To kvinder står i køkken og pynter cupcakes med lyserød glasur på en træbakke.

Rikke og Monica har begge deltaget i ”Den store bagedyst”, men med to års mellemrum – og i dag er de gode venner

Rikke bagte med i Den store bagedyst på DR i 2023, og Monica i 2025. I dag bor de få huse fra hinanden og deler meget i det liv, der for begges vedkommende ændrede sig efter tv-programmet. De holder også foredrag sammen – om mod og glæde.

hjemmet logo farve

De glemmer aldrig, hvordan det var at være så presset. Når tiden tikkede, bageformene drillede, hjertet bankede, og dommerne nærmede sig for rullende kameraer i bageteltet. 

Og når man skulle finde på nye kager at bage de – forhåbentlig – kommende uger. Mens hele den vanlige verden med arbejde, hverdag og familie føltes meget langt væk.

– Det fællesskab, man har, når man ved præcis, hvor vildt det er at være i eventyrboblen med Den store bagedyst – det er helt specielt. Og det gav os meget hurtigt et bånd, fortæller Rikke om hende og veninden Monica.

I 2023 bagte 39-årige Rikke Imer sig til at være med i fem bagedyst-programmer, mens 41-årige Monica Clemmensen i 2025 følte, det gik så godt, at hun kunne komme i finalen, men røg ud efter seks programmer og et kikset surdejsbrød. Og da tv-boblen brast, havde de begge to dages tudetur.

– Normalt er jeg ikke en, der græder en hel masse, men jeg kunne ikke holde op med at tude, for det var jo hele ens verden der brast, oplevede Monica.

Det er kun to år siden, de mødtes, da Rikke i efteråret 2024 skulle lave flødeboller ved et arrangement i Monicas keramik-café. Og mødet gav bonus.

– Rikke fortalte mig, hvor fantastisk det havde været at være med i Den store bagedyst, selv om hun ikke engang var specielt god til at bage, men bare havde hoppet ud i det. Og så tænkte jeg, at det gad jeg da virkelig også godt, hvis jeg da havde en chance, fortæller Monica.

De to tidligere bagedystere er på to år kommet langt ind under huden på hinanden. For efter at Monica er flyttet, bor de nu med få huses mellemrum i Aalborg, og Rikke er kommet med i Monicas netværk for solo-selvstændige kvinder.

Der er masser af ord og utrolig mange smil og grin, når Monica og Rikke er sammen.

Sagde sit job op

Begge kvinder oplevede, at deres liv ændrede sig efter Den store bagedyst. For Rikke gemte der sig et nyt arbejdsliv som selvstændig inde i tv-deltagelses-kagen.

– Jeg lavede chokolade på et hobbyplan inden bagedysten, og efter at have siddet på køkkengulvet og grædt over, at det sluttede, vendte jeg kasketten og kunne mærke, at al den positive energi, det havde givet mig at været omgivet af glade gejst-mennesker, gjorde noget virkelig vidunderligt i min sjæl, fortæller hun.

Rikke havde arbejdet i tolv år som socialrådgiver og fundet det godt og meningsfuldt, men nu overvejede hun at lave flødebollekurser og besøgte en iværksætterkonsulent. 

Hun mente, at bagedysten kunne blive et springbræt, fordi hun var blevet et kendt ansigt - og nok også derfor ville kunne leve af det. Ugen efter sagde Rikke sit faste job op, og i dag lever hun mest af at lave flødebollekurser som teambuilding i virksomheder og jobskifte-og flødebolle-workshops i folkeskoler.

39-årige Rikke Imer lever i dag af at holde flødebollekurser.

Efter bagedysten har Monica oplevet at blive inspirator for andre på nye måder. Hun fik en masse nye følgere på sin Instagram, og for nylig lavede hun en bolleopskrift, der nåede ud til 300.000 mennesker.

