Fra ung prinsesse til kunstner og folkekær regent: Her historien om H.M. Dronning Margrethe

Magtfaktor

Hvordan kan en dronning være et kvindeforbillede – hun, der på mange måder lever i en verden, der er både anderledes og afkoblet fra det liv, de fleste af os andre har?

Det er der virkelig mange gode grunde til, mener historiker og dronningeekspert Emma Rønberg Paaske, der er optaget af lige præcis det perspektiv. At dronningernes indflydelse og magt historisk har været underbelyst og underkendt.

– Vi har mange historiske fortællinger om konger og den hårde krigsmagt og økonomiske magt, de har udøvet – og så er der dronningerne, som er blevet tildelt rollen som bløde magtudøvere, der har gjort deres indflydelse gældende med diplomati og ved at holde de rigtige selskaber. 

Men dronningerne har også siddet for bordenden og underskrevet traktater og arrangeret vigtige ægteskaber og alliancer, siger Emma Rønberg Paaske og peger på dronning Margrete den første, der samlede Norden under Kalmarunionen.

– De danske dronninger har grebet magten, når de kunne, de har historisk været meget veluddannede og været fuldt ud i stand til at lede et land. 

Og så synes jeg, at vi har nedskaleret betydningen af at være mor – og hvor stor en indflydelse, dronningerne har siddet med som mødre til den næste konge. På den måde er en dronning uerstattelig, siger Emma Rønberg Paaske, og fortsætter:

– Dronningehistorie er kvindehistorie. Jeg er så træt af, når folk siger, at kvinder historisk har været udenfor magten, for når vi kigger efter i kilderne, så er der utroligt mange eksempler på, at kvinder og dronninger har været væsentlige magtfaktorer. 

Der er bare ikke nogen, der har interesseret sig for det, siger Emma Rønberg Paaske, der i H.M. Dronning Margrethe også har set en interessefælle indenfor et fag, der traditionelt har været domineret af mænd.

– Som historiker og kvinde har det været stort at have en dronning, der er så interesseret i historie og arkæologi.

Moderne tider

I 1953 gik danskerne til en rodebunke af en folkeafstemning, hvor der skulle tages stilling til en lang liste af ting. Og blandt større tekniske grundlovsændringer, afskaffelsen af Landstinget og indlemmelsen af Grønland som ligeværdigt amt med plads i Folketinget var et forslag om at ændre tronfølgeloven, så kvinder også kunne arve tronen. 

Forudsat altså, at der ikke var født nogen sønner. I realiteten var det den del af afstemningen, der skulle lokke befolkningen til stemmeurnerne,for kong Frederik og dronning Ingrid med deres tre små prinsesser var meget elskede af befolkningen.

– En ting var, at kongefamilien var ekstremt populære og meget feterede blandt danskerne, og at dette var en måde at sikre tronen til denne side af familien. 

Men afstemningen er også et udtryk for en tidsånd og pegede fremad i en tid, hvor kvinderne kom mere og mere på banen, fortæller Emma Rønberg Paaske

I efterkrigstiden trådte kvinderne i stigende grad ind på arbejdsmarkedet, og der var momentum for, at de kunne indtage mere fremtrædende positioner i samfundet. 

Her blev kongehuset også en faktor, for der var stor symbolsk værdi i at give magten til prinsesse Margrethe, en pige på 13 år, der nu kunne se ind i en fremtid som Danmarks dronning.

– I England havde de Elizabeth, der var blevet dronning året forinden, og i Holland havde de fået en kvindelig regent, dronning Juliana, i 1950, så der var allerede nogle indikatorer for, at der var ved at ske noget – også hvad angik kvindernes rolle i samfundet i det hele taget. 

Vi havde fået de første kvindelige præster, og vi så flere kvinder på politiske poster, så det her var også en måde for kongehuset at følge med tiden, fortæller Emma Rønberg Paaske, og peger på dronning Ingrid som stærk kraft i netop den sammenhæng.

– Der er ingen tvivl om, at dronning Ingrid har været medvirkende til, at tronfølgeloven kunne blive ændret. Kong Frederik var jo meget folkelig, mens Ingrid var lidt mere ophøjet og elegant og samtidigt formåede at åbne døren lige tilpas til, at vi fik lov til at kigge indenfor i et ellers meget hemmelighedsfuldt rum. Hun viste, at kongehuset var en moderne familie, der havde relevans for danskerne og samfundet.

