

Ulla er landet. Som en hvirvelvind af energi, udsyn og ord. Arbejdsprogrammet, som ganske rigtigt ligger udprintet og klar på bordet til hende, tæller opgaver de kommende dage i både Odense, på Møn og på Mors. Men hun er her også for at tale om sin aktuelle bog. ”Sidste udkald” hedder den, og her tager Ulla temperaturen på et Europa i krise samtidig med, at hun forholder sig til sin egen historie og alder.

I mere end 60 år har hun rejst, rapporteret og levet sig ind i det kontinent, hun kalder sit eget, og nu, hvor hun har rundet 82 år, kan hun konstatere, at Europa er i krise.

Asien overhaler os teknologisk, Rusland puster sig op, USA er blevet en mere uforudsigelig alliance, og hun er taget ud på en rejse gennem Europa for at finde ud af, om vi kan lære at stå på egne ben, eller om vi er ved at snuble for aldrig at rejse os igen.

Hvorfor er det vigtigt for dig at sætte fokus på Europa lige nu?

– Fordi vi er europæere. Vi bor i Europa. Jeg ved godt, at unge mennesker har været i Peru og alle mulige mærkelige steder, bare gå ud i lufthavnen, så vil du møde mennesker, der skal rejse langt væk i lang tid. Så der er selvfølgelige en orientering mod verden, men Europa er stadigvæk her, vi kommer fra. Det er her, vi har vores rødder, vores kultur, vores sprog og vores religion. Vi hænger sammen på mange punkter samtidig med, at der er utrolig store forskelle mellem de europæiske lande, og måske har man fremturet for kraftigt ved at ønske, at vi alle skal være ens i EU. Vi er trods alt nationalstater med egne traditioner, og jeg synes, det er vanvittig interessant, at vi også er et kontinent med så mange forskellige sprog.

– Hele mit liv, og jeg er født i 1944, har der været forsøg på at få Europa til at hænge sammen, så vi ikke slår hinanden ihjel. Det tror jeg heller ikke, vi har tænkt os, selvom russerne og ukrainerne er i fuld gang med det, men der ER en kæmpestor forskel landene imellem, og det er noget af det, jeg forsøger at beskrive i bogen, hvor jeg tager udgangspunkt i det, jeg kalder ”revnen”. Revnen mellem os og dem. 

Ulla fortæller historien om, at hun til en personalefest på TV 2 faldt i snak med en mand, der tidligere havde været i Siriuspatruljen i Grønland. Han fortalte hende, hvordan slædehundene kan mærke i poterne, når de nærmer sig en revne i isen, og straks standser. De, der sidder på den forreste slæde, råber ”revne, revne!”, så alle får stoppet op i tide.

– En meget dramatisk historie, men også en meget smuk historie, synes jeg. Den siger noget om slædehundene og de modige unge mænd deroppe, men den siger også noget metaforisk om den meget dybe revne, der er opstået mellem europæerne og amerikanerne, efter at Trump fremsatte ønske om Grønland og også talte nedladende om slædehundepatruljerne. Alle danskere, også dem, som ellers aldrig havde interesseret sig for Grønland, kunne pludselig mærke, at ups, ham Trump skal vi nok tage alvorligt. Vi skal være som førerhunden i slædepatruljen, vi skal stoppe op, før vi ryger ned i revnen.

– I disse år synes jeg, at der er meget, der kan gå galt, eller som i hvert fald er foruroligende. Nogle mennesker svælger i alt, hvad der kan gå galt, det gør jeg ikke. Slet ikke. Men jeg synes, der er meget i den internationale tone, der er ubehageligt.

Hvad er dit eget forhold til Europa?

– Jeg har boet i sindssygt mange lande. Danmark, Polen, England, Irland, Bruxelles, Tyskland, Frankrig. Og jeg har arbejdet i stort set alle europæiske lande, men også i USA og Afghanistan. Nu, hvor jeg bliver gammel – min bog hedder jo ”Sidste udkald” af flere grunde! – er det mit eget kontinent, der optager mig mest. Vi hører så meget om, hvor frygtelig Trump er, men hvad er virkningen på os selv? Det, synes jeg, egentlig er mere spændende. Man skulle tro, at vi ville rykke tættere sammen i Europa og styrke EU og Nato, men i stedet bliver de europæiske lande mere og mere nationalistiske. Det er interessant. Måske er globaliseringen gået for hurtigt, så folk føler, at deres rødder er blevet hugget over, jeg ved det ikke. Vi er i en slags overgangsperiode, og vi må se, hvor det hele lander. Det er det, jeg prøver at sniffe mig frem til. Inspireret af slædehundene.

