Som barn var Jakob Ellemann-Jensens efternavn en hæmsko: ”Jeg skulle ikke tro, jeg var noget”

Jakob Ellemann-Jensen husker sin barndom som tryg og rar. Han var glad for sine forældre og søskende, men i skolen lærte han hurtigt at være lidt forsigtig. 

Det fortæller han i ALT for damernes podcast ”Mit Yngre Jeg”, der bliver lavet i samarbejde med GirlTalk.

– Lidt populært sagt var jeg nok en lille lort med en stor mund. Jeg var bestemt ikke den største dreng i klassen, men til gengæld var jeg altid klar med en kæk kommentar, og det gav mig nogle udfordringer, siger han.

Hans forældre advarede allerede ham og hans søskende tidligt om, at der nok ville blive lagt ekstra mærke til dem, når de bevægede sig rundt. Begge Jakob Ellemann-Jensens forældre var offentlige personer, og hans far var på daværende tidspunkt politisk ordfører i Venstre.

– Jeg kan huske, at i de små klasser syntes jeg ikke, det var særligt sjovt at have det efternavn, jeg har, fordi jeg havde en far, som alle havde en holdning til, og som de fra tid til anden lod gå ud over mig.

Det kunne både være lærerne, der havde en eller anden politisk observans, som de delte med Jakob Ellemann-Jensen. Og det kunne også være de andre elever, som skulle vise ham, hvem der bestemte.

– Jeg skulle ikke tro, jeg var noget, bare fordi min far var i fjernsynet engang i mellem. Det var noget med lige at ryge op i den store kumme, hvor man kunne tænde for hanerne hele vejen hen, eller få hovedet ind i en pæl ude i skolegården.

LÆS OGSÅ

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

Slog sig mest på de voksne

Selvom det fysisk var ubehageligt og til tider smertefuldt, når de andre elever gik til ham i skolen, var det ikke deres drillerier, der satte sig mest fast hos den unge Jakob Ellemann-Jensen.

– Når jeg ser tilbage på det, slog jeg mig mest på, at lærerne lod deres politiske modvilje mod min far gå ud over mig. Det generede mig.

Særligt én lærer lod sin uenighed skinne igennem overfor ham. Hans dansklærer sad i kommunalbestyrelsen for det daværende Venstresocialisterne, der i dag er en del af Enhedslisten, og det fik Jakob Ellemann-Jensen at mærke.

– Som barn er man jo altid utroligt loyal over for sine forældre, også nogle gange ud i det helt ekstreme. Så jeg sad lystigt og argumenterede for kartoffelkuren i 12-13-14-års alderen, og det kunne jeg jo ikke. Det havde jeg ikke beredskabet til hverken kognitivt eller argumentationsmæssigt.

Men derhjemme sagde Jakob Ellemann-Jensen ikke noget. For han vidste, at hans forældre bare ville blive kede af det, og han kunne ikke se, hvad de kunne gøre ved det. Men til gengæld brugte han sine kække bemærkninger til at slå igen mod de andre elever.

– Som barn havde jeg en tendens til at være ironisk og mange gange også sarkastisk. Det brugte jeg til at få folk pillet lidt ned med en kæk bemærkning, som de ikke kunne vende tilbage på. Som sagt, en lille lort med en stor mund.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.