I 2009 blev der med en ny folkeafstemning indført fuld ligestilling mellem kønnene i arveretten til tronen.

LÆS OGSÅ

Ekspert om dronning Margrethe efter tronskiftet: Vi lærer hende bedre at kende nu

16. april fylder dronning Margrethe 85 år, og i den anledning giver vi her ordet til to kongehuseksperter, som fortæller hvordan hun forvalter sin nye rolle.

Margrethe til tjeneste

Da den unge Margrethe som 18-årig valgte at gøre frivillig tjeneste ved Kvindeligt Flyverkorps, var det et udtryk for, at hun var sig bevidst, at den royale magt og den militære magt er tæt knyttede – men det var også et lille opgør med konventionerne. En kvinde, en prinsesse, i militæret var et særsyn i 1958.

– Der var jo ikke noget, der hed værnepligt for kvinder på det her tidspunkt, så det var et valg, hun tog, fordi hun vidste, at hun skulle være overhoved for det hele på et tidspunkt. 

Og hun var der relativt lang tid, helt frem til 1970. På den måde var det jo også et opgør med traditionelle idéer om kvindelighed og en bevidsthed om, at det her var en del af uddannelsen som tronfølger, uagtet køn, siger Emma Rønberg Paaske og fortsætter:

– Det afgav noget respekt omkring hende. På samme måde, som det også betyder noget, at prinsesse Isabella nu aftjener sin værnepligt på lige fod med andre unge kvinder og mænd.

Samtidigt var prinsesse Margrethe ikke bange for at vise mange forskellige sider af sig selv. Hun var både en elegant ung kvinde, der tog på eventyr, mødte Elvis i Hollywood og surfede i Peru. 

Hun røg filterløse cigaretter med sin far ombord på kongeskibet, deltog i arkæologiske udgravninger rundt om i verden og har blandt andet i et interview i 2020 med ALT for damerne sagt:

”Jeg var vældig god til at spilde. Kjolen var egentlig rigtig pæn, men den mødte ALLE pletter, der var ude at gå. (…) Min mor fik ingen pletter. Benedikte får ingen pletter. De tør ikke. Pletterne. Men de kommer til mig, ha ha. Det har de altid gjort.”

– Det, tror jeg, var enormt befriende for rigtig mange kvinder at se, at man ikke behøvede at være perfekt, selv når man var prinsesse eller dronning. 

I dag ser vi det måske som et opgør med det meget stereotype kvindeideal, men jeg tror, at det handlede lige så meget om, at hun viste sig som et flerdimensionelt menneske, siger Emma Rønberg Paaske.

Mørkerøde rubiner

Sorgen hviler tungt på den unge Margrethes skuldre, da hun den 15. januar 1972, en blæsende og iskold vinterdag, træder ud på balkonen på Christiansborg og bliver udråbt til dronning af statsminister Jens Otto Krag. Hendes far kong Frederik 9. er død dagen forinden, og skiftet er allerede sket på diskret – men markant – vis.

– Kongen havde været syg igennem længere tid, og da han den 14. januar åndede ud, kom Ingrid og Margrethe ud fra Kommunehospitalet. 

Først gik Ingrid ud, men tog sig selv i det, vendte om og lod Margrethe gå ud først. Det er nogle historiske billeder, for det var i det øjeblik, Danmark fik en ny dronning, fortæller Emma Rønberg Paaske.

Dagen efter på balkonen på Christiansborg Slot og foran et hav af mennesker, stod så en fars datter og en ung mor til to i sin sørgedragt. 

På brystet af den sorte kjole sad en lille gylden hestesko-broche besat med mørkerøde rubiner. Brochen var en gave fra kong Frederik til sin ældste datter, fra da tronfølgeloven blev ændret næsten 20 år forinden. Et udtryk for hans store stolthed over, at Margrethe skulle efterfølge ham på tronen.

– Hestesko-brochen er et godt eksempel på dronning Margrethes sans for symbolik, og hun har båret den ved flere anledninger, hvor den har haft betydning for hende og historien om kongehuset, fortæller Emma Rønberg Paaske.

Og så var der valget af hendes navn, for hvad skulle hun kalde sig, den unge dronning? Skulle hun hedde H.M. Dronning Margrethe 1.? Eller H.M. Dronning Margrethe den 2.? 