Hvad synes du grundlæggende om Europa?

– Jeg synes, Europa er et fantastisk sted. Jeg synes, her er utroligt smukt. Maden er fantastisk og forskellig fra land til land, det samme er arkitekturen. Europa har en spændende historie med mange grusomheder, og så er der alle de vidunderlige sprog.

Trøst i kirken

Når man har boet så mange forskellige steder, som Ulla har, er det nærliggende at spørge, hvor hun egentlig har sine rødder.

– Det har jeg også tænkt meget over i forbindelse med bogen. Man siger, at når fanden bliver gammel, går han i kloster. Og jeg har fået et meget aktivt forhold til kirken på mine gamle dage. Det er en del af mine rødder. Som almindelig dansker er jeg døbt og konfirmeret, og jeg har været til venners, ægtemænds, forældres og min søsters begravelser. Hvad end man er kristen eller ej, så er ens liv bundet op på nogle skelsættende datoer, og de bliver ofte forvaltet af kirken.

– Jeg tror, at de fleste mennesker er religiøse på en eller anden måde. Det kan være, at man dyrker det på andre måder end ved at gå i kirke, men jeg tror, at de fleste har religiøse instinkter eller en fornemmelse for, at der er noget mere end det jordbundne og konkrete, som handler om, hvad vi tjener, og hvornår Brugsen lukker. Der er en længsel efter mere spirituelle og åndelige værdier, og religionen kommer med nogle gode tilbud.

Og det er blevet mere præsent for dig med alderen?

– Ja, men jeg har nu altid gået meget i kirke, også selvom jeg ikke er medlem af folkekirken. Jeg var kommunist, da jeg var ung.

Så der meldte du dig simpelthen ud?

– Som 18-årig.

Og er ikke kommet tilbage?

– Nej, nej, nej. Men jeg kan godt lide at gå ind og sidde i en kirke. Også i katolske kirker. Jeg føler, at det sommetider er det eneste, der er at gøre. Et eksempel: Jeg har lige været i Ukraine.

Hendes stemme ryster lidt, og hun blinker ekstra med øjnene.

– Ja, jeg bliver sådan lidt bevæget af at tale om det. Det var en frygtelig oplevelse at være der. Jeg var ikke ude på slagmarken, for som 82-årig skal man ikke gå i vejen for soldaterne, men jeg var på de frygtelige soldaterkirkegårde, og det er næsten ikke til at holde ud …

Hun kigger ud ad vinduet, hvor en af Kanalrundfartens både sejler forbi med glade mennesker. Hun har ganske tydeligt svært ved at være i tankerne om Ukraine og finder på noget, der kan aflede. 

– Se hvor flot!

Hvor var du i Ukraine?

– I Lviv. Hvert eneste anlæg, hver eneste park, var lavet om til kirkegårde. Forestil dig Ørstedsparken eller Kongens Have fyldt med grave. Den ene unge, døde soldat efter den anden. Der er flag og billeder af dem på gravene. Et, hvor soldaten står med uniform og hjelm, og så et privat billede, hvor han måske sidder med sin hund. Ofte ligger soldatens yndlingsslik også på graven. Jeg var der med to af mine venner, og mens vi var der, kom de kørende med endnu et lig. Der var en kvinde, som faldt på knæ, da kisten kørte forbi.

Hun får tårer i øjnene.

– Ja, jeg kan knap nok genfortælle det. Det var så voldsomt. Bagefter var der ikke andet at gøre end at gå i kirke.

Hun puster ud.

Fordi det giver en form for trøst?

– Ja, der falder du til ro, og så hænger Jesus der. Ham gik det heller ikke så godt. Og så har du alle de andre mennesker, der også er derinde, som ligger på knæ og beder, eller som står i kø til nadveren. Der er hele tiden gang i kirkelivet, og pludselig kan du se, at uden kirken ville det være helt umuligt. I kirken kan man puste ud med andre i nogle ritualer. Jeg forstår den følelsesmæssige hjælp, man kan finde i religionen. Især i de lande, hvor folk lider så frygteligt. Hvor deres børn dør.

Føler du dig grundlæggende som dansker eller europæer?

