Frederikke Legaard står foran en lys trævæg i afslappet tøj i hjemlig setting

Et år efter sejren i "Den store Bagedyst" glemte Frederikke pludseligt sin mors navn – og måtte erkende især én ting

Køkkenet har altid været et helle for den tidligere Bagedyst-vinder. Det er som en modgift mod en digital tid – her er man nødsaget til at bruge sine hænder og gøre én ting ad gangen. Frederikke Legaard fortæller om at gøre op med det ultraforarbejdede, bruge madlavning som terapi og om at gøre sin hobby til sin levevej.

ALT for damerne logo

Det er som et kærlighedssprog for hende. Køkkenet og madlavningen har fra barnsben været der, hvor familien kunne samles og give både deres tid og evner til hinanden. Hjemmelavede chutneyer, kompotter og saucer fra bunden. Vin, cider og øl bryggede de selv, og svampene plukkede de sammen. 

Frederikke Legaard har det i blodet. Ikke bare det at lave mad, men rent faktisk at elske det. Hun elsker processerne, nørderiet, teknikkerne. Kogekunsten er både starten og slutningen på historien om Frederikke, så for at forstå hende, må man også forstå køkkenets dynamikker. 

For i hendes verden handler livet om det samme, som madlavningsprocessen gør. Den indebærer forberedelse, håndværk og tålmodighed – og til sidst servering. 

Rene råvarer 

Én af de vigtigste processer, før man lykkes i køkkenet, er forberedelsen. Her gælder det om at sætte sig ind i, hvad man skal bruge, finde de rigtige råvarer og gøre dem klar til brug.

Selvom Frederikke er vokset op i et hjem, hvor ordet ”take-away” var fremmed, og stort set alting blev lavet fra bunden, så er det først indenfor det sidste halvandet år, at hun for alvor er blevet opmærksom på, hvad den mad, hun spiser, består af.

– Når jeg handler ind, går jeg i et lidt gammeldags mindset, hvor jeg tænker på, hvad de ville bruge for 100 år siden. Jeg ser nærmest ikke snackhylderne med farvestrålende indpakninger længere. Så kigger jeg også tit på tingene, for i ingredienslisten kan de jo ikke skjule noget. Så undgår jeg at købe noget, der har 56 ingredienser, men egentlig kun behøver fem.

Som barn var hun grøn af misundelse, når de andre børn havde mælkesnitter eller Danomino-yoghurt med i madpakken. Som teenager mæskede hun sig i fastfood, bland-selv-slik og Coca-Cola, for nu kunne hun selv bestemme.

– Nu hvor jeg er voksen, tænker jeg, gud hvor er det crazy, at der hver aften var varm mad, og min far brugte to timer i køkkenet, og min mor lavede de bedste madpakker. Det var totalt luksus, men dengang så jeg det ikke.

Dog synes hun med alderen, at hun blev rimelig træt og oppustet, når hun spiste den slags. Før i tiden kunne hun sagtens spise en durumrulle kl. 4 om natten, falde i søvn og have det fint dagen efter.

– Hvis jeg gjorde det i dag, ville jeg få det sygt dårligt, tror jeg.

Og da hun af helt andre årsager skulle have opereret hoften halvandet år tilbage, besluttede hun sig for at spise antiinflammatorisk op til og efter operationen. Hun håbede på den måde at give sin krop de bedste forudsætninger for at komme sig igen. Det betød farvel til sukker og søde sager, lyst brød og pasta, alkohol, rødt kød – og selvfølgelig forarbejdede fødevarer som færdigretter, kiks og kødpålæg.

– Det var en meget omvæltende periode. Udover at jeg ligesom skulle træne op til at kunne gå igen, så oplevede jeg, at ikke bare min krop helede hurtigt, men også at jeg var klarere i hovedet. Jeg sov bedre, jeg havde mere overskud, og jeg følte virkelig, at der var en konstant ro i min mave. Det var godt nok vildt, det har jeg ikke prøvet før.

Samtidig med at Frederikke forsøgte sig med et – rimelig vellykket – kostprojekt, begyndte debatten om ultraforarbejdet mad for alvor at sprede sig. Begrebet blev en del af hendes, og vores alles, ordforråd, og hendes syn på, hvad hun puttede i munden, blev forandret.

– I dag spiser jeg ikke antiinflammatorisk overhovedet, men jeg er bare meget opmærksom på ikke at give min krop en masse af de ting, der giver inflammation, og det er jo meget også ultraforarbejdet mad. Så jeg prøver at lave alt fra bunden.

Før i tiden ville hun altid have købt mayonnaise, ketchup, sriracha og den slags færdiglavet, men nu begyndte hun bare at lave det selv. Hun opdagede, hvor nemt hun egentlig selv kunne bikse de fleste ingredienser sammen, som hun var så vant til at købe i en plastiktube. 