Statsminister Jens Otto Krag var i tvivl. Dronning Margrethe vælger selv at blive udråbt til H.M. Dronning Margrethe 2., og det er der en væsentlig pointe i, fortæller historiker Emma Rønberg Paaske.

– Vi kan jo kalde det en form for nudging, for hermed fortæller hun os jo, at hun ikke er den første kvindelige regent – vi har faktisk haft en dronning med betydelig magt og indflydelse før, minder hun os om. 

Så det er også en anerkendelse af den dronningemagt, som Margrete 1. havde. Jeg synes, det er et godt eksempel på hendes store historieforståelse og perspektiv.

Mor på arbejde 

Da Margrethe blev landets dronning, var hun mor til to små drenge, Frederik og Joachim, der i januar 1972 kun var tre og to år gamle. 

Det var en småbarnsmor, der skulle træde i arbejdstøjet, og det brugte medierne en del af deres spalteplads på at italesætte op igennem 1970’erne.

– Det var en større diskussion dengang, og mange af ugebladene og aviserne kørte flere artikler om, at det var en mor, vi havde som regent. Hvad skulle der ske med de to små drenge? Var det så manden, der skulle gå derhjemme, mens mor arbejdede? 

Det var svært at forstå, at hun skulle klare sit embede og være mor på samme tid, forklarer Emma Rønberg Paaske.

Det betød noget for vores blik på magten, at vi havde en ung kvinde og mor til to små børn som dronning. For tronskiftet faldt sammen med et generelt oprør og opgør med konventioner i samfundet, som dronningen, bevidst eller upåagtet, var med til at skubbe til.

– Man gad ikke de gamle institutioner og ville gerne prøve noget nyt, og på den måde var vores dronning med i en større bevægelse. Hun vil nok aldrig selv kalde sig feminist, men man må antage at hun var bevidst om, at der var rigtig mange kvinder, der spejlede sig i hende. 

Unge kvinder og mødre, der kom ud på arbejdsmarkedet og så, at hvis dronningen kunne klare sit arbejde med to små børn, hvorfor skulle de så ikke kunne det? siger Emma Rønberg Paaske og fortsætter:

– Når man ser på hende i starten, så var hun meget usikker og vidste ikke helt, hvordan hun skulle udtrykke sig – hendes nytårstaler udviklede sig meget over tid. 

Det er jo enormt menneskeligt at være nervøs på den måde, og hun fandt gradvist sin egen stemme, hvor hendes lune og humor også skinnede igennem. 

Og så inviterede hun, ligesom hendes mor gjorde det, danskerne lidt indenfor i de mange interviews, hun gav, hvor vi faktisk kom ret tæt på hende og det familieliv, hun og prins Henrik levede. Det gjorde hun helt eminent, og det gav danskerne stor tiltro til hende.

Manden

– Der er flere interviews, hvor dronningen fortæller, at hun dengang godt kunne blive i tvivl, om hun kunne finde nogen, der var klar til at træde ind i den position, det er at være gift med en dronning. 

Det var hun meget bevidst om, og jeg synes, at hendes egen beskrivelse om at horisonten stod i flammer, da hun endelig forelskede sig, var fantastisk, siger Emma Rønberg Paaske.

Henri de Monpezat, som danskerne lærte at kende som prins Henrik, var dronningen intellektuelt jævnbyrdig, delte hendes interesser indenfor kunst og kultur og frem for alt, så anerkendte han hendes rolle og embede. Og så delte de humoren, fortæller Emma Rønberg Paaske.

– Han forstod hende og var skarp nok til at fange alle de små underspillede måder, hun kunne være sjov på. Han har været en ekstremt vigtig del af hele hendes og dermed også vores liv, siger Emma Rønberg Paaske.

Det var ikke altid nemt at være en flamboyant franskmand midt i 1960’ernes kartoffel-Danmark, hvor mange ikke forstod prinsgemalens interesser for blandt andet gastronomi. 

I dag står prins Henriks indflydelse på både dansk kultur og dronningen mere tydeligt frem, siger Emma Rønberg Paaske:

– Han åbnede en verden for dronning Margrethe, og jeg tror, at vi har set et meget mere ligevægtigt menneske ved, at hun rent faktisk fik en livspartner. 

– Han spillede en enormt afgørende rolle i den måde, hun kunne være dronning på også. Nogle gange glemmer vi dem, der står ved siden af magten, og som er en stor del af det makkerskab, der bærer det hele. 

