Amalie Lindegård: Denne indstilling har jeg taget med mig i opdragelsen af mine egne børn

Hvilken vej var den første du gik på?

Jeg voksede op på en villavej i Emdrup i en kæmpestor rødstensvilla, før villaer i den størrelse blev milliondyre, og der stadig boede helt almindelige middelklassefamilier i kvarteret. 

Mine forældre var begge lærere og dyrkede et børnesyn, der så meget anderledes ud end det, der findes i dag. Fællesskabet kom altid først, og deres børn, min storebror, storesøster og jeg, kom i den lokale folkeskole, Lundehusskolen, selvom det var en ret broget en af slagsen, der også kunne være lidt hård i filten. 

De ville passe på folkeskolen og vise os, at mennesker er forskellige, og at livet kan folde sig meget forskelligt ud, men at alle er lige meget værd og har lige stor ret til at være i verden. 

Det er en indstilling, jeg har taget med mig i opdragelsen af mine egne børn, selvom jeg synes, at jeg også har givet mine døtre bedre mulighed for at trække sig lidt fra fællesskabet, end jeg selv fik. 

Jeg havde en meget god og tryg og glad barndom, men jeg kom til som den sidste i søskendeflokken og på et tidspunkt, hvor mine forældres forhold var blevet slidt. 

Der er ingen tvivl om, at de har elsket hinanden højt, men der var kommet andre boller på suppen mod slutningen af deres ægteskab. Og det mærkede jeg. For børn mærker jo alt, også selvom de voksne forsøger at skærme dem.

Hvordan fandt du din levevej?

Jeg spillede fodbold som barn. Så godt, at jeg faktisk kom på u-landsholdet, og min barndom og ungdom foregik mest i sportshaller, på fodboldbaner og på træningslejre. 

Jeg drømte aldrig om at blive skuespiller, men faldt tilfældigt ind i det, da en veninde sagde, at de søgte unge piger til spillefilmen Supervoksen. Jeg gik fuldstændig uforberedt, men også fuldstændigt selvsikkert, til casting og fik rollen. 

Og den tilgang kom til at præge min første tid i branchen. Filmen blev et kæmpe hit og var en af de bedste produktioner, jeg har været på. Men jeg var også bare et barn på en voksen-arbejdsplads. 

Jeg var lige fyldt 15 og havde slet ikke udforsket de temaer – grænser, sex og identitet – som jeg skulle spille, at jeg udforskede. Jeg hvilede overhovedet ikke i mig selv, for jeg havde ingen erfaringer eller levet liv bag mig. Jeg fik bare pludselig den her succes og kæmpe opmærksomhed. Og det kom til at blive enormt forstyrrende for mig. 

Det så jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg kørte bare afsted på en vild bølge af ukuelig selvtillid og som 19-årig kom jeg ind på Skuespilskolen i første hug. 

Til optagelsesprøven spurgte de ”Hvorfor skal vi optage dig, Amalie?”, og jeg svarede ”Hvorfor skulle I ikke?” Det var den energi og sindssyge selvtillid, jeg bragte med mig. Jeg tror, den smittede af på dem, der skulle vurdere mig, og gav mig en masse muligheder. Men den kom også til at koste mig dyrt.

Hvornår har du mistet vejgreb?

På Skuespilskolen gik det op for mig, at jeg overhovedet ikke havde nogen fundering i, hvem jeg var, og i virkeligheden var ret så skrøbelig lige bag al selvtilliden. På skolen har man ene-undervisning hver dag. 

Det er et sindssygt hårdt og konfronterende arbejde. Og jeg holdt ikke til det. Jeg fik et sammenbrud på mit tredje år og sygemeldte mig. Det jeg husker, der hjalp mig tilbage på sporet, var at jeg begyndte at storlæse bøger. 

