Jeg valgte at blive skuespiller, fordi jeg havde
en meget stærk mavefornemmelse af, at det
var der, jeg hørte til. Da jeg søgte ind på
teaterskolen og ikke kom ind første gang,
blev jeg så ulykkelig. Jeg kunne mærke, at
jeg kun kunne bestå som menneske, hvis jeg
kom ind. Men jeg var heller ikke så gammel,
jeg var kun 17 år første gang, jeg søgte. Da jeg
ikke kom ind, begyndte jeg at tænke over, hvad der var så
spændende ved det her?
– Jeg kunne mærke, hvor meget det interesserede mig
at portrættere dem, vi er. Jeg har altid været optaget af
mennesker; hvorfor vi gør, som vi gør, og som skuespiller
får man lov til at undersøge det igennem mange forskellige
genrer fra humor til alvor. Jeg havde svært ved at se,
hvad jeg ellers skulle. Jeg prøvede at blive fotograf, at gå
på gymnasiet, det kunne også være spændende at blive
psykolog. Men jeg endte altid tilbage til ét sted, og det var
skuespillet.
– Dirch Passer har ikke fyldt meget i min barndom. Det
har morfar. Og historien om morfar, min mors far, som hun
elskede så højt. Dirch Passer har været en anden person.
Ham, som vi nogle gange zappede forbi i fjernsynet. Men
for mig er det to vidt forskellige mennesker. Det er jo en
mand, jeg aldrig har mødt, så det er en sjov relation, der
aldrig rigtig har været der. Men det er det menneske, han
er i mit liv. Det er det menneske, som min mor syntes var så
fantastisk, fordi han var en helt vildt fantastisk far og en ret
vild person.
– At jeg er skuespiller, som han var, er noget, som jeg har
svært ved at tage og føle på. Jeg har heller ikke lyst til at
bringe den arv videre. Jeg vil gerne have lige så meget at lave, som min morfar havde,
men jeg har ikke lyst til at være
lige så spændt op, som han
var inden for en særlig genre,
som gjorde ham meget syg.
Jeg vil gerne kunne favne mere
bredt og både lave revyer og
spændende dramaer. Jeg er født
ind i en helt anden tid, og det
at lave underholdning er i dag
noget andet, end det var, da min
morfar gjorde det.
– Kvinder spillede også nogle
andre roller, og den måde
kvinder blev portrætteret i de
danske lystspil dengang, var
ikke spændende at skulle spille.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg
var gået ind i skuespil, hvis jeg
havde levet i hans tid, for så tror
jeg ikke, at jeg havde syntes, at
det var spændende.
– Jeg vil gerne kunne favne
bredt. Jeg elsker at forholde mig
til mennesker og psykologi, og
hvorfor gør vi, som vi gør, og det
kan både være på en revyscene
og en dramatisk scene, og det
kan være i en film og en tv-serie,
det kan være hvor som helst, og
det kan være skidesjovt, og det
kan være dybt alvorligt, og det
kan være uhyggeligt, og det kan
være tusind ting.
– Jeg håber, at jeg får lov til at spille langt flere rigtige
karakterer. Som skuespiller har man ofte en rolle, hvor man
bare skal aflevere et brev, give en information eller arbejde
på et kontor og sige, at fakturaerne er sendt. Så de større
karakterer, der virkelig har noget på spil, håber jeg, at jeg får
flere af.
De store generationsforskelle
– Lige nu spiller jeg med i forestillingen ”Den barmhjertige
boomer”, der er et lystspil om mødet mellem generationer,
fordomme og fællesskab. Jeg spiller over for Troels Malling,
hvis rolle er 52 år, og jeg selv spiller en 29-årig. Der er
noget sjovt ved generationssammenstød. Og i stykket såvel
som i virkeligheden kan jeg godt lide tanken om, at vi skal
kunne blive længe nok i samtalen til, at vi måske bliver mere
nuancerede i vores ståsted.
– Vi kan så let komme til at kigge på hinanden og forstå
hinanden som karikaturer – a la du synes, der er 76 køn, eller
du er sådan en, der bruger scartstik. Og i virkeligheden, hvis jeg
tør at blive længe nok i en samtale med den ældre generation,
går det op for mig, at vi sagtens kan blive klogere ved at have en
samtale. Og det håber jeg, at forestillingen kan være med til at
vise og prøve at finde ud af, hvad vi har til fælles? Hvornår er
det lige meget, om du er 52 eller 29. Hvornår handler det ikke
om, hvad du synes om noget, men hvad vi vil med hinanden?
– Min mand er 20 år ældre end mig. Og vi mødte hinanden for mange år siden, da jeg var meget ung, og han var jo ældre. Jeg kunne godt se, at han var interessant, og det var irriterende, for han var pissegammel. Og det kunne ende med at blive noget lort, og at vi ville blive kede af det. Så vi gik i mange år rundt om den varme grød og ventede på, at jeg blev ældre, og at han blev moden, og for fem år siden gik vi så ind i det med alt. I dag er vi gift, har et boliglån og alt det sjove.