– Det er også derfor, at kong Frederik har talt Mary op i sin bog ”Kongeord”. Jeg tror, at der er mange succesfulde mennesker, der vil sige, at noget af det vigtigste er at vælge den rette partner.

LÆS OGSÅ

Flotte billeder: Nu har du muligheden for at se kongefamiliens private have

Et besøg i Fredensborg Slotshave er en smuk og sanselig oplevelse på alle tider af året, men lægger du vejen forbi i juli, kan du også gå tur i Den Reserverede Have, som er kongefamiliens hyggelige private haverum.

Modig diplomat

Den polske præsident Lech Walesa læner sig ind over bordet og de blomstrede kaffekopper med en strøget tændstik. Det er i 1993 og overfor ham sidder Danmarks dronning og læner sig ind over ilden med sin cigaret, som præsidenten tænder, inden han fører tændstikken videre til sin egen smøg, der dingler fra hans mundvig. 

Walesa var elektrikeren og fagforeningsmanden, der blev præsident for ”det nye Polen”, og nu skulle han begå sig blandt statsledere og ja, dronninger. 

Emma Rønberg Paaske fremhæver netop denne situation som et godt eksempel på den diplomatiske magt, som dronning Margrethe har behersket så godt.

– Det var det første officielle danske statsbesøg i Polen, siden muren faldt, og Polen ikke længere var et kommunistisk land. Der var opbrud efter Sovjetunionens fald, og Walesa var en omdiskuteret politisk figur – men her sad Danmarks dronning og delte en smøg med ham. 

Billederne gik verden rundt og blev et symbol på, at Vesteuropa åbnede op mod østlandene, og det skal man ikke negligere betydningen af. 

Danmark var også et af de første lande til at anerkende Baltikum efter Sovjetunionens fald, da dronningen og prins Henrik besøgte landene kort efter, de var blevet selvstændige. Det blev der lagt mærke til, fortæller Emma Rønberg Paaske.

Det er det bløde diplomati, der foregår mellem mennesker og foran kameraerne – og ved flere anledninger også mennesker, hvis verdenssyn kolliderer. 

I et interview med Weekendavisen i 2023 beskrev dronning Margrethe den russiske præsident Putin som en mand med ”kolde øjne”, og det tolker Emma Rønberg Paaske også som en form for aktivisme, et rygstød til danskerne og europæerne i en usikker tid – og en måde, hvor dronningen kunne stille sig på den rette side af historien.

– Der har jo været flere anledninger, hvor dronningen i kraft af sin rolle har skullet tage imod præsident Putin og byde ham velkommen på vegne af regeringen. 

Så det er enormt politisk, når hun siger, som hun gør i det interview, og det er meget mere, end man ville regne med, at en dansk dronning ville gøre. Hun fortæller os, at det her ikke var et møde, hun brød sig om – men det var hendes arbejde, siger Emma Rønberg Paaske, og fortsætter:

– Det er blevet tydeligt gennem tiden, synes jeg, hvor klog en dronning vi faktisk har haft. Hun har virkelig kastet sig over sit embede, sørget for at altid være forberedt og har været meget bevidst om, hvilke sammenhæng, hun har ageret i. Man kan godt sige, at det er intellektet, der har regeret.

Mangfoldig kunstner

Da forfatteren til J.R.R. Tolkien døde i begyndelsen af 70’erne, fandt man i hans frakkelomme to tuschtegninger af en ukendt kunstner, Ingahild Grathmer. 

Senere dukkede flere illustrationer af samme kunstner op i forfatterens dødsbo, illustrationer til hans storværk ”Ringenes Herre”, endda med Tolkiens kommentarer og ros. 

Hvad han ikke vidste var, at Ingahild Grathmer var det pseudonym, som den unge kronprinsesse Margrethe havde brugt, da hun sendte sine illustrationer afsted i en tyk kuvert til England. 

Og da Gyldendal i 1977 genudgav Tolkiens værk, var det med dronningens illustrationer.

– Hun prøvede sig selv af som kunstner ved at sende sine ting ud i verden på den måde, siger Emma Rønberg Paaske.

Siden har dronning Margrethe illustreret flere værker af blandt andre H.C. Andersen, Karen Blixen og senest prins Henriks ”Frihjul”, hvor dronningens découpager fulgtes ad med prinsgemalens digte. 