– Det lyder måske dumt, men jeg føler mig som verdensborger. Det er klart, at jeg har nogle rødder i Danmark, som går tilbage til min barndom, og når man bliver så gammel, som jeg er, så dukker der flere og flere ting op fra barndommen. Jeg har f.eks. lige besøgt nogle venner i Thy, og når jeg er deroppe ved Limfjorden og Vesterhavet, kommer jeg i tanke om alle Jeppe Aakjærs sange. Dem sang vi i skolen, men jeg sang dem også derhjemme. Min mor hamrede i klaveret, og så stod vi rundt om hende og sang ”Som dybest brønd gi’r altid klarest vand”, ”Jens Vejmand”, you name it, jeg kan huske dem alle. Vi fyrede den af i en halv times tid, det var en god måde at være sammen på. 

Føles tilknytningen og rødderne stærkere, jo ældre du bliver?

– Det synes jeg. Eller også er det fordi, jeg bevidst dyrker det som ældre.

Fik du hørt din melodi?

Ulla vender gang på gang tilbage til sin alder, og i sin aktuelle bog skriver hun blandt andet: ”Jeg er 82 og dør formodentlig snart – i hvert fald hvis man skæver til statistikkerne.” 

Oplever du, at det er ved at være sidste udkald for dig?

– Ja, det gør jeg bestemt. Og det er også noget, jeg tænker rationelt over. Jeg tænker over det i forhold til mine børn og børnebørn. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg tænker ikke angstfyldt over det, for jeg har ikke dødsangst, og jeg synes heller ikke, at jeg kunne have haft et bedre liv. Set ud fra, hvordan jeg er.

Hvad mener du med det?

– Jeg har været troløs i min omgang med andre mennesker. Og meget forfløjen. Men jeg har levet forholdsvis tæt op ad, hvordan min natur er. Jeg har ikke skullet tilpasse mig hele tiden. Og jeg har ikke levet sundt. Altså, hvis man læser sundhedssiderne i New York Times, så dør man ganske snart, hvis man drikker et glas hvidvin om året, men jeg har aldrig taget alle de rædselshistorier ind, og jeg synes, at sundhedsbølgen er meget hysterisk.

– Statistisk set ved jeg godt, at man lever længere, hvis man lever sundt, men der er altså også nogle, der har levet meget usundt, som er blevet gamle. Jeg tror, det er er vigtigt at forsøge at have et liv, som ligger forholdsvis tæt op ad, hvordan man er som menneske. Og det skal man prøve hurtigt at fange. Tænk på Kim Larsens sang ”Om lidt bli’r her stille”, hvor han synger ”fik du hørt din melodi?”. Det er meget, meget præcist. Altså, har du formået at få dig et liv, som ligger tæt op ad din melodi? Tæt op ad, hvordan du er. Det, tror jeg, er sundt.

Skal den sang spilles i kirken til din begravelse?

– Det ved jeg ikke. Jeg skal ikke begraves fra en kirke, jeg vil gives til videnskaben. Det blev min mor også. De mangler altid tænder og hår – nej, de mangler faktisk alt.

Og det har du helt fint med at skulle bidrage til?

– Det ved jeg ikke, jeg har ikke organiseret det, men jeg har sagt det til dem, der gider høre efter. Om de retter sig efter det, aner jeg ikke.

Men der skal vel være en eller anden form for ceremoni?

– Det ved jeg ikke.

Så så langt er du alligevel ikke kommet i dit sidste udkald?

– No, no, no! But you’ll be invited. Du vil komme på gæstelisten.

Hun griner højt.

– Men hør nu her, med ”sidste udkald”, der mener jeg bare, at hvis man er 82, så dør man hurtigere – eller snarere – end hvis man er 22. Objektivt set. Men jeg har ikke noget ønske om at sætte tempoet ned. Eller jo, engang imellem. Vi har lige haft en frygtelig hedebølge i Frankrig, og der kunne jeg godt mærke, at jeg skulle passe på med mig selv. Det sad jeg i flyet i dag og talte med en bekendt om på vej hertil. Han er 60 og talte om at drosle lidt ned, og jeg sagde, at det skulle jeg nok også. Men da jeg så landede og kiggede på min telefon i lufthavnen, viste det sig, at jeg udover mine aftaler i Odense og på Møn i næste uge også havde fået et arrangement på Mors. Så det bliver i hvert fald ikke i næste uge, jeg drosler ned.

Hvorfor bliver du ved med at arbejde i en alder, hvor de fleste er gået på pension?