– Det gør mig helt vildt glad og taknemmelig at kunne inspirere så mange. Og jeg oplever, at når man siger ja til ét eventyr, så kan der følge flere med, siger Monica, der tidligere har været folkeskolelærer i ti år, men kort inden bagedysten blev selvstændig med sin keramikcafe.

41-årige Monica Clemmesen, der har en keramik-café i Aalborg, lavede selv fade til sine kager i Den store bagedyst.

De to kvinder bruger hinanden rigtig meget i det mere usikre arbejdsliv som selvstændige.

– Man er meget alene, når man ikke har fast løn eller kolleger i hverdagen, og for mig gør det en kæmpe forskel at have et fællesskab, hvor vi kan dele erfaringer og opture og nedture. Vi er begge to også gode til sårbarhed, og til at have den og hjertet med i det, vi laver, siger Monica.

Rikke nikker: – Ja, vi er begge to ”føle-føle-damer”, og det er virkelig dejligt at have nogen at snakke med om alle bølgegangene.

Monica ser mange fællesnævnere mellem dem: – Vi er meget gået den samme vej, hvor vi har kunnet mærke, at det er passion, vi hele tiden vil gå ud fra i vores arbejdsliv, koste hvad det vil.

En stor bagedystfamilie

Som mødre kender de begge to til at få mange ender til at nå sammen i hverdagen. Monica har en sammenbragt familie med mand og fire børn på 10, to på 14 og en på 17 år, mens Rikke har mand og tre børn på seks, ni og 11 år.

De stopper tit op og sludrer på stien imellem deres huse, når Monica er ude at gå tur med hunden, og ud over månedlige møder i kvindenetværket er de begyndt at holde foredrag sammen.

– Vores foredrag handler om bagedysten, men ikke mindst om mod og drømme og usikkerhed og om at turde starte med et lille skridt som for eksempel at skrive en ansøgning, hvis der er noget, man gerne vil, forklarer Monica.

Da de skal sige, hvad de allerbedst kan lide ved hinanden, bliver stemmerne meget varme.

– Jeg kan godt lide Monicas kombination af power og sårbarhed, og hvor iderig hun er, og hvor meget initiativ hun tager – hvordan hun får handlet på ting. 

Det er jeg dybt imponeret af, og meget taknemmelig for at hun tager mig med i, for hun er meget generøs med at dele ud af det, og det sætter jeg kæmpe pris på. Jeg får lov til at læne mig lidt ind i hendes erfaringer, siger Rikke.

– Tak, siger en tydeligt rørt Monica og sætter ord på den anden vej:

– Jeg kan godt lide Rikkes evigt gode energi, hun møder mig altid glad og med gåpåmod, og så synes jeg hendes passion for det, hun laver, er enormt inspirerende. 

Jeg elsker, at hun elsker det, hun laver, og at det er lige meget, at hun slet ikke tjener lige så meget, som da hun var fastansat, for hver dag elsker hun at stå op og gå på arbejde – det er mega smittende. 

Og så føler jeg, jeg kan sige alt til Rikke, og jeg føler også, hun kan sige alt til mig. Vi er begge to åbne, og ingen af os føler, vi skal gå på æggeskaller, det er rart.

Begge er med i Den store bagedyst-familie, som de kalder det, for alle danske bagedyst-deltagere har en privat gruppe på Facebook, og lige nu arbejdes der på en reunion for dem alle. Og begge følger også med i 15. sæson af bagedysten på DR, der sendes lige nu.

Monica gør det klart, at hun aldrig ville have meldt sig til et program, hvor man skal tale dårligt om hinanden.

– For mig er Den store bagedyst næsten det største kærlighedsprogram, vi har i Danmark. For det samler på tværs af generationer, og man bliver glad af at se det – det er jo kage og søde ting og god karma.

– At deltage i programmet var virkelig en stor oplevelse, som sætter sig i en, er de enige om. 

Favoritopskrifter

13 bagedyst-deltagere har på tværs af sæsoner i sommer lavet bagebogen "Vores Favoritter", hvor de deler personlige favoritopskrifter. 

Rikke og Monica er to af dem.