Et ung par sidder i sengen. Manden holder sin telefon og ser på den, mens kvinden ved siden af sidder og ser frustreret ud.

Min kæreste dyrker andre kvinder på nettet

En læser føler sig usikker, fordi hendes kæreste ser på andre kvinder på nettet. Hun spørger derfor Vibeke Dorph, hvad hun skal gøre ved sin usikkerhed. Læs, hvad Vibeke Dorphs rådet til i Hjemmets brevkasse.

Hjemmet logo

En læser er usikker, fordi hendes kæreste ser på andre kvinder på nettet

Jeg er en 26-årige kvinde, som har en udfordring med min kæreste. 

Vi har været sammen i to år, og jeg har i det seneste år været ret ked af det, fordi jeg ikke føler mig god nok. 

Det spøger i vores forhold, at han boede sammen med sin ekskæreste i de 10 første måneder af vores forhold. Der er helt sikkert et sår derfra, som jeg ikke har fået bearbejdet.

Det er så også medvirkende til, at jeg med tiden er blevet mistænkelig og en anelse overvågende. Jeg har desværre tjekket hans telefon, hvilket jeg ikke er stolt af. Da jeg afslørede det for ham, lød svaret, at han intet har at skjule, og at jeg gerne må se hans telefon, så længe jeg spørger først. 

Jeg opdagede ingen tegn på utroskab, men dog fotos af letpåklædte piger, som han tilmed har liket, hvilket jeg ikke bryder mig om.

Min kæreste går meget op i træning, og han går også op i, hvordan jeg ser ud og, hvordan jeg kunne se ud, hvis jeg trænede mere. Det sidste er han dog stoppet med at kommentere, efter at vi fik talt om det.

Alligevel går jeg konstant og sammenligner mig med de piger, han ser på de sociale medier. Jeg er er også max. fokuseret på ham, når vi er ude sammen og lægger mærke til, hvis han kigger på andre kvinder, hvilket han gør. 

Her bliver jeg utryg, vred, utilpas og ked af det.

Jeg elsker ham og synes ikke som sådan, at han gør noget forkert. Så min konklusion er, at jeg skal arbejde på mig selv og min jalousi, men hvordan? 

Mit spørgsmål er også, om jeg kan tillade mig at forlange, at han skal droppe at se på nøgne piger og i stedet gøre noget ved sin net afhængighed. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne slippe fortiden, men det kan jeg ikke, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at få snakket ordenligt sammen, og kræve at hendes følelser bliver taget alvorligt

Mange mænd slapper af ved at se på flotte kvinder på nettet. At de gør det, er ikke ensbetydende med, at de påtænker at gå i seng med disse kvinder, lige som du vel heller ikke insisterer på at købe al det tøj, du forelsker dig i på nettet. 

Så fred være med det, og det tror jeg egentlig også, du ville tænke, hvis det ikke var fordi, du lyder til at døje med en grundlæggende mistillid til din kæreste.

Hvor den mistillid stammer fra, kommer du jo selv med et ganske fornuftigt bud på. 

Nemlig, at det tog din kæreste hele 10 måneder, før han forlod den kæreste, han havde før dig. Det er lang tid, og det ville hos de fleste skabe en mistillid, som det vil tage tid og ikke mindst mange samtaler at få fordøjet. 

De fleste af os vil i den situation tænke, at har han en gang været i stand til at leve et dobbeltliv, så vil han være det igen. Er din kæreste derfor et i bund og grund sundt menneske, så vil han forstå dit behov for at få talt den sag ordentligt igennem. 

Ikke bare én gang, men op til flere, for sådan er det med følelser, de kommer og går og skal mødes og bearbejdes derefter.

Vil din kæreste ikke det, slår han det hen med, at det er dig, der er for følsom, så vil jeg nok være på vagt. For det her handler om tillid, og den viste han ikke sin ekskæreste og dig dengang, så den må han arbejde for at få nu.

Nægter han det, så vidner det om en umodenhed hos ham, som jeg ville være på vagt overfor. 

Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis du i stedet for at skamme dig over dine følelser, tager dem alvorligt og kræver, at de bliver set og hørt også af ham, for det er på sin plads.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.