– Jeg er også stoppet helt med at spise slik, fordi det kunne jeg bare mærke en kæmpe forskel på. Jeg fik det ret dårligt, når jeg spiste det. Hvis jeg spiser det, så laver jeg alt selv, for så ved jeg, at der ikke er alt muligt uønsket kemi i. Altså – så er der bare meget sukker, men så ved jeg, hvad det er.

Fingre i bolledejen 

Når man har styr på sine ingredienser, er næste step i køkkenet at have styr på håndværket. Æltningen, snitningen, stegningen. Det er her, Frederikke har det allerbedst. Selv på dage, hvor overskuddet for længst har forladt hendes krop og alt kan føles kaotisk, så giver de simple handlinger hende struktur – og en lille følelse af at lykkes med noget.

– Jeg føler, at jeg går ind i et rum, hvor der bare er ét fokus, og det er kun én ting ad gangen. Det er meget simpelt. Jeg skal fra A til B ved først at hakke gulerødderne, så hakke løgene, så skære brødet over. Man starter med ikke at have noget, og til sidst ender man med et resultat.

Der findes ikke en verden udenfor, når Frederikke er i køkkenet. Der er ikke andre, hun skal forholde sig til, og tankerne kan få mulighed for at bundfælde sig i hovedet. Normalt kan hendes tanker godt drøne i mange forskellige retninger, og så bliver tingene ikke altid lige gjort færdigt. Men i køkkenet bliver hun nødt til at følge en særlig tidslinje.

– Det er som en lille gave, jeg giver mig selv.

For mange kan det der med at lave mad føles både stressende og som noget, der bare skal overstås. Hvorfor tror du, at det faktisk har helt modsat effekt på dig?

– Det er et aktivt valg, jeg tager. Og jeg tror, at man kan gøre sig selv en stor tjeneste ved at tage det valg. Jeg har venner, som siger til mig, at de hader at lave mad – og jeg har bare virkelig ondt af dem, fordi vi skal spise for at overleve, og vi skal spise flere gange om dagen.

Hun ser det som en terapiform. Når hun går ind i det rum, beslutter hun sig for, at det er et positivt og sjovt sted. Hun kan godt forstå, at madlavning kan blive stressende – for se bare på resten af samfundet. Når alting skal gå hurtigt, og man bliver presset fra alle sider, er det at bruge to timer i køkkenet måske ikke det første, man tænker på. Men det vil Frederikke alligevel slå et slag for, at man burde.

– Jeg kan godt forstå, at det er svært at finde tid til det, men altså der er helt sikkert noget skærmtid, man kan bruge på at være i køkkenet i stedet for. Så kan man måske starte med nogle mindre ambitiøse projekter, så man kan få nogle succesoplevelser. Så tror jeg sagtens, man kan lære at holde af det.

Køkkenet er også et rum uden skærme for Frederikke. Telefonen lader hun ligge et andet sted, inden hun går i gang. Hun insisterer på at holde kokkeriet skærmfrit. 

Af samme årsag udgiver hun kun fysiske kogebøger, deler ikke sine opskrifter online, og da hun for nyligt satte sin nyeste bog til salg, forvandlede hun et lille lokale i københavnerkvarteret Nørrebro til ”Danmarks mindste boghandel, med kun én bog!,” som der stod på ruden. Det er en vigtig – og mere sjælden – disciplin i dag at lave noget med sine hænder, og netop dét understreger også vigtigheden.

– Når jeg tænker tilbage, så har jeg ingen minder af mig og min skærm. Jeg tænker ikke, ej den der søndag for tre uger siden, hvor jeg så ti reels på min Instagram, det var bare dejligt. Men til gengæld så har jeg minder af at være i sommerhus og snitte en spatel og to spisepindesæt. Jeg har minder af at have bagt luciaboller med fire af mine veninder. Det sætter sig fast på en anden måde, når man har udrettet noget.

Hævetid 

På et tidspunkt når man til det stadie i sin madlavning, hvor bolledejen skal hæve, lasagnen skal passe sig selv i ovnen, eller grøntsagerne skal have tid til at sylte på køkkenbordet. Man kan ikke forcere eller fremskynde denne del. Man må i stedet have en vis portion tillid til processen.

Sådan er det egentlig også gået for Frederikke – mere eller mindre bevidst. For hvor erhvervslivet ofte kobles til femårsplaner og langsigtede strategier, er Frederikkes hobby blevet til hendes levevej på samme måde, som en surdej bliver god: Den har fået lov at vokse organisk og i sit helt eget tempo. Uden nogen har tvunget den i en bestemt retning.

– Det kommer nok også af, at jeg altid kun har fået opbakning og smil og krammere hjemmefra. Der har virkelig aldrig været noget pres fra mine forældre. Jeg kan huske, at da jeg droppede ud af mit tredje studie, var der en, der spurgte, hvad mine forældre sagde til det. Det havde jeg ikke skænket en tanke, fordi jeg vidste bare, at de syntes, jeg kun skulle gøre det, jeg havde lyst til.