Litteraturen er en god måde at lære sig selv at kende på. Man kan selvfølgelig dele den med andre senere. Men man møder den alene først. I et rum, der kun er ens eget, hvor man kan danne sine egne og helt uforstyrrede billeder, refleksioner og erkendelser. 

Det hjalp mig meget. Og det startede en udvikling mod at blive mig selv. Jeg tror, at folk indtil da så mig som et evigt udadvendt menneske, der altid var klar på det hele. Jeg gik altid sidst hjem. 

Men jeg lærte, at jeg også er blufærdig og indadvendt og har et stort behov for at trække mig. Jeg er selvfølgelig ikke færdig med at finde ud af, hvem jeg er. Og man udvikler sig jo gennem livet. Med moderskab, parforhold, karriere, tab. Alt det, der kommer til i livet. 

Men bevægelsen mod at blive den, jeg skal være, begyndte der, da det hele brød sammen, og det gik op for mig, at jeg ikke bare kunne alt.

Hvem har fundet vej til dit hjerte?

Min mand Albert. Og det er jo en sindssyg historie med os. Jeg mødte ham på Øster Farimagsgade skole, hvor jeg begyndte efter min forældres skilsmisse. Han gik i niende, og jeg gik i ottende. Vi var kærester i lige præcis otte måneder, indtil han slog op. 

Han skulle begynde i 1.G. og spille fodbold og være fri og score damer. Vi græd snot sammen og led hele natten, da han sagde det. Og så var det slut. Jeg var totalt heartbroken. Der gik ti år, hvor jeg havde alle mulige andre kærester, indtil jeg mødte ham igen helt tilfældigt på gaden. Siden har han været min kæreste. 

Han er bare min person. Han er det mindst fordømmende menneske, jeg kender. Han elsker alle slags mennesker. Og er helt åben for, at livet kan se meget anderledes ud end hans. 

Vi har samme værdier, samme humor, samme livssyn. Det lyder vildt let. Og det er det selvfølgelig ikke. Det går op og ned, som sådan noget gør, og vi kan blive skidesure på hinanden. Men der er ingen tvivl om, at vi helt grundlæggende bare elsker hinanden. 

Jeg er virkelig taknemmelig for, at han slog op dengang, for det var jo overhovedet ikke gået, hvis vi havde været kærester, siden vi nærmest var børn. Og det skulle gå – for i dag kan jeg ikke forestille mig livet uden ham.

Hvem er den vigtigste vejviser i dit liv?

Min bedste veninde Siri og min storesøster Lærke og min storebror Rasmus. Jeg kan godt komme til at svæve lidt rundt og tage nogle vilde valg, som virker helt rigtige i momentet, men viser sig at være virkelig forkerte. 

Og der har de tre ligesom udviklet sig til rettesnore, der lige kan guide mig uden om de værste dårlige idéer. De holder mig i vatter. Og jeg tager altid fat i dem, når jeg bliver grebet af en eller anden stemning og begynder at lægge vilde planer. 

Det skete mest, da jeg var ung, men det kan stadig forekomme. Jeg kan få det sådan lidt: Jeg er et frit menneske og tror sgu, det ville være fedt, at jeg rejste på inspirationstur til Italien nogle måneder. 

Børn skal også lære, at en mor ikke bare er en mor! Eller pludselig tænke, at det fedeste nok ville være, at jeg ikke boede sammen med familien, men indgik et cola-forhold med Albert og flyttede ind i min egen lille, spartansk indrettede lejlighed. 

Den slags kan godt føles meget rigtigt for mig, men er jo slet ikke i orden i virkeligheden. Hverken for mig eller for Albert eller for pigerne. Så jeg har lært lige at vende mine tanker med Siri og Lærke og Rasmus, før jeg fører ting ud i livet.

LÆS OGSÅ

Louise Herping Ellegaard giver en særlig landsdel en del af æren for sin succes

Louise Herping Ellegaard er ikke i tvivl om, at opvæksten i den jyske muld er en del af hendes succes - og så har hun en særlig strategi, når hun træder ind i et lokale, der er proppet med mørkeblå jakkesæt.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos jer?