– Det ved jeg ikke. Men jeg laver da klart mindre fjernsyn i gammeldags forstand, hvor man render rundt alle mulige steder. Jeg er blevet mere kommenterende, og jeg laver også meget mindre, end jeg gjorde før i tiden. Jeg er meget opmærksom på ikke at stå som en gammel bedstemor, der blokerer for yngre genier, for jeg kan selv huske, hvordan det var, da jeg var ung og startede på DR som udenrigskorrespondent. Der var et sæt af ældre mænd – selvfølgelig – som var umådeligt opmærksomme på, om yngre mennesker kom ind og tog deres plads. De havde ligesom inddelt kloden imellem sig, og det har jeg altid syntes var latterligt. Så selvfølgelig skal jeg ikke stå og lave det hele. Det kan jeg heller ikke. Men jeg synes, jeg har en god kombination af at sige ja, når jeg bliver bedt om at lave noget aktuelt, og så forskellige magasinprogrammer, royalt halløj og arrangementer på f.eks. Mors og Møn som i næste uge.

Hvad ville der ske, tror du, hvis du trak stikket helt på dit arbejde?

– Jamen, det ved jeg ikke. Der er jo de berømte historier om ældgamle amerikanske tv-journalister, der faldt døde om, da de holdt op med at arbejde. Det tror jeg nu ikke, at jeg ville gøre, for jeg har masser af interesser. Klassisk musik, som jeg rejser rundt og hører. Bøger. Gammeldags bøger. Jeg læser meget. Og jeg kan lide at rejse. Men man aner jo ikke med fysikken … Det kan være, at jeg i aften får et hjerteanfald. I don’t know. 

Det håber jeg virkelig ikke! 

– Nej, det ville være noget skidt, inden artiklen har nået at være i bladet. Hun griner igen. – Men jeg tror egentlig sagtens, at jeg ville kunne stoppe. Gennem årene har jeg haft forskellige chefposter, men jeg har aldrig været en magtspiller. Når det er blevet for meget administration og magt, er jeg gået tilbage til the basics i den journalistiske profession. At fortælle historierne om den tid, vi lever i. Det er det mest interessante, synes jeg, og det er det, jeg er bedst til.

Når der sker en vupti

Og Ulla har virkelig fortalt om sin tid. Fra alle verdenshjørner og ofte mens selve historien har udspillet sig. I ”Sidste udkald” fortæller hun bl.a. om, hvordan hun i foråret 2026 befandt sig i Budapest op mod og under parlamentsvalget. Med sine 16 år ved magten var Viktor Orban den længst siddende europæiske regeringschef fra den yderste højrefløj, og de fleste var sikre på, at Orban igen vil vinde valget. Det gjorde han som bekendt ikke, og Ulla oplevede stemningen før, under og efter det overraskende nederlag på nærmeste hold.

Hvordan er det at være med lige der, hvor verdenshistorien skrives?

– Det er altid en fantastisk oplevelse. Det skal det også være, for man er kun god som journalist, hvis man er engageret. Hvis man er lidt ligeglad med, hvordan tingene går, og med de mennesker, man taler med, så dur det ikke. I Budapest var alle meget spændt på, hvordan det ville gå. Der skulle et kæmpestort flertal til for at vælte Orban. Og det fik de. Selvom man ikke troede, det var muligt. Det viste, at demokratiet rent faktisk fungerer, og der var utrolig mange mennesker, der blev meget glade. Det er altid meget gribende at opleve.

Fortæl om en anden stor historisk begivenhed, du har oplevet på nærmeste hold?

– Da Obama blev valgt, var jeg i Chicago, hvor han er fra. Jeg stod i en park, hvor der var tusindvis af mennesker, især sorte amerikanere, og da resultatet kom, at Obama havde vundet og blev den første sorte præsident i Amerika – wauw! Der var den samme helt euforiske stemning. Det var en meget varm aften i november, og da vi gik fra parken, fotografen og jeg, summede hele byen. Ingen kunne gå hjem. Alle gik rundt på gaderne, og sådan er det altid, når den slags sker. Folk kan ikke bare gå hjem og sove. Sådan var det også i Budapest i foråret, alle ville have det hele med.

Kan du godt føle, hvad folk føler i sådan en situation, selvom det ikke er dit land?

– Ja. Men altså, man er jo også journalist, ikke. Det glemmer jeg ikke. Heller ikke når der sker det, man kalder en ”vupti”. Altså, at der sker noget, som ingen havde ventet.

Kan det somme tider være svært at opretholde den journalistiske ”maske”?