– Vi italesatte ikke aldersforskellen – jeg tror faktisk bare, at vi godt vidste det. Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver mindre vigtigt. Men jeg er glad for, at vi ventede så mange år, så vi begge blev gamle nok, for hvis det skulle være, så skulle det være for evigt.
– Vi kan godt mærke aldersforskellen, når vi for eksempel taler om køns- og magtforhold imellem mænd og kvinder, hvor min umiddelbare reaktion oftere er præget af den moderne samtale, fordi det er den, jeg bevæger mig mest i. Samtidig synes jeg ikke, at man skal undervurdere Thomas, fordi han har som regel sat sig grundigt ind i de ting, han udfordrer. Og noget af det, vi har til fælles, er, at ingen af os er særligt interesseret i tidens korrekte holdning, så bare fordi nogle eller mange mennesker mener noget lige nu, er det ikke altid et argument for os.
– Der har været nogle samtaler igennem de sidste år om, hvordan vi mænd og kvinder behandler hinanden, hvor vi både er enige, og nogle gange skal finde ud af, om vi er enige. Er han i gang med at sige noget boomerhalløj om, hvordan tingene var i gamle, gamle dage, og hvor jeg kan tænke, om det er, fordi han er forelsket i en tid, at vi ikke skal behandle hinanden ordentligt? Og så finder jeg ud af, at det er ikke det, han siger, for i virkeligheden har han sat sig godt ind i det, han udfordrer. Så ofte finder vi ud af, at vi faktisk synes det samme. Tidens moderne argumenter er hverken en facitliste for Thomas eller mig, men fordi jeg bevæger mig i en anden generation, ser jeg nogle gange tingene på en anden måde.
– Mine forældre er ofte på besøg til middag, og Thomas er tættere aldersmæssigt på mine forældre, end han er på mig. Så når de snakker om, hvordan det var at gå i byen i 80'erne, hvor de kom de samme steder og har mange af de samme referencer, kigger jeg på vores datter på to år og siger, så er det you and me, baby. Men jeg elsker også at høre på det. At være gift med Thomas, når mine forældre er på besøg, giver den samme følelse af at falde i søvn på bagsædet, da man var barn. Jeg ved ikke, om man må være gift med det, men det er jeg.
– Der er dog en generationskonflikt imellem os omkring Facebook og Instagram. Jeg synes, Facebook er et dødssygt medie, hvor folk mødes for at skrive noget grimt om hinanden, og hvor algoritmen belønner den værst tænkelige tone. Men jeg kan mærke, at Thomas vil have lov til at være på sin Facebook i fred. Det var det, han blev præsenteret for som det første sociale medie, hvor jeg bilder mig ind, at Instagram har lidt mere pli. Det er en konflikt, hvor Thomas vil sige, at det er mig, der er naiv, for begge dele er lidt noget lort.
– Han siger også i ny og næ, at det er mig, der er boomeren, for han synes overhovedet ikke, at jeg er særlig moderne. Det er ham, der har styr på det teknologiske, og det er ham, der køber den nye fede musik med Rosalia. Han køber det jo så på cd, og han har sat et kæmpe cd-show op herhjemme, og jeg kan ikke finde ud af, om det er, fordi han er moderne, eller om det er, fordi han er gammel.
– Når det gælder fremtiden, drømmer jeg om at beskæftige mig så meget som muligt med meningsfulde ting i underholdningsbranchen. Jeg vil gerne lave alt, hvad der er meningsfuldt, alt, hvad der får sparket mig ud ad døren og udfordrer mig, og som gør, at jeg skal kigge mennesker i øjnene. Det er drømmen. Jeg er blevet SoMe-host på Viaplay, hvor jeg laver Formel 1, hvilket er noget helt andet end det, jeg plejer at lave. Jeg har også uddannet mig som reformer-instruktør, fordi jeg synes, det er fedt at ses med mennesker hver dag. Jeg skal lave revy næste år – det bliver også fedt og fantastisk at få lov til at prøve.
– Det at være skuespiller kan være et ensomt fag, for det er ikke hele tiden, at nogen spørger os, om vi skal lege. Og det kræver det jo at være skuespiller. Så drømmen er at være så meget i gang som muligt sammen med sjove, søde og dejlige mennesker, der har lyst til at lave noget fedt. Ifølge kinesisk astrologi er vi i hestens år, og jeg er ikke overtroisk. Men det er bare noget med at fyre den af og drøne derudad. Engang imellem skal man dog lige lægge en hånd på maven og sikre sig, at vi er på rette vej.
Mathilde Passer
Skuespiller og aktuel med forestillingen ”Den barmhjertige boomer” på Aveny-T på Frederiksberg i København.
Hun er 33 år og gift med Thomas Fritsche, som hun har datteren Ellen sammen med.
