Sponsoreret indhold

I uniformen kan jeg være mig selv

I uniformen kan jeg være mig selv

Når varetægtsfængslede får dom og skal overføres til et fængsel, er det ofte Line, de møder. Som transportbetjent har hun ansvaret for sikkerheden, når de indsatte skal uden for murene. Her giver hun et indblik i et fag, der er lukket for de fleste.

Hvordan opstod interessen for jobbet som transportbetjent?

”Lige siden jeg var barn, har jeg følt mig lidt anderledes, fordi jeg var meget pligtopfyldende og autoritetstro. Jeg har altid været drevet af fag, hvor man skal tage ansvar for andre mennesker. Det var derfor naturligt for mig at søge ind på transportbetjentuddannelsen. Her kunne jeg kombinere min interesse for sikkerhed og det menneskelige i ét job. Jeg blev hurtigt bekræftet i, at det var det rigtige valg. For første gang oplevede jeg at være en del af et fællesskab, hvor jeg ikke følte mig anderledes. Jeg kunne være mig selv i uniformen.”

I uniformen kan jeg være mig selv

Du kunne arbejde med sikkerhed og mennesker i mange fag. Hvorfor lige her?

”Som transportbetjent arbejder jeg med mennesker, der er frihedsberøvede og under et stort følelsesmæssigt pres. Det gør opgaven mere kompleks end blot transport og sikkerhed. Selvom jeg kun har kort tid med de indsatte, kan jeg vise dem, at der er en vej ud af kriminaliteten. Arbejdet handler nemlig i høj grad om at kunne danne relationer på kort tid. Jeg kan huske en af de første gange, jeg skulle fra retten med en varetægtsfængslet. Han var blevet dømt og skulle nu afsone i et fængsel. Det var første gang, så han var meget nervøs. Min kollega og jeg forsøgte at møde ham ved at lytte og give plads til hans bekymringer. Selvom det ikke krævede meget af os, gjorde det en forskel for ham.”

Navn: Line

Alder: 26 år

Baggrund: Tidligere værnepligtig og vagt i psykiatrien. Startede på uddannelsen til transportbetjent i januar 2023. Line arbejder i dag i transport- og bevogtningsenheden i Hobro, og oplærer desuden nye transportbetjente under uddannelse.

Tænker du aldrig over, at du arbejder med mennesker, der har begået alvorlig kriminalitet?

”Jeg lader altid forbrydelsen træde i baggrunden og ser dem som mennesker. Det lyder måske helligt, men i mit fag er det nødvendigt at kunne adskille det professionelle fra det følelsesmæssige. Jeg kan komme med et eksempel: Når vi kører en indsat i retten, sidder vi bag ham under hele retssagen. Det kan være sager om drab eller voldtægt, og vi hører nogle barske detaljer. Bagefter tilbringer vi måske flere timer med den indsatte i bilen. Det kan være voldsomt, men det er ikke mit ansvar at dømme. Den indsatte har fået sin straf. Mit job er at pejle ham i en bedre retning.”

I uniformen kan jeg være mig selv

Hvordan passer du på dig selv i et job, der kan være følelsesmæssigt krævende?

”Vi er altid mindst to betjente på en opgave, og vi bruger ofte tiden i bilen hjem til at vende dagen. Ved pressede situationer, fx hvis en indsat har været udadreagerende, bliver der taget hånd om os fra ledelsen med bl.a. debriefing. Det har jeg nu ikke selv oplevet i mine snart tre år i uniformen. Men det er selvfølgelig et følelsesmæssigt krævende fag, fordi vi arbejder med udsatte mennesker. Derfor er det vigtigt for mig at koble af i min fritid. Det gør jeg bl.a. gennem sport. Jeg har altid redet og været meget aktiv. Og for et halvt år siden startede jeg på et serie 2-fodboldhold, hvor jeg også er anfører. Den rolle trives jeg, nok ikke så overraskende, virkelig godt i.”

I uniformen kan jeg være mig selv

 

Vejen til at blive transportbetjent

· Uddannelsen til transportbetjent strækker sig over to år, hvor du får løn og er sikret job efter endt uddannelse.

· Danmarks Fængslers tre transportenheder ligger i København, Kolding og Hobro.

· Skolerne er placeret i Birkerød og Møgelkær, og nye pop-up skoler dukker løbende op rundt om i landet.

Læs mere om uddannelsen og jobbet som transportbetjent her.