– Ja, det kan godt ske. F.eks. da Polen kom ind i NATO, og Clinton stod i Warszawa og sagde: ”Poland has come home”. Der var et meget bevægende øjeblik for mig, for Polen er et land, jeg har kendt, fra jeg var helt ung. At de pludselig var med i NATO, altså underforstået, nu kom der nogen og hjalp dem, hvis russerne okkuperede dem endnu en gang, det greb mig virkelig, og der skulle jeg kæmpe lidt for ikke at lade følelserne løbe af med mig. Man skal jo ikke stå og skabe sig. Jeg har været journalist, siden jeg var 19 år, så jeg har selvfølgelig oparbejdet en vis form for professionalisme og et passende sprog, der har følelserne med uden at være savlende. Men jeg kan godt mærke, at jeg nu, som ældre, skal kæmpe lidt mere med min indre bevægelse og vandstanden, der stiger lidt.

Men det gør vel heller ikke noget, at folk kan se, at journalisten er et ægte menneske?

– Nej, det gør ikke noget. Det må aldrig blive sentimentalt og savlende, men man skal heller ikke lade som om, at det, man står og fortæller, er ligegyldigt. Det er klart.

I bogen fortæller du, at du nogle gange føler, at du svigter, når du forlader et ulykkeligt sted, hvad handler det om?

– Jeg får dårlig samvittighed over at være så privilegeret i forhold til befolkningen, der må blive tilbage. Da vi f.eks. fløj fra New York efter den 11. september og så det gabende hul dernede, der tænkte jeg over, om vi svigtede. Skulle man være blevet og have hjulpet med at bygge op? Selvfølgelig skulle man ikke det, det kunne de godt selv. Men jeg forstår godt den der Florence Nightingale-trang, der kan opstå. Trangen til at sige, okay, her skal vi ikke bare skride, her skal vi blive. Det var det samme, da vi rejste fra Ukraine for nylig. Ukrainerne kunne gå og vente på, at der kom endnu en transport med flag og en død 18-årig, mens vi bare tog hjem.

Hvad gør du for at håndtere den følelse?

– Det er en del af mit arbejde, og sådan har det været, siden jeg var helt ung og arbejdede i kugleregnen i Irland og derefter kunne sætte mig på et fly og være tilbage i swinging London på ingen tid. Jeg har ikke noget imod de udsving, og jeg tror også, at man bliver et mere indfølende menneske af at have sådan nogle udsving. Man bliver mere i stand til at sætte sig ind i, hvordan andre mennesker har det. Jeg tror også, man får et mere nært forhold til kunst, litteratur, musik. Man bliver mere følsom af det, tror jeg. Der er nogle, der bliver hærdede af det, men det gør jeg ikke. Og det er slet ikke, fordi jeg lader som ingenting og ikke vil tale om det. Da vi f.eks. havde været på den soldaterkirkegård i Ukraine, sad vi lidt på en bænk bagefter – mine to ledsagere og jeg – og der fandt jeg sangen ”Where Have All the Flowers Gone” på min telefon, som vi hørte, mens vi tudede. Den passer jo stadig den dag i dag: ”Where have all the soldiers gone, gone to graveyards every one”. Hvad fanden, altså! Alle de søde unge mænd, og nu ligger de der … Det er en evig historie åbenbart, men jeg synes ikke, man skal lade som om, at den ikke gør indtryk på en.

Man skal nok være mere bekymret, hvis den slags ikke gør indtryk?

– Ja, for så er man blevet en kold skid. For kynisk eller teoretisk.

Hvad vil du gerne give videre til de kommende generationer i forhold til arbejdslivet?

– At de skal lære nogle flere sprog, apropos Europa. I dag lærer de ikke fransk, tysk, italiensk og spansk. Det er jo nogle smukke sprog. Og der er også alle de slaviske sprog. Jeg synes, det er lidt sørgeligt, at sprog er helt out i øjeblikket, men det kan jo komme igen. Jeg synes, at sprog giver en masse. Og så skal unge mennesker sørge for at have et rigt åndsliv gennem litteratur og musik. Det udvider sjælen.

Om Ulla Terkelsen

International korrespondent for TV2-Nyhederne med fast base i Cannes. Har tidligere været ansat på DR og har skrevet flere bøger. Aktuel med bogen ”Sidste udkald – På jagt efter håbet i et Europa mellem fjender”. Hun er 82 år og har sønnen Nicholas fra et tidligere ægteskab samt børnebørnene Alma og Storm.