Jeg drømte om tosomheden, men er i stedet blevet ensom

For fire år siden mødte jeg en virkelig charmerende mand gennem fælles venner. Jeg havde været alene i en del år med mine to store piger og var ikke på udkig efter en ny mand, men han tog mig med storm. Der var ikke det, han ikke ville med mig. Vi havde kun været sammen få gange, før han erklærede, at jeg var den kvinde, han forgæves havde ledt efter.

Jeg overgav mig og efter et års forelskelse, flyttede vi sammen, han friede kort tid efter, og vi blev gift. Vi købte dernæst hus udenfor byen, lidt modvilligt fra min side, for jeg har mit arbejde i byen, mine to piger har deres skole og venner der, men han forsikrede mig om, at det nok skulle blive godt. Det var det også det første år, men det er det ikke længere.

Sagen er, at min mand og jeg ser meget forskelligt på, hvordan et forhold skal fungere. Mens jeg så frem til, at vi i ro og fred fik skabt et hjem sammen for vores tre børn (han har en yngre datter, som er her i en 5/9 ordning) så har han det anderledes. Han har – som jeg – et travlt job, men udover det, så har han en stor vennekreds, der skal passes. Han dyrker også en masse sport og er tilmed ofte bortrejst med sit arbejde. Det gør, at han i hvert fald tre aftener om ugen er væk på hverdage, og mange weekender har han planer med sine drengevenner. Kun når han har sin datter, er han hjemme, for her har jeg sat foden ned, for hun er ikke mit ansvar. Der er også stadigvæk en masse ting, der skal gøres i huset, her er tøj, der skal vaskes, rengøring osv. Alt det, er det konstant mig, der skal italesætte, og det ender tit i skænderier, fordi jeg ikke ønsker den rolle.