Hendes kunstneriske udtryksformer er mangfoldige og nysgerrigt undersøgende inden for både billedkunst, scenografi, kostumedesign, tekstilkunst og dronningens egen garderobe.

– Man kan jo have subjektive holdninger til, om det er godt eller dårligt, sådan er det for alle kunstnere, men dronningen har aldrig lagt skjul på, hvad hun selv kan lide. 

Det har gjort, at vi er kommet et skridt tættere på hende, og at rollen som dronning er blevet mindre endimensionel. Det har hun selv åbnet op omkring ved flere lejligheder. 

At hun ikke kun var regent og siden dronning – men også alle mulige andre ting. Heriblandt kunstner, siger Emma Rønberg Paaske.

Med øjnene på fremtiden

Vi var mange, der anede, at nytårstalen i 2023 ville rumme et vigtigt budskab. Der var et mærkbart skifte i atmosfæren og i det blik, dronningen sendte os, inden hun begyndte på talens væsentligste og mest skelsættende budskab. 

For Emma Rønberg Paaske stod det klart, at det her ville blive en historisk tale, allerede da hun så de smykker, dronningen bar.

– Da jeg så, at hun bar Marguerit-brochen, spidsede jeg ører. Brochen var en gave fra dronningens mormor, Margareta, og den refererer jo til hendes kælenavn, Daisy. Hun har båret den, når der var noget vigtigt og livsomvæltende, blandt andet til hendes bryllup, fortæller hun.

Budskabet, danskerne fik den nytårsaften, kom som et chok for mange. Dronningen abdicerede og overlod tronen til sin søn. 

Beslutningen kom på kanten af et år, hvor dronningen havde sat stregerne for fremtidens kongehus, blandt andet ved at fratage prins Joachims børn deres titler.

– Margrethe var først og fremmest regent, og hun skulle sikre, at kongehuset også i fremtiden er levedygtigt. Kunne det være sket lidt mere elegant? Det kunne det sikkert godt, men er der nogen måde at afkoble dele af familien på, der er det? 

Objektivt set var det bedre, at hun gjorde det, end at Frederik skulle gøre det, og vi har siden set, at flere europæiske kongehuse har fulgt trop og lavet samme manøvre. Så det var et progressivt træk, selv om det gjorde ondt på nogle, siger Emma Rønberg Paaske.

Selve abdikationen kom som en overraskelse for de fleste, selv for dronningeekspert og historiker Emma Rønberg Paaske.

– Dronningen har altid sagt, at hun ville blive på sin post helt frem til sin død. Det er også det, der er tradition for, og det var alene derfor, det kom bag på os alle sammen. Hendes begrundelse og motiv giver jo faktisk rigtig god mening, siger Emma Rønberg Paaske.

I sin sidste nytårstale adresserede dronningen selv sit helbred som en af årsagerne – og det faktum, at der stod en fuldt ud kapabel konge klar til at træde i hendes sted. Det var et godt tidspunkt at lave et skift.

– Og så tror jeg, og det er min personlige mening, at der også er et element af moderlig omsorg i hendes beslutning. En tanke fra hendes side om, at Frederik ikke skulle stå og være ked af det, når han blev udråbt til konge. 

Dronningen har selv fortalt, hvor enormt ked af det, hun selv var, da hendes far døde. Og at det var voldsomt at stå der med sin sorg, siger Emma Rønberg Paaske.

Ved at overlade tronen til Frederik, gav dronningen også sig selv muligheden for at kunne guide ham på vej og se med egne øjne, hvordan han vokser ind sin rolle som konge. Og så er det endnu et godt eksempel på dronningens blik for historieskrivningen – og evne til at styre sit eget narrativ.

– Vi har ikke noget fortilfælde med dronninger, der abdicerer i Danmark. Så det, at hun både var den første dronning i den nye tronfølgelov og den første dronning til at abdicere, er jo virkelig fantastisk. 

Hun fortæller sin egen historie, og det tror jeg, at hun altid har været meget bevidst om, siger Emma Rønberg Paaske.

LÆS OGSÅ

Da hun portrætterede dronning Margrethe, hørte hun dødsmetal: ”Det er i dronningens ånd”

Det er ikke hver dag, man skal skabe et portræt af dronningen. Men den opgave blev Nikoline Liv Andersen sat på for at kreere jubilæumsforsiden til denne uges ALT for damerne. Det var både en eventyrlig og langsom proces – med masser af dødsmetal.