Man kan derfor ikke sige, at hun har taget en snorlige vej og haft et klart mål i sigte, men hun har alligevel haft nok is i maven til i dag at kunne leve af sit eget håndværk som selvstændig.

– Det er sjovt, fordi nogle gange i mit hoved har jeg det sådan, jeg skal også lige huske at finde ud af, hvad jeg gerne vil lave, når jeg bliver voksen – altså seriøst, og jeg er 31 år og arbejder jo. Men jeg har ikke sat mig ned og sagt, det her vil jeg satse på de næste mange år. Jeg er også vokset op med to selvstændige forældre og set, at det var sådan, man gjorde. Det er nok derfor, jeg ikke er så bange for det.

Men når Frederikke så alligevel mærker efter, kan det godt give et sus i maven, når hun tænker på, at hun egentlig ikke ved, om hun har noget arbejde om fire måneder. Og så på den anden side er det bare i sådan en tilstedeværelse, at hun passer bedst ind.

Hun kan godt få tanken om, at hun burde blive bedre til at lægge langsigtede planer for sin karriere, det kan hun bare ikke rigtigt finde ud af. Hun tænker helst en dag, en uge, en måned – max – ad gangen. Det giver hende den frihed, som hun ikke kan undvære.

– Det er svært, når jeg bliver spurgt til en fest ”hvad laver du så?”, for jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal svare på det. Jeg ved ikke, hvad for en hat, jeg skal have på – er jeg kogebogsforfatter eller kunstner, laver jeg tv, eller er jeg designstuderende?

Men selvom hun egentlig har det bedst uden at følge en fast køreplan og trives med mange forskellige bolde i luften, kan det også blive for meget.

Et år efter sejren i ”Den store Bagedyst” gik alting alligevel for stærkt. Frederikke glemte pludselig sin mors navn og måtte erkende, at hun havde fået stress. Én af de vigtigste ting, hun tager med sig fra den periode, er at spørge om hjælp.

– Man skal spørge, og man skal hjælpe hinanden – fra selvstændig til selvstændig. I min generation og professionelle omgangskreds er man heldigvis ikke så bange for hverken at tale om penge, aftaler eller kontrakter med hinanden. Det synes jeg hjælper rigtig meget i en jungle, hvor man ofte er helt alene.

Så har Frederikke også oparbejdet et selvværd og en selvtillid i at arbejde selvstændigt gennem mange års erfaring og succesoplevelser, som i dag gør det nemmere for hende at sætte foden ned og kræve noget mere, stille ti spørgsmål ekstra – bare lige for at være sikker – og læse sine kontrakter ekstra grundigt igennem. Ærligheden og no bullshit-attituden har vist sig at være essentiel i et arbejdsliv som hendes.

Så er der serveret

Sidste skridt i enhver opskrift er selvfølgelig serveringen. Duften breder sig, og gryderne tages af varmen. Bordet dækkes, stearinlysene tændes, og maden anrettes.

Som kunstner er Frederikke også tilhænger af, at maden ser pæn ud. For som hun siger, spiser man også med øjnene. Men der er ét sted, hvor det bliver for meget med de æstetiske retter.

– Det er jo sikkert også min algoritme, men min Instagram er fyldt med 15 sekunders videoer af sådan noget som: ”Pastaret på fem minutter” – og det er jeg lidt modstander af. For jeg synes, man skal være mere realistisk og sige det, som det er: Det tager tid at lave mad, men den tid er godt prioriteret.

Én ting er sikkert, og det er, at Frederikke ikke lader sig gå på kompromis. Hun har en meget stærk mavefornemmelse, som har navigeret hende igennem et hav af kreative brancher og faktisk det meste af hendes liv.

– Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, for på nogle punkter er jeg også usikker, men jeg kan bare med det samme mærke, om jeg har lyst til noget eller ej. Alle mine venner ville nok også sige, at jeg er – måske lidt for – ærlig.

Men det er hendes form for omsorg at sige tingene, som de er. Uden at gemme det grimme væk. Ligesom det er omsorg for hende at lave mad til sig selv og sine elskede. Mad, der gerne må tage tid, er lavet på ægte – og gerne sæsonbaserede – råvarer, og som er lavet helt fra bunden. God appetit.

Om Frederikke Legaard

Kogebogsforfatter, senest til ”Kogekunst – hjemme hos mig”, som udkom 4. september.

Multikunstner, laver bl.a. keramik, smykker og malerier. 

Har studeret kunst i Amsterdam og New York og taget grundforløbet på både skiltetekniker- og guldsmedeuddannelsen i København.

Færdiggør lige nu sin uddannelse som møbeldesigner på Det Kongelige Akademi.

Vinder af Den Store Bagedyst 2019. Hun er 31 år og bor i København med sin kæreste.