Min mand kommer fra en arkitektfamilie og ryddede ud i alt mit inventar, da han rykkede ind. I dag er der kæmpe arkitekt-stemning i vores hjem. Han er uddannet snedker, så han har faktisk bygget flere af vores møbler selv. 

Han har en helt klar holdning til design, så det blander jeg mig ikke i. Jeg står for at få vores sociale liv til at ske. Han er virkelig glad for at arbejde og for at være far. Jeg tror ikke, han har brug for så meget andet. 

Jeg har helt klart et større både socialt og indadvendt behov. Jeg skal have lov at trække mig. For at læse. Eller bare gøre rent med en podcast i ørene. Det vigtige er, at der ikke er nogen, der taler til mig. 

Nogle gange får Albert også flip af familien. Og skal lave noget andet. Han er jo ikke en maskine, men han er helt klart den stabile derhjemme.

Hvilken vejviser vil du selv gerne være for dine børn?

Det med at vælge fællesskabet er et stort punkt for mig, der sidder meget dybt i mig. Heldigvis deler Albert det fuldstændigt. Alligevel var det svært, da vi skulle sætte vores piger i folkeskole. 

Vi var ikke så mange i vores vennekreds, der valgte folkeskolen. Og jeg begyndte faktisk at græde over det, fordi jeg synes, vi stod lidt alene med det. Vi bor på Vesterbro. Her er super mange forældre som os, så det er ikke engang sådan, at vi tager et vildt eller vovet valg, det er jeg helt bevidst om. 

Her er jo pissedyrt og privilegeret. Alligevel blev jeg lidt slået ud af, at folkeskolen og det fællesskab, den repræsenterer, er så nedprioriteret. Jeg synes, det er så vigtigt, at vores piger oplever, at livet også kan se anderledes ud. 

Ikke bare som en abstrakt virkelighed langt væk, men helt tæt på. At der er andre måder at tænke på, drømme på og være kreativ på. Jeg tror ikke på, at det er godt at vokse op i boble, hvor alle ligner en selv. 

På den måde kommer fællesskabet stadig først ligesom det gjorde i mine forældres opdragelse. Men jeg har gjort mig mere umage med at lytte til mine piger og hjælpe dem til at trække sig, når de har brug for det. 

Man kan ikke vælge fællesskabet for enhver pris hele tiden. Man har også brug for tid for sig selv. Indadvendt tid. Det lærte jeg virkelig på den hårde måde, så der vil jeg gerne være mere lyttende og støtte dem i at finde tid, der kun er deres.

Hvor er du på vej hen nu?

Jeg har det egentlig godt der, hvor jeg er nu. Jeg arbejder selvfølgelig stadig på at balancere arbejdsliv med at være en god mor og en god kæreste og god veninde. 

Og så længe mine piger er små, har jeg ikke planer om at lave store forandringer karrieremæssigt. Jeg vil selvfølgelig rigtig gerne have roller, der udfordrer mig og flytter mig nye steder hen. Og jeg tager alle arbejdsopgaver dybt alvorligt. 

Men jeg er også meget bevidst om lige at sørge for, at basen er der for familien. At der er ro på og en ok økonomi. Så kan det være, jeg helt skifter spor senere, når der ikke er helt det samme behov for mig som mor. 

Jeg kunne godt finde på at lave noget helt andet en dag. Men jeg har ikke nogle faste mål. Jeg vil holde mig åben og se, hvad der sker. 

LÆS OGSÅ

Amalie Lindegård om sit livs kærlighed: "Vi græd snot sammen og led hele natten"

De kendte hinanden fra folkeskolen, men et tilfældigt møde førte dem sammen igen. Det fortæller skuespiller Amalie Lindegård i denne uges Hendes Verden.